not a normally day ~ Adrianna og Hannibal

S ~ Halvblodsbakken
T ~ 13:23
O ~ ind til videre kun Jessie, men ellers det der plejer og være der.
V ~ det regner lidt men ikke meget, solen er fremme men giver ikke varme fra sig.
P ~ http://elliejones.blog.com/files/2013/07/IMG_0694.jpg + en grå regnjakke og et svær der sider i bælte og en skind drikkedunk

Jessie lod svært glide ned i dens skede før hun lukkede bæltet om livet, og så sig om før hun gik mod døren og slukkede lyset før hun gik ud i regne, det var køligt mens Jessie gik mod halvblodsbakken, da hun skulle tage over samme med en anden hun viste ikke hvem det var i nu men, det ville nok snart kommet en, eller også var der en som ventede på hende der oppe. Jessie stoppede stille op, da hun kom op på bakken, hun stillede sig op af et træ og så rundt før hun satte sig på hug, med sin grå regnjakke hvor der lå små perler af regnvand på den, hun så hætten op og lod hånden køre gennem græsset for at samle vand op og lod det løbe ned i en drikkedunk af skind til den var fuld, før hun satte en prop på og rejste sig op igen, før hun lukkede øjnene og rettede ansigtet mod himlen så vandet ramte det og et smil bredt sig på hendes ansigt.

 // Jeg undskyld lægnet :3//

Påklædning: Click click!

Adrianna vandrede lidt hvileløst rundt på halvblodsbakken. Det var fridag. Normalt ville hun nyde det fuldt ud og lave noget med sine venner eller kæreste, men idag var det anderledes. Hun var rastløs og havde aflyst alle aftaler. Hun lugtede lidt af hest, havde et par strå i sit hår og noget mudder på bukserne, men hun nød det. Det hele signalerede, at hun kunne lide heste, og at hun formegentligt også var datter af Poseidon. Hun blev ved med at pille ved sine blå øreringe. Hun kedede sig. Man skulle ikke tro, at det var muligt for en halvgudinde slet ikke i en lejr for halvguder, men Adrianna havde let til den følelse. Hun satte sit hår op i en hestehale, men hev så hurtigt elastikken ud igen, og lavede en fletning.
 Hun tjekkede sin bukselomme, om hendes lille kompas var der, man kunne aldrig være for sikker. Det var der heldigvis. Mange syntes at det var underligt at hun altid gik rundt med et kompas i lommen, men det var en meget god ting at have. Det var meget smart; hvis man trykkede på den lille pil, der indikerede nord, foldede kompasset sig ud til et stort flot skjold, med billeder af Poseidon og alle hans børn i lejren, og der var mange. Der var sjovt, fordi at hver gang der kom en ny søn eller datter af Poseidon, blev alle billederne mindre på skjoldet, og et nyt kom til. Billedet var ofte af datteren eller sønnen, når de udførte sin kraftigste evne.
Pludselig fik hun øje på en anden pige, som også stod på halvblodsbakken, og genkendte hende som sin halvsøster Jessie.
 Adrianna travede hen til pigen pludselig i godt humør mens hun halvråbte til pigen: "Hey Jess! Hva' så?"

Påklædning: En blå hættetrøje med en hvis t-shirt under. Samt et par jeans og et par vandrestøvler.


En fugtig skov i regnen, samt solskinnet der lyste op i de små dråber. Dette ville have været et smukt syn, en næsten beroligende oplevelse. Men denne gang var der ikke tid til at nyde det. Lyden af hastige skridt lød rimelig højt sammen med lyden af et anstrengt åndedræt. En ung mand med blond hår løb for livet igennem og imellem skovens træer, imens han i den ene hånd bar på en stor militærgrøn taske. Det var Hannibal. Han så sig hurtigt over skuldren og lytrede sine sanser imod skoven, men fortsatte med at løbe. Han havde løbet hele vejen fra New York, og var derfor ved at være lidt træt. Han havde det som om han skulle besvime, imens det gjorde usandsynligt ondt i hans ben. Men han blev ved med at løbe. Løbe var alt han kunne, for han havde ingen våben, ingenting at forsvare sig med. Det ville nok heller ikke have gjort den store forskel, for Hannibal var ikke den store kæmper. Men løbe var han nødt til, og rimelig god til, for noget jagtede ham. Et væsen som havde jagtet ham helt fra Sverige.
Hylet af en ulv lød igennem skoven, og Haniibal stoppede op og vendte sig bagud. Han bakkede med hvad han havde fået af vide ville være et sikkert sted, Halvblodslejren. Men han kunne ikke se noget endnu. Han kiggede efter sin fjende. "Hold dig væk! Lad mig være i fred!" Råbte Hannibal. Han vidste at han ikke ville kunne overbevise dette væsen om at lade han være i fred, men han gjorde det alligevel. Han spærrede sine øjne op da han så den halvstore skikkelse stå halvvejs bag et træ. Hannibal blev ikke jagtet af en stor kyklop, eller en voldsom minotaur. Nej, han blev jagtet af en Varulv! En af Lycaons håndlangere der ønskede at dræbe en søn af Poseidon. Varulvene havde allerede dræbt hans mor og stedfar... det var derfor Poseidon havde sagt at Hannibal skulle tage hertil.
Hannibal satte i løb med det samme igen, og blev ved med at kigge sig over skuldren. Men han kunne ikke se noget, det eneste han kunne høre var tunge trin og et kraftigt åndedræt der kom nærmere og nærmere. Hannibal var ved at være træt og udmattet. Lidt efter lidt begyndte han at kunne se en sti, og noget som måske kunne være Halvblodslejren...

Jessie smilet stadig da hun vente sit ansigt mod Adrianna, fordi hun hørte hendes stemme, der sket ikke så meget lige nu, alt var ret stille og roligt, Jessie træk på skulderne og skubbede sig helt op og stå før hun svarede.
"Hey Ria, der sker ikke noget overhovedet,"
hun så venligt på Adrianna, man hun se hun have lavet noget med en hest, da hun have hamlen i håret og var beskidt, plus hun duftede af hest. Jessie så sig om der var noget der gjorde hende urolige, hvilket hun ikke have været i længer tid, hun så hen på adrianna igen, viste ikke om hun også kunne mærke det, Jessie skubbede det væk.
"Hvad laver du så på sådan en regnvejrs dag som i dag?"
Spurgte hun mens hun kiggede på vandet der faldt ned fra himlen, før hun smilet og vente blikket mod hende igen. Hendes smil forsvandt hurtigt igen da hun hørte noget som lød, som en ulv der hyllede et sted i skoven, hun snorede rundt og så ned af bakken, men der var ikke noget at se hun fik igen den der uro tilbage i kroppen. I det samme var der en som råbte, hun var ikke i tvivl nu, hun vente blikket mod adrianna før hun spurgt.
"Kunne du også hør det?"
Jessie vist ikke om det var noget der sket i hendes hoved eller om det var sandt, for hendes fantasy fejlede ikke noget. Hun vente langsom blikket ned af bakken igen, hun kunne se en længer nede af bakke som løb, der måtte være noget efter personen, hun kunne ikke set om det var en dreng eller pige da, persone som løb ikke var tæt nok på.

"Orh... Du ved... Nej det gør du nok ikke," smilede Adrianna.
 Hun vidste ikke en gang selv, hvad hun lavede. Adrianna var en meget smilende pige, og man kunne aldrig nå at fange et øjeblik af hende, hvor hun ikke smilede, men i dag var det anderledes. Luften var kold og fugtig, græsset vådt og smattet, og himlen var grå. Hun svingede sin blonde fletning om på ryggen og skyndte sig så at smile igen. Når hun ikke smilte, kom hun til at se 10 år ældre ud, end hun var.
 Det gav et sæt i Adri, da hun hørte nogen hyle. Eller noget. Man kunne ofte høre uhyrerne helt nede i lejren, men det her var anderledes. Godt nok stod de to søstre næsten helt op af skældet, men hylet burde alligevel ikke være så tæt på. Per automatik hev hun sit kompas op af lommen, trykkede på nordpilen og så skjoldet folde sig ud. Hun syntes, at der var noget, der havde ændret sig på skjoldet, så hun kiggede undrende på det for at finde ud af, hvad der var galt. Hun slog øjnene op og måbede, da hun endelig fik øje på fejlen. Der var kommet endnu et billede! Hun stod og nidstirrede et billede af en dreng med blondt hår, der sad med ryggen til én på en kaj og spillede på en guitar. Det her kunne kun være dårligt.
 Der måtte være en sammenhæng mellem den åbenbart nyankomne dreng og hylet fra monstret. Hun blev pludselig klar over, at hun måtte gøre noget; hun kunne ikke bare stå og slappe af, mens en af hendes brødre døde.
 Hun trak hurtigt sit sværd, som hun havde fået af sin far. Det var et meget smukt og elegant sværd af overjordisk bronze med indgraveringer af heste, delfiner og bølger.
Pludselig spurgte Jess: "Kunne du også høre det?" Adrianna gav hende bare et saligt blik og satte i løb ned af halvblodsbakken, ud fra det beskyttende skæld.

Det var ikke godt, det var ikke godt! Hannibal åndede febrilsk og forskræmt. Blot tanken om at et sådan væsen der jagtede ham, var nok til at skræmme ham. Og dette var ikke bare et dumt og kluntet væsen. Dette var en varulv. Et væsen af stor intellekt og snuhed, der bevægede sig hurtigt, og kun kunne dræbes af sølv. Selv hvis Hannibal havde haft et sværd, ville det ikke have hjulpet ham det store. Hvad kunne han dog gøre? Tankerne fløj rundt i hans hoved imens han fortsatte med at løbe. Lige inden han nåede foden af hvad der måtte være en bakke af en art, kiggede han sig over skuldren. Men med det samme snublede han over en træstamme, og væltede med hovedet først ned i noget mudder. Den ene side af han hoved var tilsølet af mudder og jord, og han skubbede sig selv op. Han var næsten for træt til at fortsætte, men det var han nødt til!
Hannibal kiggede op, og lagde mærke til en skikkelse længere oppe, der var på vej imod ham. Ville de hjælpe ham? Eller var de også ude efter ham? Hvad kunne han gøre!? I et panisk genistreg så han sig over skuldren imens han åbnede sin taske. Han roede i tasken, og kunne med det samme høre hvordan varulven kom nærmere og nærmere. Panisk fandt han en flaske vand frem fra tasken, og skruede låget af den. Han rejste sig op, og svingede med den åbne flaske. Et trick som Hank havde lært ham at bruge, hvis han nu skulle blive forfulgt. Varulven stod lige halvanden meter fra ham, og svingede sine kløer imod ham. Vandet sprøjtede ud af flasken, og ramte varulven. I det samme vandet ramte varulven, blev det til is og sne, og blændede varulven. Varulven blev distraheret, og ramte ikke som den havde tænkt sig, men den ramte dog alligevel Hannibal. Hannibal blev slået tilbage, og da han lå på sin ryg, kiggede han på sin brystkasse, som var blevet flænset og skåret en smule af varulvens kløer. Fire blodige streger gik tværs over hans brystkasse, og smerten blev mere og mere tydelig. Men han havde ikke tid til at vente!
Imens varulven stod og brølede med sne i øjnene og et lag af is omkring sine arme, kravlede Hannibal mod sin taske, og fik den hurtigt samlet op, inden han fortsatte op af bakken. Han kunne snart ikke mere...

Jessie, så på Adrianna og satte lige efter hende, ned af bakken, hun så på Adrianna, også ned af bakken, hun ville ikke trække sit svær før der ikke var anden ud vej. Hun kom tætter på en dreng som stod med en flaske i hånden og sprøjtende noget på det, bæst som var efter ham, hun viste med det samme det ikke var en ulv, men en varulv, da drengen bliv slået tilbage.
"Ria, vil du eller skal jeg?" 
Spurgte hun men fortryd da hun så blodet komme frem på drengs brystkasse,hun så hurtigt på Adrianna, før hun løb mod drengen, hun mente at det var bedst at få ham væk også gå på det bæst som var efter ham, hun stoppede hurtigt, så sig om, danne sig et overblik eller prøvede på det selv om det ikke var det nemmest, hvorefter hun rystede på hoved. 
Hun så på bæstet, som rettede blikked mod hende, hun fik en ide om hvordan hun kunne købe dem mere tid, hvad de ikke have meget af, hun satte i løb, ikke mod drenge eller Andrianna, men mod bæstet, hun så på dreng mens hun standes ved at glide ned mod dyret, hun viste ikke om de have øje kontakt. Hun så mod bæstet og tak være det is som sad i den pæls, lavede hun en bevægelse med begge sine hænderne og isen samlede sig ved den føder og lukkede dem inde i is, da vandt som ramte de lavede mere, det satte sig også fast i jorde så den ikke kunne flytte sig. Jessie gik bag ud dog stoppede det med at frysse da hun blikkede. Bæstet var kommet for tæt på hende før den var frysset fast i lidt til, den klø rev hendes arm så hun bide sig i læben ogforsatte hun bagud.

Adrianna takkede sig selv for, at hun havde husket sit skjold og sværd.
Jess frøs uhyrets fødder fast, så Adri så sit snit til at angribe. Hun satte i løb mod det hylende monster, mens hun skreg sit allermest skræmmende og voldsomme kampråb - mere for at berolige sig selv end fordi at hun regnede med, at uhyret ville blive skræmt. Indeni var hun rædselsslagende for det gruopvækkende uhyre, men hun gjorde alt for ikke at vise det.
 Adrianna så til sin rædsel, at uhyret rakte ud efter Jess, og at hun ikke nåede at rykke sig uden for rækkevidde. Adri kunne ikke bekymre sig om Jess lige på det tidspunkt. Hun blev bare nødt til at koncentrere sig alt, hvad hun kunne om monstret, for jo før de kunne få det dræbt eller drevet på flugt, jo før ville hun kunne tilse sin brors sår og lære ham at kende.
Hun elskede sine brødre; det var som om, at hun bare klingede godt med brødre, så hun ville ikke kunne bære det, hvis ham her ikke klarede den.
Hun gjorde udfald mod det to en halv meter høje monster. Det var godt beskæftiget med Adris søster, så det lagde slet ikke mærke til den lave blondine, der kom og huggede i dets ben. Det gav en forfærdelig lyd fra sig, Adrianna faldt baglæns, mens hun holdt sig for ørene, hun regnede ikke med, at normale mennesker ville kunne tåle den lyd. Den både klynkede som en ussel hund, hylede og skreg arrigt, mens fråden fløj i en sky omkring den. Hun undgik en af dens kløer, stak den i siden og løb så hen til sin bror. Hun regnede med, at Jess lige kunne holde stand et øjeblik, så Adri kunne tjekke hvordan, deres bror havde det.

Hannibal kunne ikke forestille sig noget mere skræmmende end den viden at man blev jagtet af en varulv. Og han var blevet jagtet i over to uger. En jagt som viste sig på flere måder. De sår han netop var blevet givet af varulven, var blot endnu et sår til samlingen af hvad der var blevet givet ham i løbet af de sidste par uger. Varulve levede for selve jagten. De mytologiske væsners svar på børn af Artemis. Han var træt, udmattet... og panisk! Det lignede ham ikke at blive så panisk, men han kunne ikke længere ignorere frygten og den omvæltning det havde været at kæmpe sig vej igennem tilværelsen, i disse sidste uger. Hans mor var død, Stedfar var død... Han lagde ikke meget mærke til de to piger, ikke andet end at de bekæmpede varulven, og at de også syntes lidt skræmmende i hans hoved. De havde trods alt sværd. Så efter han havde grebet sin taske, løb han med det samme op ad bakken, men gled i noget mudder og måtte endnu engang falde til jorden.
Varulven tog ikke den store skade af hvad de to døtre af Poseidon gjorde ved den, men den kunne ikke andet end at se sig irriteret og forhindret af deres angreb. Den vidste at der var en barriere omkring lejren, og Hannibal var allerede nået over den, så den kunne ikke længere nå ham. Jamrende og hylende forsøgte den at få bugt med isen omkring sig, og tolerere de snit og stik den havde fået af pigerne. Efter at sidste slag mod sig, stak varulven bogstaveligt talt halen imellem benene og løb væk på alle fire i en hastig fart. 
Hannibal kiggede op og fik øje på den blonde pige der var på vej imod ham. Panisk og uvidende rullede han om på ryggen, og kravlede bagud, indtil han sad op ad et træ, Thalias Træ, og kiggede forskræmt på Adrianna. "Hold dig væk!" Råbte han i skræk og holdte en flad hånd imod Adrianna, som om han forsøgte at værne sig selv imod hvad hun kunne finde på at gøre mod ham. Den anden hånd holdte stædigt om hans taske, som han holdte mod kroppen. Langsomt begyndte hans åndedræt at blive hurtigere og hurtigere. Og selvom faren var forbi, begyndte han at hyperventilere. Benene var udmattede, hættetrøjen samt t-shirten var flænset at varulvens kløer, og et lag af mudder dækkede den ene side af hans ansigt og meget af hans tøj. Alt i alt, så han ikke ud til at have det særlig godt...