Et frirum - Delia

Dagen var egentlig stille. Den var som Viktor kunne lide den. Der skete ikke så meget, han passede sig selv i hytten mens hans søskende var ude og træne. Han havde følte mere for alene tid, og siden der ikke var andre end ham tilbage, havde hans søster ikke tvivlet, og var gået med deres søskende. Og så havde han været alene, i ro og mag, og uden planer om at lave andet end at stirre i en bog han ville prøve og læse. 
Troede han. 
Nok et kvarter efter hans stirren i bogen var begyndt, var Fideliana dukket op i hytten. Han havde undret sig, for hun plejede ikke at komme her. Hun var som regel... Ja, alle steder hvor der var festligt og fyldt med mennesker. Det var tydeligvis ikke her, så det havde undret ham. Hun var begyndt at snakke om et eller andet, noget de begge vidste var ligegyldigt. Hun havde sat sig i samme sofa som ham. Nu lå hun på ryggen med hovedet i hans skød, og han sad med bogen lukket i den ene hånd. Hendes talestrøm døde stille hen, og hun blev stille. Han sad og så ned på hende, sendte hende et spørgende blik. Da han ikke kunne få øjenkontakt sukkede han kort. 
"Hvad er det der gør dig så... fortvivlet?" Hendes glød og glade iver var ikke som den plejede, et eller andet plagede hende, det var han sikker på. Han smed bogen over på et bord, og lagde en arm over ryglænet, den anden over armlænet. Han var fuldstændigt afslappet så hun havde indtaget hans sofa og hans skød. Hun var altid rolig omkring ham, så naturligt var han også det rundt om hende. 

//Jeg tog mig friheden at styrer dig en smule til det vi aftalte xD

Delia var på flugt, mere eller mindre. Ikke fordi der var vrede Ares tøser efter hende, eller fordi hun havde gjort nogen noget. Hun flygtede fra sin hytte, fra sit hjem og fra sin bror. Hun prøvede for alt i verden på at undgå ham, og på det her tidspunkt af dagen var det sværest. Hun havde ikke været sikker på hvor hun skulle gå hen, før én person slog hende. Viktor. 
Han var alene, til hendes held. Det betød hans søster ikke ville høre alt hun havde brug for at sige. Men det var som om hun ikke kunne få fortalt problemet da hun først sad ved ham. Hun smeltede længere ned i sofaen, og endte med hovedet i hans skød, og sine knæ bøjet over armlænet. Det hjalp en smule, hun følte sig mere afslappet, men hendes humør var stadig ved siden af sig selv. 
Hun undgik hans blik da hun holdt op med at snakke, og hun sukkede selv tungt da han spurgte ind. Det var det hun havde brug for, men alligevel var det svært at svare ham. 
"Dionte. Jeg prøver at undgå ham. Han har altid været der når jeg havde problemer, og nu er han problemet, og jeg ved ikke hvem jeg skal gå til." Det var ikke helt rigtigt. Hun havde én anden i tankerne, en hun var gået til før Viktor hvis hun kunne. Men han var ikke hjemme i lejren de her dage, så hun måtte klare sin Dionte krise selv. 
"Har Rosa nogensinde forbudt dig at gøre noget der ville gøre dig glad? Har hun nogensinde sagt noget hun vidste ville såre dig, bare for at få sin vilje?" Hun tippede hovedet tilbage og så hjælpeløst op på sin ven. Hun hadede at tale om Dionte som om han var en dårlig person, men det havde bare været for meget sidst. Hun kunne ikke accepterer det han havde sagt, og måske var det barnligt at undgå ham, men hun ville ikke skændes mere. Det skulle nok gå, men hun havde brug for lidt trøst, og ud over hendes bror var der kun to personer hun ville gå til for det - og kun Viktor hun kunne få fat på af de to. 

//Det er helt fint ^^

Viktor rykkede kort på sig for at sidde bedre. Hans ene øjenbryn gled lidt mere op end det andet da hun spurgte om det med Rosa. Han rystede afvisende på hovedet. Det ville hans søster aldrig gøre, hun havde altid været der for ham, og hun havde altid været der til at opmuntre ham, uanset hvor åndssvage hans ideer havde været. En gang de havde været små havde hun opmuntret ham til selv at lave morgenmad, også selvom han ikke kunne se forskel på sukker og salt. Det var gået forfærdeligt, men hun havde grinet med ham, og de havde fundet nogle boller i stedet for. Hun sårede ham aldrig, de skændtes aldrig, og det eneste tidspunkt hun hævede stemmen sammen med ham, var når han var ved at få et af sine udbrud. Hun var også hans lillesøster, hvis man skulle gå i detaljer, men alligevel.
"Du kan ikke flygte fra din hytte hele tiden. Hvor sover du? Hvad laver du hele dagen?" Hans blik var ikke ret bekymret, men han var generelt ret udtryksløs i sin fremtoning. Alligevel kunne man se han faktisk var utryg ved situationen, hvis man kendte ham som Delia gjorde. Nu havde det ikke noget med ham at gøre, men hun var hans ven, en af de få, og han ville ikke have hun rendte rundt og ikke havde et sted at være sig selv og slappe af. Deres hytte var vel også hendes hjem, ikke kun hendes brors. 
"Jeg ved ikke hvad I er blevet så uvenner over, men hvis han er så tåbelig du ikke engang vil være i hytte med ham... Har du snakket med din far om det? Han må da kunne sige noget til ham." Viktor var ikke sikker på hvordan hun skulle takle det her. Han var sjældent uvenner med nogen. Han snakkede sjældent med nogen, det var nok mere det. Med hende var det bare naturligt, og han tænkte ikke over hvor mange ord han brugte, som når han talte med andre. Han var ikke bange for at få et vredesudbrud sammen med hende, for hun gjorde ham glad og rolig. Derfor ville han også helst have hun var glad, og det var hun tydeligvis ikke lige nu. Noget måtte kunne gøres.

Delia så væk fra Viktors øjne, ikke helt stolt af hvordan hun opførte sig for tiden. Den var dumt at undgå sin bror, men hun gad ham virkelig bare ikke. Viktor var heldig at han aldrig havde været i situationen, men hun ønskede han kunne forstå hende. 
"Jeg sover i et af de tomme rum i hytten, få af vores søskende er i lejren for tiden. Hele dagen træner jeg, er i teatret, på jordbærmarkerne eller i stalden. Jeg kommer sent hjem til hytten og er tidligt ude. Jeg ved ikke hvad jeg ellers skal gøre." Hendes brune øjne søgte op i hans igen, for at finde bare en smule tryghed, trøst eller... ja, bare noget der fik hende til at få det bedre. 
Hun satte sig op da han spurgte ind til problemet. Hvordan forklarede man det? Det var en lang og indviklet historie, dum og uden egentlig grund til at undgå sin storebror. Men alligevel, hvis hun søgte hjælp, så måtte hun også være klar til at forklare sit problem. Hun sukkede tungt inden hun beyndte forklaringen. 
"Jeg fik en ny ven, Nolan, som Dionte ikke brød sig om. Det viser sig at Dionte og Nolan åbenbart har været sammen en nat, og nu har min bror dårlig samvittighed og skyder skylden på Nolan. Så han blev sur over jeg var sammen med ham, og vi lavede lidt sjov og ballade. Det gik helt galt, han begyndte at sætte regler op for mig, og prøvede at isolerer mig fra alle fordi..." Delia tøvede lidt. Den næste del vidste hun at Viktor kunne relaterer til. En del af grunden til hun elskede at være sammen med ham. De vidste begge hvordan det var at folk frygtede dem for det de kunne. 
"Han sagde jeg var farlig. Han fik det vendt til jeg var farlig for Nolan at være venner med, fordi hvis jeg nu ikke styrede mine følelser sammen med ham så... Men da han kyssede mig skete der ikke noget. Eller da jeg blev så vred på Dio at jeg skubbede ham væk. Jeg tror ikke jeg har kontrol over min evne, men jeg tror ikke jeg er så farlig som han siger." Hun rystede lidt på hovedet, og så igen på ham. Hendes hænder var foldet i hendes skød, hun følte sig så underligt til mode. Hun var så sur og ked af det på grund af Dionte, men det var som om hun ikke kunne være rigtig sur eller ked af det når hun talte om Nolan, og det var så underligt. Hvorfor skulle han også rejse til Frankrig lige imens alt det her skete?

Viktor ville se bekymret ud hvis han faktisk havde evnen til at se ud som om han følte empati. Han kunne sagtens være medfølende og sætte sig i folks sted, men han var ekstremt dårlig til at vise det, selv underbevidst. Det var en rigtig dårlig blanding når han samtidigt heller ikke var ret god til at læse andres følelser og kropssprog. Han håbede et sted bagerst i sine tanker at Delia vidste han var bekymret. 
Hendes ord slog ham hårdt. Hvor han kendte det, kun alt for godt. Alle der havde set hans evne med sten og jord, behandlede ham som om han ville dræbe dem hvis de så forkert på ham. Selv nogle af hans søskende behandlede ham som en freak. Ikke at hand bebrejdede dem, han var en freak, og at han samtidigt havde en evne der kunne dræbe, hjalp ikke hans sag. Men bare fordi det var åbenlyst han var sær, behøvede folk ikke minde ham om det. Hvilket Delia og Rosa ikke gjorde, og derfor holdt han meget af dem. 
Han sad stadig afslappet, tilbagelænet i sofaen, og så på hende. Han overvejede sine ord, og han tog sig god tid. Alene i den samtale de havde haft, havde han sagt langt mere end han ville kunne drømme om med nogen anden. Men Delia gjorde det naturligt for ham. Så var det lettere. 
"Du kan ikke bare rende rundt i lejren. Du har brug for at holde fri i ny og næ, slappe af derhjemme." Hans blå øjne faldt i hendes, håbede alvoren i det han sagde var tydelig. Hun ville køre sig selv ned med det her, hvis hun ikke tog sig lidt af sig selv. 
"Du ved bedre end ham hvad du kan. Ignorer ham, men lov mig du ikke flygter fra dit eneste fristed. Du er velkommen her, men det vil ikke være det samme som din egen hytte." Han rystede svagt på hovedet, som for at understrege det han sad og sagde. Han lænede sig frem og lod sine albuer hvile mod hans knæ, så han sad godt foroverbøjet. Et lille smil spillede over hans læber, og han tøvede lidt inden han bemærkede det næste. 
"Så.. Han kyssede dig, siger du?" Viktor skubbede lidt til hende med en skulder, for at bløde hende lidt op, og prøve at få hendes humør lidt op. Han var forfærdelig til den slags, men han prøvede, for hendes skyld.

Delia smilede lidt. Viktor lød som Dionte, inden han var gået helt amok. Det var rart, at mærke nogen faktisk bekymrede ham, og at nogen tog sig af hende. Hun kunne godt selv, men derfor var det stadig rart at have nogen der hjalp og støttede lidt nu og da. Hun vidste Viktor forstod, han forstod altid med den slags ting. 
"Vi er kun fem i hytten. Stemningen er lidt trykket. Men tak, Vikt." Hun lænede sig over mod ham igen og sukkede. Artemis' hytte var ikke just hendes vante omgivelser, men det var rart at have et sted man kunne gå hen hvis det nu regnede. Hvilket det sådan cirka aldrig gjorde. 
Hans drilleri fik hende til at le, og hendes kinder blev en lys, pink farve. Hun dækkede sit smil lidt med en hånd og så forlegent ned. Hun lænede sig imod ham endnu, med hovedet imod hans skulder. 
"Hold ooop. Han er sådan en score type." Delia anede ikke om Viktor kendte Nolan, men det var jo fakta at Nolan var ekstremt charmerende, og han brugte hvis også den gode af og til. Han var pæn, sjov, og meget sød. Mange piger var sikkert faldet for det, og mange piger havde sikkert fået et kys. Hun var intet specielt på den konto. Selvfølgelig havde det betydet noget for hende. Drenge forelskede sig ikke i hende. Drenge kyssede hende ikke. Hvad forventede hun, hendes far var lejrens leder, han hadede alle halvblods ungerne, og han var ubehøvlet. Hvem gad flirte med hans børn? 
Alligevel havde det betydet noget for hende. Ikke fordi det var hendes første kys, men fordi.. Det føltes rigtigt. Det var sikkert naivt, og hun turde ikke håbe en tomme på at det også havde føltes rigtigt for Nolan på samme måde, men det var hendes lille lykke øjeblik, ikke engang en kontrollerende storebror kunne tage det fra hende. 
"Det var bare.. et kys. Ikke andet." Hun så op på ham, med et lille smil. Åh hvor hun håbede det var mere, men hun prøvede at overbevise sig selv. Det var bare et normalt, flirtende kys.

Viktor nikkede bare. Han forstod. Hvis de ikke var flere var det selvfølgelig akavet når hun var uvenner med 20% af sin hytte. Han ville heller ikke tvinge hende, det var hendes valg om hun ville være hjemme, her, eller rende rundt hele dagen. Men han håbede bare hun i det mindste kunne få det lidt bedre og at hendes bror ville være lidt mindre af en nar. 
Viktor kendte Nolan. Eller, kendte var så meget sagt. Viktor havde været til stede når han søster havde snakket med ham. Havde han nogensinde snakket med fyren? Han var ikke sikker. Han snakkede ikke med så mange. Men jo, han vidste godt hvem Nolan var, og han vidste også godt hvad hans ry var. Men alligevel, han havde ikke indtrykket af han var en narrøv der udnyttede helt igennem søde piger som Delia. 
"Hvis du føler det vare mere, så var det mere." Han lagde en arm omkring hende, nød den afslappede stemning og det at kunne sidde sådan her med en person, uden personen var bange for han dræbte dem eller troede han prøvede på noget. Han var det mest platoniske menneske nogensinde.
"Hvad så når han kommer tilbage? Skal du så ikke kysse ham igen?" Han smilede lidt, vidste godt han drillede, og vidste godt hun ikke var flirte typen. Men hun rødmede, og han troede der måske kunne være noget. Det ville være godt for hende, specielt nu. Han vidste hun havde haft det hårdt, hvis nogen kunne tage sig godt af hende ville det nok være godt. Han havde jo Rosa, hendes hjælp gjorde alt for ham, og Delia skulle også have lov til at prøve det samme.

Delia så på ham med et smil og overvejede hans ord. Hun var ikke sikker på om hun følte det var mere, men hun vidste hun håbede det. Da han bare var skyndt sig videre efter at have kysset hende, havde hun egentlig været glad for han tog af sted, for hun ville ikke have vidst hvordan hun skulle reagere eller om hun ville have givet slip ellers. Den tanke skræmte hende lidt, for hun havde aldrig rigtigt som sådan følt hun ville holde nogen hos sig. Hun holdt af folk, men havde aldrig haft lyst til at bede dem om ikke at gå når de skulle eller ville. 
"Jeg ved ikke Viki, det virker så nyt og.. skræmmende. Og jeg vil altså ikke overfalde og lade ham tro at jeg springer på alle drenge jeg bliver venner med." Hun sukkede og så ned. Nu var Viktor jo et godt eksempel på hun ikke hoppede på alt, men hun var bange for at ødelægge den relation hun havde med Nolan. Der var ikke andre forstod hende og opfordrede hende til hendes ideer, slet ikke på samme måde. Hun måtte vel bare se hvor det ledte hende. 
"Hvad med dig? Har du ikke en eller anden? Det er altid mig vi tale om." Delia skubbede kort imod ham med et drillende glimt i øjet. Viktor var nok ikke lige den person hun forestillede sig ville komme hoppende gennem lejren med en pige i hånden. Men bare fordi han var stille og rolig betød det jo ikke han ikke havde følelser. Hvis han kunne være sammen med hende, når Rosa var væk, kunne han vel også være sammen med andre piger. Hun flyttede sig stadig ikke fra sin position ved ham, for hun nød det.

Viktor forstod det ikke. Hvis hun kunne lide ham skulle hun så ikke fortælle ham det? Han var selvfølgelig ikke ret stærk i sociale regler, siden han var ret indelukket normalt. Det var de færreste folk han forstod, og de færreste folk der forstod ham. Derfor spurgte han heller ikke yderligere ind til det. Hvis Delia ville være i tvivl og gå og vente, skulle han ikke fortælle hende det var forkert. Hvilken forstand havde han overhovedet på den slags? Han havde aldrig været forelsket, aldrig haft en kæreste, ikke engang været tæt på. Han havde ikke ret mange følelser at skifte imellem. Enten var han tilfreds, neutral, vred eller glad. Der var de fire valgmuligheder. "Hvis du siger det, Liana." Han trak ligegyldigt på skuldrene. 
Hendes spørgsmål fik ham til at smile sit smil, det altid så ud som om han ikke rigtigt mente det. Han rystede mildt på hovedet. Hun af alle burde vide han slet ikke var typen der forelskede sig eller gik rundt og små flirtede. Det ville kræve han faktisk kunne aflæse andres følelser og små hentydninger, og det kunne han ikke engang hvis han prøvede. "Alt er som det plejer." Det besvarede vist spørgsmålet ret godt. Hvilken piger ville overhovedet falde for den sære bror til Rosa? Det ville være direkte pinligt for den der måtte falde for ham. Han var underlig, havde et dårligt ry, og var helt bestemt en af de største tabere i lejren. Han var helt okay med den rolle, han stræbte ikke efter at være populær eller en hver piges drøm. Bare han kunne være sig selv, så var det okay. Han havde venner som Delia, og det var nok for ham. Mere behøvede han ikke rigtigt for at være glad.