Honey, I'm Hoooomeeeeee! (Delia)

Delia lod også gerne emnet dø. Hun havde ikke tænkt sig at lade sin bror ødelægge glæden ved at Nolan var hjemme igen. Desuden ville det problem enten løse sig eller også ville det ikke. Der var intet at gøre lige i det øjeblik, så der var ingen grund til at bruge mere tid på det, og hun lyttede gerne til Nolans fortællinger om sin rejse. Det tog ham ikke lang tid at få hende til at smile igen og glemme alt der ikke var ham. 
Hun stoppede kort op da han ligefrem hoppede op til døren, og himlede med øjnene med et smil da han åbnede døren for hende. Han havde heldigvis ikke ændret sig på de to uger han havde været væk. Hun gik roligt ind i deres hytte mens hun rystede lidt på hovedet, og så op på ham da han igen var på hendes side. Det var egentlig ikke fordi det han sagde overraskede hende, han var trods alt nogle år ældre end hende og de fleste på hans alder ude i den menneskelige verden var ved at finde ud af hvad de skulle bruge deres liv på. Man glemte bare tit der var en virkelig verden når man var i lejren. 
"Har du overvejet at det ikke er helt forkert hvad du siger? At du hører til lige her?" 
Hendes øjne var mere fikserede på ham end værelset. Hun havde været her før, og den hytte hun boede i var ikke ligefrem mere rydelig med en masse festhalvguder. Hun fulgte efter ham og blev stående et øjeblik efter han havde smidt sig i sengen og så ned på ham. 
"Jeg mener.. Jeg kan ikke rigtigt se dig i et 9 til 17 job. Lejren ville ikke rigtigt være det samme uden dig. Og det siger jeg ikke kun fordi jeg er mig." Hun smilede til ham inden hun lagde sig ned ved siden af ham. Tingene havde ændret sig siden hun sidst havde ligget her, men kun til det bedre, og hun var glad for hun var her igen.
"Har du overvejet enten at blive lære eller en slags hjælper eller vejleder her i lejren? Halvguder har brug for en som dig. Vi hører hele tiden om dødsfare og monstre der kan flænse os. Altså, da jeg var ny kunne jeg godt havde brugt en autoritet der viste mig en sjovere og mere... Fri del af at være halvgud." Alt havde virket ret skræmmende for hende i starten, der var ikke rigtigt nogen der lavede sjov eller sørgede for at man ikke tog alt for alvorligt. En person som det kunne hun i hvert fald godt have brugt, og hun tvivlede på hun var den eneste. Men det skulle selvfølgelig være fordi han gad, og hun var ikke sikker på om det var for tidskrævende og for meget ansvar i længden. Det var ikke ligefrem en helt let funktion. Alligevel troede hun på han kunne finde ud af det, og hun sendte ham også et opmuntrende smil og så ind i hans øjne.

Hans blik gled over til hende, hvor det før var gledet over loftet over ham. På nogle områder var det som om Delia var mere udviklet end ham - som i at tænke voksent. Måske var det fordi Delia selv var vejleder, at hun...Vejledte? Sikke en ansvarlig kvinde han havde fundet! Det slog ham som mærkværdigt. Men Delia var jo på ingen måde kedelig selv. Hans hoved gled lidt på sned, mens han så op på hende, før hun lagde sig ned ved siden af ham. Han drejede sig, så han lå på siden og placerede hovedet oven på sin hånd, mens albuen borede sig ned i sengen. Sådan her havde han bedst mulighed for at se på hende.
Hans øjenbryn gled dog snart op i panden på ham.
"Mig, lærer? Lærer i hvad?" bemærkede han, uden at kunne holde et stort smil væk. Lærer! Han vidste jo næsten intet om...Intet. Nah. Lærer var for tidskrævende...Dog havde han alderen til at være vejleder. Og han havde været her i mange år...Og havde et eller andet forhold til de fleste af hytterne...Men der var så mange regler! Sådan noget med...En vejleder pr. hytte og sådan...
Havde underguderne en vejleder? Ville folk overhoved tage ham seriøst? Og ansvaret! Han sukkede svagt og trillede tilbage om på ryggen.
Men Delia havde ret. Han hørte til her. Det var hans hjem, det eneste han kendte til! Blot da han havde været med Felix i Frankrig havde almindelige ting virket fremmede for ham.
"Tror du overhoved de ville lade mig blive vejleder? Det er jo ikke noget nyt at jeg er...Uansvarlig og en ballademager. De vil være bange for jeg hopper på alle de nye oveni" bemærkede han, men noget mere seriøst havde sneget sig ind i hans stemme. Men kun for et øjeblik, før han så over på hende med et drillende smil igen. Han blinkede til hende.
"Du vil bare gerne have mig som kollega!" bemærkede han og trillede over til hende, kun for at kilde hende.

Delia så på ham da han drejede sig mod hende, og hun kunne ikke lade vær med at smile. Hun følte sig så heldig at være her, at være sammen med ham. Så virkede de sidste par uger slet ikke så skrækkelige. Hun tog hurtigt sig selv i de ufokuserede tanker og koncentrerede sig i stedet om hvad han sagde.
Hun forstod udmærket hans tanker, men hun mistænkte ham også for at undervuderer sig selv helt enormt. Desværre vidste hun ikke rigtigt hvordan hun skulle få ham til at se det. Hun lænede sig op på en albue for at kunne se på ham da han væltede om på ryggen igen. Det var svært ikke at le lidt over hans dramatiske væremåde, men hun holdt stædigt fokus på seriøsiteten i hvad de snakkede om. Hun kendte ham, han skulle nok få hende til at grine lige om lidt alligevel. 
"Lejrlederen er min far, ikke? Jeg skal nok lægge et ord ind. Desuden er hverken min far eller Chiron dumme. De kan se potentiale i folk, også potentiale man ikke selv ved man har. Bare se hvor meget du har gjort for din lillebror, ikke? Han har ændret sig meget siden vi kom til lejren," pointerede hun med et roligt smil. Hun var sådan rimelig overbevist om hun ikke behøvede at lægge noget ord ind noget sted. Nolan kunne mere end han troede, og hun ville hjertens gerne hjælpe ham med at se det.
Ændringen i hans smil og udtryk forvirrede hende kort inden han talte og hun smilede. Altså selvfølgelig ville hun også gerne det, men det var overhovedet ikke derfor hun havde nævnt. Selvfølgelig fik hun ikke lov til at forklare det før han begyndte at kilde hende. Siden hun var kilden som bare pokker begyndte hun hurtigt at vride sig og prøve at skubbe han væk mens hun lo højt. 
"Nejnejnejnejnej! Stop!" Beklagede hun sig leende og prøvede at flytte sig. Hun kunne ikke gøre så meget, og i stedet for at komme op og sidde og væk, gled hun længere ned og ligge på sengen, hvilket vel kun fangede hende endnu mere. Hendes forsøg i at skubbe ham væk var lidt halvhjertede, men hun prøvede oprigtigt at slippe fra hans kilden. 
"Please, jeg gør alt! Stop!" Tiggede hun videre, selvom det var lært svært at høre gennem hendes latter. Det slog hende hurtigt at Nolan kunne udnytte det løfte fordi det var ham, men hun ville egentlig være lidt ligeglad hvis han bare holdt op med at kilde hende. Det var ikke til at føre en samtale sådan her. Eller til at rigtigt kunne værdsætte at være så tæt på ham. Det var første gang hun faktisk ønskede han holdt op med at røre hende, men nu var hun også ekstremt kilden, og kunne ikke rigtigt slukke for det. Selvom hun ikke var glad for at ligge og vride sig forsvarsløst under hans hænder, nød en lille del af hende det også. Det var trods alt ham.

Hm. Han så det som en tabt kamp. Måske kunne det være meget sjovt at komme dem i lejren mere ved, at være til nytte, i stedet for kun at give folk ballade. Han kunne bare ikke gøre for det! Det lå i hans natur. Han måtte lave et eller andet, han havde alt for meget energi til at sidde stille!
Han kunne dog ikke se Delias pointe. Nogen ville nok mere sige han havde påvirket Felix det vil det værre, som Felix var begyndt at deltage i alt den ballade Nolan normalt gav sig til.
Han ønskede dog ikke at diskutere det. Delia prøvede at være sød og behjælpsomt, så skulle han ikke ligge som en sur person og modsige hende hele tiden. Alt den surhed! Han kunne vel prøve og se hvad der skete. Det ville aldrig gå værre end et nej alligevel og så havde han i det mindste prøvet.

I stedet fordybede han sig i at kilde hende. Dog stoppede han, da hun lovede at gøre alt. Selv om det havde været svært at høre, mente han nu nok at det var præcis hvad hun havde sagt! Med et stort, selvsikkert smil så han på hende. Hvad som helst? Af en eller anden grund gled hans tanke først til den vin de havde i kælderen, i hendes hytte. Men det blev straks skiftet ud med tanker om helt andre ting.
Det endte også bare med at hans ene hånd gled hen over hendes hår et øjeblik, før han vædede sine læber lidt, da han lænede sig ind mod hende og placerede et kys mod hendes læber.
Kysset var dybt og kærligt, selv om han efter et ukendt stykke tid trak sine læber lidt til sig igen - men kun nok til at han kunne tale, men endnu være helt tæt på hende.
"Så...Alt?" bemærkede han med et lille smil, før hans øjne fandt hendes. Han var så glad for hende. Måske var det mere ham der ville gøre alt for hende.
Så lod han sine læber møde hendes igen. Hun smagte så sødt, så berusende! Det var helt anderledes i forhold til alle de andre han havde været sammen med.

Delia var lettet da han stoppede, og måtte kort fokuserer på at trække vejret igen. Det var svært at huske når man var ved at dø af grin. Smilet over hendes læber forsvandt dog ikke bare fordi han ikke kildede hende mere, og det nåede helt op i hendes øjne mens hun så på ham. Hun kunne ikke rigtigt regne ud hvad han tænkte på, men hun var ret sikker på det havde noget at gøre med det løfte hun lige havde udbrudt for at få at lov at slippe fra hans kilden. Uanset hvad der gik gennem hans hoved var hun ret tilfreds med det, da det blev til kærtegn og et længe ventet kys. I modsætning til sidst, fik hun faktisk nået at reagere og gengælde det dybe kys. Siden han var taget af sted havde hun fortrudt så mange gange hun slet ikke nåede at reagere på deres kys, så hun var lykkelig endelig at få chancen igen. Hun var ikke helt glad for at give slip igen, men hun strittede ikke rigtigt imod. I stedet åbnede hun øjnene for at se ind i hans. 
Hun nikkede en smule til hans spørgsmål, der vel mest bare var en konstatering. "For dig," overgav hun sig. Normalt var hun ikke helt så let at kaste rundt med, slet ikke efter hun fik sagt Dionte imod, men Nolan behøvede ikke meget mere end at kigge på hende for at få sin vilje. Hun havde aldrig rigtigt brudt sig om piger der ville gøre alt for deres kærester, hun havde syntes det lød usundt. Men hun forstod det lidt nu, for der var virkelig ikke noget hun kunne forestille sig hun ikke ville gøre for ham. Så længe det var rimeligt. 
Anden gang han kyssede hun hoppede hun mindst lige så hurtigt med på det som første gang. Det var ikke fordi hun faktisk var bange for han bare ville holde op og gå, men hun ville helst udnytte hvert sekund hun kunne på at mærke ham så meget som muligt. Det var en helt anden måde at opleve ham på, en måde hun godt kunne lide. Hun kendte allerede lyden, følelsen og duften af ham, hvilket hun selv havde skammet lidt over mens han var væk, for det lød så bizart. At hun også kunne smage ham, selvom det måske ikke var så meget, gjorde hende på et eller andet plan kun mere vild med ham. Som om der ikke rigtigt var nogen stopklods for hvor tæt på hun ville lige pludseligt. Hun var ikke sikker på hvorfor hun pludseligt havde det sådan, sådan havde hun aldrig haft det med nogen før. 
For at få ham bare lidt tættere på, skubbede hun sig en smule længere ind mod ham. Det var en rimelig ny situation, så hun var ikke rigtigt klar over hvad hun ellers kunne gøre eller hvordan hun kunne vise ham han meget gerne må komme tættere på. Alt hun kunne gøre var at håbe på han vidste det, og ellers prøve at holde kyssene igang så godt hun kunne, for hun kunne virkelig godt lide fornemmelsen. 


//Ikke det mest kreative svar, sorry ^^'

Han kyssede hende igen, på den samme blide og dybe måde. Han kunne mærke hvordan hun gled med ind i stemningen, der blev mere og mere intim mellem dem. Hvordan hun pressede sig ind mod ham og han kunne næsten ikke holde et lille smil tilbage. Han blev også selv grebet af stemningen og inviterede hende snart til tungekys. Han pressede sig også tættere ind mod hende, hans ene hånd lå ved hendes hoved og kærtegnede hendes bløde hår, mens den anden snart automatisk gik på vandring ned over hendes side, dog ikke på en kildende måde, men en udforskende en.
Men selv om han lod sig gribe af stemningen, var han alligevel bevidst nok til at spørge, mellem deres kys;
"Er du sikker på dette?"
Han var den mest erfarne og følte sig ansvarlig for at han ikke overskred hendes grænser. Han havde lyst til det skulle blive en god oplevelse for hende, uanset om de så bare puttede eller skulle mere.
Han havde været sammen med mange. Mænd og piger, forskellen var ikke stor for ham, da begge gav den samme, berusende fornemmelse. Alligevel følte han sig mere forsigtig, mere opmærksom end normalt. Denne gang handlede det ikke om at stille det kødlige behov, men at være sammen med Delia og det var en stor forskel for ham. Denne var føltes det så specielt...


//Det er jeg også. Hvis hun går med til at gå hele vejen, skal vi så bare springe direkte til bagefter? Eller vil du gerne have lidt mere kælen med? xD

Hun var så væk i hans duft, smag og fornemmelsen af at have ham tæt på, specielt efter han åbnede op for tungekys, at det næsten føltes som at blive trukket ud af drøm da han spurgte hende om hun var sikker. Det var endnu værre at hun skulle koncentrerer sig om at forme et svar. Det nåede heller ikke til mere end et "mh-hm" mellem kyssende, for hun følte ikke for at bruge en masse ord. Han var lige her, så tæt på og virkelig, det føltes for godt til at være sandt, og hun var bange for det ville stoppe hvis det blev afbrudt. Hun var slet ikke vant til at ønske så inderligt at være tæt på en anden person, slet ikke på den her måde. Det var ekstatisk.

Delia havde følte glæde før, som alle andre, men aldrig på den her måde. Der var intet hun kunne sammenligne med at ligge sammen med Nolan, i hans seng, uden tøj på, efter at have savnet ham i to uger, og haft oplevelsen af at være så tæt på ham som overhovedet muligt, på alle planer. Det var nyt men på en behagelig og tryg måde. Der var intet der skræmte hende omkring det her, slet ikke når hun var sammen med Nolan. 
Uden at kunne lade vær, lå hun og så på ham med et smil, mens hun lod sine fingre glide gennem hans hår gentagende gange, langsomt og roligt. De to uger han havde været væk føltes som ingenting nu, og som om det havde været alt værd. 
"Jeg håber du er stolt af dig selv," drillede hun ham, inden hun nussede sig tættere ind til ham. Det var ikke fordi hun regnede med han faktisk følte sig stolt over at have forført endnu en pige. Sådan kendte hun ham ikke, og sådan havde han aldrig været over for hende. Men hun vidste også selv hun havde været meget klar over for ham med de krav hun havde for faktisk at have sex med nogen, og han havde formået at opfylde dem. Dét var til gengæld noget at være stolt af, for han var den første og eneste. Uanset hvor naivt det var af hende og tro det betød noget, troede hun alligevel en del af ham satte pris på det, for han var en sød person under alt det drengerøvs-agtige hun også holdt af. Hun havde allermest lyst til at blive liggende her resten af dagen, og nyder ham.  

//Tog mig den frihed at springe videre ^^

Handlingerne var nogle han havde prøvet flere gange før. Men følelserne før, undervejs og bagefter var nye. Det var som om at dette forseglede hans forhold til Delia, gjorde hende endnu mere hans end hun havde været før. Han havde på alle måder prøvet at være blid, uden samtidig at skuffe hende, hvad end hun havde forestillet sig af den første gang. Men jomfruer var ofte mere følsomme på alle punkter og mange sagde faktisk at den første gang ikke nødvendigvis var særlig god, fordi man var så beruset af det hele og at folk mere lagde mærke til hvad det gik ud på næste gang. Han vidste ikke hvordan det havde været for Delia, men som nævnt havde han gjort sit for at passe på hende under hele akten.

Bagefter havde han trukket dynen lidt op over dem. Hans ene arm lå udstrakt, så Delia kunne ligge på den hvis hun ville, mens han for en stund lå med lukkede øjne og slappede lidt af. Han følte sig så tilfreds og doven lige nu! Dette var fantastisk. Som om han kunne modstå hele verden!
Han åbnede dog øjnene, da hun snakkede til ham. Hendes hånd igennem hans hår var dejlig. Et lille smil gled over ham, da hans øjne, der skinnede lykkeligt, kiggede på hende.
"Mhhhh, meget stolt" svarede han lavmælt, før han rejste hovedet en anelse for at kysse hende let på læberne.
"Vi må hellere komme op igen. Man ved aldrig hvornår der kommer nogle" bemærkede han så. Ikke fordi nøgenhed var et problem for ham, men han tvivlede på Delia havde den samme, lette tilgang til det som ham.
Han trak sin arm til sig og satte sig op i sengen, før han drejede sig halvt om mod hende.
"Jeg håber ikke det var for forfærdeligt?" spurgte han.
"Jeg mener...Du havde en del krav og uden tvivl dine egne fantasier til hvordan det skulle være" bemærkede han efterfølgende. Normalt skyndte han sig bare at få tøj på, for at han og hans kortvarige senge-partner kunne gå hver til sit. Men denne gang betød det faktisk noget om det havde været godt. Denne gang var han ikke så overbevist om at det bare havde været det.

Hun lo en smule over hans svar og gengældte gerne kysset. Til gengæld var hun ikke helt tilfreds med hans næste bemærkning og klagede lavt. Hun havde ikke tænkt sig at sætte sig op lige med det samme. Det hele var så rart lige nu, hvorfor skulle de absolut skynde sig at komme videre? Altså bortset fra det meget gode argument at der kunne komme nogen ind. Selvom hun mistænkte det nok ikke ville være første gang et par var blevet fundet nøgent i Eros børnenes værelse. Alligevel blev hun liggende bare lidt længere, selv da han satte sig op og hun ikke længere havde hans arm at ligge op af. Hun så op på ham fra sin position på ryggen og kom til at le igen da han spurgte ind til om kvaliteten havde været god nok. 
"Forfærdeligt? Du har ikke ret høje tanker om dig selv, har du?" Spurgte hun med et smil, inden hun modvilligt satte sig op som ham. I det mindste kom hun tættere på ham af det. Hun lagde sit hoved lidt på skrå og kiggede på ham, stadig smilende og hendes øjne fyldt med lykke. 
"Det var perfekt. Du opfyldte alle krav, okay?" drillede hun kærligt. Han fik det til at lyde som om hun havde haft en liste der skulle krydses af. Det var ikke tilfældet, det var nok nærmere omstændighederne hun havde haft høje krav til. Resten havde hun ligesom ikke prøvet nogensinde før, der var det ham der var den erfarne og havde styr på tingene. I øjeblikket var hun også bare rent igennem lykkelig, og hun kunne virkelig ikke se hvad der skulle have givet ham det indtryk at det havde været forfærdeligt. 
"Og fantasier... Jeg ved ikke, det gjorde gensynet med dig langt bedre end jeg havde fantaseret om. Så bare rolig." Det ville være løgn hvis hun sagde at tanken om lige præcis det her ikke havde strejfet hende - hvilket i sig selv var underligt fordi hun aldrig rigtig havde haft hverken lysten eller behovet før. Det var nok bare effekten af forelskelse og ham generelt. Hun havde intet at klage over. 
"Men altså, jeg er sikker på du har en masse du kunne lære mig," bemærkede hun så med et smil. Hun var den af dem der skulle lærer nyt, ikke ham. Hun burde være den der var nervøs og bekymret, men der var bare noget ved at være sammen med ham der gjorde hende så tryg hun slet ikke kunne bekymre sig. Heller ikke om ting hun burde bekymre sig om, så som at få tøj på siden hans søskende bogstaveligt talt kunne komme brasende ind hvert øjeblik.

Han kunne ikke lade være med at grine.
"Åh, bare vent. Om lidt går jeg ned i stuen og praler!" forsikrede han hende. Ham, ikke have høje tanker om sig selv? Pff! Selvfølgelig kunne han blive usikker som alle andre, men han kunne også sagtens være sikker!
Han rejste sig op og fandt sine underbukser, der blev taget på. Mere behøvede han sådan set ikke, det var jo alligevel ret normalt at se drenge kun i det inderste. Han kravlede op i sengen igen og trak dynen op over sine ben og fødder. Han lænede sig tilbage og hvilede på sine arme, mens han så tilfreds på hende. Om noget fik hendes kommentar om at det havde været godt, blot hans ego til at vokse!
"Jeg tror du er født til det" bemærkede han så.
"Men bare rolig..." pludselig gled han fremefter og satte hænderne foran sig i stedet, som han lænede sig ind mod hende med et stort smil.
"...Jeg skal nok lære dig nogle af tricksene" Han kyssede hende let på kinden.
Og det var så den tid de fik for dem selv. Inden Nolan nåede at trække sig helt væk, braste nogen ind i værelset. En ung kvinde og en ung fyr. Nolan så overrasket over på dem, og de så overrasket hen på ham og Delia. Så brød de ud i latter, mens de gik længere ind i rummet. Tydeligvis boede de her, for de skulle bare hente nogle ting før de gik igen.
"Way to go, BB!" kaldte kvinden over sin ene skulder, før de lukkede døren efter dem igen. Nogle af hans søskende kaldte ham BB som big brother, fordi han var en af de ældste Eros børn i lejren.
Nolan kunne dog heller ikke lade være med at grine lidt.
"Det var så den hemmelighed" bemærkede han så sigende til Delia.

"Så kan jeg kende dig igen," svarede hun med et smil. Hun vidste han drillede, men alligevel ville det ikke gøre hende noget. Hun vidste han aldrig gjorde noget ondt, og desuden var han ikke den eneste der havde lyst til at prale af det her. 
Da han rejste sig og faktisk gjorde en indsats for at få tøj på, måtte hun vel gøre noget også. Hun strakte sig for at få fat på sin t-shirt på gulvet og trak den på. Den dækkede alligevel det meste på hende, og i hvert fald det vigtigste. Alligevel fik hun også fat på sine trusser, bare for komfort. Så snart hun var nogenlunde præsentabel i de to stykker tøj, fik hun trukket sit hår fri fra trøjen og så ned på ham igen, inden hun lagde sig ved ham igen. Det passede med han lænede sig frem, og hun ikke kunne lade vær med at smile. 
"Jeg er ikke i tvivl om du nok skal lære mig alt muligt. Men født til det? Jeg tvivler." Hun rystede lidt på hovedet, men stadig smilende. Hun overvejede kort om det overhovedet var muligt for hende at være i dårligt humør i nærheden af ham. 
Overrasket så hun over mod døren da nogen kom ind. Egentlig var hun ikke rigtigt overrasket, hun havde hørt om Nolans søskende fra ham, og hun var blevet advaret om at det kunne ske, så hun var ikke rigtigt forskrækket heller. Til hendes egen overraskelse rødmede hun ikke rigtigt, hun så bare ned med et smil. Hun havde ikke rigtigt noget at sige, hun var trods alt bare en gæst på deres værelse. Indvendigt var hun glad for hun havde nået at få bare lidt tøj på. 
Ligesom Nolan kunne hun heller ikke lade vær med at le lidt da hans søskende var væk igen, og hun så op på ham.
"Hemmelighed?" gentog hun med et hovedryst og et smil. 
"Jeg er ikke nogen hemmelighed," pointerede hun så, stadig med et smil. Som om han overhovedet ville kunne holde noget som det hemmeligt. Han var sikkert en meget privat person på visse områder, men alligevel kunne hun ikke forestille sig at hans søskende som det mindste skulle høre om det. 
"Det bliver du heller ikke. Jeg har et par venner der nok skal få at høre hvordan den store charmør fik mig lokket med i hans seng," drillede hun før hun trillede om på ryggen og ligge, istedet for på siden. Hun sagde det overdramatisk og sendte ham et helt uskyldigt smil. Normalt pralede hun ikke. Men han gav hende lidt lyst.

Han så over på hende. Hun var så skøn at se på, så...Flot? Så livlig og fuld af energi! Det værste ville have været, hvis han havde forelsket sig i en eller anden tør tumpe. Men Delia var både frisk og intelligent og på mange områder følte han, at han havde fundet en der komplimenterede ham og hvor de passede sammen. På den ene eller anden måde.
"Oh, men stort set alle er født til det. Det er den mest udbredte forplantingsmetode" røbede han og hævede en enkelt finger, som om det var en lektie og han var en af dem der kunne den lektie bedre end nogen anden. Dog var det forfulgt af et stort smil, der røbede at han som altid bare drillede og man ikke burde tage det, han sagde, seriøst.
"Hvilket minder mig om jeg slet ikke kan forholde mig til de gravide kvinder på lejren. Jeg mener...Størstedelen af folk her, er her for at træne til at overleve. Men det er vel ikke til at undgå når vi er så mange unge folk sammen. Jeg håber ikke du går og planlægger i de baner" han så over på hende. Tonen var stadig let. Det var skam bare noget han havde tænkt over og da han havde hørt Lits var blevet gravid...Jesus. Hun var besværlig nok som hun var, men gravid oveni? Utroligt de ikke havde haft nogen dødsfald.

Han trak vejret dybt og lagde sig selv på ryggen, ved siden af Delia. Hans blik gled over loftet og hvordan lyset fra vinduet spredte sig ind over rummet. Nogle plakater hang hist og her, de fleste med løse hjørner. Selv Felixs seng, der stod i nærheden, havde et styk brugt tøj smidt hen over sig - måske Felixs største form for rebelsk opførsel. Et svagt smil gled over ham. Lige her havde han alt han skulle bruge. En klog lillebror og en klog kæreste, begge nogen han skulle passe på og sørge for havde det godt. Og som samtidig fyldte ham med glæde og livslyst.
Han drejede hovedet og så over på Delia igen. På hvordan hendes hår fangede noget af lyset og så så blødt og tiltrækkende ud. Hans ene hånd gled over til hende og over hendes hår i et blidt kærtegn.
"Hvad er dine fremtidsdrømme?" spurgte han så.
"Hvad er dine tanker for fremtiden? Hvilket job vil du have? Vil du rejse fra lejren?" spurgte han videre, betænksomt.

Hans lille lektie omkring forplantningsmetoder fik hende til at le. Det var hans evne til at gøre alt rart og let hun aldrig kunne stå for. Ting andre let ville kunne gøre akavede eller sære formåede han at gøre sjove. Han formåede altid at balancerer tingene perfekt mellem alvor og leg, en ting hun ønskede hun selv kunne, men måtte indse bare ikke lå naturligt for hende. Hun var ret taknemmelig for at have fundet ham så. 
Hans mindre emneskift fik hendes opmærksomhed og hun rynkede kort panden. Hun havde hørt lidt rundt omkring. Elena, der havde budt hende velkommen dengang hun var ny, havde hun i hvert fald hørt om. Hun var ikke helt sikker på om der var andre og hvem. Hun rystede lidt på hovedet. 
"Ej bare rolig. Det er en ting jeg ved jeg ikke er født til," svarede hun med et roligt smil. Hun havde ingen intentioner om nogensinde at skulle havde børn. Hendes mor havde været en forfærdelig mor, og hendes far var heller ikke ligefrem vist en speciel pædagogisk side. Desuden var lejren slet ikke stedet eller tiden for det. Det var træning, det var en uddannelse. Det nyttede ikke at distraherer sig selv fra det, ikke alt for meget. 

Mens han så rundt i rummet, lå hendes blik på ham. Hun prøvede at regne ud hvad han tænkte, men det var ikke let. Til gengæld gjorde hun sig bare tilfreds med at se ham glad og tilfreds. Han virkede så rolig og tryg, et udtryk hun godt kunne lide at se på ham. Hun ville gøre sit bedste for at sørge for at hun ville se det så tit som muligt. Som svar på kærtegnet puttede hun sig en smule tættere ind til ham. Hans spørgsmål virkede ret store, men hun havde heldigvis tænkt over det før. 
"Jeg har intet at hente uden for lejren. Mit liv er her. På den ene eller anden måde. Jeg er sikker på min far kan finde noget at sætte mig til, når jeg bliver for gammel til bare at være en lejrdeltager." Hun trak lidt på skuldrene. 
"Hvad med dig? Du virker til at have nogle overvejelser i tankerne." Hun gav ham et smil, og nød bare øjeblikket. Det var så roligt og fredfyldt, og det var alene sammen med ham. Hun behøvede ikke andet for at være lykkelig. Efter to uger med irritation og en masse negative følelser, var det rart bare at kunne slappe af. Det var Nolans fortjeneste det kunne lade sig gøre, og hun var evigt taknemmelig for han nær var gået ind i hende den aften.

Ingen bebser. Godt! Han havde heller ingen trang til at forplante sig. Han ville næppe være en god forældre, men der ud over kunne han faktisk slet ikke se sig selv i rollen! At Delia umiddelbart ingen ønsker havde om det, beroligede ham lidt. Så skulle han da ikke være bange for den bombe foreløbig. De blev sådan et vildt par der, mens andre passede babyer, rejste ud i verden og nød livet! Eller...Noget...
Han så over på hende, da hun besvarede hans andre spørgsmål. Men problemet - og måske roden til hans spørgsmål - var at han ikke anede hvad han selv skulle.
"Oh...Jeg har ingen planer. Jeg tager det lidt som det kommer, tror jeg" bemærkede han med et lille smil. Jah, tingene gik alligevel aldrig som man planlagde dem, så hvorfor bruge tid på det? Njah, nu måtte de se. Han følte ikke for at forlade lejren og få en uddannelse. Det mest naturlige var som sagt hvis han blev her, i den verden han kendte bedst...Og slet ikke kendte. Haha!