Destiny rhymes with quality! ~ Hannibal.

Tid: 12:35
Sted: Athene hytten.
Omgivelser: Bøger, ting osv.
Vejr: Solen, dog med skyer.
Dag: Tirsdag.
Årstid: Forår.
Påklædning: Klik on here!

Jazmyne sad inde i sin hytte. Hun sad, og skrev på en sang, hun havde arbejdet på i lang tid, men altid fik tid. Det ligner ikke en Athene datter at skrive sange, men det gjorde Jazmyne lige så snart hun fik tid. Hun sang også, men gjorde det dog ikke offentligt, da hun syntes det var pinligt. Hun sang nogle gange, når ingen i hytten var, og hun kunne godt lide det. Hun kiggede op i luften, og slog kuglepennen et par gange mod hendes hage, selvom det gjorde lidt ondt. Det fik hende til at se klog ud, plus, det hjælp hende med at tænke Hun fik en idé og hvis man kender hende ret, lo og smilte hun på samme tid. Det kunne mange mennesker sikkert, men Jazmyne havde somme tider svært ved det. Hun kunne ikke finde noget ord, som rimmede på, destiny, men hun vidste at hun not skulle finde på noget som, quality! Dér var den. Hun skrev med en munter mine ned i hendes lille sang bog, og hun var noget tilfreds. Hun var alene i hytten. Alle var åbenbart gået. Men hun følte sig ikke alene. Når hun skrev sange, følte hun, at hun var i en helt anden verden, som kun hun kendte til. Hun sad og nynnede lidt af lyricsen, som faktisk til hendes tilfredsstillelse, lød det ret godt. Hun kiggede sig rundt omkring. Der var meget rodet i hytten. Selvom Jazmyne ikke var et 'ryd-op-menneske' gjorde hun alligevel noget ud af det. Hun tog noget tøj, som lå og flød på gulvet. "Ja, nogen skal jo gøre det." sagde Jazmyne, men med et skævt smil. Hun lagde sine bøger på plads, og stillede sin taske til siden, så den ikke fyldte, men imens hun var igang med at rydde op, var der nogen som bankede på døren. Hun forventede ikke nogle besøg så tidligt, så hun undrede sig over hvem det kunne være. Det kunne selvfølgelig være en af hendes søstre, hvilket hun også troede det var, indtil hun åbnede døren.

Beklædning: Click!

Hannibal havde vist sig som værende et morgenmenneske denne tirsdag, og var oppe af sengen før solen kom over horisonten. Hans meget tidlige morgener gik altid på renlighed og hygiejne. Han kunne finde på at tage timelange svømmeturer, for derefter at tage timelange bade under bruseren med litervis af sæbe. Der var som sædvanligt mange forskellige forslag til hvordan dagen skulle gå, men der var kun en ting han ville. Hvileløst havde han vandret frem og tilbage ved middag, og af og til kigget ud af vinduet mod Athene-hytten. Han skulle til at trække i håndtaget fra hans værelse og ud, men kiggede ned, og opdagede at han ikke havde bukser på... Den kunne jo smutte. Men det var nu heller ikke bukser han havde tænkt på hele morgenen. Hurtigt fik han proppet benene i et par jeans, og taget en sort bluse på. Til slut tog han selvfølgelig et af hans karakteristiske trenchcoats på, for derefter endelig at hive fat i håndtaget. Han trådte ud og lukkede forsigtigt døren efter sig, for ikke at forstyrre de andre i hytten. Blikket blev vendt imod hans omgivelser, arealet imellem hytterne. Der var ikke mange, næsten ingen, så med hurtige og beslutsomme skridt, tog han en rute over arealet der var yderst usædvanlig for en søn af Poseidon. Direkte imod Athene-hytten, skråt overfor.
Han stoppede op, lige foran døren, og hævede en knyttet næve. Med et skævt men nervøst smil, tøvede han blot et sekund, og bankede så på døren. Han vidste ikke om nogen var hjemme, så han lænede sig lidt sidelæns for at kigge ind af et vindue, men han kunne ikke se nogen. De blå øjne blinkede et par gange og han tog et skridt bagud. Hænderne blev stoppet i lommerne, men blev hurtigt hevet op derfra for at rode/rette lidt i håret inden der blev lukket op. Han tog en dyb indånding og vendte så endelig blikket imod døren der blev åbnet op. Hannibal var en smule nervøs, nervøs for at det mon var en af de andre der åbnede døren op... for de ville sikkert straks genkende ham som søn af Poseidon, og sikkert ikke give ham en nydelig velkomst. Derfor åndede han lettet op med et glad smil da det var Jazmyne der åbnede døren. Han hævede sin ene hånd op af lommerne og gav en lille hilsende gestus. "Hey..." sagde han så, og rynkede så lidt på panden. Hvad var det for noget at sige? Det måtte have lydt lidt underligt? Han vidste ærlig talt ikke hvad han skulle gøre af sig selv, så i stedet for at tænke begyndte han at gå imod hende med et smil der blev bredere og bredere. "Vi aftalte jo at mødes...? så jeg tænkte at jeg ville komme forbi." sagde han så, da han ligesom følte der skulle flere ord til af en eller anden grund.

Jazmyne kiggede med åbne øjne på Hannibal, og rettede rigtig hurtigt på sit tøj. "Ømh, umh .. Ømhh. Ja, selvfølgelig." Jazmyne vidste ikke hvad hun skulle sige. Hendes tøj var ikke det pæneste hun kunne tage på, og hendes hår var bare kastet tilbage i en heste hale. Hun kiggede ned i jorden, og kiggede på hendes små katte strømper. "Ømh, kom inden for. Her er alligevel ikke nogen af mine søstre, som kunne finde på at slå dig ihjel." sagde Jazmyne og rødmede over hendes kattestrømper. Hun gav Hannibal hånd tegnet til at han godt måtte komme ind. Heldigvis havde hun ryddet lidt op, så det ikke så helt så forfærdeligt ud, som det gjorde for 3 minutter siden. "Er det her nu en godt idé?" mumlede Jazmyne for sig selv, selvom hun godt vidste at hun aldrig ville få svaret. "Bare sæt sæt dig i sofaen. Jeg kommer lige om lidt." Jazmyne skulle lige ind på toilettet og gøre sig lidt mere i stand. Hun kunne se at Hannibal kiggede noget rundt i hytten. Det var ikke fordi at denne hytte var den smukkeste hytte, men nu var han herinde, og hun kunne ikke smide ham ud nu. Hun skar en grimasse og gik hurtigt ud på toilettet. Toilettet føltes meget trængt, og det plejede det næsten aldrig. Det føltes som om, at væggene pressede ind mod hende, og hun kunne bestemt ikke lide det. Hun følte også at stemningen var meget akavet. Sidste gang hun så Hannibal, var hendes læber placeret på hans, og måske var det ikke engang meningen? Hendes følelser var blandede. Hun stod foran spejlet og prøvede at beslutte hvad de skulle lave i dag. Hun havde ingen ideér, og hendes kreativitet var forsvundet. Præcis når hun mest havde brug for den.

Med det samme faldt en lidt akavet og usikker følelse over ham, men det fik ham ikke til at fryse. Ikke stedet ventede han blot på hendes tegn til at han måtte komme indenfor. Han gjorde det dog lidt 'forsigtigt' så og sige. Det var lige før han forventede at en af hendes søskende skulle springe ned fra taget og banke ham. Det skete dog heldigvis ikke, så med hænderne i lommerne, gik han indenfor. "Heh det er jeg glad for." sagde han med et bredt smil og trak lidt på skuldren. Men hvorfor skulle de dog have lyst til at slå ham ihjel? Fordi han var søn af Poseidon? Eller pga han var i deres hytte med Jazmyne? Nysgerrigt så han sig lidt omkring som han gik indenfor, og sørgede for at lukke døren efter dem. Hans lidt skræmmende tanker blev dog afbrudt da hun sagde at han bare kunne sætte sig i sofaen. Med et nik sagde han tak, og gik hen til sofaen. Dog satte han sig ikke ned, for han fik øje på et billede af de som boede i hytten. Jazmyne havde åbenbart travlt og skyndte sig ud på toilettet, og Hannibal kiggede lidt efter hende. Det var et flot billede af Jazmyne, og han syntes også at kunne genkende en anden... Elena? Han skar en grimasse og så sig omkring som han stod der. Deres møde havde ikke endt særligt godt, og han forestillede sig ikke hun ville være en af de godhjertede halvguder overfor ham, hvis hun pludselig vandrede ind af døren. Dog var hans tanker ikke rigtig på Elena og billedet han så nysgerrigt kiggede på, men på Jazmyne. han slugte en klump i halsen, og gik med langsomme og rolige skridt imod det badeværelse hun var gået ud på. Han kiggede ind af døren der stod åbent, og så hende stå foran spejlet. Det nysgerrige og lidt forsigtige ansigtsudtryk blev dog til et smil da han fik øje på hende. han stod i dørkarmen og kiggede på hende med hovedet lidt på skrå med et skævt smil over hans læber. "Er der noget galt?" spurgte han, lidt mere selvsikkert end han tidligere havde været. Sikkerheden svingede meget for ham når han var på landjorden, og han var aldrig på landjorden som han var i vandet.

Jazmyne var nu klar til at smutte ud af toilettet, men blev standset uventet. "Ømh, ja, du kender os piger." Jazmynes hvide top, som sad stramt ind til hendes krop fik hende til at se tyk ud, men hun tænkte ikke videre over det, da hendes lyserøde blazer tog lidt af fedtet. Hendes sorte stramme jeans sad lidt skævt, men det blev ret så hurtigt rettet. Jazmyne turde ikke rigtig at kigge Hannibal i øjnene, da hun synes, at hele denne situation var akavet. Hun var lidt fjern i dag, og det troede hun også, at Hannibal kunne mærke. Vær gang hun kiggede væk, fulgte Hannibal hendes øjne, og det gjorde bare, så hun følte sig endnu dum. Da hun endelig fik taget sig mod til at kigge Hannibal i øjnene, så hun glæde, men også noget han undrede sig over. Hun kunne bare ikke se hvad. Hun kiggede igen ned i jorden, og gik uden om Hannibal. Hun gik over til sin taske uden at sige et ord, og hun ledte også efter sin jakke, og mobil telefon. Hun sukkede dybt, og hun kunne mærke, at Hannibal nærmede sig. Hun lukkede stille øjnene, og rejste sig op for at gå over til hendes skrivebord. På skrive bordet lå hendes sang, som hun havde arbejdet på, og den skulle gemmes væk. Og det måtte gerne gå hurtigt. Hun stak den hurtigt, men ret så diskret ned i sin lille håndtaske, og troede på at Hannibal ikke opdagede det. Jazmyne vendte sig om. Hun var noget så stresset, men problemet var bare, at hun ikke vidste hvad hun var stresset over. Det kørte rundt i hendes hoved, og hun kunne ikke engang finde ud af hvad højre og venstre. Hun kørte på fuld drøn indtil der blev taget fat i hendes arm.

Piger kendte han til ja, men ikke så forfærdelig meget alligevel. Derfor fik hendes svar ham til at smile skævt og undslippe en lav og næsten mumlende latter, der kun varede i et sekund eller to. Hannibal blev ved med at søge hendes øjne, men syntes nu det var svært at få øjenkontakt med hende, og når det lykkedes, varede det ikke særlig lang tid. Et smil var partout plantet på hans læber, og han syntes hun så så sød ud. Men hun virkede dog lidt fraværende og 'underlig'? Derfor blev smilet lidt mindre da hun gik forbi ham, og blev i stedet erstattet af et lidt undrende og indgående blik. Han lagde mærke til alle hendes bevægelser; hvordan hun tordnede rundt og hentede dit og dat, og hvordan hun rettede lidt på hende selv og hendes tøj en gang imellem. Var det ham der gjorde hende så urolig? Han håbede ikke det var noget negativt, men kom derfor hurtigt til at huske gårsdagens kys. Var det dét som gjorde hende urolig!? Hannibal gik lidt tættere på hende, men hver gang han gjorde, var det som om hun søgte væk fra ham... tydeligvis optaget af en masse andet. Til sidst rakte Hannibal ud efter hendes arm, og tog også fat i hendes anden arm. Selvfølgelig var hans greb blidt, for det skulle jo endelig ikke gøre ondt på hende. Han lænede sig lidt fremover på grund af højdeforskellen og smilte bredt til hende med et venligt blik ind i hendes øjne. "Rolig nu Jazmyne... Hvad er der galt? Er det mig?" spurgte han, først med et bredt smil og en munter tone i hans forsøg på at få hende til at slappe lidt mere af. Hans hænder var om hendes overarme, dog ikke som et greb, men blot placeret på armene. Han havde det ikke dårligt over kysset den forrige dag, men havde ikke tænkt på andet lige siden. han havde knap nok sovet.

Jazmyne kiggede ned, da hun følte skyldfølelse. Hun fortrød ikke kysset fra i går, men måske skulle hun ikke have gjort det? Hun gjorde det bare fordi hun havde lyst. Det kunne være at Hannibal ikke havde lyst. Til hverken det ene eller det andet. Ellers så havde hun bare over-reageret. Ret så meget. Hun synes heller ikke at hun så godt ud. hun havde slet ikke tid til at gøre sig selv klar, og hun måtte indrømme, at hun susede rundt, som en sommerfugl med en brækket vinge. Det hele var underligt. Det var hende som førte kysset hen til hvor det endte. Hun nød det. Det kunne ingen tage fra hende. Men måske gjorde Hannibal ikke. Jazmyne kiggede op, og så Hannibals krystalklare blå øjne, som på en underlig måde gav hende sommefugle i maven. "Nej, overhoved ikke. Men kender du ikke det, når man føler sig skyldig over noget, men faktisk er glad for er sket?" Jazmyne skar en grimasse, og valgte igen at kigge ned i jorden, for at han ikke skulle kunne se på hende. Hun så forfærdelig ud i dag. Plus, hun var slet ikke forberedt på Hannibals besøg. Hun tog fat i Hannibals hænder og sænkede dem blidt. Derefter spasserede hun over til sin seng. Hannibal så helt forvirret ud, og Jazmyne forstod ham fuldt ud. Hun tog sin taske. Der var stilhed i rummet, og hun fandt sin sang frem.

Han kunne stadig ikke opretholde deres øjenkontakt, og han kiggede på hendes bløde hænder som de blidt fjernede hans fra hendes overarme. Det var som om, at uanset hvad han gjorde, havde det ingen effekt. Han følte sig næsten hjælpeløs, mere end da han lå i sengen første gang de mødtes. Smilet på hans læber havde ikke hjulpet, ej heller havde hans blik formået at fremprovokere lidt nærvær fra hendes side af. Derfor, da hun gik forbi ham, imod hendes seng, forsvandt smilet, og blikket blev uroligt med rynkede øjenbryn og pande. "Du kan umuligt være skyld i noget skidt..." Der skulle ikke en raketforsker til at forstå hvad det var hun talte om. Det var kysset. Fortrød hun det? Nej det gjorde hun vel ikke, for hun nævnte noget hun var glad for var sket... det var sikkert kysset? Hans egne tanker fløj lidt rundt, men med det samme rystede han dem ud af hovedet og vendte sig imod Jazmyne. Han gik med hurtige skridt over imod hende som hun stod ved sengen. Igen lod han sine hænder placere på hende, denne gang hendes skuldre. Han pressede lidt ned på dem så hun ville sætte sig i sengen, og gik selv ned på hug foran hende. Igen var de krystalblå øjne rettet direkte imod hendes. De var venlige, imødekommende, men stadig også alvorlige på deres egen måde. Han var ikke længere bange for at røre hende, ikke længere bange for at gøre hende skade, for han vidste at det aldrig ville ske. Derfor placerede han sine hænder hvert af hendes lår, og lænede sig lidt imod hende. "Men kan du ikke huske? Intet er så skidt at det ikke er godt for noget." sagde han så og smilte bredt og hans flittige brug af ordsproget. Men han havde syntes at hun forstod disse ord. Og hvis hun ligefrem havde en form for 'kolde fødder' overfor det kys hun havde været så elskværdig at give ham, ville han blot forsøge, på en blid måde, at fortælle hende at han ikke havde det på samme måde. Hans hoved forblev tæt på hendes, med de blå øjne der konstant søgte hendes, og konstant forsøgte at fastholde en øjenkontakt. Pludselig, i en hurtig bevægelse, førte han sit hoved imod hendes, og lod deres læber mødes. Kysset var hurtigt overstået, men syntes dog at vare for evigt i et intenst øjeblik han ikke kunne huske at have oplevet før.

En masse lyde fløj igennem Jazmynes hoved, og hun forstod ikke rigtig noget. Hende hoved hvor bøjet ned, så hun kiggede ned på hendes ret så store lår. Ja selvtillid havde hun ikke. Hun bemærkede Hannibals skridt hen i mod hende, og hun kunne mærke den varme, som nærmede sig. Hendes hjerte bankede hurtigt. Hun kunne ikke engang selv følge med. Hun kunne pludselig mærke hans hende på hende, men hun følte sig helt rolig. Hun kiggede op, og der fik hun det hun havde ventet på. Endnu et kys. På kun to dage. Hun lukkede sine øjne, så hendes lange øjenvipper rørte Hannibals ansigt. Øjeblikket var meget intens, og hun syntes, at det var meget spontant og fantastisk. Hun var rigtig glad for Hannibal, og måske skulle hun tage det som det kom. Tage det med ro på. Hun måtte simpelthen på styr på sig selv. Kysset var meget snart overstået, men Jazmyne syntes at det ellers varede en evighed. En dejlig evighed. Kysset var overstået, og hun tog sig til håret. Hendes ret så røde hår. Hun begyndte at rødme. Det passede ellers fint til hendes hårfarve, men hun brød sig ikke om den. Hun kiggede Hannibal dybt i øjnene så hun endnu engang kunne nyde den oplevelse at kunne se ind i hans helt krystalblå øjne. Hun kunne godt lide det hun så, og hun kunne se på det hele dagen, hvid det skulle være det. Jazmyne tog Hannibal i hånden. "Nu er det min tur til at vise dig mine sider, det er i orden ikke?" sagde hun med en selvsikker stemme. Hun udstrålede kun glæde i det øjeblik.