Well well well - Hannibal

Tid: 19:30
Sted: Skoven
Omgivelser: Træer, buske, græs og andre planter
Vejret: En anelse køligt.
Beklædning: lårkort nederdel, løbesko, en top, og jakke.

Det var snart en time siden at Tamaris havde bevæget sig ind i skoven, og da hun i starten var gået derind havde det ikke været med hensigten at blive derinde længe. Hun havde blot ville gå en tur, og være lidt alene i håb om ikke at støde ind i nogen, på det sidste stødte hun på en masse hele tiden, og de havde alle været nogen hun ikke kendte. Hvor dukkede folk dog op fra? Hun havde været i lejren i to år men alligevel dukkede der folk op hele tiden. Folk hun ikke kendte eller havde set før. Nåh, men mørket var faldet på hvilket hun først havde bemærkede da hun hævede blikket mod himlen efter et stykke tid, dette bragte hende ud af sine egne tanker og tilbage til virkeligheden. Hun så sig omkring, desværre uden at kunne genkende nogle af sine omgivelser og med et irriteret suk satte hun sig på den nærmeste træstamme. Hun så længe ud i luften inden hun besluttede sig for at hun hellere måtte forsøge at finde vej tilbage til lejren. Desværre var det lettere sagt end gjort, for hun havde forladt den markeret vej som man skulle følge og det betød at hun med stor sandsynlighed var farede vildt. Hun gik dog ikke i panik, derimod forholdt hun sig i ro og forsøgte at finde stien. Uden selv at vide der gik timerne, og pludselig havde hun været derude i mere end tre og en halv time. Hendes beklædning var slet ikke beregnet til nattens mørke og kulde og selvom hun endnu ikke frøs fornemmede hun hvordan vinden irriteret hende så småt. Af våben bar hun kun en dolk, men den var også ret nyttig.

Det var først efter at par dage at Hannibal havde indset hvor stort et område halvblodslejren rådede over. Det var næsten helt fantastisk så meget natur man kunne finde hvorind man gik, men det var stadig ikke som den natur han var vandt til. For en søn af Poseidon var denne lejr ideel. Der var masser af vand, en sø og endda en strand hvor man kunne boltre sig i hvad der syntes ets eget element. Men tiden var løbet fra Hannibal, i høj grad. Han havde misset forsamlingen og aftensmaden, men vandets vidundere havde fået ham til at blive alt for længe. Efter den lange badetur i det dejlige saltvand, havde Hannibal valgt at tage hvad han troede ville være en genvej igennem den store skov. Blændet af den midlertidige glæde, havde han dog glemt at han var ny, og generelt ingen chance havde for at finde vej igennem skoven, især ikke da mørket var faldet på. Efter badeturen var han blot hoppet i hans jeans, og en grå hættetrøje der var for stor til ham. De slidte sko traskede igennem skovbunden, uden så meget som forsøg på at være stille. For at fjerne hans sind fra de mørke og lidt skræmmende omgivelser, havde han fundet hans mundharmonika frem. Den var ikke stemt, så ved at blæse lidt igennem den, begyndte han at stemme den i den rigtige tonart. Det fremgav selvfølgelig nogle lidt underlige lyde ført, men lidt efter lidt med tonerne mere og mere rene.

En underlig lyd skar gennem stilheden og fik Tamaris til at standse brat op, som datter af Ares reagerede hun ved straks at trække sit eneste våben mens hun forsøgte at finde ud af hvor lyden kom fra. Snart ændrede lyden sig dog, blev mere ren og det gik op for hende at det var toner der blev spillet. Hvem pokker spillede musik herude så sent? Hun lagde ikke dolken fra sig men forsøgte derimod at gå lyden i møde for at finde ud af om vedkommende var en hun kendte, en der kunne føre hende til den sti hun ved en fejl havde forladt. Jo flere skridt hun tog jo højere blev melodien der lød til at stamme fra en mundharmonika hvis hun ikke tog meget fejl. Uanset hvem vedkommende var, var denne meget larmende, for ud over lyden af musikken der spillede var lyden af skridt også helt tydelig. Selv var hun let på fødderne og helt lydløs, kvistende under hendes fødder end ikke knækkede eller gav sig når hun bevægede sig og på den måde formåede hun at smige sig ind på vedkommende og tættere på. En mand, eller dreng, den eksakte alder kunne hun ikke vurdere grundet mørket og afstanden men det var ikke en hun genkendte. Han var dog tydeligvis en elev fra skolen, derfor lagde hun atter sin dolk tilbage i dets skjul. Det sidste hun ønskede var at skræmme en eller anden ved at dukke op med en dolk i hånden og se truende ud. Hun rømmede sig uden at vide om vedkommende ville opfatte lyden eller ej.

Uden tvivl i hans sind traskede han blot videre, men begyndte langsomt at indse han nok var faret vild. Det kunne da ikke være så svært at finde tilbage til selve lejren? han vidste det lå sydøst for skoven, så hurtigt vendte han blikket op imod himlen i håb om at kunne se nogle stjerner. Men træernes toppe blokkerede for en ellers rimelig skyfri himmel. Nogle guider i Sverige havde lært ham at navigere på den måde, og det var som regel altid hjælpsomt, hvis nu ellers man bare kunne se de skide stjerner. Han fortsatte, og førte atter mundharmonikaen op til hans mund. Men idet han blæste, hørte han en anden lyd ud af ingenting. Han spærrede sine øjne op og stivnede i blot et sekund imens hjertet bankede og en kold gysning kravlede op af hans rygrad. hans naturlige reflekser gjorde dog at han var vendt imod lyden, og hvad han så var en pige, en elev som ham. Han åndede lettet op og smilte skævt, dog lidt tilbageholdent. Han kiggede ned på jorden, og opdagede at han havde tabt hans harmonika. "Hey..." fremstammede han lidt forvirret og kiggede lidt nærmere på hende. Hurtigt derefter gik han dog ned på hug og samlede mundharmonikaen op. Det var et arvestykke fra hans bedstefar... selvfølgelig på moderens side. Da han var rejst op igen, kløede han sig lidt i nakken og smilte lidt bredere til hende. Han kendte hende ikke, hvilket var derfor han var blot en smule forsigtig, da mange på lejren åbenbart var mere aggressive end man først troede. "Så var jeg ikke den eneste alligevel..." sagde han så ydermere, dog lidt senere. han ville først se hende lidt an.

Hun bemærkede hvordan han stivnede ved den mindre lyd hun lavede, og hun bemærke da han tabte sin harmonika. Havde hun virkelig formåede at give ham så stort et chok? Så var han da godt nok uopmærksom, hvor længe havde han været i lejren? Nok ikke så længe. Hans hilsen og tydelig usikkerhed fik hende til at sukke og himle med øjnene. God! hvad havde hun gjort siden hun skulle være omgivet af nervøse mænd/drenge hele tiden? Okay hun var ikke just uskyldig så selvfølgelig fortjente hun uanset hvad guderne sendte efter hende. Hvor var hendes far nu hvor hun havde brug for ham! Men han dukkede næppe op for at hjælpe hende ud af skoven. I stedet for gik hun hen til fyren idet denne samlede sin harmonika op. "Eneste hvad?" spurgte hun roligt og med et neutralt blik der hverken viste afsky eller glæde. "Lad mig gætte.. du er også faret vild?" sagde hun spørgende. Hun så nu nærmere på ham, overvejede hvem han kunne være søn af. musikken han havde spillet kunne tyde på en søn af Dyonisos, men bare fordi man spillede musik betød det ikke at man havde ham som far.

Der var intet at spore fra hendes side, ingen venlighed eller speciel høflighed. Det gjorde ham dog ikke rigtig noget, da han var ved at være vandt til den slags. Han var dog ikke selv den fjendtlige type, men mere stolt i det. Hannibal var trods alt i et fremmed land, omringet af fremmede personer dag ud og dag ind, så at hvile i sig selv og undgå sådanne personer faldt ham naturligt. Idet hun kom nærmere blev han stående, og betragtede hende lidt. Selv var han allerede begyndt at gætte sig til hvilken gud eller gudinde hun var efterkommer af. Måden hun havde sneget sig op på ham, og hendes lidt kolde attitude gjorde at han gættede på Athene eller Artemis... men han tog sikkert fejl. "yea... men det burde nu ikke være så svært at finde tilbage." svarede han lidt mere roligt, og blev mere og mere vandt til hendes nærvær for hvert sekund der gik. Han havde ikke parader oppe, eller mistænkte hende for noget. Man kunne altid kalde ham naiv, men han troede på det gode i andre. Han gad ikke rigtig gentage det han havde sagt før. Han så sig lidt omkring igen, mere interesseret i hvad der skete omkring dem, end det kolde blik hun sendte ham. Han hørte små svage lyde hist og her, og kunne næsten høre hestene stå rastløse i staldene. Andre lyder var dog ikke så velkomne, som knirkende træer og brisen der snoede sig om træernes stammer. Det var dog lyde han var vandt til fra det kolde nord hvorfra han afstammede.

Selv var hun jo heller ikke fra dette land, hun var russer og havde levede der det meste af sit liv. At hun kunne så perfekt engelsk og tilmed uden accent, eller en svag accent når hun selv ønskede den skulle høres skyldtes intensiv undervisning siden barnsben. Hun havde aldrig været et almindeligt barn, og aldrig rigtig fået lov til at være som et barn. Ved hans svar sagde hun selv intet, i stedte gav hun sig til at lade blikket glide rundt og sukke et mindre suk inden hun satte sig i bevægelse forbi ham mod det hun syntes kunne være vejen. Hænderne stak hun i lommen på sin jakke, hendes blik gled kort hen over jorden inden hun standsede pludselig op. Hendes blik gled rundt endnu engang "Ved du om du nogensinde forlod barrieren?" der var jo en barrier som holdt udvedkommende væsner væk, men om hun selv havde krydsede den havde hun ikke bemærket, hvis hun havde gjort ville de være i fare for lejeren var tit omgivet af fremmed væsner. Hun havde ikke forladt barrieren før og vidste derfor ikke helt hvordan det ville føles eller være hvis man gjorde. En brise fik hende til at gyse og se sig omkring endnu engang. Under alle omstændigheder måtte de skynde sig hjem. Hun kastede et blik tilbage mod ham "Vil du følges?" hvor hun en kæmper han var anede hun ikke men to var vel bedre end en?

En almindelig opvækst vidste han intet om, da hans heller ikke havde været 'almindelig'. Han havde passet sig selv hele hans barndom, og ellers rendt rundt i den skandinaviske natur. Mundharmonikaen blev hurtigt puttet i hans lomme, og ved hendes spørgsmål kiggede hans sig over skuldren og prøvede at huske vejen hertil. "Nej det tror jeg ikke jeg gjorde." svarede han så og vendte sig imod hende som hun gik forbi ham. Blikket faldt på hendes dolk, og han smilte skævt. Næsten per refleks fulgte han efter hende, for det kunne jo være hun havde en idé om hvorhen de skulle? Og dog, det virkede vidst som om de begge var faret vild. Den kolde brise var velkommen, og han nød den kort. Der var et eller andet ved kulden. Selvom solens varme ofte var rar, og et dejligt afbræk fra mørket og kulden, følte han sig hjemme i kulden. Det kolde vand var især dejligt at være i. Hannibal vendte sit blik imod hende, og nikkede med et diskret smil. Med et par hurtige skridt kom han op på siden af hende, og begyndte at gå. Han kiggede ikke på hende, men på jorden der hvor han trådte. Der gik et par stille øjeblikke inen han så vendte blikket op imod hende. "Jeg er Hannibal.." præsenterede han sig selv, og smilte venligt. Det gik jo ikke at de bare ignorerede hinanden. Og hvis de alligevel fulgtes igennem den mørke skov, kunne de vel lige så godt lære hinanden lidt at kende?

Hans svar beroligede hende en anelse men dog ikke så meget at hun slappede fuldkommen af. Hendes blik gled roligt rundt mens han få sekunder efter kom op på siden af hende og de sammen fortsatte i tavshed. Stilheden der omgav dem blev brudt af ham og hun vendte blikket mod ham ganske kort idet han præsenteret sig selv "Tamaris" lød hendes svar. Om han havde hørt hendes navn havde hun ingen anelse om, men det var sket at nogen havde genkendt hende ved navn så det ville ikke være et chok hvis han også genkendte hende men hun forventet intet. Hun fortsatte roligt og standsede på et tidspunkt, gik hen til et træ og ridsede et mærke med dolken blot for at registrere at de havde været der hvis de nu gik i en cirkel. Hun lod roligt dolken hvile i hånden idet hun gik tilbage til ham "Jeg tror vi skal den vej..." sagde hun og lød tydeligvis i tvivl, hun vidste ikke om han bare havde en lille ide om hvilke vej de skulle.

Hannibal gav et nik fra sig da han hørte hendes navn. Han havde hørt navnet før, ofte omtalt med en vis irritation og måske endda vrede. Men mere vidste han ikke. Til Hannibal virkede hun dog ikke til at være som mange påstod, og selvom hun var lidt fraværende og kold, var hun sikkert også meget flink... gik han i hvert fald ud fra. Hun genkendte sikkert ikke hans, for han var spritny i Halvblodslejren, og havde endnu ikke gjort noget specielt. Hannibal stoppede ligeledes op da hun også stoppede op, og kiggede lidt nysgerrigt på hende som hun gik hen til et træ. Det var ved at være lidt irriterende at være faret vild, og i disse øjeblikke havde han bare lyst til at ligge sig ned i sin seng, så han kunne være frisk til den næste dag. han hævede sit ene øjenbryn lettere nysgerrigt, og vendte blikket imod den retning hun åbenbart troede de skulle hen imod. Hannibal rynkede sin pande og kiggede op imellem kronerne på to store træer. "Måske skulle vi prøve at gå den vej i stedet?" spurgte han stadig med blikket mod himlen, og med en pegefinger i en anden retning end hvad hun havde foreslået. Det kunne jo også godt være hun havde ret, men efter hvordan månen stod placeret, ville syd være i en anden retning. Og det var vel syd de skulle imod?

Da han pegede det modsatte vej efter kort at have kigget op imod himlen vendte hun selv blikket op imod himlen. Sagde månens position ham noget? Åbenbart. Hun trak på skuldrende og satte kursen mod den vej han pegede, hun havde alligevel bare gættet og hvis de farede endnu mere vild havde hun en god grund til at slagte ham og bruge ham som mad. Så fortabt følte hun sig dog ikke, mange ville hurtigt savne hende og selvom de ikke ville bryde sig om det ville lærerne nok lede efter hende. Hvad ham angik anede hun det ikke, hun kendte ham ikke og lysten til at lære ham at kende var heller ikke just stor. Efter at have gået i tavshed i et stykke tid standsede hun for at ridse endnu et mærke ved et træ. "Hvem er du søn af?" spurgte hun af ren nysgerrighed. Det var jo altid det interessante spørgsmål, hvem man var søn eller datter af, og hvilke evne man havde.