Duty of a sister - Francesca

Delia stod og sparkede lidt til jorden med sine bare fødder mens hun tålmodigt ventede. Hendes far havde sendt bud efter hende, da en halvsøster efter sigende skulle dukke op. Siden hun var vejleder, var det kun passende at det var hende der tog imod hende, og viste hende til rette. Det var et ansvar Delia med glæde tog seriøst, og et hun elskede. Da hun selv var kommet til, havde vejlederen der tog sig af hende ikke været helt villig til at fortælle og forklare, så Delia prøvede altid at være sådan som hun ønskede hun selv var blevet modtaget. 
Det var første gang hun skulle modtage en ny søskende efter stemingen i hytte 12 var blevet en smule trykket, men hun var ikke nervøs. Pigen skulle nok selv danne sig en mening om situationen hvis det var. Alt Delia kunne gøre var at få hende til at føle sig velkommen. Det ville ikke blive ret svært når vejret var godt og hun var i et godt humør. Det plejede at være et godt tegn, så hun kunne ikke lade vær med at smile. Hvert sekund kunne den nye pige komme ud af hovedbygningen nu, klar til at blive vist på plads.

Påklædnign: tøj, sko, hår

Francesca kunne stadig ikke rigtig få det hele til at hænge sammen, som hun sad på en stol på et kontor, der tilhørte lejrens leder, og lyttede halvt med mens en
halv mand/halv hest hybrid forklarede hele denne messed up situationen for hende.
Guderne fra det antikke Grækenland var åbenbart virkelige og levede i bedste velgående på Olympen, der var placeret over The Empire State Building i New York - hvorfor den lå der havde hun stadig ikke helt forstået. Ligesom i myterne hun som barn havde hørt, så steg disse guder af og til ned på jorden og havde affære med ganske almindelige menneskekvinder, eller dødelige som de kaldte dem, hvilket oftest resulterede i børn. Hun var sådan et barn. Datter af ingen andre en vinens gud, Dionysos, der på nuværende tidspunkt sad overfor hende bag et stort skrivebord og så på hende med afregnende øjne, som om han forsøgte at regne alle hendes dybeste hemmeligheder eller noget. Det var nok det hun havde sværest ved at forstå; det var hendes far der sad overfor hende!
Hun var opvokset i Queens med en enlig mor, og havde indtil dette punkt altid troet at hendes far var en for-no-good alkoholiker, der havde efterladt dem begge før Francesca overhovedet blev født. Det passede så åbenbart ikke helt. Næsten, men ikke helt for hendes mor havde glemt at nævne den lille detalje, om at hendes far var en gud! Ikke en gud som i det store G, men alligevel. Det var som en drøm, måske endda et mareridt, og hun ventede stadig på det tidspunkt hvor hun ville høre sin mor ville vække hende så hun kunne komme i skole til tiden.
Francesca vidste ikke helt præcist hvor lang tid hun havde siddet på kontoret, da mande-heste-hybriden der vidste nok, hvis hun huskede rigtigt, var en kentaur og som gik under navnet Chiron, sagde at der ville komme en for at vise hende rundt i lejren. I det øjeblik kunne hun nærmest ikke blive mere lettet over endelig at komme ud af kontoret og væk fra sin såkaldte "far", der stadig sad og stirrede på hende uden at ytre et eneste ord. Hun ville aldrig indrømme det, men han skræmte hende en smule med sin stirren, og hun vidste stadig ikke helt hvordan hun skulle forholde sig til hele den der din-far-er-en-gud-og-ikke-blot-en-tilfældig-håbløs-dranker ting. Anyway, da Chiron sagde at hendes guide var ankommet - han havde åbenbart en rigtig god hørelse - og bad hende om at følge med ud sprang hun nærmest op af stolen, og lod sig føre ud af kontoret uden at se tilbage på Dionysos.
Udenfor kontoret stod der en barfodet pige på omkring Francescas egen alder og ventede på dem. Hun så utrolig flink ud, som hun stod der og smilede glad til hende, hvilket gav Francesca en smule håb om at lejren måske ikke var så dårligt et sted igen. Nu måtte hun bare vente og se om pigen var ligeså flink som hun så ud.

Delia så op da hun hørte lyden af Chirons hove mod trægulvet, og hun smilede til både ham og pigen da de kom udenfor. "Jeg skal nok tage over herfra," sagde hun roligt til Chiron inden hun rakte en hånd ud imod sin nye søster. Hun så rar ud, og hun lignede en der var ivrig nok efter at komme ud og se lejren. Delia så det som gode tegn. Hun lignede i det mindste ikke en der ville besvime hvert øjeblik eller troede hun var blevet sindssyg, så det måtte være godt. 
"Hej. Mit navn er Fideliana, men bare kald mig Delia, det gør alle. Jeg går ikke ud fra far har sat dig ind i ret meget," startede hun ud, inden hun gjorde tegn til at pigen skulle følge med så de kunne komme ind i selv lejren, og ikke bare stå og hænge ud ved hovedbygningen. Hun følte sig en smule overvåget her, mest fordi hun vidste Chiron og deres far kunne høre dem hvis de ville. Hendes nye søster skulle have lov til at lægge stille og roligt ud. 
"Jeg foreslår vi starter ud med hytte 12. Mens vi går kan du jo fortælle lidt om dig selv. Hvor kommer du fra?" Hun smilede opmuntrende, nysgerrig på at høre om sin nye søster. Delia satte generelt pris på familie, og som vejleder ville hun helst have alle følte sig trygge og velkomne, og ikke mindst værdsat. Det var altid spændende når der kom nye til, så var der helt nye ting at lære om sine søskende, og helt nye evner kunne vise sig. Alt var bare spændende med nye folk! 
Delia prøvede at holde sit fokus på sin nye søster, men så snart de kom uden for hovedbygningens område begyndte de andre halvguder omkring dem at hviske, pege og vinke. Delia så lidt rundt på dem, og kunne godt huske hvor ubehagelig al den opmærksomhed kunne være. Hun lænede sig en smule ind mod sin søster. "Ignorer dem. De holder op med at glo lige om lidt," beroligede hun hende og gav et roligt smil.