Wishfull thinking - Aella

Tid: Middagstid - Omkring 14.
Vejr: Solskin og klar himmel med en frisk brise.
Sted: Bueskydningsbanen.
Omgivelser: Folk der træner.
Påklædning: Opsmøget denimskjorte, sorte bukser, hvide converse og mørkegrå hue. Hans venstre arm er i hvid forbinding.

Dallas stirrede frem for sig med et tomt blik. Selvom han virkelig prøvede at koncentrerer sig, syntes hans omgivelser hele tiden at flimre let, og så endte han med bare at stirre ud i ingenting, med synet totalt ude af fokus. På trods af det helt udmærkede vejr, var hans humør nede og skrabe jorden. Det var hårdt at kigge på folk, der trænede bueskydning, når han selv var tvunget til at se passivt til. Der var gået 4 dage, siden han havde fået konstateret sin arm brækket, og selv med hjælp fra Litsa, var 4 dage uden noget produktivt at lave, meget, meget, meget hårde at komme igennem. Med ADHD og et stort behov for at holde sin træning ved live, følte han sig småirritabel, rastløs og super emotionel i forhold til hvad han plejede at være. Måske var det derfor han nu sad og betragtede de andre skyde med deres buer. En form for depressiv selvpinsel. Eller også savnede han bare lyden af en pil, der susede gennem luften. På trods af savnet til, hvad der uden tvivl var hans yndlingsbeskæftigelse, fik synet af pilene ham alligevel til at smile. Hel selvpinsel var det alligevel ikke. Når han lukkede øjnene kunne han næsten fornemme buestrengen mellem sine fingre, og se sit eget skud for sit indre øje. Næsten. Han sukkede for sig selv, og lænede hovedet bagover, så det blev støttet af træstammen han sad op ad. Med et kort blik op i himlen ønskede han af hele sit hjerte, at hans arm snart var healet, så han ikke skulle nøjes med at sidde og kigge på alle de andre have det sjovt.

Aella have været væk i lang tid efterhånden. De sidste par år havde hun ikke været i lejren så ofte som hun ønskede det, fordi hun havde begravet sig i studier for at færdiggøre college med gode karakterer. Modsat nogle af de andre folk i lejren, var hun faktisk opsat på at komme ud og få sig et rigtigt liv, når hun engang var færdig her. Alligevel var hun begyndt at savne hjem, og hun var kommet bagud med sin træning, så i stedet for at vente helt til sommer, med at komme tilbage, havde hun lavet en aftale med sin skole om at kunne færdiggøre semesteret online. Med lidt hjælp fra et par Hermes-drenge, havde hun fået lavet sig en lille arbejdsstation i Hytte 1. Efter at have været begravet i bøger de sidste to dage, havde en af hendes søskende mumlet at hun måske var mere datter af Athene end datter af Zeus, og det var gået op for hende, hvor meget hun havde ændret sig. Det skulle stoppe nu. Hun blev nødt til at genoptage sin træning, og det første hun havde sat sig for, var at begynde på sin bueskydning igen. Sværdkamp var trods alt aldrig et problem.
Hun trak buestrengen tilbage, og pustede ud for at fokusere på målet der var placeret i skovkanten 100 meter væk. Da strengen rørte hendes læbe, mærkede hun efter vindens hastighed, rettede sin vinkel en smule op og lidt til højre, og slap strengen for at sende pilen afsted. Til sin ærgrelse kunne hun let se, at den lå lidt for lavt. Med et suk, vippede hun sin hånd opad, og sendte et let brise under pilen for at løfte den, så den ramte midten af skiven med et tilfreds bump. Hun kiggede opgivende op i himlen. Hvor var det pinligt, at hun havde glemt at holde sin bueskydning ved lige.

Dallas rynkede øjenbrynene sammen. En ny følelse raslede ind over ham, og han lænede irritabelt hovedet bagover og kiggede opgivende op i himlen. Irritation. Men ikke over at han ikke selv var ude og træne. Irritation over de andres manglende evner inde for hans yndlingssport. Nogle af dem i hvert fald. Det var en arrogant og åndssvag tanke, men den ramte ham som et lyn - specielt da han fik øje på Aella. Okay, Aella og ham havde kendt hinanden for evigt, og nej, de var ikke på super god fod med hinanden, men de var begge to vejledere, og hun havde været manglet til mange af møderne i en længere periode. Nu stod hun og øvede sin bueskydning. Dallas rynkede på næsen. Han huskede hende ellers som en god bueskytte, men da han så hende slippe pilen, krummede han tæerne sammen, og hævede et øjenbryn. Hvad i alverden. Pilen var alt for lav, og ville ramme mindst en millimeter under midten af skiven. I sidste sekund vippede pilen let opad, og ramte plet. Dallas gryntede for sig selv, og pustede ud. Snyd. "Datter af Zeus," mumlede han opgivende for sig selv. På sin vis var han vel Zeus' barnebarn, siden Apollon og Artemis var børn af Zeus, men han havde ikke den store respekt for kongerne af Guderne, eller mange af hans børn. Eller måske bare Aella. Hendes arrogance og kolde facade irriterede ham altid grænseløst.
Dallas smilede tørt for sig selv, og lænede sig godt tilbage. Han sendte hende et hævet øjenbryn og et skævt smil. "Du siger bare til, hvis du har brug for en tutor, Althea." Kaldte han, højt nok til at hun ville kunne høre det, og vinkede muntert i hendes retning. "Eller du ved, næste gang, så vent et par sekunder med at slappe af i armene efter du har sluppet strengen - det hiver buen en smule nedad." Dallas var udemærket klar over, at hun godt vidste hvad han snakkede om, og garanteret havde forbandet sine egne reflekser, men det var alligevel sjovt at påpege overfor en person, der altid var så selvsikker.