Weapons of War - Isra

Det var en solrig dag og Annabeth nød følelsen af varmen mod sit ansigt, som hun trådte ud ad døren til Athenehytten. Ikke, at det var usædvanligt med solrigt vejr i Halvblodslejren. Tværtimod. Det var en af fordelene ved en magisk lejr som denne; fri kontrol over vejret. En beskyttende kuppel lå over hele lejren og tillod dem at vælge og vrage mellem, hvilke former for vejr, de ville tillade ind i selve lejren. Så denne dag nød Annabeth blot godt af denne form for manipulation af vejret og lukkede døren til hytten bag sig. Så begav hun sig hen imod arenaen, hvor hun havde en aftale med en veninde. Denne veninde, Isra, havde ikke været veninder med hende længe, men de havde hurtigt knyttet et bånd over en fælles kærlighed for musikkens vidunderlige verden. Annabeth havde altid elsket musik og kunne også spille flere instrumenter på et nogenlunde niveau. Det var dog også kun logisk, at Annabeth og Isra ikke havde været veninder særlig længe, da Isra ikke havde været i lejren synderligt længe. Ikke nær så længe, som Annabeth efterhånden havde. Det var nærmest begyndt at blive svært at huske en tid før Halvblodslejren. Men det var måske mere hendes egen underbevidsthed, som forsøgte at fortrænge fortiden, fordi den ikke havde været særlig fantastisk.
Da hun nåede arenaen, fandt hun hurtigt en brystplade, så hun var parat til en omgang sværdfægtning, præcis som hun havde aftalt med Isra. Og dette var med et meget simpelt formål: Isra var datter af Apollon og derfor specialiserede hun sig også indenfor bueskydning, ikke rigtig andre former for kamp og træning. Annabeth, derimod, var yderst talentfuld indenfor rimelig meget alle våben – hvilket både var sideeffekt af hendes opvækst, hvor hendes far i en tidlig alder havde sørget for at træne hende i diverse former for kamp og med diverse våben, men også en sideaffekt af simpelthen at være datter af Athene, gudinden for krigsførelse. Og da enhver halvgud helst skulle kunne forsvare sig på så mange forskellige måder som muligt, havde hun nu aftalt med Isra, at hun ville træne denne i sværdfægtning. Alt der manglede nu, var Isra, som skulle være der ethvert øjeblik. Man kunne aldrig blive for god til nærkamp, og da især ikke når man var barn af en gud. Dette var ikke ligefrem en nem tilværelse. Man var nødt til at være forberedt på bagholdsangreb og alverdens forfærdelige monstrøsiteter, som alle var ude på at slå en ihjel, kun baseret på ens forældre. Noget af en byrde, men man måtte jo blot leve med den. Få det bedste ud af det.