One of those days - Fællesemne (Kom hid!)

//Fællesemne for hvem end der har lyst til at svare! Savnede pludselig gevaldigt det lille univers her inde

Påklædning: grå jeans som var klippet om til shorts, der stopper lidt over knæet. En sort tank-top med en relativ tyk strikket kardigan over. Håret sat i en rodet knold. Sorte Doc'Martin-støvler.

Selv solen gad nærmest ikke være udendørs - men gemte sig bag skyerne. Det var typisk, det fleste var døsige og ikke spor interesserede i noget som helst for tiden. Kaffen gjorde hende godt - både hendes halvkolde fingre der knugede kruset til sig, og hendes halvslappe krop. Det var rart at være tilbage igen - et år var lang tid at være væk, men det havde gjort hende godt. Selv halvguder blev indlagt, det var hun beviset på. De blå mærker efter de drop hun havde haft i begge håndled var blevet brunlige og tildels klamme, men hendes kardigan dækkede fint for dem så længe hun huskede at rette på dem. Hun havde sin taske med sig, da hun meldte sin ankomst hos ''chefen'' - som hun yndede at kalde ledelsen. Hun fik hurtigt besked på at få hvilet sig, træningen ville forsætte i morgen for hende, og hun havde meget at nå.
Et år, og lejren lignede stadig sig selv. Mon også hendes søskende gjorde det? Selv havde hun ændret sig, men hun hvis man faktisk så godt efter. Hun havde taget lidt på - til trods for den fugleunge hun var dengang hun kom til lejren første gang - og hendes blege hud havde nu en levende undertone. For første gang i hendes liv, følte hun sig normal - og i live. Hun traskede roligt hen mod hytte 8, og på vejen hørte hun en eller anden kalde på hende. Hun så op, da det høje kald spredte sig i luften; ''Noomi!''. Hun nåede ikke at se hvem der kaldte, for personen trådte ikke frem. I stedet stod der en gruppe halvguder og stirrede på hende som om hun var et spøgelse. Det var hun vel også, for dem der huskede hvordan hun havde forladt lejren; hun var blevet båret ud af lejrledelsen, og kørt på det nærmeste hospital. Infirmeret tog sig af kampskader og småskavanker, og intet af det hun gennemgik hørte under den kategori. Det virkede så fjernt, så længe siden, at hun ikke engang huskede om hendes søskende havde fundet hende, eller om hun var faldet om under træning. Under alle omstændigheder vidste hun, at Dallas nok skulle komme med en kommentar eller to om at han havde haft ret - hun skulle have spist mere.
Hun slentrede ned af stien til hytte 8, og så til sin store fornøjelse Dallas sidde på trappen ind til hytten. Hun stod først omkring fem meter fra ham og så lidt prøvende på ham, inden hun trådte et par skridt tættere på.
''Hvad er det for en sløset modtagelse at give sin storesøster?'' klukkede hun, og tog en tår af sin kaffe, mens hun ventede på at han opfangede hvad der foregik.