Weapons - Destiny Ann

Det var næsten ikke til at fatte, at der allerede var gået en hel uge i denne lejr. Det føltes som var det i går hun ankom. Alene og forvirret. Efter en hel uge, var hun stadig ikke faldet til og hun kendte heller ikke rigtig nogle. Kun et par få personer hun havde snakket med til frokost et par dage siden. Men dem kunne hun ikke huske navnene på. Navne var en ting, hun nok aldrig ville mestre. Til gengæld var hun rigtig god til at huske stemmer og ansigter - men hvad kunne man bruge det til i den virkelige verden? Udvalget var vidst begrænset.
Før hun vidste af det, stod hun pludselig midt i noget hun gættede på måtte være et våbenkammer. Ikke et sted hun normalt ville komme - hun havde virkelig været dårlig i kamp. Det var vidst en evig forbandelse at være lille og spinkel. Men til gengæld havde hun visdommen på sin side. Men hun havde heller ikke haft praktisk tøj på. Faktisk havde hun slet ikke kamptøj med, hvilket hendes nuværende outfit var et glimrende eksempel på. Et par almindelig jeans, tanktop og en større trøje udenpå. Det var ikke ligefrem praktisk og heller ikke særlig moderigt. Men der var jo også vigtigere ting i verden, ifølge hende.

Hun kiggede sig panisk omkring, da hun pludselig hørte en ukendt stemme. Der gik lidt tid, før hun endelig fik øje på pigen i det dukle mørke.
"Øhm.. Godaften," sagde hun og smilede forsigt. Et smil, der hurtigt forsvandt, da hun så den fjendtlige attitude. Destiny vidste ikke, hvordan hun skulle håndtere sådanne personligheder. Hun havde det i hvert fald ikke særlig godt omkring dem. Men hun tog sig sammen og ville ikke give hende tilfredsheden i at have "vundet", så hun svarede koldt: "Ja, det er korrekt." Hendes stemme var blottet for følelser, da hun ikke ville have at den fremmede pige havde noget på hende. Det vil sige at hun lod mærke til usikkerheden, der dominerede hendes eksistens. Men hun var virkelig ikke særlig god til at skjule det, lige meget hvor meget hun prøvede. Hun havde altid været den stille type. Typen med få, men loyale venner, typen der sad bagerst ikke klasselokalet og filosoferede om verdenen. En særling, ville mange nok betegne hende som. Men det var hun ikke dét, som var problemet. Sådan noget vænnede man sig til. Men sådan nogle typer som pigen her, vænnede man sig ikke til. Hun havde altid ønsket at kunne være ligeglad med, hvad folk syntes om hende, men det var hun bare ikke. Og så skulle hun også passe på med at dømme pigen for hurtigt - hun havde måske bare en dårlig dag. Eller også ville hun bare ikke åbne sig hurtigt. Men så på den anden side... Det ville Destiny heller ikke selv, men hun var da ikke fjendtlig over for fremmede.

Hun sukkede stille og ønskede i sit stille sind, at hun aldrig var gået herud. Nu skulle hun til at fortælle om den nok mest pinlige situation i sit liv. Hun tog en dyb indåndig, som ville det hjælpe hende med at få sine tanker i mere positive baner.
"Øhm.. Ja, det har jeg. Men det gik ikke særlig godt," indrømmede hun og krydsede fingre for, at pigen ikke ville gøre grin med hende. Det ville være så ufedt gjort.
Hun tyggede lidt på navnet, efter pigen havde præsenteret sig. Daniella... Det var et ret flot navn, men hun tænkte ikke særlig meget videre over det - hendes øjne betragtede hende, da hun bevægede sig over mod våbene. Hun ville lyve, hvis hun sagde at hun ikke var på vagt - pigen havde jo langt fra vundet hendes tillid, med sådan en attitude.
"Mit navn er Destiny," sagde hun med en hæs stemme, hvilket resulterede i, at hun rømmede sig lidt.
Efter at have betragtet hende i nogen tid, besluttede hun sig for, at det nok ikke ville være en god idé at provokere hende her yderligere. Det lod til, at hun havde rimelig tjek på våben og kamp. Det skulle hun i hvert fald ikke nyde af at lægge sig ud med!

Hun blev enormt lettet, da det virkede som om at Danielle havde smidt den hårde attitude. Hun virkede i hvert fald meget mere imødekommende, men det kunne selvfølgelig også bare være en facade. Det vidste man jo aldrig.
"Tak," sagde hun usikkert, men gengaldt det venlige smil. Der var jo ingen grund til at opføre sig fornærmet eller noget, bare fordi folk ikke åbnede sig op med det samme. Det gjorde hun jo heller ikke selv.
Da hun så spurgte om hun ville med videre, skød hun det ene øjenbryn i vejret. Hvor var 'videre'? Men før hun kunne nå at spørge, svarede pigen selv det indirekte spørgsmål. Biblioteket? Hmm... Der havde hun aldrig været. Og var det ikke også ved at blive sent?
"Det vil jeg gerne... Men er der ikke regler for, hvornår vi skal ligge i vores senge?" Spurgte hun en anelse usikkert. Hun ville i hvert fald ikke tages i at være oppe for sent.

Hun kiggede forbløffet på pigen. En tilladelse? Tja, hvorfor ikke.. Hun kiggede bekræftende og gik med hende, forvirret over, hvor de var. Hun fór stadig vild i lejren og tusmørket hjalp heller ikke på dette problem. Men det kom vel med tiden.
Endnu mere forbløffet blev hun, da pigen pludselig undskyldte for sin opførsel. Destiny konkluderede at hun ikke skulle have dømt hende så hurtigt... Alle havde jo deres dårlige dage. Ligesom hende selv... hun havde været muggen og tvær siden første gang hun satte sine fødder i lejren.
"Det er okay... Min opførsel var vidst ikke bedre," sagde hun og smilede svagt. Så vente hun fokus mod biblioteket og kunne ikke lade være med at beundre stedet lidt. Det var jo enormt! Hun var sikker på, at hun ville kunne finde alt her. Ligemeget hvad det var! Og computerne var heller ikke noget hun havde forventet at se. Men det var jo kun godt, for så kunne hun jo for skrevet til sin mor. Hendes humør steg pludselig hurtigt.

Hun fulgte med Danielle med hen til afdelingen med alle guderne. Men hun vidste ikke helt, hvor hun skulle finde noget om sin far. Det ville jo være rart at vide mere om ham, da hun desværre måtte indrømme at hendes nuværende viden forholdsvis var lille. Det var ikke godt nok, og dette faktum var hun udmærket godt klar over, så der måtte læses og studeres.
"Øh.. Du vel tilfældigvis ikke, hvor jeg kan finde bøger om Zeus, vel?" Spurgte hun forsigtigt, i frygt for at hun forstyrrede hende, da hun allerede var gået i krig med en bog om sin mor. Det var mærkeligt at tænke på, at alle på denne lejr, kunne sætte sig i hendes sted. De havde heller aldrig mødt deres far eller mor. Det var et eller andet sted rart at vide, at man ikke var den eneste.

Hendes blik fulgte Daniellas bevægelser, da hun fandt bøgerne om Zeus. Endnu engang blev hun forbløffet over alle bøgerne om én enkel person. Det var næsten ikke til at fatte, at det overhovedet var muligt, at skrive så meget. Men han var jo trods alt en gud - hvor mærkeligt det end lød - så det normale regelsæt galt nok ikke ham. Eller nogle af de andre guder, for den sags skyld.
Hun havde lige netop taget hul på den første bog, da hun hørte en bog falde til jorden. Eller den blev smidt på jorden. Hun kiggede op på pigen og mødte et skræmmende syn. Daniella så anderledes ud. Hun så uhyggelig ud! - Hendes irisser var røde, hvilket ikke hjalp på situationen. Instiktivt trådte hun et par skridt tilbage.
"Hv-hvad er der galt?" Spurgte hun rædselslangen og var på vagt over for hende, som var hun en tikkende bombe.

Destinys puls var endnu ikke faldet ned - hun var stadig chokeret over dét hun lige havde set. Det var som om hun var blevet en hel anden.
"Hvorfor har du det?" Spurgte hun og sank det, som føles som en klump i halsen, selvom det selvfølgelig ikke var tilfældet. Det var rimelig pinligt, men hun vidste ikke hvem Hades var. Helt ærligt - hun kendte jo ingen af disse mystiske guder.
"Men hvem er han egentlig?" Spurgte hun og kiggede forlegent ned. Hun burde vide dette!
Så tog hun imod bogen med et stort smil, og sagde: "Mange tak!" Omslaget så ikke ligefrem spændende ud, men man skulle jo heller ikke dømme en bog på omslaget, som en eller anden engang havde sagt.