We haven't met, have we? ~ Isra

Sted Søen i Lejren.
Tid Henad eftermiddag, omkring 15-16 tiden.
Omgivelser Lejrgæster samlet omkring søen.
Vejr Vejret er som altid rar og godt.
Dag Det er en lørdag eftermiddag.
Påklædning Noes tøj .


Det var endnu en af de gode dage i Halvblodslejren. Som altid faktisk. Solen skinnede og dets stråler nåede ned til søens overflade, som lyste op. Det var et kønt syn. Den franske Halvgud sad ved vandkanten med benene trukket op under sig og med armene hvilende omkring sine knæ. De grønne øjne betragtede vandets hemmeligheder. Han var omtåget i egne tanker og led ikke af en eneste bekymring den dag. Der var fredfyldt omkring ham, da han sad for sig selv. Hvilket han absolut intet havde imod. Noe var god til at finde alenetid, uden at føle sig alene. Han nød at sidde i stilhed og betragte sine omgivelser; om det var søens kønne stilhed, de badeglade lejrgæster omkring ham eller blot resten af universet. Sommetider sad han med en blok ved sin side, som han skrev eller tegnede i. Men i øjeblikket sad han blot i egne tanker og betragtede vandet. Han var selv iført en løs skjorte og et par jeans, samt sine lettere slidte sneakers. Han var ikke så vild med at hoppe i vandet. Ikke at han hverken led af vandskræk eller ikke ønskede at blive våd. Lysten var der bare ikke den dag. Desuden havde han hverken badeshorts på sig eller med sig, ditto med et håndklæde.
Høje lyde drev Noe ud af sine dybe tanker og kort tid efter mærkede han koldt vand sætte sig i hans mørke krøller, i ansigtet og på arme og ben. Et par piger var hoppet i vandet lige ved siden af ham. Han rynkede på næsen og trak sig en anelse tilbage fra kanten. Aish, irriterende. Han bevægede sig nogle meter bagud, så han ikke ville risikere at blive mere våd, da pigernes drenge så ud til at hoppe i vandet derefter. Noe betragtede halvguderne i vandet, som de svømmede rundt, grinende og smilende til hinanden. Han kunne selv ikke lade være med at smile lidt. Der var åbenlyst kærlighed i luften mellem et par af dem og det fik den franske halvgud til at stråle.

Påklædning: Tøjet + et par shorts

Et tungt suk forlod Isras voluminøse læber, som hun begav sig ned mod søen med et noteshæfte under armen og en ukulele i hånden. Varmen fra solens stråler sitrede blidt mod hendes hud og malede hendes hud i en brunlig tone. Den sorte bodystock med de korte lyseblå shorts sørgede for, at hun ikke havde det alt for varmt. Krøllerne hang løst langs hendes ryg - selvom hun havde fortrukket at sætte dem op, havde hun glemt en elastik, så, nu måtte håret sidde som det nu gjorde.
Ved ankomsten ved søen, sank den unge Apollondatter en klump. I søen sprang en flok lystige halvguder rundt og smilede glædeligt til hinanden som en flok lalleglader tosser. Hun havde håbet på at undslippe menneskemængden lidt, men istedet havde hun gået direkte ind i en. Men hvad havde hun også tænkt? Søen var jo oplagt at tage til for at bade. Hun rullede med øjnene over sig selv, men alligevel gik hun fremad. Hvis hun sad tilpas langt væk fra søen, kunne hun måske alligevel sidde og spille lidt på sit instrument uden, at de lagde mærke til noget. De var trods alt travlt optaget af hinanden.
Hun satte sig i skrædderstilling på en græsplet med notehæftet foran sig og ukuleleen i favnen. Uden en bestemt sang i tankerne, lod hun sine fingre glide over instrumentets strenge i en småmelankolsk melodi til ære for hendes afsavn til hendes moder, hun ikke havde set i hvad der føltes som forevigt. Uden at skænke de andre ved søen et blik, lod hun sin opmærksomhed hvile på græsset og til tider hendes noteshæfte. Uden rigtigt at tænke over det bredte der sig et sørgmodigt smil på hendes læber. Da hun opdagede dette, skyndte hun sig dog hurtigt at rette op på facaden, så hendes ansigt lå i neutrale folder.

Plasken og grin lød omkring Noe, som atter sad i egne tanker og betragtede det antal halvguder, som svømmede ude i søen. Et lille smil hang på de let lyserøde læber, som han fulgte dem med øjnene. Endnu en gang trak han sine ben op under sig og hvilede armene omkring dem med hagen mod sine knæ. De så ud til at have det sjovt og Noe ønskede et øjeblik af gøre dem med selskab. Men det var han nok bare ikke typen, som bare lige gjort uden en invitation. Desværre. Så han sad for sig selv og betragtede dem. Indtil han hørte noget spil i nærheden af, hvor han sad. Kort kiggede han sig omkring og fik så øje på en mørkhårede pige, som sad med et lille bitte instrument - han anede ikke, hvilket instrument det var, som hun spillede på. Det var også ganske svagt, at han kunne høre hende, på grund af halvgudernes grin og smil ude fra vandet af og ligeledes omkring dem. Men han lyttede så godt som han kunne. Pigen var god og Noe blev nysgerrig på, hvem hun var. Derfor rømmede han sig en anelse, rettede lidt på de krøllerne og rejste sig på benene. For herefter at bevæge sig over imod pigen med et venligt smil på læberne. Det var altid lettere at konfrontere andre, som ligeledes sad alene, end en stor gruppe af grinende personer.
"Hej. Hvilket instrument er det, du spiller på?" Spurgte han med den franske accent og med sin lave, bløde stemme, der smøg sig om ordene.

Hendes brune øjne forlod et øjebliks tid deres fokus på græsset og bevægede sig hen på de unge mennesker i søen. De virkede så letsindige som de pjaskede rundt, ubekymrede, urørlige. Noget i hendes melodi skiftede automatisk som hendes tanker forlod sørgmodighedens greb og derimod blev fanget af en mere skødesløs tone, før hendes blik faldt på strenginstrumentet i hendes hånd.
Der gik ikke længe, før hendes fokus blev brudt helt - hendes musik stoppede og det hele - da en skikkelse blokerede for sollyset og herefter begyndte at tale. Automatisk løftede hun et øjenbryn, som hun fik øjenkontakt med stemmens ejermand. En fyr med mørkebrune krøller og blide grønne øjne, høj og ubehageligt flot. Hans spørgsmål lod hun i et par sekunder hænge i luften, imens hun overvejede personen foran hende. Den måde han udtalte ordene på, gjorde hun underligt til mode - men ikke desto mindre kunne hun ikke placere hvorfor. Hendes øjenbryn samlede sig en smule i panden på hende, hvilket skabte en mindre rynke imellem dem. "Hej.." Hun så kort ned på sit instrument. "En ukulele." Svarede hun som om det var det mest indlysende i hele verden. Mange gange havde hun fået fortalt, at hun havde noget af en attitude, hvilket hun på ingen måde kunne modsige. Men nu var det også sådan, at de fleste fortjente den attitude, så hun følte sig ikke ligefrem såret over den kommentar.
Automatisk begyndte hun at kradse i den sorte neglelak på hendes tommelfingernegl. En dårlig vane, hun virkelig burde få vendt sig af med. “Hvem er du så?”

Noe var klar over, at han stod og skyggede for pigen, som han stod og kiggede ned på. Betragtede hende med sine varme øjne og læberne trukket op i et smil, der lyste af venlighed og imødekommelse. Som pigen kiggede op og de fik øjenkontakt, bemærkede han hvor sky, på en eller anden måde pigen virkede - for ham. Noe mente, at han bestemt havde forstyrret hende, men han var blevet nysgerrig og siden de begge to sad alene, så havde han taget en chance. Kort kløede han sig i de brune krøller og smilede ellers bare ned til hende. Pigen besvarede hans spørgsmål omkring instrumentet og han rynkede kort på næsen. Han anede ikke, hvad det var for et instrument. Var det underligt? Pigen fik det i hvert fald til at lyde, som om han var underlig.
"Jaså. Er det en sjov form for en lille guitar?" Spurgte han så mere ind til instrumentet og knælede ned i knæ foran hende. Så nysgerrigt på instrumentet og så på hende. Et smil sad på hans læber igen, som han betragtede pigen med den underlige form for en guitar - i hans øjne.
"Noe," Præsenterede han sig, som hans lille spinkle krop sad der, og han rakte pænt sin højre hånd frem imod pigen. Høfligt, som han nu engang var. "Søn af Afrodite. Hvad med dig? Hvem er du?" Spurgte han herefter nysgerrigt ind til pigen.