Walls of Fire ~ Aella

Det havde egentlig været en udemærket dag, tænkte han, indtil nu altså. Klatrevæggen havde altid været et af højdepunkterne på ugen for Leonardo. Han var en af de ubestridte mestre i den måske lidt alternative sport, og havde altid fået topkarakterer i klatring. De andre børn og unge i lejren, plejede som regel at lade ham smutte foran i køen, for at lure nogle af hans tricks. Sådan havde det skam også været idag. En ung søn af en-eller-anden-irrelevant-Gud-eller-Gudinde havde vippet ham fremad med forventningsfulde øjne, og Leo havde tænkt at turen nok skulle kunne klares på en 5-7 minutter som sædvanligt - måske maks 10, men det ville være på grund af varmen. Halvvejs oppe af muren kom han dog i problemer, da hans t-shirt havde sat sig fast i noget af muren, og han næsten blev rykket direkte ned i det flydende lava. Han dinglede kort i en arm, før han igen fik fodfæste, og snerrende rykkede i sin trøje - der uheldigvis ikke lod sig rykke ud af stedet. Snerrende haglede han sig fast til den varme mur. "Ah, Styx," mumlede han, og trådte et skridt nedad, for bedre at kunne se hvor trøjen sad fast. Næste gang, tænkte han tørt, ville han klatre uden trøje. Stoffet var klemt inde mellem to sten han for få sekunder havde brugt til at hive sig længere op, og han kunne ikke få stoffet ud. Den bagende sol irriterede hans arme langt mere end varmen fra lavaen, der syntes at komme tættere og tættere på. Leo rystede på hovedet af situationen. Hvis bare han kunne kravle ud af trøjen, så kunne han nok stadig nå op til toppen, før murene ramte hinanden, og lavaen for alvor ville kunne ramme ham. Uden at tænke mere over det, blev dét hans plan. Han måtte kravle skævt til siden, og fik hurtigt sin ene arm fri. For at få halsen fri, måtte han endnu engang finde en måde at komme et par centimeter længere nedad. Leos hånd smuttede uden varsel, og han gled udad. Gispende efter vejret og desperat efter noget at holde fast ved, var det eneste han kunne gøre, at holde hårdt fast om sin trøje, der stadig havde fat i hans ene skulder, og stadig sad fast i klipperne. Han bandede for sig selv, og begyndte at hive sig opad for at få fat i endnu et klippestykke.

Påklædning: Hullede, armygrønne jeans, en hvid t-shirt og hvide sneakers.

Aella havde netop været til sit første vejledermøde siden jul - ups, nogle gange var det let at glemme den kedelige del ved at være vejleder - og var ikke ligefrem i strålende humør. Ironisk, når nu solen så ihærdigt prøvede at få folk til at smile og være glade og sommerlige. Ting, man ikke altid associerede Aella med. Tvært imod var hun kendt for sit såkaldte resting bitch-face, og sine stormfulde, lynende øjne. Hun fortrak til hver en tid en kølig efterårsdag, end en solskinsdag uden en eneste brise. Måske var det dér, den gik galt. Når hun ikke kunne føle vinden, blev hun småirritabel.
Efter en lille omvej mod sin hytte, var hun endt i træningsområdet. Til højre kunne hun høre lyden af pile, der ramte skydeskiverne med et fast dunk. Til venstre kunne hun se spydkastebanen. Og fremad, et stykke væk fra de andre aktiviteter, kunne hun se vulkan-klatrevæggen. Der var få ting i verden, som Aella var en lille smule bange for - ikke at hun ville indrømme at hun var bange selvfølgelig - og én af de ting var sammenklemte områder og små rum. Derfor brød hun sig ikke om klatremuren, der for hver sekund der gik, altid gled tættere og tættere sammen, indtil de lukkede, og pressede lavaen med op. Hun havde, som alle andre lejrdeltagere, prøvet - og bestået - sine klatretimer på muren, og så havde hun ellers pænt holdt sig på afstand.
Nu stirrede hun med sammenknebne øjne på fyren, der klaterede i et fast, hurtigt og præcist tempo, som om det var det letteste i verden. Leo, tænkte hun, og rystede opgivende på hovedet af sin gamle træningspartner. Han skulle altid blære sig.
Aella vendte sig om for at sætte kurs mod sin smukke, majestætiske hytte, da hun hørte folk råbe bag sig. Hun vendte sig om med sammenknebne øjenbryn. Normalt heppede folk på Leo, men de råbte ikke af ham. Synet der mødte hende, fik hendes ben til at sætte igang helt automatisk - noget, der måske kunne se helt helteagtigt ud, men faktisk var det en meget egoistisk tanke, der fløj igennem hovedet på hende. For Gudernes skyld, lad være med at forbrænde Leo's smukke ansigt.

Leonardo bed tænderne sammen, og vippede overkroppen ind mod muren. Han ramte lidt for hårdt, og blev svunget udad igen, før han kunne nå at gribe fast i klippemuren endnu engang. "For Hades da også!" Råbte han.
Muren bag ham, der langsomt bevægede sig mod muren han klatrede på, og derved pressede lavaen under ham højere og højere op, var nu så tæt på, at han ville kunne ramme den med foden, hvis han sparkede ud efter den. En idé begyndte at forme sig i hans hoved, og i stedet for at prøve at finde fodfæste på den mur, han hang og dinglede fra, sparkede han sig forsigtigt væk fra den, og støttede sig på den modsatte mur. Han pressede hårdt ned med sin frie hånd, på muren han hang fra, og formåede at sætte sig selv i spænd mellem de to mure.
Lyden af blod, der susede for hans ører overdøvede næsten de råbende stemmer nede fra jorden. Han kiggede først ned, så op. Toppen var omkring 5 meter over ham, hvilket betød at bunden var alt for langt nede. Og tænkte han, jeg sidder stadig fast i min trøje. Hans arm var begyndt at syre, og det gik op for ham, at han kun havde kort tid til at vikle resten af sin overkrop ud af t-shirten. Heldigvis gjorde den nye stilling det lettere for ham. Gryntende af anstrengelse - han måtte indrømme, at han ikke ligefrem var i sit mest maskuline, charmerende moment - fik han trøjen trukket over sin skulder, og lod det lyse stykke stof falde på plads på muren. Lys var trøjen godt nok ikke længere, med små brændte huller og sod-pletter. I mellemtiden var hans position endnu engang blevet komprimeret, da hans ben langsomt blev nødt til at bøje sig, og han nu skulle bruge ekstra kræfter på at stå i spænd. Varmen fra lavaen under ham og solen over ham hjalp ikke ligefrem på situationen.
Leo greb fat med begge hænder, og fik sig slynget over på sin oprindelige mur, i en mere sikker stilling. Hans hænder brændte, hans lår syrede og hans venstre arm sov, nu hvor blodet endelig kunne løbe frit i hans årer. Der var stadig 5 meter til toppen, og det gik langsomt op for ham, at han ikke ville kunne nå toppen, før murene kolliderede. Sammenbidt kiggede han endnu engang ned. Faldet ville højst sandsynligt ikke dræbe ham, men han ville brække sine ben, og det var noget han helst undgik. Med et suk, sendte han et hadsk blik mod himlen. "Zeus, vær blid ved mig, mate," mumlede han. Han brugte, hvad der føltes som hans sidste overskydende kræfter, på at skubbe sig så langt væk fra muren som muligt.
Og så faldt han.

Aella tog sig selv i at spænde i kroppen mens hun betragtede Leo, der dinglende prøvede at få fodfæste. Murene var faretruende tæt på hinanden, da han endelig så ud til, at få kontrol over situationen igen, men det så ud som om han stivnede. Hun rynkede øjenbrynene sammen og stirrede vantro opad. Halvguderne omkring hende så også ud til langsomt at forstå, hvad Leo måtte stå og overveje. Én eller anden råbte op om, at de måtte finde noget blødt han kunne lande på. En anden råbte skingert, at han skulle fortsætte med at klatre. En bag hende mumlede forvirret, om man ikke 'kunne stoppe maskinen' - barn af Hefaistos, gik hun tørt ud fra - alt imens hun selv bare stirrede med en blanding af fascination og forvirring.
Så sprang han.
Hun spændte i kæben, og pustede ud for at prøve at lukke alle stemmerne omkring sig ude. Da hun sugede luft ind mellem sine læber, spredte hun sine arme, og vippede langsomt sine hænder op. Hun trak på alle sine kræfter, for at kontrollere vinden omkring sig. Det eneste og største problem var, at der ikke var særlig meget vind. Hun forbandede vindstille dage, og blev mere bestemt i sin kommando til luften. Lad mig styre jer. Bøj jer for mig. Og idag af alle dage valgte vindene at lytte til hende.
Aella lod ikke mærke til at hun fløj, før hun åbnede øjnene igen. Selvom der kun var gået få sekunder, føltes det som om, der var gået minutter for hende, og hun svajede en smule usikkert, før hun fik øje på Leonardo, der faldt. Hun spændte i sine arme, og hev på flere af sine kræfter, for at få sin krop til at være rolig i luften. Det var lang tid siden, hun havde fløjet - og endnu længere tid siden, hun havde været mere end en meter over jorden. Hun pustede hurtigt ud igen, før hun lod vinden under sig, trykke opad, så hun skød mod Leo's faldende krop. Vinden under hende skubbede hende hårdt fremad, og hun nærmede alt for hurtigt drengen, der var langt større og tungere end hende. Med et hårdt klask ramte hun ham.
Aella snerrede irritabelt, og sendte en bølge af heftige bandeord ud i luften. Hun greb fat om Leo's ryg, og klemte sammen om hans torso. Følelsen af vinden omkring dem, mens de faldt, fik hende til at føle sig underligt rolig, og hendes fokus vendte tilbage. Hun lukkede øjnene, og trak endnu engang på energierne af vind og luft omkring dem. Langsomt blev deres fald mindre hurtigt. For langsomt - gik det op for hende. Jorden nærmede sig faretruende hastigt. "Oipho," hvislede hun, og spændte endnu engang i sin kæbe. "Jeg håber du kan svømme, Leo." Med et knapt så feminint udråb, brugte hun sin energi på at lade vinden skubbe dem kraftigt imod en af de små søer, der lå omkring klatrevæggen for sikkerhedsmæssige årsager - selvom de aldrig rigtig så ud til at virke. Hun trykkede sig hårdere ind til Leo, og klemte øjnene i.
Da de ramte vandet blev alt sort.

De første par meter, ville Leonardo gerne indrømme, at hele hans krop fyldtes af panik. Han havde lyst til at skrige, men som barn af Ares, var der en hvis måde at opføre sig på, som han altid fulgte. Én af reglerne var, aldrig at vise, at man var bange hvis man var bange. Leo var ikke bange for smerten ved at lande. Han var heller ikke bange for højden han sprang fra. Han var bange for tiden, det ville tage for hans krop at heale - en tid, der både ville blive en smule pinlig og meget, meget langsommelig og kedelig for ham. Han var altid ude og lave noget, trænede hver dag og var også et socialt menneske, så hvis han skulle tvinges til at være sengeliggende i en længere periode, ville han gå ud af sit gode skind. Derfor tog han sig sammen, og tvang panikken ud af sin krop, for at fokusere på, den bedste måde at lande på.
Pest eller kolera, var det eneste han kunne tænke.
Han kunne lande, så han ville brække begge ben (nej tak) – han kunne lande så han risikerede at brække nakken (nej tak) -  Han kunne også lande så han ville brække sit højre ben og sin højre skulder, hvilket nok var den måde, han ville fortrække, når nu han var tvunget vælge. Knapt var hans smådeprimerende tanker tænkt til ende, da han lod mærke til noget, der bevægede sig i udkanten af sin synsvinkel. Han nåede ikke engang at vende hovedet, før det hamrede ind i ham med fuld kræft, og alt luften blev slået ud af hans mave. Gispende efter luft, prøvede han at finde en logisk forklaring på, hvad der havde ramt ham - det gav endnu mindre mening, da han hørte en velkendt stemme, slynge alt for grove fornærmelser ud i luften omkring dem. To arme greb fat om livet på ham. "Aella?!" Råbte han. Luften susede for hans ører, og han anede ikke om hun kunne høre ham. De begyndte at rotere i luften, og det svimlede for hans øjne. Hun sagde et græsk ord, han ikke umiddelbart synes, havde en specielt venlig, engelsk oversættelse, og fortsætte med at snakke. Leo kunne kun høre hendes stemme meget svagt, men han forstod ikke hvad hun mente. "Svømme?" Råbte han, og greb utilpas fat om hendes arme. "Hvorfor spør-"
Lufttrykket der kom fra siden af var så kraftigt, at hans stemme sad fast i halsen på ham, og han endnu engang fik slået luften ud af sine lunger. Aellas greb strammedes om ham, og det gik op for ham, at hun var nederst. Han spærrede øjenene op, og formåede at vende sig selv om, og hive hende rundt, så hun holdt fat om hans mave i stedet for hans ryg.
Vandet ramte ham bagfra, som en hård mur. Han lagde en hånd på Aellas hoved, og pressede hende tæt ind til ham, for at det ikke ville give et hårdt ryk i hendes nakke. Jo, han kunne godt svømme. Ja, han var normalt god til at svømme. Nej, lige nu, gik det ikke så godt. Efter at være banket igennem vandet føltes hans krop som gummi. Aella var blevet slap i hans arme, og flere gange var hun ved at glide ud af hans greb.
Leo troede ikke, at han nogensinde havde sat så meget pris på frisk luft, som da han med brændende krop og brændende lunger nåede overfladen. Han gispede desperat efter vejret, og fik hevet både ham selv og Aella op fra vandet igen. Med endnu et gisp, lod han sig knække sammen på jorden ved siden af den rødhårede pige. Han trillede om på siden, og trykkede to fingre mod hendes hals. Jo, der var puls. Med øjne, der hele tiden mistede fokus, fik han hende vippet om på siden, før han endnu engang kollapsede.

Aella hadede vand. Hun hadede det. Vand var noget der skulle drikkes eller koges suppe på. Vand skulle bruges til at vaske sig. Vand skulle regne ned over jorden, og give den liv. Ud over dét, var vand ikke noget hun brød sig om, og specielt ikke i store mængder. Hun havde aldrig lært at svømme i skolen - hendes mor havde aflyst hendes svømmetimer. Hun havde aldrig været på badeferie, som alle andre børn i verden - hendes mor havde taget hende med op i bjergene eller ud i skoven. Faktisk, havde hun altid været en smule bange for vand, og det var først, da hun havde fundet ud af, at hun var en halvgud, at det gav mening for hende. Børn af Poseidon valgte heller ikke at flyve rundt i flyvemaskiner, vel vidende, at de ikke var velkomne i Zeus' domæne. Sådan var det, at være barn af en af De Store 3; man skulle konstant sikre sig, at man ikke kom til at træde de største guder over tæerne. Også selvom det engang i mellem var fristende.
Mørket, der indsvøbte hende, føltes mærkeligt og uroligt, og hun var ubehageligt opmærksom på sine tanker. Og at hendes krop gjorde ondt, men hun kunne ikke bevæge sig, og hun kunne ikke føle noget omkring sig. Hun følte at hun flød, med en krop, der var meget tung og meget, meget træt. Som om alt energien i hendes krop, havde forladt hende, og efterladt hende som en tom skal.
Tanken om manglen på energi, fik minderne til at komme tilbage som en flodbølge, der oversvømmede hendes hoved. Den gjorde hende svimmel, og trykkede på hendes tindinger så hun følte, at hendes hoved ville eksplodere - en følelse, der kulminerede, da hun åbnede øjnene, og kastede vand op. Hun hev hvæsende efter luft, og tog krampeagtigt fast om sin hals, for at sikre sig, at den stadig fungerede. Små stjerner dansede for indersiden af hendes øjne, som hun pressede sammen, da den skarpe sol blev for meget for hende.
Sådan lå hun lidt. Hun satte pris på luften, takkede tavst sin far og alle de andre guder hun umiddelbart satte pris på i det givne øjeblik, og da hun endelig følte sig klar til at åbne øjnene, gjorde hun det prøvende. Hun skærmede for solen med bagsiden af sin hånd, selvom hendes arme protesterede da hun løftede dem. Så slog tanken ned i hende som et lyn. Hvor var Leo?
Aella vendte sig stønnende om på den anden side, og så til sin tilfredshed Leo ligge ved siden af sig. Han lignede en druknet mus. De små brandsår på hans krop så ud til at være blevet rensede af vandet, hvilket gav dem en rødlig, pink farve og de små dråber i hans hår glitrede i solen. Synet fik hende til at slå en kort, tør latter op. Hun klappede ham kækt på armen, før hun lagde sig på ryggen og stirrede op i himlen.
"Næste gang jeg får en heroisk idé, Leo, er du så ikke en skat og slå mig i hovedet?" Hendes stemme lød hæs og træt. "Jeg tvivler på et slag fra dig, vil gøre mere ondt end det her." Hun sukkede let, og lukkede endnu engang øjnene. Ved Guderne hvor kunne hun godt bruge en lur. Siesta, tænkte hun ivrigt, spanierene og italienerene har fat i noget.