Like brother and sister ~ Elena ~

Tid: Lidt over 12
Sted: Søen
Omgivelser: Søen og nogle lejrdeltagere
Vejr: Mild vind, solskin og klar himmel uden skyer.

Marius stod under den skyfri blå himmel, ligesom alle andre børn tæt på Long Island. Stod op om morgenen, spiste morgenmad ligesom alle andre børn i hele verden. Havde et liv, et hjem og nogle han holdt af, ligesom alle andre børn i hele verden. Men han havde også indhold i hans liv som ingen andre end en stor håndfuld børn havde, uhyrer der jagtede dem dag og nat, det man kalder 24:7. Han havde en guddommelig mor, kærlighedens gudinde Afrodite og en kæmpe familie i forhold til alle andre. Der var jo alle de olympiske guder, underguderne, nogle af nymferne, titanerne, de hundredarmede, nereider, kykloper, najader og alle de uopdagede lejrdeltagere og de opdagede.... Ja, hans familie var ganske stor. Så stor at han ikke engang kendte halvdelen af deres navne.
Ved hans side hang hans sværd, med sort lædder om sværdskæftet, en lille safir i toppen af sværdskæftet og et smukt udformet sværdblad... en gave fra hans mor.
han sparkede irreteret til en sten, hvorfor skulle han være søn af Afrodite? Han havde ingenting med hende at gøre, han gad ikke forelskese sig og han gad da ihvertfald ikke gå op i sit udseende, de var jo sindssyge hans søstre! Gik op i mascara, fugtighedscremé, sminke og endda tykkelsen af deres øjenbryn!
"Åh nej, mit øjenbryn er en ottendedel for tyk!", imiterede han dem lavt og irreteret.
Endnu en sten fik sig en flyvetur og et ordentligt spark, og endnu en sten... endnu en sten... to sten, fire sten, fem sten...
Det blev vist til en hel del sten der kom ud at flyve efter et ordentligt spark...

Piger, hvis der var noget han ikke forstod i verden så var det dem.
Når man endelig gjorde som de ville have, ville de have noget andet. Ikke engang halvgudinderne var anderledes, de ville have så mange ting. De fleste kunne de ikke få opfyldt, det var for det meste sådan noget med se sin gudeforælder og pis som det, men også det med at få blomster og chokolade og al muligt andet af deres kærester og venner.
En stemme så dyb og mørk at det kun kunne være en pige, også kendt som Elena, lød bag ham.
"Også hej til dig.", sagde han og vendte sig."Men hvordan kan mit liv blive ødelagt mere? Det blev jo fuldstændig knust da du trådte ind i mit liv."
Han hævede det ene øjenbryn af hendes latter, rimelig tøset mere end hans søstres og sagde:"Opfør dig dog ordentligt!"
Han gav hans 'storesøster' et kort kram og kiggede så på hende. Hvad ville hun nu have af ham?

Ordrer? Talte hun om ordrer der ikke måtte gives? Og dog, gav hun ham ordrer dag og. nat 24:7... verden var underlig.
"Taler du om ordrer? Du skulle tage og lytte til det råd selv.", hun bragte ham altid i godt humør igen, noget andre ikke formåede. Og mindst af alle, hans søstre.
"Min skyld? Du har nok ret, det var mit livs værste beslutning.", han lagde hovedet på skrå og sagde:"Hvad jeg laver her? Prøver at slippe af med stanken fra mine søstres tyve forskellige parfumer."
Og, fordi han ville prøve at finde et sted han kunne være alene.
Et tordenskrald brød igennem stilheden der var kommet og regnen han elskede begyndte at dryppe og styrte ned i stænger og gøre alt omkring dem vådt.
Han smilte og så på chokoladestykket i hendes hånd.
Han tog det og vendte det i sin hånd.
"Måske var det at være venlig mod dig, alligevel ikke den værste beslutning jeg kunne have gjort.", sagde han og tog en bid. CHOKOLADE var okay... eller overmegafantastisk.

"Det er da... betryggende...", sagde han med et skævt blik, mens han sarkastisk sagde:"Jamen, jeg elsker da at mit liv er ødelagt, det gør jeg da. Nej, det eneste der kunne få mig til at hade mit liv var hvis der kom en brunhåret pige, datter af Athene og hedder noget startende med E og sluttende med -lena, ind i mit liv. Ja, så ville verden da gå af lave."
Chokoladen i hans hånd blev dækket godt og grundigt til af hans ene hånd, som en hånd- regnfrakke.
Hvad enten han ville eller ej, kendte Elena alt om ham. Svagheder såvel som styrker, talenter såvel som 'katastrofe-moves' og personligheden ud og ind. Ligesom han gjorde, sådan var det bare når de havde spenderet så mange nytteløse timer på hinanden og lært hinanden at kende ved at snakke om ubetydelige ting.
"Underdrivelse... de stinker af misbrugte penge, der kunne være brugt bedre. F.eks. på nogle nye computerspil til mig.", svarede han og sagde halvt hviskende, og i halvt almindeligt toneleje:"Og for at genopfriske din hullede hukommelse, har jeg altid ret."
Han så på hende med et lidt chokeret ansigtsudtryk og sagde:"Gudinden der reddede mig? Dig? Det kan vist diskurteres.."
Han kiggede fraværende ud over søen og mærkede regnen. Han så ned på den liggende Elena og sagde:"Hvorfor ligger du dernede?"