Uheld - Destiny Ann

Tid: Midt på eftermiddagen
Sted: Hospitalsfløjen
Omgivelser: Andre skadede og personale
Vejr: Solen skinner, men det er køligt
Dag: Lørdag
Udseende: Håret er løst, lårkorte cowboy short, sorte stræmpebukser, hvid uld sweater og lysebrune cowboy støvler

Der var lettere travlt inde på hospitalsfløjen. Normalt plejede der at være en del, som var skadede, men i øjeblikket var der en del flere. Mest bare småskader, folk som gled på vej rundt i lejren, gled i kamp.. generelt bare folk der gled. Der var glat over det hele.
Selv lå Harley bevidstløs på en af sengene. Det lange, mørkebrune hår lå spredt ud over puden. Hendes ansigt så fredeligt ud, som hun lå der. Måden hun var havnet der var pinlig. Hun var gledet på bueskydningsbanen, da hun skulle hente de pile, som sad i skiven. Selv huskede hun intet. Ikke i det øjeblik.

"Jeg har det altså fint!" Lød en beklagende stemme gennem hospitalet. Stemmen tilhørte Destiny, som havde været så uheldig at have fået et knock-out til en træningskamp. Ja, kampe var ikke hendes speciale. Faktisk hadede hun det for hun var lille, spinkel og meget svag. Hun havde ikke nogen chance når det kom til fysiske udfoldelser. Men mentalt var hun på forkant, til hendes store lettelse. Men man kunne vel heller ikke være lige god til alle ting.
"Du bliver nødt til at blive her lidt endnu," lød en lettere opgivende stemme. Destiny sukkede irriteret, men accepterede det uden mere bøvl. Så kiggede hun rundt på de sårede mennesker - det så ud til at hun havde været heldig. De fleste var ikke engang ved bevidstheden. Heller ikke pigen ved siden af hende. Nej, hvor var alle disse kampe frygtelige. Men måske ville det blive bedre med tiden - det var trods alt kun en enkel uge hun havde været her.

Svagt rørte hun på sig. Stadig langt, langt væk fra den virkelige verden, men hun rørte på sig. Næsten med det samme var der to sygeplejerske over hende. Faldet havde været temmelig slemt. De havde fået af vide, at hun var landet med hovedet først.
"Vågner hun ikke snart?" mumlede den ene af sygeplejerskerne, en lidt ældre dame, irriteret. Da Harley igen ikke bevægede sig, trak den ældre af dem sig lidt væk. Stod lidt og betragtede hende, inden hun gik videre til den næste patient. En dreng, hvis ben så ud til at være brækket. Dog blev den anden af dem stående. En forholdsvis ung kvinde, i midten af 20'erne. Hendes hår var lyst og sat i en blød frisure. Med en bekymret mine, stod hun og betragtede hende. Da hun var ny på jobbet, vidste hun ikke om skaden var alvorlig eller om det bare var en mindre skade.
Da en anden patient kaldte, bevægede hun sig modvilligt væk fra hende. De andre skulle også have opmærksomhed jo. Hun kunne ikke gøre meget for en, som ikke var ved bevidsthed.
Igen rørte Harley på sig, da den sidste af sygeplejerskerne var gået. En lettere utilfreds, brummende lyd kom fra hendes strube, inden der igen blev stille.

Et uroligt blik gled rundt i rummet. Hun brød sig ikke særlig meget om at være her. Altså stedet føltes trygt, men hun kunne virkelig ikke tåle at se blod eller sår. Et suk gled over hendes læber. Sikke en halvgud, hva'? Det var næsten som første klasse, når man blev valgt til sidst i idræt. Forskellen var ikke-eksisterende fra stedet her.
Blikket gled hen på sygeplejerskerne, som stod ved sengen ved siden af hende. Den unge af dem, var hende, som havde tilset Destiny. Og hende, som sagde at hun skulle blive her lidt endnu. Suk.
Sygeplejerskerne gik, og hun sad og filosoferede om, hvorfor folk mon valgte det erhverv, da pigen rørte på hende. Instiktivt kiggede hun på pigen og overvejede kort, om hun skulle kalde på sygeplejerskerne. Hun havde altid være utrolig klodset i pressede situationer, så hun vidste ikke hvad hun skulle stille op.
"Øhm... æh.." var det eneste der gled over hendes læber. Helt ærligt!

Mod sin vilje og lettere ør i hovedet, kom Harley længere og længere væk fra drømmeverdenen og tættere og tættere mod overfladen. Pludselig kunne hun høre alle lydene omkring sig. Dufte de forskellige lugte. Den som rev hende mest i næsen, var den der sterile lugt, som næsten altid hang omkring hospitaler og andet ligene.
Modvilligt åbnede hun øjnene, men kun ganske svagt. Lyset skar hende i øjnene, som hurtigt blev lukket igen. Ironisk, at lyset skar hende i øjnene. Hendes far var jo bla. gud for lyset. Men det kunne selvfølgelig have noget, at gøre med, at hun havde haft dem lukket så længe. Og lyset var temmelig kraftigt, alligevel.
Igen prøvede hun, at åbne sine øjne. Denne gang gik det bedre. Næsten med det samme fik hun åbnet dem. "Selvfølgelig", tænkte hun opgivende. Når hun nu faldet så 'slemt' som hun havde gjort, var hun blevet taget hen til hospitalsfløjen. Ikke ligefrem hendes yndlingssted.
"Hvor længe har jeg været her?", spurgte hun opgivende, velvidende, at der måtte være en vedsiden af hende. Forhåbentlig en som var ved bevidsthed.

Hendes blik forlod ikke pigen, da hun pludselig åbnede øjnene. Men da de lukkede sig igen, kiggede rundt rundt, for at finde sygeplejerskerne. Hun sukkede irriteret - selvfølgelig stod de i den anden ende og tilså en nyankommen. Men det skulle der selvfølgelig også være tid til, måtte hun huske sig selv på.
Hun fik et mindre chok, da pigen pludselig talte, og kiggede hurtigt tilbage på hende. Om kommentaren var henvendt til hende, var ikke til at vide, men hun valgte alligevel at svare. "D-det ved jeg ikke... Du var her da jeg kom for en time siden.." Sagde hun og kiggede ned i jorden. Hun havde aldrig været god til at møde nye mennesker; hun var altid akavet og sagde de forkerte ting. Nogle gange opfattede folk det også som om hun faktisk ikke gad at snakke med dem, men det var overhovedet ikke tilfældet. Hun vidste bare ikke, hvad der var det rigtige at sige og gøre. Overvejelser og evntuelle sygdomme havde da også strejfet hendes tankegang et par gange.

Ganske forsigtigt kæmpede hun sig op på sine albuer. Med det samme følte hun et stik af smerte i hovedet. Hvorfor i al verden gjorde det så ondt? Og hvad var der helt præcist sket? Det sidste hun huskede, var at hendes fødder gled, sekunderne stod stille og så.. blev alt sort. Og så var hun vågnet op her.
Svagt rystede hun på hovedet. Igen følte hun et stik af smerte i hovedet. Dog ikke så slemt som før. Heldigvis. Bare hun ikke fik hovedpine. Men når nu den forfærdelige sterile lugt kradsede i hendes næse.. tja, så ville hun højst sandsynligt få brug for en pille eller to.
"Hvad er der sket med dig?", spurgte hun, og drejede hovedet, så hun kunne se pigen. Hun så rar ud. En underlig tanke, men det gjorde hun virkelig. Med et skævt smil om munden, satte hun sig op i sengen med bene over kors. Så lagde hun sit hovede lidt på skrå, og ventede på et svar.

Hun betragtede endnu engang pigen, som så ud til at have store problemer med at komme op og sidde. Hun så flink ud, men også rimelig kvæstet. Det måtte have været en dramatisk episode, som fik hende smidt herind. Da pigen endelig fik sat og op, spurgte hun om hvad der var i vejen med hende. Hun sukkede og syntes det var meget pinligt. Der var ikke engang gået et kvarter, før hun var ude.
"Jeg.. øh.. fik et knock-out," sagde hun og kiggede forlegen ned i sengen hun sad på. Det var en af de mange ting hun skulle øve sig ekstra hårdt på, hvis hun havde tænkt sig at overleve her. Måske overdrev hun, men det havde virkelig været en frygtelig uge. Især på man var lille og spinkel. Man havde jo ikke en chance mod alle de store muskelbundter.
"Hvad med dig?" Spurgte hun. "Det ser ud som om det var en hård omgang.." forsatte hun. Hun bed sig i læben, da pigen måske ville blive vred eller troede at hun kun tog efter hvordan hun så ud, før hun dømmede. For sådan var det jo ikke ment. Argh - hvornår lærte hun at tænke før hun talte?!

Harley skar en grimasse, da pigen fortalte hvad der var sket med hende. En grimasse der viste, at hun havde prøvet det samme.. og at det ikke var specielt rart. "Er du ny?", spurgte hun, selvom det på en måde var temmelig åbenlyst. De halvguder, som havde været i lejren længere tid, ville sikkert ikke være endt på hospitalsfløjen. Men nu så pigen også ret spinkel ud, så hun ville ikke have se store chancer mod de andre muskelbundter alligevel.
"Jeg.. gled" indrømmede hun lettere forlegent og smilede skævt. Ganske vist var det pinligt, men sket var sket. Hun havde bare ikke lige set den komme, selvom et lille bitte syn, da ville have været rart. Bare et lille et.
Nysgerrigt lagde hun hovedet på skrå. "Hvem er din gudeforælder? Og hvad er dit navn?" spurgte hun med et venligt smil på læberne.

Hun sukkede tungt og ærgede sig lidt over, at hun ikke havde været bedre til at skjule det. Det var jo aldrig fedt at være den nye pige. Modvilligt nikkede hun og sagde: "Ja, desværre." Hun smilede skævt og trak på skuldrene, som om hun var ligeglad. Men det var hun langt fra, hun vidste bare ikke, hvordan hun skulle håndtere denne situation.
Hun nikkede tankefuldt, da pigen fortalte om, hvordan hun var havnet her. Det lød ellers som noget der ikke var så slemt, men hun havde jo beviset for det modsatte lige ved siden af hende. "Det må have været noget af et fald," mumlede hun stille.
"Øhm.. Zeus, tror jeg vidstnok," sagde hun. Jo, hun var sikker på, at det var ham, men sandheden var, at hun ikke kendte særlig meget til sin far. Det skulle der læses på. "Og mit navn er Destiny," forsatte hun med lidt mere selvtillid. Det tog lidt tid, så droppede hun den forsigtige facade.
"Og hvad med dig?" Spurgte hun nysgerrigt.

Hun smilede, da pigen indrømmede, at hun var ny i lejren. Dejligt med nogle nye mennesker, eller snare halvguder, i lejren. "Hvorfor desværre?", blev hun nødt til at spørge. Hun forstod, hvis det kunne være svært, men.. man reagerede forskelligt på sådanne ting. Som at opdage, at man ikke var et normalt menneske. "Tænk på at du har nogle vildt gode reflekser og kan læse oldgræsk!", påpegede hun med et opmuntrende smil på læberne. Selv havde hun været lige ved, at lave flikflak, da hun ved sin ankomst til lejren for to år siden, havde fået af vide, at hun var hverken ordblind eller havde ADHD.
Reaktion blev kun til et træk på skulderne. Hun kunne ikke rigtig kommentere det, da hun ikke helt kunne huske det.
At undgå at måbe, kunne hun ikke da pigen fortalte, hvem hun var datter af. Selveste Zeus! Hendes egen fars far! Vildt. Den havde hun ikke lige set komme. Men pigens navn, Destiny, havde hun godt set komme. Eller nej, men det passede godt til hende, syntes hun.
"Nuka Aquila, kaldes kun Harley, og datter af Apollon", præsenterede hun sig med et smil, lettere stolt.

Hun sukkede og smilede skævt, da hun endnu engang havde formuleret sig forkert. Hun skulle ikke have sagt desværre - det ville have sparet hende for en akavet peptalk.
"Det er aldrig fedt at være den nye," sagde hun og trak på skuldrene, mens hendes blik hvilede på pigen, som endnu ikke havde præsenteret sig. Da pigen så fortalte om alle de positive ting, ved henndes nye liv, nikkede hun fraværende. Det var der selvfølgelig noget om. Men for at være ærlig, troede hun på, at man ville få mere ud af engelsk end oldgræsk. Men det var ikke noget hun sagde højt.
"Ja, det er selvfølgelig ret fedt... Men hvad kan jeg bruge det til i det virkelige liv?" Spurgte hun så.
Pigen præsenterede sig endelig og Destiny smilede venligt. "Det er et smukt navn," komplimerede hun tankefuldt og gjorde store øjne, da hun fortalte om sin far. Det lød virkelig spændende. Selv vidste hun ikke særlig meget om græsk mytologi, men hun kunne godt huske lidt om denne Gud. Men hun vidste ikke, at deres to fædre var relaterede.

Hun kunne godt se, hvad hun mente med, at det aldrig var sjovt at være den nye. Sådan havde hun selv haft det, de første uger i lejren. Men hun havde efterhånden glemt alt om det. Til sidst vænnede alle sig til en, og man blev en del af hverdagen. Til sidst var man en del af fællesskabet og så kørte alt på skinner.
"Altså, jeg ved ikke med oldgræsk, men gode reflekser er altid gode", sagde hun og lo kort.
Svagt rødmede hun, da Destiny komplimenterede hendes navn. Sikkert hendes rigtige navn og ikke kælenavnet. Den røde farve i kinderne, fik huden til at se lettere rødbrun ud. Den svage, brune teint var hun specielt stolt over. En kulør hun havde arvet fra sin mor, der var indianer. "Nuka Aquila? Jeg foretrækker klart Harley", mumlede hun med et skævt smil på læberne.
"Din far er faktisk min fars far.. eller min farfar", påpegede hun og mødte pigens blik. "Hvad er din evne inden for?", sprugte hun nysgerrigt.

Hun lod godt mærke til det rødlige skær i hendes kinder, men undlod at nævne det. Det var i hvert fald en af de ting, der irriterede hende mest, når hun selv rødmede. hun hadede virkelig folk, som fortalte at hun rødmede, som om hun ikke selv vidste det. Men selvfølgelig kunne det jo godt være, at pigen her, Harley, havde en helt anden mening om dét.
Hun smilede en anelse skævt og nikkede tankefuldt. Det kunne selvfølgelig godt være, men alligevel... Hvad nyttede det med gode reflekser, når man alligevel ikke mestrede kampens kunst, og højst sandsynligt aldrig ville komme til det?
"Det kan jeg selvfølgelig godt se," sagde hun så, og undgik at snakke mere om hendes ringe kampevner.
"Jeg kan nu godt lide begge navne," sagde hun og var glad for emneskiftet. Selv ville hun ønske, at hun havde et mere eksotisk og unikt navn. Men nej... Destiny var et typisk amerikansk navn, til trods for, at hun var født og opvokset i Frankrig.
Hun gjorde store øjne. Hendes egen far var Harleys farfar? Hvor var det vildt at tænke på! Og et eller andet sted også ret klamt.
"Hvor gammel er min far så?" Spurgte hun og så for sit blik, en gammel, rynket mand. Så trak hun på skuldrene og sagde: "Jeg ved det ikke helt... Men jeg har før oplevet, at påvirke vejret... Altså det varierer ud fra mit humør..."

Hun var glad for, at Destiny ikke bragte hendes rødmen på banen. Der var ikke noget værre og endnu mere pinligt. Det fik hende altid til, at rødme endnu mere. Og gav hende svagt følelsen af, at tæve personen som havde bragt det på banen. Bare et lille kort øjeblik.
"Der hvor jeg kommer fra.. er navnet ikke særlig positivt", mumlede hun alvorligt, mest for sig selv. En alvorlig mine gled over hendes ansigt, for så at forsvinde igen. "Harley.. så accepterede alle mig bare", næsten hviskede hun. Kort gled en rystelse over hende. Minderne. Dem ville hun helst være foruden. Bankene i skolegården, altid alene.. nej, hun ville ikke tænke på det længere. "Jeg kan godt lide dit navn. Meget amerikansk", sagde hun med et smil på læberne, emneskiftet var åbenlyst. En gang ville hun havde dræbt for et amerikansk navn. Og et eller andet sted.. ville hun det så ikke stadig? Et som rent faktisk stod i hendes pas, og ikke bare et kælenavn.
Harley trak på skulderne. "Gammel, flere tusind år gammel.. men det er de alle sammen", sagde hun tænksomt og smilede skævt. "De ligner nok alle sammen nogen i 20'erne", gættede hun og lo. Tanken var lettere absurd. En far, på flere tusind år, som lignede en midt i 20'erne. Mærkeligt.
"Hvordan påvirket det?", spurgte hun oprigtig nysgerrig. Det nærmest lyste ud af hendes blågrå øjne.

Hun blev rimelig overrasket over det negative respons på navnet. Det lød ellers smukt, men selvfølgelig forstod hun sig ikke rigtig på navne. Der var gået adskillige år, før hun fandt ud af, hvad Destiny betød. Selv vidste hun ikke helt, hvad hun syntes om sit navn - det kunne vel være værre. Men også meget pænere. Det var ikke rigtig noget hun tænkte over, og hvis hun endelig skulle skifte det, ville hun ikke vide, hvad det nye skulle være.
"Hvor kommer du da fra?" Spurgte hun nysgerrigt, mens hendes blik betragtede hende. Men da Harley pludselig så anderledes ud, kiggede hun skamfuldt ned i sengen, som hun sad på. Hun var ikke i stand til at præcisere udtrykket, men det havde været noget i retningen af trist. Hun burde lære at holde munden lukket!
"Undskyld, det var ikke min mening at fornærme dig..." Sagde hun stille og bed sig i læben, mens hun lydløst bandede af sig selv.
Hun slappede dog en smule mere af, da der kom et emneskift, selvom hun ikke foretrak at det netop var hendes eget navn. Derfor smilede hun bare og sagde: "Mange tak. Og ja, det er rimelig amerikansk. Ret ironisk, nu når jeg tænker på det." Hun kiggede tankefuldt på nogle af andre tilskadekommende i rummet. Det var et blodigt syn - der var virkelig nogle, som var kommet slemt til skade. Hun skælvede svagt og lod synet være en advarsel mod at gå for meget til den. En glimrende undskyld for at lave mindre i kampene.
Blikket gled dog tilbage på Harley, da hun fortalte om deres fædres aldre, og mærkede, hvordan hun måbede. Flere tusinde år?! Hvordan var det dog muligt? Hun blev endnu mere ude af den, da hun fortalte om kroppenes alder. Men på en måde beroligede det hende også, da hun jo vidste, at de var stærke i stedet for gamle og svage.
Indeni sukkede hun, da pigen spurgte ind til hendes såkaldte 'vejr-problem'. Harley ville sikkert tro, at hun var en eller anden freak. Men på den anden side... Alle i denne lejr var vidst nogle freaks. Tanken gav hende mod, så hun sagde klart: "Jeg ved det ikke... Men hvis jeg f.eks. er i dårligt humør, bliver der ofte overskyet.. Eller hvis jeg nu er vred, så lyner det ofte.. Og, som du nok kan gætte, skinner solen, når jeg er i godt humør." Det var en dårlig forklaring, faktummet var hun godt klar over, men da hun jo heller ikke selv vidste så meget om det, var dette det bedste hun kunne præstere.