Honey, I'm Hoooomeeeeee! (Delia)

Turen til Frankrig havde været ikke mindre end fantastisk! Han havde fået et tættere bånd til sin lillebror, Felix og han havde mødt hans rare familie. Han havde oplevet et fremmed land og en fremmed kultur, set så mange spændende ting! Puh. Det var ikke længe siden de var kommet hjem, hvorefter Nolan blot havde sovet i et helt døgn, også takket være jetlag. Nu lignede drengenes værelse et bombenedslag, fordi Nolan havde åbnet sine tasker og modsat Felix, havde smidt sine ting til alle sider. Han havde dog fundet den lille ting, han ønskede og derefter - efter et hurtigt bad og noget rent tøj - havde han forladt hytten og sit rod.
Hans hår dryppede stadig fra badet, men vejret var dejligt mildt i dag. Vinden var svag og luften frisk, selv om det endnu godt kunne være køligt. Overalt skinnede der af grønne farver, som planter og træer langsomt kom til live. Hist og her voksede der forårsblomster i gule, blå, lilla og orange farver. Han kendte slet ikke alle blomsterne...Eller jo, han kunne da altid genkendte en påskelilje!
Han følte sig ikke videre sulten, derfor gik han ikke op mod spisesalen, men i stedet videre. Han var iklædt nogle sko, et par lange bukser og en trøje med lange ærmer, da luften endnu var lidt kølig. Nogle dråber fra hans våde hår lavede nogle mørke pletter på hans skuldre. Men ellers skinnede hans øjne og et stort smil var slet ikke til at ryste af ham!
Han var ivrig og hans hjerte hamrede. Han havde opsøgt hytten og fået besked om at den helt specielle kvinde var at finde et andet sted. Prøv jordbærmarkerne, havde de sagt! Og han havde straks sat tempoet op.

Han så sig om efter nogle nymfer. De brød sig normalt ikke om man gik rundt i deres marker eller spiste deres bær uden tilladelse. Personligt havde Nolan sneget sig ind flere somre i træk og spist sig helt mæt - Andre gange havde han charmeret sig ind på nymferne og fået lov til at spise sig mæt. I dag var der dog ikke mange røde bær. Det var endnu for tidligt på sæsonen, men der var friske, grønne blade på vej. Med noget varmt vejr ville der sikkert ikke gå længe!
Han gik ned langs nogle af rækkerne og spejdede ud over markerne. Hvor? Hvorhvorhvor?
Endelig fik han øje på en skikkelse. Selv om han mest havde lyst til at løbe der over, lod han være og listede sig i stedet tættere og tættere på, med et håb om ikke at blive set.
"Delia!" kaldte han, da han var tæt nok på.
Felix havde drillet ham meget, da først Nolan havde indrømmet det. Indrømmet han var fascineret af Delia, at han faktisk var...Ja. Tiltrukket...Og ikke kunne lade være med at snakke om hende. Felix havde nok den mening at det ville blive sjovt og sært at se Nolan i hvad man kunne kalde et fast forhold...Men nu var de vel ikke rigtig i et forhold...Endnu...Eller...Han var forvirret på det punkt. Det var også lige meget! Han vidste bare han nød sin tid sammen med hende og 14 dage uden havde virket som en underlig form for tortur. Især sidst, hvor de var skiltes med et kys.

Delia nød vejret blev bedre ude på markerne. Og så nød hun at hendes storebror ikke var der. Hun havde søgt tilflugt et sted hun vidste han ikke ville befinde sig så tidligt på sæsonen. Tingene mellem dem var ikke blevet bedre. De var derimod blevet værre, og det var nu hendes tur til ikke at snakke med ham. Hun gad slet ikke være i rum med ham, og hun var egentlig lidt ligeglad med om det var barnligt eller ej. Han havde sagt ting han ikke kunne tage tilbage, og hun var bare ikke klar til at tilgive ham endnu. Det kom en dag. Men for nu var hun fornærmet og sur, og holdt sig til venner og steder Dionte ikke kom. 
De sidste to uger havde været hårde. Ikke så meget fordi hun ikke havde andre venner, Men Nolan havde bare udviklet sig til noget andet end alle de andre venner hun havde. At han ikke var der, specielt med problemerne med Dionte, det havde været helt forfærdeligt. Hendes glæde og håb de sidste to dage havde gået på, at hun vidste han snart kom hjem. Måden de havde skiltes på havde på en eller anden måde været både perfekt og en pinsel. Hun havde gået og smilet for sig selv over det, men det havde også efterladt hende i en situation hvor hun ikke rigtigt vidste hvad det betød, og hvor meget hun kunne lægge i det. Hun havde valgt at skubbe bekymringerne lidt væk, men alligevel sad de der. 

Bekymringer var nok det sidste hun tænkte på da hun hørte Nolans stemme kalde. Hun rejste sig op og vendte sig rundt efter lyden, og så snart hun så ham smilede hun over hele hovedet. Det var præcis ham hun havde håbet og glædet sig til at se, og nu var han her endelig. Hun undrede sig kort over hvordan han havde fundet hende, men det var ikke det vigtigste. Hun var ligeglad med at spille cool, hun satte i løb det sidste stykke og hoppede på ham i et kram. Hun lagde armene om hans hals og fik kort følelsen af at nu skulle det nok blive okay. 
"Du er tilbage!" Hun trak sig lidt væk så hun kunne se ordenligt på ham, og hun mærkede hvordan glæden boblede inden i hende. Af en eller anden grund lavede hun mental note om at han lignede sig selv, som om to uger væk fra lejren var nok til at ændre ham fuldstændigt. Hun var ikke sikker på hvor hun skulle gøre af sig selv, hun var for glad til bare at stå, så små hoppede lidt, ivrig efter at høre alt. 
"Hvordan var det? Hvornår kom du tilbage? Hvad så I? Jeg vil vide alt." Hun smilede stort til ham og var faktisk bare glad for han var i nærheden af hende igen. Det var virkelig alt hun behøvede lige nu.

Han greb hende med et stort smil og var hurtig nok til at lægge armene om livet på hende og snurre hele vejen rundt med hende i sine arme, før han satte hende ned igen. Hendes duft, fornemmelse af hendes nærvær igen, var berigende. Det var så skønt at se hende igen! Havde han savnet hende. Så meget, at han næsten havde overvejet bare at rejse hjem igen. Men nu stod de her! Endelig sammen igen.
Han så ned på hende med et lille smil, da hans ene finger gled over hendes tinding for at skubbe noget hår tilbage, så han bedre kunne se hende. Hun var så glad! Hvordan kunne han på nogen måde havde tvivlet på om hun var lige så glad for det som han var? Alligevel var han nervøs for om hun faktisk ønskede det på samme måde som ham.
Han lænede sig frem og kyssede hende drillende på næsen. Han ville ikke mase sig for meget på lige med det samme.
"Rolig nu!" grinte han så.
"Du skal nok få det hele at vide. Men først...Lovede jeg dig en lille gave..." Han rakte om bag sig og fiskede noget frem fra sin lænd, hvor han havde mast den ind mellem hans bukser og ryg, for at skjule den fra hende.
Han tog den frem - Og tada!
En lille ting fra Frankrig. En rystedims med eiffeltårnet indeni. En kugle af glas med tårnet indeni og når man rystede den, så det ud som om det sneede ned over landskabet. Det var nok ikke det største eller sejeste, men Nolan havde nærmest gået Paris tyndt for at finde noget der var godt nok, til Felix havde skubbet ham ind i en bestemte butik og sagt han først kom ud, når han havde fundet noget. Og det var så blevet denne her. Om ikke andet, trøstede han sig med, var det en hilsen og et løfte der blev opfyldt.
"Lidt af Paris, så du altid husker jeg har været der" Drillede han og blinkede sigende til hende.
"Og hvordan har du haft det?" spurgte han videre, for at skjule sin nervøsitet for om gaven overhoved var god nok!

Hun kunne ikke lade vær med at le da han drejede rundt med hende. Det var næsten for godt til at være sandt, at de to uger allerede var ovre og han nu stod her, med armene om hende, rørte hendes ansigt, smilede til hende. Hun følte sig dum over at have troet at han havde været ligeglad mens han var væk, at tro han ikke havde ment det kys han havde givet lige inden han var taget af sted. Det virkede som evigheder siden, men det var også ligegyldigt nu hvor han stod her. Kysset fik hende til at rynke næsen lidt, med endnu et smil, inden hun så spændt op på ham. 
Hendes blik faldt på snekuglen i hans hænder og hun lyste op, som om han lige havde rakt en hundehvalp over til hende. Hun tøvede inden hun tog den og undersøgte den med både øjne og fingre. 
"Den er... Min mor plejede at tage snekugler med hjem til mig når hun rejste med sit job. Jeg har en fra alle 51 stater i USA. Men ingen fra europa... Hvordan.." Delia rystede lidt på hovedet med et smil, overrasket over om Nolan havde vidst det, eller om han bare havde gættet og ramt plet. Uanset hvad var hun i hvert fald glad for det. Hun smilede og krammede den kort ind til sig, inden hun så op på ham igen. 
"Tusind tak." Hans sidste kommentar fik hende til at rulle med øjnene.
"Ja, som om jeg glemmer at du bare var væk to uger efter den exit. Du forstår dig på at være dramatisk." Hun smilede til ham, det var sagt i sjov. Hun bar ikke nag på nogen måde. Selvom det kunne være rart at blive afklaret med alt det usagte, var der stadig en spænding der havde holdt hende oven vande de sidste par uger. Hun sukkede derfor også da han spurgte ind til hende og så ned på snekuglen i sine hænder. 
"Skal vi ikke hellere snakke om din rejse? Jeg er sikker på du har mere at fortælle. Dine to uger har klart været bedre end mine." Hun smilede lidt halvhjertet af sin egen kommentar. Hun havde ikke haft det rart, slet ikke. Dionte havde formået at gøre det hele endnu sværere, og hun havde virkelig ikke lyst til at han skulle ødelægge gensynsglæden de havde. Ikke lige nu. Den sejr ville hun simpelthen ikke give ham. De skulle nok nå til ham og hans tåbelige udtalelser, og flugten fra sin egen hytte. Men nu ville hun helst høre alt det spændende han havde at fortælle. Hun havde trods alt ventet to uger på det.

Et overrasket udtryk gled over ham, da hun fortalte at hendes mor havde samlet på snekugler til hende. De havde ikke snakket enormt meget om deres forældre, mest blot nævnt de eksisterede vel eller havde gjort, så at han lige havde ramt plet...Det var næsten for godt til at være sandt, af alle tilfældigheder!
Han var lige ved at grine over det, var det ikke fordi det kunne virke en anelse respektløst.
"Deet...Det var en ren tilfældighed. Felix var ved at gå i spåner over jeg intet kunne finde, men altid nævnte det for ham. Han låste mig nærmest inde i en butik! Og så var den det bedste jeg kunne finde...Men jeg er glad for den har ramt plet" forklarede han forundret, med en hånd der automatisk gled om i nakken på ham. Man blev jo fristet til at tro på en guddommelige indvirkning, var det ikke fordi alle guder og gudinder var kendte skikkelser her i lejren.
Derefter blev det hele forfulgt af et undskyldende skuldertræk og et lille smil, som prøvede han at undskylde for det. Det havde faldt ham mere eller mindre naturligt på det tidspunkt, men han havde samtidig endnu været påvirket af alkoholen og det hele. Faktisk var det hele lidt sløret, selv om kysset stod helt klart i hans sind. Felix havde været ret interesseret over Nolan havde smagt de guddommelige dråber! Præcis som han havde forventet folk ville blive, når de hørte om det.
"Det var også tortur for mig" påpegede han sigende, men formodede ikke helt at fange hendes hentydning og fortsatte derfor ikke ned af det emne, som de begge nok helst ville snakke om.
I stedet slog han en arm om hende og inviterede hende til at gå med ned langs markerne, mens han ville fortælle om hendes tur. For hvad han havde opfanget, var at Delia nok ikke havde haft det mega sjovt mens han havde været væk, omend det måske til dels også var fordi han forlod efter det kys...Og hvem vidste om der ellers var sket noget? Men han ville starte.
"Okay...Vi rejste til Paris, hvilket er en forfærdelig lang flyvetur! Der hentede Felixs mor os og vi kørte ud til en lille by der lå tæt på Paris, men som stadig er helt forfærdelig lille. Felixs har en sød familie, selv om han anstrengte sig alt for meget til at få mig til at føle mig hjemme. Og han har en lillesøster! Så jeg måtte også lære at vogte over mine ord!" Han fik det til at lyde som den værste tortur, skønt det samtidig var tydeligt at høre at det havde været en god tur.
"De første par dage kom vi os over jetlaget, men derefter gik vi først rundt i hans by. De har en sjov fontæne i byens centrum af en lille amor med pile" grinte han.
"Og en forladt kirke. Nå, men senere tog vi til Paris af et par gange. Jeg har fået set alle de store ting! Eiffeltårnet, Notre Dame, Triumfbuen og...Alt det andet med sjove navne. Felix er et leksikon med Frankrigs historie, så jeg fik alle de historierne og de kulturelle godbider" Fortalte han. Hans arm forlod hendes ryg, da han vendte sig halvt om mod hende, men kun så han stadig var i stand til at gå.
"Du vil ikke tro det. De har alle disse skeletter under jorden! I katakomberne! Knogler på knogler! Det var så sjovt! Jeg løb til tider foran Felix og forskrækkede ham, når han kom om hjørnerne. Eller tog en knogle og prikkede til ham...Selvfølgelig uden nogen så det" påpegede han. Vagterne havde sikkert smidt ham ud, havde de set det, omend ingen sikkert havde styr på om alle knoglerne nu også var der. Der var jo så mange!
Han rettede sig lidt op og fortsatte med at gå normalt igen.
"Noget af det bedste var nok også at jeg virkelig fik mulighed for at snakke med Felix om alt. Han er min tætteste søskende, min eneste rigtige familie. Jeg tror virkelig vi fik knyttet et godt bånd og opklarede nogle af de finurligheder som livet udsætter en for" sagde han så, lidt mere roligt og seriøst. Ja, de havde haft nogle dejlige og lange snakke om alt. Det havde næsten været lige så skønt, som selve turen til Frankrig.

Hun lyttede til hans forklaring, og var faktisk næsten endnu mere imponeret da det viste sig at det havde været rent held at han havde fundet en så perfekt souvenir. Enten held, eller også var hans lillebror bare virkelig god til at puffe Nolan i den rigtige retning. Uanset hvad var hun glad, og det var takket være ham. Hun havde virkelig manglet hans positive indvirkning. 
Hun lo lidt over hans måde at udtrykke det på. Tortur? Det var skræmmende præcist, det havde virkelig føltes som tortur at være uden ham, og uden mulighed for at kontakte ham. Specielt fordi hun havde været fanget i lejren, sammen med sin bror. Alt havde faktisk været lidt imod hende mens han var væk. Men hun trøstede sig med at det hele ville vende nu. 
Hun gled naturligt ind mod ham da han lagde en arm om hende, og fulgte glædeligt med på en mindre gå tur. Vejret var fantastisk, og stemningen var præcis til det. Hun lyttede spændt på hvad han fortalte, og prøvede at forestille sig det hele. Bortset fra den lange flytur lød det som en ret fantastisk tur, og hun var nærmest misundelig over de endda havde været så tæt på Paris fordi det var der Felix boede. Hans kommentar om at han måtte overveje hvad han sagde på grund af lillesøsteren, fik hende til at le lidt. Hun kunne godt forestille sig at dét nok havde været lige så stor en udfordring som at forstå sproget. 
"Din stakkel," indskød hun lavt med et smil, før hun lyttede igen. Det lød som om det havde været en ret lærerig tur oven i, takket være hans lillebror. Hun huskede ikke Felix så meget, men hun kunne godt huske han havde virket lidt nørdet, så at han havde styr på Frankrigs historie, kom ikke bag på hende. Og egentlig virkede det til at være en fordel, hvis man var til den slags når man rejste. 
Hun skævede kort imod hans arm der, desværre, forlod hendes ryg igen. Hendes blik fandt hurtigt op på ham bagefter, og glæden han udviste omkring skeletterne og at skræmme sin bror, fik hende igen til at smile. Dét kunne hun godt se det sjove i, det var næstent for oplagt til at lade vær. 
"Jeg vil vædde med Felix ikke syntes det var så sjovt som du syntes." Hun lo lidt for sig selv. Hun kendte selv gejsten i at blive ret opsat på en joke eller andet, og selv nyde det meget mere end de andre. Men det lød ikke til hans lillebror var helt uden humor. Men Nolan som familie, var det nok også svært. 
"Det lyder virkelig som en fantastisk rejse. Ja, på alle planer. Lærerig, sjov, udviklende. Normalt er jeg ikke den misundelige type, men helt ærligt, jeg ville ønske jeg kunne opleve noget bare halvt så omfangsrigt." For en pige som hende, der aldrig havde forladt USA, og kun set et par stater, virkede et helt andet land som et eventyr. Og han havde oplevet det. Hun var virkelig ikke jaloux anlagt, men hun misundede ham oplevelsen og turen. Hvis blot hun fik en chance en dag, ville hun også tage af sted. Derfor kunne hun heller ikke være det mindste bitter over han var rejst, og hun havde været tilbage. Det var en chance han skulle tage. 
"Du har ikke snakket ret meget sådan.. Om Felix. Jo, at I er tætte. Men.. Har han din spontanitet? Dit livssyn? Der må være noget der gør ham bare lidt sjov. Med en bror som dig, skal man vist have enten en god tålmodighed eller en god humor." Hun var faktisk virkelig interesseret i at hører mere om Nolans lillebror. Mest fordi han betød noget for Nolan, og der var en eller anden seriøs, afslappet aura om ham, når han snakkede om Felix. Det var kært. Selvom hun også holdt af hans spontane, vilde og spøgefulde side, så var der noget over ham når han blev seriøs. En side hun lidt mistænkte ikke ret mange så ret tit.

Han var ivrig til at fortælle hende om det og sprede glæden ved turen. Han fik lyst til at tage hende med til Frankrig, man sagde jo også det var kærlighedens by! Det kunne være sjovt. Men ture til Europa var dyre og ikke nogen man bare lige tog. Han var kun kommet med, fordi Felixs familie ikke ligefrem manglede penge og havde været nysgerrige i at møde nogle af Felixs andet liv. 
Ja, Felix havde en dejlig familie. For en der ikke havde det...Nolan var misunderlig på Felixs familie. Selv om de havde taget imod ham med åbne arme, havde han kun kunne tænke på at det hele var Felixs og at han faktisk ikke rigtig hørte til. Han ville nok aldrig få en helt normal familie, det var han nok for dysfunktionel til! 
Han smilte til hende og hvis hun tillod det, ville han lægge armen om hende igen. Han ønskede hende tæt.
"Felix er Felix. Han er belæst og intelligent. Han er stille og pinlig berørt over mindst halvdelen af de ting jeg foretager mig. Han har ikke rigtig min spontanitet og vil helst ikke bryde for mange regler...Men på det sidste er han ved at komme efter det. Jeg ved ikke om du hørte om det? Vi løb nøgen igennem lejren inden vi rejste til Frankrig. Nogen vil nok sige jeg har en dårlig påvirkning på ham" En lille latter fulgte. 
"Vi berøvede også Afrodites hytte. Et træ fuld af pigernes undertøj!" Latteren steg lidt, før den gled ud. Han så over på Delia for at se hendes reaktion. Af en eller anden grund bekymrede han sig for den?
"Han er betænksom. I Frankrig fortalte han mig at han ikke turde så meget og ikke havde særlige positive tanker omkring sin fremtid. På den en side havde han livet her i lejren og på den anden ville han gerne hjem til sin familie i Frankrig igen" Han så lidt frem for sig. Da havde siddet på en cafe og spist, da de snakkede om det. Nolan havde sagt Felix havde så meget og var så heldig!
"Jeg fik helt lyst til bare at...Beskytte ham. Han er typen, forstår du...En af de gode personer, der fortjener det bedste" tilføjede han lidt efter med et svagt, skævt smil. 
"Og som samtidig ikke rigtig kan beskytte sig selv, hvis det endelig var"

Delia holdt sig tæt op af ham. Ikke så han ikke kunne gå og bevæge sig, men bare så hun kunne mærke hans kropsvarme i det mindste. Hun havde ventet på det her i to uger, ikke tale om at hun ville holde sig pænt på afstand. Deres tidligere møder havde vist også bevist at ingen af dem rigtigt havde noget imod at være tæt på den anden. Til hendes glæde. 
Hun lo lidt ved tankerne omkring nøgenløbet og træet med undertøjet. Jo, det havde hun hørt om. Træet havde hun selv set da en søster havde trukket hende med derhen. Episoden med at løbe havde hun desværre kun hørt fra andre, men det lød som årets begivenhed i lejren, i hvert fald lige dagene efter. 
"Jo, det har jeg hørt om. Jeg tænkte nok det var dig da jeg hørte om det. Ja, og da de nævnte det var to sønner af Eros. Min far vil aldrig indrømme det, men selv han fandt det ret sjovt. Mest fordi Chiron blev så sur. Det var samtaleemne i hytte 12 i flere dage. Det var svært ikke at føle sig lidt stolt af at kende dig." Hun smilede drillende op til ham. Alle andre end Dionte syntes det var en ret genial episode, og det at han syntes det var noget pjat, gjorde det ti gange bedre. Hun havde ikke været bleg for selv at bringe det på banen i hytten og få dem der havde set det til at fortælle, bare for pisse sin bror af. 
Hendes ansigt blev lidt mere alvorligt da han fortalte om sin bror. Alligevel smilede hun lidt. Selvom de to drenge ikke var vokset op sammen, var hun slet ikke i tvivl om hvor meget Nolan holdt af sin lillebror. Ikke kun med det sagte, men også det der lå bag ordene. Nogle storebrødre kunne lære af dét. 
"Kan man bebrejde ham? Jeg mener... Vi har alle haft et liv inden monstre og dødsfarer. Vi andre har ikke alle nogen derude mere. Men han har en familie. Han må savne dem forfærdeligt, samtidigt med han nu har en ny familie her. Man kan ikke rigtigt vælge mellem familie." Hun trak lidt på skuldrene og så frem. Hun ville ikke selv kunne vælge hvis hun havde en familie på den anden side af barrieren. Det eneste hun havde var en mor der ikke rigtigt ville have hende, så hendes valg var ikke svært. Men hvis man havde andre søskende end dem i lejren? Det var svært at sætte sig ind i. 
"Det er sjovt. Selvom han ikke har din spontanitet, minder han meget om dig, gør han ikke? Jeg mener, I virker begge usikre på hvem I virkelig er, og hvad I vil. Begge som om I ikke kan se hvor fantastiske andre mener I er. Intet ondt ment. Han virker også præcist så god som dig, og med de rigtige grundværdier. Så det der med dårlig indflydelse ved jeg nu ikke. Måske er I meget gode for hinanden?" Hun så op på ham igen, helt seriøst. Hun troede fuldt og fast på man kunne lærer en masse af sine yngre søskende, måske i forhold til livserfaring, men så måske andet. Det virkede da til at Nolans lillebror vækkede et beskytterinstinkt der måske ellers ikke ville være så udviklet. Men hun gættede kun ud fra hvad hun hørte, hun anede intet konkret.

Hans blik gled over Delia, som hun snakkede. Hende og Felix havde det tilfælles at de begge elskede at analysere og komme med et bud på hvorfor folk gjorde som de gjorde. Den eneste forskel var at Delia som regel fortalte ham om andre, mens Felix ikke var bleg for at fortælle ham omkring Nolan selv. Hvilket faktisk både var lidt sjovt og lidt irriterende. Han brød sig sjældent om sig selv, når han hørte om sig selv. Denne tvivlende, usikre skikkelse, visse folk så i ham.
"Næææh" Svarede han og så frem for sig i stedet. Når hun sagde det på den måde, kunne han lidt bedre forstå det dilemma Felix stod i, selv om han på daværende tidspunkt havde været næsten sur over hans forkælede synspunkt. Tænk at have så meget familie, at man skulle vælge?
"Hvis jeg var ham, ville jeg rejse hjem til Frankrig" svarede han så.
"Han passer til der. Med sin rigtige familie. Ikke dette bundt af liderlige halvsøskende" Påpegede han, i tilfælde af Delia ville mene det var noget hårdt sagt. Men hvis hun havde set hans smil i Frankrig, ville hun sikkert mene det samme.
Nej! Nu kunne han ikke mere. Han trådte om bag Delia og lagde hænderne mod hendes sider, som han spontant begyndte at kilde hende.
"Nåe? Så du mener jeg er en usikker lille fyr?" Al alvorligheden og snakken om de ting gjorde ham rastløs. Han kunne ikke forholde sig til det. Der var brug for noget der kunne løsne stemningen lidt op igen og han ville end noget andet se Delia smile eller høre hendes smittende latter!

Delia nikkede lidt. Nu havde hun ikke set ham med familien i Frankrig, eller kendte ham særligt godt. Alligevel kunne hun ikke helt forestille sig noget kunne være så godt at det ville gøre valget let. Personligt kunne hun aldrig vælge sine søskende i lejren fra, uanset hvad. Og hvis hun havde søskende der passede på hende, som Nolan passede på Felix, ville hun da slet ikke kunne. 
"Tjoh, men ville du kunne vælge ham fra, hvis det var dig?" Hun smilede til ham. Det var slet ikke mening at det skulle lyde hverken dømmende eller alvorligt. Men hvordan Nolan kunne se det enkelt, forstod hun nok ikke. Det var ikke kun et tilvalg. Uanset hvad Nolans lillebror valgte, ville han vælge noget fra. Men måske var det meget sundt at tænke som Nolan, gøre tingene mindre indviklede og mere simple. Det var nok et træk ved ham hun misundte en smule. 
Automatisk drejede hun hovedet efter ham da han trådte om bag hende. Han afslørede dog hurtigt hvad han ville. Hun kom med et overrasket hvin der hurtigt blev til en klar latter. "Nej! Nolan!" Hun prøvede halvhjertet at skubbe hans hænder væk. Det var ikke rigtigt fordi hans hænder ikke gerne måtte være der, men han måtte godt holde op kilde, for det var umuligt rigtigt at gøre andet end at vride sig og grine. 
"Jeg er ret sikker på jeg ikke sagde lille!" Det var et sølle forsøg på at få ham til at lade vær, men hvis hun nu smigrede lidt og hoppede med på joken. Hendes hånd forsøgte stadig at skubbe hans væk, men det ville ikke være hendes fysiske kræfter det fik ham til at give slip, det kunne hun vist godt glemme.

Han sendte hende et lille smil, der havde et træk af noget sært sørgmodigt over sig. 
"Hvis det var for det bedste. Jeg ville forstå ham, hvis han mere eller mindre vendte lejren ryggen og rejste hjem. Og det er jo heller ikke fordi vi aldrig mere ville få muligheden for at se hinanden...Men nu er det ikke bare mig, hvor dejlig tanken ellers kunne være. Han jo også sin kæreste, Connor" bemærkede han 
"Men jeg tror han hører mere til i Frankrig, vil være lykkeligere der, end at blive hugget i stykker i en træningskamp, der aldrig vil blive hans stærke side" Han så over marken, mens han sagde det. Det var selvfølgelig bare hvad han mente, hvad Felix overhoved ville, var ikke til at vide. Heller ikke om han nogensinde ville tage valget eller blot prøve at køre de to liv parallelt. 

Han grinte og vedblev at kilde hende et øjeblik, før han stoppede ved i stedet at lægge armene om hende, så han nu var tvunget til at stå eller gå i takt med hende for ikke at træde hende over hælen. Han havde hende helt tæt - medmindre hun gjorde modstand eller trådte væk fra ham, hvortil han ikke ville holde hende fast - og han nød det. Duften, fornemmelsen. Hele hans indre kildede af ren fryd og han tvivlede på at han nogensinde ville blive træt af det. 
Medmindre hun flyttede sig, begravede han sin næse i hendes hår med en svag brummelyd. 
"Nu har vi dækket det hele fra min tur til Frankrig, til min lillebror. Nu må du selv vælge om vi skal snakke om dine to uger eller om vi skal blive enige om hvad vi egentlig er?" spurgte han i en overraskende rolig tone, da han mere eller mindre brummede det ind i hendes øre. I virkeligheden vred hans indre sig. Havde hun haft nogle forfærdelige uger? Burde han være blevet hjemme? Og hvad hvis hun faktisk ikke ville være kærester, men at hun bare havde en anden definition af et tæt venskab eller...Noget andet? Det var fjollede tanker, slet ikke noget han normalt tog sig af. Men Delia fik det frem i ham. Frygten og ønsket.

Delia trak sine øjenbryn lidt sammen i en tænksom mine. Selvfølgelig var der flere end bare hans søskende, det havde hun bare glemt. Men det gjorde vel kun problemstillingen sværere. Alligevel bestemte hun sig for at det jo ikke havde noget med hende at gøre, så hun kunne lige så godt blande sig uden om. Med mindre der faktisk var et behov for at snakke om det igen på et senere tidspunkt. Det virkede det nu ikke til. 
Det tog hendes latter lidt længere tid at dø hen, end det tog ham at holde op med at kilde. Da han dog endelig holdt op stoppede hun op, mest fordi det var en smule besværligt at bevæge sig når han holdt hendes så tæt. Ikke at det var et problem for hende, hun havde lige præcis glædet sig til det her de sidste to uger. Derfor lagde hun også næsten af refleks sine arme over hans, og lænede sig en smule bagud, mod ham. Ikke meget, men bare nok til hun sådan kunne mærke ham mod sig. Hans lille brummelyd fik hende til kort at le igen, efterfulgt af tilfreds suk. 
"Mine to uger er ikke noget at tale om. Kedelige, uden egentlige begivenheder. Du ved, som lejren er." Det var ikke helt løgn. Hendes dagligdag var som de andres, der var ikke rigtigt sket det store ud over at Dionte havde vist sig som en endnu større idiot. 
Med lidt besvær fik hun sig drejet om så hun ikke stop med ryggen op af ham, men så hun kunne se på ham, og de stod front mod front. Selvom han var et godt stykke højere end hende, var hans ansigt alligevel lidt tættere på end hun lige havde regnet med, men det fik hende kun til at smile. 
"Hvad vi egentlig er? Hvis jeg ikke husker forkert, så udtalte du at du slet ikke ville kunne holde ud at have en kæreste den første aften du kidnappede mig, hm?" Hun turde kun at drille ham med det her, når han kunne se hendes ansigt og se hun mente det i sjov. Han virkede i hvert fald ikke som en der ikke kunne holde det ud. Hverken nu, eller inden han tog af sted. Hun tog fat i snekuglen med begge hænder, og holdt den i den lille smule plads der var mellem dem. Hendes øjne søgte ned til den, og hun trak på den ene skulder. 
"Og hvis den udtalelse stadig står ved sin magt, så er jeg meget spændt på dit bud på hvad vi er." Hendes øjne søgte op i hans igen, den her gang med et endnu større smil. Til hendes overraskelse var hun ikke det mindste nervøs. Det var ikke fordi hun følte hun havde ham hvor hun ville, for hun anede ikke hvad han tænkte eller ville, men fordi hun altid følte sig tryg sammen med ham. Som om at uanset hvad han ville sige om lidt, ville det være okay.

Det var sandt han elskede at være fri til at gøre som han ville, med hvem han ville. Det han fik tiden til at gå med, var at modtage beundrende eller irriterede blikke fra folk han enten havde været i seng med eller folk der gerne ville...Eller påstod de slet ikke ville! Delia måtte vel snart opleve noget rivalisering...Eller havde han blot for høje tanker om sig selv i sengen?
Det havde han nu nok. Han var gennemsnittet, ville han selv mene. Ikke at han var ked af det, han nød det præcis som det var.
Og dog ville det på ingen måde være fair at have Delia på sidelinjen. Det ville være synd for hende. Ikke give hende den respekt hun havde krav på. Han var jo ganske priviligeret at have fundet hende før de andre fyre havde taget hende.
Nah, hvem vidste? Måske ville han i stedet bruge enhver aften sammen med Delia, så længe hun gad.
"Jeg bryder altid reglerne. Hvorfor skulle dette være anderledes? Specielt regler jeg har sat for mig selv" kommenterede han endelig i et let tonefald, trods hans hjerte hamrede af sted. Han sendte hende et forsikrende smil, selv om det lige så meget var til ham selv.
"Skal vi ikke kalde os kærester? Om ikke andet får hele lejren noget at snakke om. Åh...Sex-guruen har droppet det unge, vilde liv for noget mere seriøst! Hvad skal der blive af de ulykkelige piger og drenge nu?" det sidste var sagt i dramatisk og drillende tone. Når det kom til stykket kunne han ikke tage tingene for seriøst for længe ad gangen. Og nu havde han noget at indhente! Alle de seriøse samtaler på det sidste!

Hans blik gled over marken, før han stoppede op. Var skikkelsen derovre en nymfe? Normalt ønskede de ikke nogen i deres marker, uanset hvilken tid på året det var. Han lænede sig ind mod Delia igen for at gøre hende opmærksom på det.
"Tør vi blive?" hviskede han til hende og nikkede sigende over mod skikkelsen, så hun vidste hvad han hentydede til.

Delia smilede til ham, og burde egentlig ikke være overrasket over at han havde et kækt svar klar. Hans dramatiske udgave af hvordan lejren mon ville tage imod det fik hende til at grine igen. Det var en effekt han som regel havde på hende. Der var få andre hun grinede så meget sammen med, men der var også få andre der kunne gøre hende så glad. 
Hun nikkede til det han sagde. Nu var det ikke fordi hun gik voldsomt op i titler, men hun kunne mærke der var et eller andet over at blive en del af et fast forhold, der ligesom gav hendes sommerfugle i maven. Det var også første gang i hendes 18 år der overhovedet var en fyr interesseret i hende, og han gjorde endda noget ved det. Det var næsten for godt til at være sandt. 
"Jo. Alene omtalen er jo det hele værd. Jeg glæder mig helt vildt til at skulle flygte fra dine fans. Ja, for ikke at nævne Dionte. Han skal nok blive ekstra sjov nu." Egentlig havde hun haft lyst til helt at ignorerer hans eksistens det sidste stykke tid. Men det var som om at han var fuldstændig ligegyldig nu. Som om at uanset hvad han nu ville sige, kunne det være ligemeget, for han havde tabt. Han bestemte ikke længere over hende. 

Hun fulgte hans blik, selvom det ikke var hendes første reaktion at se væk, når han nu var så tæt på. Hun fangede hvad han prøvede at vise hende, og smilede lidt. "Ameploi. En dryade. Pudsigt, normalt plejer de ikke have noget imod halvguder fra hytte 12." Hun skævede til ham med et smil. Som regel fik hende og hendes søskende lov til at rende her, nogle af dem havde evner inden for jordbær, og hjalp dem om sommeren, men sammen med en søn af Eros? Det så nok ikke ligefrem ud til at være hjælp for en dryade. 
"Vi burde nok flygte mens vi kan. Jeg kan vel lige så godt vænne mig til at sure piger, ikke?" Det var bare en fornemmelsen, men noget sagde hende der var flere i lejren der var ret interesserede i Nolan. At nuppe ham fra det frie marked var nok ikke en måde at blive populær på. Men så igen, det var ikke det der betød noget for hende. 
Hun tog hans hånd og trak ham blidt med sig væk fra markerne. 
"Kom. Inden hun forvandler dig til en klase druer." Det var ikke sådan her hun havde forventet gensynet med ham ville have været. Det var sådan hun havde håbet det, uden tvivl, men hun havde forventet det mindre succesfuldt. Det var sjældent heldet var med hende, men lige dér følte hun sig alligevel som den heldigste i hele lejren.

Han grinte. Hvordan kunne han andet? Stemningen var god og Delia havde accepteret at være hans kæreste. For en stund følte han end ikke at en sur dryade ville kunne skade ham det mindste. Også selv om han altid kunne bruge sin evne til at forhåbentlig at lokke dryaden til at lade dem gå uden yderligere straf. 
"Du kommer selvfølgelig til at blive nedstirret og jagtet til og fra din hytte. Er du klar på den slags opmærksomhed?" drillede han, velvidende alle disse ting næppe ville ske. Dionte. Jah, han havde selv snakket med manden, omend kun for en kort tid. Han havde slet ikke virket glad, men de var blevet enige om at være uenige angående Delia. Nok hjulpet på vej af at Dionte havde modsatrettede følelser omkring Nolan og Diontes kæreste. 
Han smilte sigende til hende. 
"Måske kan jeg charmere mig ind på hende?" foreslog han, men han lod sin hånd være i hendes og lod sig føre væk fra markerne igen. 
"Og hvis jeg bliver en klase druer, så skal du lave jeres gode vin ud af mig. Eller faktisk må jeg blive en meget sjælden flaske, tror du ikke?" tilføjede han, før han hoppede over et par planter, som de skrånede over nogle af rækkerne med jordbærplanter. Det var faktisk rart at være hjemme i lejren igen, ikke blot fordi Delia var her. Han kendte stedet og vidste hvad han kunne give sig til. Efter at have boet der de sidste 10 år følte han sig mere hjemme her end udenfor lejren, hvor alt virkede så anderledes...Ingen der snakkede om guder eller monstre, ingen der rendte rundt med et sværd. Ingen dryader at stikke af fra eller trusler om at blive en klase druer. Nej, det var her han følte sig hjemme. Det havde han lært af at være væk.

Hans gode humør var klart smittende, og selvom hun i sig selv var noget nær lykkelig, fik hans ekstra humør hendes smil til at være noget nær umuligt at få af hende igen. Hun lod som om hun tænkte over hvad han spurgte om. 
"Ved du hvad, al opmærksom grundet dig, er opmærksomhed jeg gerne tager imod. Hør lige hvad du allerede gør ved mig." Det var ikke fordi hun frygtede nogen piger eller nymfer ville rende efter hende. Eller drenge, for den sags skyld. Selvfølgelig var Nolan en skøn fyr, men der var ikke nogen der havde så meget ejerfornemmelser over ham. Det håbede hun i hvert fald ikke, men selv hvis det var sagen, kunne hun godt svare igen. 
Hun lo lidt over at han ville charme dryaden. 
"Er du klar over hvor mange bejlere de har? De er mestre i at flygte fra flotte fyre der prøver at charme dem. Men det ville næsten være helt underholdene hvis du prøvede." Det kunne være sjovt. På den anden side ville hun gerne undgå han fik bank af en nymfe, eller blev til en klase druer, uanset underholdningsværdien af det. Slet ikke lige nu. Derfor holde hun også godt fast i sit greb om hans hånd, bare sådan for en sikkerheds skyld. 
Hun hoppede med over jordbærplanterne sammen med ham, for at komme væk fra markerne. 
"Jo da. Jeg kunne sikkert tjene masser af drakmaer på en flaske søn af Eros druer. Frist mig nu ikke til selv at gøre det." Hun sendte ham et drillende smil, og så sig kort over skulderen for at konstaterer dryaden holdt øje med dem til hun var helt sikker på de forlod hendes marker. 
"På den anden side kan jeg ret godt lide dig som du er. Og jeg har kun lige fået dig tilbage, jeg ville sætte pris på du forblev halvgud, bare et par dage." Hun lød som om det var en bøn, som om han spontant bare ville blive en plante. Samtidigt smilede hun og søgte hans øjne. Det føltes meget mere rigtigt nu hvor han var tilbage. Hun følte sig ikke helt så fortabt og alene lige nu, som hun havde de sidste to uger. Det var rart.

Han grinte og satte farten lidt ned igen. Ikke fordi han endnu var specielt forpustet, heller ikke fordi de rigtig var løbet, nok mere bare skyndt sig. Alligevel satte han farten ned og så sig over skulderen, for at bedømme hvor dryaden var. Han konstaterede hun så efter dem, men ikke så ud til at ville jagte dem, hvilket var nok for ham til at fortsætte væk i roligere tempo, medmindre Delia trak ham med sig. 
"Siger du jeg ikke kan charmere mig ind på en Dryade?" spurgte han en anelse indigneret, selv om han tydeligvis stadig blot drillede hende. 
"Er mine fantastiske evner virkelig gået dig forbi?" Han trådte helt tæt på hende igen, men denne gang hvilede hans blik forførisk på hende, kombineret med hans lille, skæve smil. 
"Skal jeg til at...Bevise det?" foreslog han, omend de stadig bevægede sig væk fra marken og han næppe kunne sætte en romantisk scene før de var kommet væk.

Delia fulgte med i det noget mere rolige tempo. Hun var ikke bange for dryader, for hun plejede at komme godt ud af det med dem, men måske var det ikke lige med en søn af Eros man skulle stoppe og sludre. Slet ikke når den søn af Eros var Nolan, for hun tvivlede ikke på han gerne stjal af jordbærene om sommeren, eller prøvede at forfører dryaden og hendes søskende. Hans spørgsmål fik hende til at smile. 
"Det var ikke det jeg sagde. Ikke direkte, i hvert fald." Hendes opmærksomhed blev vækket godt da han kom tættere på hende, og hun var ret vildt med det blik han sendte hende. Hendes øjne gled kort til hans smil, så til marken, og tilbage i hans øjne. 
"Ja. Det var en god idé. Jeg mener, nu hvor jeg er din kæreste, er det så ikke næsten unfair jeg ikke har fået lov til at mærke de fantastiske evner på egen krop?" Hun trak uskyldigt på en skulder, men mente det absolut ikke uskyldigt. Han lagde selv op til det, og hun skulle ikke overtales meget for at lege med på dén tone. 
Da der ikke var ret langt mere, trak hun ham hurtigt med ind i skoven, og var faktisk næsten lettet da de var ude af nymfernes markområde. Så var der i hvert fald ikke nogen der kom rendende lige med det samme. Hun gik lidt i stå da de befandt sig i skoven, for hvad var deres næste mål nu? Hun behøvede ikke rigtigt at være andre steder, ikke så længe han var lige her, og blev ved med at holde sig så tæt på. Men hvis han skulle til at bevise sine fantastiske evner, gav det måske helt sig selv. Tanken fik hende til at smile.

Han kunne ikke lade være med at grine lidt, da de kom væk fra jordbærmarkerne og ind i skoven. Træerne var ved at springe ud og der var et grønlig skær over det hele, blandt de ellers brogede stammer fra træer af diverse arter, hvoraf Nolan ikke kunne gætte navnene på så meget som et af dem. Løv, gran, stedsegrønne...Det hele gled sammen for ham. Det var noget abstrakt natur-interesserede snakkede om!
I stedet vendte han sig mod Delia. Han var som regel aldrig typen der sagde nej tak til en invitation, men alligevel var hans tanker stoppet lidt op. Ville det virke som om han udnyttede hende? Selv om det intet burde betyde, kunne han lige forestille Dionte foran sig, rasende som en tyr. At nu havde han korpoleret med hans lillesøster! Det mest uskyldige væsen i verden, som så behændig havde gemt sin krop til en rigtig person, der var det værd! Og selv om Dionte ikke betød noget for ham, fik tankerne ham alligevel til at tvivle lidt. Måske var det dumt at gå for hurtigt frem? Nu hvor han trods alt var gået ud af sin tryghedszone og havde skaffet sig noget mere permanent.
Han kunne næsten ikke se på hendes smil, uden at ville dække hende med kys. Ham der kunne erobre alle andre end sure Afrodite-døtre!
Til sidst tog han hendes ene hånd, flettede sine fingre ind i hendes, før han hævede hendes hånd, så han kunne placere nogle små kys på den.
"Lad os gå tilbage til en af hytterne?" foreslog han roligt. Uanset hvad - selv om han da havde gjort det selv - var skoven ikke det mest behagelige sted for noget som helst. Om det så bare var lidt kys. Nej, Delia fortjente noget langt mere behageligt. Som en varm hytte, fuld af bløde puder.

Hendes øjne undersøgte ham roligt og interesseret mens han så ud til at overveje en masse. Hun havde det som første aften de havde haft sammen, det at kunne række ud og røre ham slog alt andet. Selv alle tankerne og drømmene om ham, mens han havde været væk. Virkeligheden var bare bedre end alle mulige fantasier, og skoven der var ved at springe ud omkring dem gjorde kun hele scenariet bedre, end noget hun kunne have forestillet sig. 
Selvfølgelig lod hun ham tage sin hånd, og det overraskede hende næsten helt hvor naturligt det føltes. Alligevel kunne hun ikke lade vær med at smile og mærke hendes kinder blev en smule varme. Det var naturligt, men også nyt. Uanset hvad ville det kræve tilvænning for hende at han bare gjorde sådan nogle ting.
"Hvis du vil overleve eftermiddagen, vil jeg foreslå din hytte." Det kunne godt være alt var lyserødt og perfekt lige her, hvor det kun var de to, men hun havde stadig en overbeskyttende storebror der uden tvivl ville skabe drama hvis han fandt ud af det her. Ikke at hun ville holde noget hemmeligt, men hvis de nu kunne have bare et par ekstra timer inden Dionte begyndte at være træls, ville hun sætte pris på det. Og så var hun måske bekymret for Nolans sikkerhed i forhold til hendes bror, for Dionte kunne blive ret ubehagelig når han ikke fik sin vilje, det havde hun erfaret. 
"Jeg ved godt du ved det men... Dionte bliver nok ikke ret glad." Hun slog blikket ned før hun gik mod hytterne, uden at give slip på hans hånd, selvfølgelig uden at rive ham med, men give ham muligheden for enten at give slip eller blive stående, men hun ville egentlig gerne et sted hen hun ville se som en sikkerhed. De sidste par uger havde været ret meget faren rundt uden rigtigt at kunne slappe af et sted.

Han tog hendes hånd og gik med hende mod hytterne. Det var fint de tog hans hytte, der skulle de nok få fred, hvis der mod forventning var nogen hjemme. Netop fordi de levede så mange der, var folk hurtige til at forlade stedet det meste af dagen. Og ellers kunne de sikker få Eros' børns værelse for dem selv, Eros' børn var ret forstående over for den slags...Omend der kunne falde en kommentar omkring det undervejs. Noget Delia helt sikkert godt kunne overleve. 
"Didi bliver småsur? Det har jeg overlevet før..." Forsikrede han og så over på hende.
"Klare du det?" spurgte han en anelse bekymret. At en mand, der snakkede om at Delia skulle være glad, faldt det ham sært at manden samtidig faktisk blot gjorde hende ked af det. Og at han selv sagtens kunne tage de hårde ord, var det ikke sikkert andre kunne. Delia havde trods alt været alene med det de sidste to uger, noget han følte en smule dårlig samvittighed over. 

//Fik slettet mit tidligere svar og kunne ikke huske alt det jeg havde skrevet - så beklager hvis det blev lidt kort xD

Hun nikkede til hvad han sagde. Nolan kunne selvfølgelig sagtens klarer en sur Dionte, men et eller andet sted følte hun stadig det var det mest rigtige at advarer ham. Dionte kunne være utroligt overbeskyttende. Eller også havde han bare ejerfornemmelser. Uanset hvad det var, brød hun sig ikke om det, og hun syntes det var unfair, mildest talt. 
Hun så op på ham da han spurgte om hun klarede det. Ærligt talt tvivlede hun kort på sit svar, men hun endte med at nikke igen og smile lidt. "Ja. Jeg har levet med ham indtil nu." Hun trak lidt på skuldrene, men vidste også hun ikke rigtigt kunne være bekendt ikke at forklare Nolan hvad der var sket mens han var væk. 
"Kort tid efter I var taget afsted valgte han at konfrontere mig på mit værelse. Det er en lang historie, men han fik sagt nogle ting han ikke kan tage tilbage igen og jeg har undgået ham lige siden. Jeg har ikke lyst til at tale med ham, jeg har ikke engang lyst til at være i samme rum som ham. Jeg ved godt det lyder hårdt og barnligt, men han gjorde mig så vred, og jeg kan ikke lide at være vred..." Hendes blik var først rettet frem ad, men hun slog det hurtigt ned. Vrede var ikke en følelse hun tit følte, og når hun gjorde var hun egentlig mest flov over det. Det var i hendes verden tegn på hun ikke havde kontrol over sig selv, en ting hun virkelig prøvede at få. 
Hun tvang et smil frem og så op på ham. "Så det er godt du er tilbage, for jeg ved ikke hvor meget længere jeg ville kunne holde det ud." Måske gav det ikke ligefrem mening at hun fik det bedre af han var tilbage når hun havde problemer med Dionte. Men Dionte trak hendes selvværd ned, mens Nolan gjorde det præcist modsatte. 

//Haha, det er okay, jeg kender det godt ^^

Han så lidt på hende, mens hun snakkede, før han blot så lidt frem for sig. Hans blik gled over jorden foran ham, mens de gik. Da hun var færdig, så han op på hende igen. Hvorfor var det hele så...Dramatisk? Felix var sær, fordi han åbenbart mente det var specielt Nolan besluttede sig for at få en kæreste. Dionte var sær, fordi han ikke mente de ville passe sammen som et par. Og selv var han ret ligeglad med hvad de begge tænkte...Problemet var bare han ikke var alene i det hele mere. 
"Jeg ønsker ikke der skal være de problemer mellem jer. Jeg mener...Han er din bror. Jeg beklager jeg har skabt splid mellem jer" bemærkede han. Måske burde han snakke med Dionte igen, se om han kunne løse noget af det? Han havde ikke lyst til at forlade Delia, at en som Dionte skulle have lov til at styre andre folk på den måde, men hvis Delia ikke brød sig om det...
Argh! Problemer! Måske skulle han spørge Felix, han var den følsomme af dem, måske kunne han bedre sætte sig ind i det og finde på en løsning? Eller skulle han prøve at løse det selv?
Dilemma. Hele vejen igennem. Men først ville han nyde gensynet med Delia til fulde! 
"Åh, det kan da ikke være rigtig alt det her! Tror du ikke man kan snakke med ham? Eller er han bare helt igennem dobbeltmoralsk og sær? Jeg skulle aldrig have...Du ved..." Det var faktisk lidt underlig nu at han havde været sammen med Dionte, før han mødte Delia. Måske, hvis han ikke havde, havde alt været mere simpelt. Var det...Såkaldt karma? Naaah!
Han klemte hendes hånd blidt. Uanset hvad stod hun ikke alene i det. Han ville aldrig lade hende alene.

Delia så op på ham da han nærmest undskyldte. Hun rystede svagt på hovedet og overvejede hvordan hun kunne forklare det ikke var hans skyld. I hendes verden havde det aldrig været Nolans skyld, han kunne jo ikke gøre for Dionte var dum og havde et eller andet kompleks. Hun kunne godt forstå ham, men det var ikke fair Dionte også formåede at ramme Nolan med alt det her. Det var utroligt hvor meget idioti ødelagde. 
"Du har ikke skabt splid... Jeg tror det her var sket alligevel på den ene eller anden måde," sagde hun stille. Hvis ikke Nolans tilstedeværelse havde sat det igang, så var det noget andet når hun havde prøvet at slippe fri fra alle hans regler og krav. I bund og grund havde det slet ikke noget med hverken hende eller Nolan at gøre, det var hun rimeligt sikker på. 
Kort overvejede hun om man faktisk ville kunne snakke med hendes bror. Hun kunne vist ikke, det var i hvert fald ikke gået ret godt sidst. Hvordan han ville reagere på at en anden prøvede at tage det op, det anede hun ikke. Hun havde ikke lyst til at Nolan skulle udsættes for de tåbelige ting Dionte sagde, men hvis han var den eneste der faktisk kunne tale fornuft ind i ham, så ville det måske være eneste udvej. 
"Jeg ved ikke. Måske. Han lytter i hvert fald ikke til mig." Hun trak på skuldrene og så op på ham med et smil. "Jeg ved ikke.. Jeg synes han havde rigtig godt af det. Selvom det er lidt underligt at tænke på." Selvfølgelig var det lidt sært at vide Dionte og Nolan havde.. ja, været sammen. Men den dårlige samvittighed der havde sat sig fast i hendes storebror bagefter var for god til at det rigtigt kunne gøre noget. Hun gav slip på hans hånd for at kunne sno begge arme rundt om hans ene arm, og lagde sit hoved imod ham. 
"Skal jeg være ærlig tror jeg ikke rigtigt han vil gøre noget nu hvor du er tilbage. Jeg mener, vi snakker ikke sammen, og han har aldrig rigtigt været den voldelige type. For min skyld kan han bruge resten af sit liv på at surmule." Hun sukkede kort, og var faktisk bare lettet. Dionte var ikke det vigtigste for hende, det var der så mange andre der var.

Han smilte til hende. Så dette var hvordan føltes at have en fast kæreste? Selvfølgelig var det måske lidt ulig Eros eller...Børene af selv samme...Eller var det? Eros stod jo også for kærlighed, selv om man sagde det lige så godt kunne gøre en glad som ulykkelig. Det mindede ham om at han endnu ikke havde gennemskuet hvad hans nyeste evne gjorde - måske burde han snakke med en lærer om det eller noget. Måske kendte de en måde. Det var jo ikke fordi han turde skyde nogle med sine ikke-fysiske pile, for tænk nu hvis de faktisk gjorde noget slemt?
"Sidst jeg talte med ham, havde han ikke meget lyst til at tale med mig ellers. Jeg tror bare vi blev enige om...At være uenige" bemærkede han og så lidt frem for sig, før han ikke kunne modstå det længere og lænede sig lidt ind mod Delia også, som hun havde puttet sig ind til hans arm. Selv om hun afskrev det, måtte det stadig ikke være nemt, for de delte jo hytte. Han overvejede det lidt, men efter lidt tid var han ikke rigtig i stand til at tænke mere over det. Det var som om hans hjerne kun havde en hvis kapacitet til at tænke over seriøse ting, før det hele bare blev til blæver der ønskede at have det sjovt. 

Efter den fine gåtur, nærmede de sig endelig hytterne. Nolan havde fortalt Delia lidt mere om sin tur til Frankrig, til han til sidst var ved at løbe tør for små historier og detaljer. I stedet trak han blidt sin arm fri fra hendes greb og sprang op på den lille terrasse foran hytten og overdramatisk åbnede døren for hende, da han bukkede dybt samtidig. Kvinderne først! 
Hytten var som den plejede, men nu havde han jo også kun været væk i et par uger og ikke i et par år. 
"En af lærerne trak mig faktisk til side inden jeg tog af sted..." bemærkede han så. Det var noget han end ikke havde fortalt Felix om endnu. Det var lidt...Underligt. 
"Hun ville bare påpege jeg var voksen nu og skulle til at tage ansvar for mig selv og finde ud af hvad jeg skal bruge mit liv til" fortalte han, da turen gik op af trappen, mod hans værelse. Han sukkede dramatisk. 
"Jeg forstod hende ikke helt. Jeg mener, mit job er jo lige her! At minde folk om alt ikke skal være så dødalvorlig hele tiden. Det gør mig helt træt at tænke på" Hånden gled over panden et øjeblik, før han trak på skuldrene. Han anede ikke hvad hans muligheder var, det var ikke ligefrem noget han havde undersøgt. Måske var det fordi lærerne havde bemærket en lille forandring...Som at han trænede mere i brug af våben eller rygterne om at han havde fundet en mere fast kvinde at hygge sig med...?
Værelset var en anelse rodet...Lidt rodet...Meget rodet. Han skubbede til nogle stykker tøj med den ene fod, som han prøvede at skabe en sti for Delia. Hans kuffert stod for enden af hans seng, endnu ikke pakket helt ud, da noget tøj hang ud over siderne på den, så det lignede den spiste ens tøjstykker når man så væk. 
Selv smed han sig i sin seng, dog så der ville være plads til Delia også. Rummet var tomt, for nu i det mindste.