I could see my self in the water. ~ Hannibal.

Tid: 16.45
Sted: Stranden.
Omgivelser: Sand, sand, sand.
Vejr: Solskin dog med byger.
Dag: Mandag.
Årstid: Forår.
Påklædning:


- Noget hun har med i tasken.

Jazmyne og Hannibal gik. De nåede til stranden. Ikke et pudsigt sammentræf, for Jazmyne skulle rigtig have været på stranden, hvis ikke Hannibal havde distraheret henden til at bruge hele dagen henne på hospitalfløjden. De nåede ud på stranden, og det var et dejligt vejr. Det var varmt med sol, men ind i mellem kom der nogle sorte byger. Hun vidste ikke hvor varmt vandet var, men her var i hvert fald varmt. Hun var ikke den bedste svømmer, og det havde hun heller aldrig været. Hendes evner lå i kampsport, og sådan var det bare. Problemet var bare, at hun var herude med en af Poseidons sønner. Men han var jo skadet. Han kunne knapt nok gå. Men måske ville vandet kunne 'heale' ham? Det kunne komme an på en prøve. Jazmyne skulle bare ikke ned i vandet. Som sagt var hun en elendig svømmer, og har altid været det. Hun vidste godt, at hun skulle ud i vandet, og sjovt nok, havde hun sin bikini med i sin taske. Hun kunne aflæse Hannibals blik, og hun vidste at han ville ud og svømme. "Jeg ved at vi skal i vandet, så jeg kan lige så godt gå hen og skifte." Der var et lille toilet midt på stranden, dog i baggrunden, hvor hun kunne lade hendes privat liv være privat. Hun smilte til Hannibal, og forlod ham med tasken i hånden og vinden i håret. Toilettet var meget lille, og hun kunne knapt nok stå oprejst. Hun skiftede til sin bikini, men havde en vest udover, da det alligevel var lidt koldt. Hun trådte ud af det mikroskopiske toilet, og vendte blikket mod Hannibal. Han kiggede ud over havet, og Jazmyne vidste med det samme, at han nød det. Hun begyndte diskret at gå hen til ham med små skridt som gav nogle små aftryk i sandet. Men Jazmyne vidste godt, at de nok skulle forsvinde lige om lidt.

Selvom det havde været en humpende og lidt besværlig tur fra hospitalsfløjen op til stranden, med hans forhåbentligt midlertidige handicap, så havde det været en vidunderlig og ikke mindst sjov tur. Noget af vejen havde de fulgt floden der gik igennem skoven, og snakket om lidt af hvert. Dog var det ikke rigtig emner der berørte dem selv på et dybere plan. Hannibals øjne lyste op da de endeligt nåede stranden. Han havde besøgt stranden hver eneste dag han havde været i halvblodslejren, men det var dog stadig som om han havde været væk fra havet i månedsvis. Han vidste i hvert fald at når han forlod halvblodslejren, ville han flytte et sted hen hvor han kunne bo ved vandet, i resten af hans liv. Måske endda bo i vandet, eller på en båd! Da de nåede ud i sandet smilte han bredt og kiggede på hende. "Gør du det!" Sagde han og kiggede hurtigt efter hende, men ikke alt for længe inden de blå øjne søgte ud over vandet. Man kunne næsten se over til den Nordlige bred af Long Island Sound. Med bygerne der skyggede en smule for solens stråler, og det lidt kølige forårsvejr, var det som om han så et glimt tilbage i hans fortid... Som om han stod på en strand i Sverige. En smule regn ville nu heller ikek være dårligt. Han smilte bredt og blinkede et par gange. Han humpede lidt tættere på vandet for derefter at lade krykken falde til jorden, og balancere på hans ene fod. Han hørte Jazmyne komme ud af toilettet, og kiggede sig over skuldren. Han smilte skævt og betragtede hende. Bikinien sad godt på hende, så godt at han ikke kunne få sig selv til at stirre på hende ret længe, inden han vendte blikket ud imod havet og ned af sig selv igen. "Jeg kan se du er klar! Så er det skisme nu!" udbrød han muntert og lo glad. I nogle øjeblikke måtte han fuldstændig ignorere smerten i hans arm og i anklen, for tøjet skulle af, og det kunne ikke lade sig gøre uden at hæve den gipsbelagt arm, og ryste med benet. Han trak, selvfølgelig med noget besvær bukserne ned, og fik trukket fødderne til sig. Han havde selvfølgelig underbukserne på, men disse underbukser var selvfølgelig også badeshorts. De var mørkeblå og sad godt så de ikke irriterede eller kunne risikere at sidde fast i noget. Alt imens forsøgte han at trække den hvide skjorte over hovedet, men det var meget sværere end han havde regnet med. Hans trenchcoat lå allerede i sandet sammen med bukserne. "Jazmyn... Jazmyne? Ku jeg få lidt hjælp?" grinte han, dog lidt anstrengt da det gjorde ondt i armen. Skjorten var hevet op sådan at den dækkede for hele hans hoved, men ærmet sad fast i gipsen på hans arm. Han var helt ivrig efter at komme i vandet, så han vred sig lidt rundt i hans forsøg på at få skjorten af.

Jazmyne kunne ikke lade vær med at le og smile på samme tid. "Jo, selvfølgelig tosse!" Jazmyne hjalp stille og roligt Hannibal med trøjen, men gipsen var næsten hele tiden i vejen. "Sådan, vær' nu så artig!" Hun kiggede meget intens på ham i et øjeblik, som varede 2 sekunder. Hun kiggede ned i vandet igen. Hendes hår blev igen taget af vinden, og kom ved et uheld til at ramme Hannibal i ansigtet. Jazmyne vendte sig hurtigt om. "Ej. Det må du altså virkelig undskylde." Jazmyne kiggede igen ned i jorden af flovhed, og begyndte at rødme. Hun rettede på sit hår, så det ikke endnu engang kunne smække Hannibal i ansigtet. Hun rejste sig op. Og hun kunne se at Hannibals blik fulgte hende. Hun begyndte så småt at gå ud i vandet. Dog var det kun hendes fødder, som kom under vand. Hun satte sig ned, og kiggede ud over vandet. Det var virkelig smukt. hendes ansigt blev spejlet i vandet, men hun baskede det væk. Hun havde aldrig synes selv, at hun var en køn pige, som så mange andre i lejren. Hun lejede med vandet, og havde ikke planer om at hoppe i vandet. Vandet var dejlig varmt, og hun nød at sidde der. Hende tanker blev frie, og hun indåndede den friske luft. Vinden tog endnu engang hendes hår, og hun lod det bare værre. Hannibal var ikke kommet endnu, men hun var sikker på at han nok skulle komme. Hun kunne mærke at han kiggede på hende. Hun ville ikke vende sig om, for det ville være for underligt. Hun ventede helt naturligt. For selvfølgelig ville han komme på et tidspunkt. Vandet slog en bølge ind, som gjorde halvdelen af Jazmynes krop våd. Hun har ikke altid kunne lide vand, men det der var slet ikke slemt.

han åndede lettet op da skjorten røg af, og den blev smidt sammen med det andet tøj. han stod derved kun i badeshorts. Hurtigt tog han også den perlehalskæde af og lod den ryge ned til det andet. Pludselig røg det røde hår ind i hans ansigt, og han smilte stort i et grin. Det kildede og føltes underligt, men alligevel rart nok, selvfølgelig bortset fra de hår der røg i hans mund. Han smilte bare venligt til hende med et overbærende blik da hun undskyldte. Hannibal så at hun gik ned imod vandet, og var selv ivrig efter at komme derned, dog skulle han stadig passe på balancen. Heldigvis var der ikke langt hen til hvor hun nu sad, så han hoppede afsted på den ene fod. Der var ingen tvivl om at Jazmyne var en køn pige, og det røde hår var især noget der fangede hans blik. Lidt vand plaskede rundt da han hoppede ned i vandet. Han bumpede ned og sidde ved siden af hende og smilte tilfreds da han kunne mærke bare den smule vand røre hans krop. Efter at kiggede lidt ned i vandet, og se hvordan det kom frem og tilbage over sandet. Et glimt kom frem i hans øjne og han vendte hovedet imod hende. "Er du klar?" spurgte han muntert og blinkede til hende på lidt mystisk vis. hun kunne jo ikke vide hvad han snakkede om, men uanset hvad, havde hun bare at gøre sig klar på en eller anden måde. Selvom placerede han sig i en skrædderstilling, og placerede sin håndflade på hans bare mave. Brystkassen blev større idet han trak vejret dybt ind, og hans blik røg ud over vandet. Pludselig pustede han hårdt imod vandet, og idet samme trak vandet sig et stykke tilbage, så de begge blot sad på det våde sand. "Nu kommer det! Hold godt fast!... og bare rolig." sagde han glad, dog uden at kigge på hende, men med vidtåbne og elskelige øjne på vandet der kom imod dem som en bølge. Dog var det en blød bølge, uden brus, som tidevandet der hævede sig op ad stranden. Via hans kontrol over vandet og havet, havde han bogstaveligt gjort således at vandet bar dem. De blev løftet op ad vandet, uden at synke ned i det, så i stedet sad de egentlig på vandet, og flød med dets bølger. Som at gå på vandet, bare kun som en søn af Poseidon kunne gøre det. De blev båret længere og længere ud af vandet, dog ikke alt for langt.

Jazmyne fik et chok da Hannibal kom. Det gav et sæt i hende. Alt gik meget hurtigt, og lige pludselig sad hun på en sky. Som var lavet af vand. Hun havde aldrig set vandet på den måde. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Hannibal sad ved siden af hende, næsten helbredt. Vandet måtte have gjort et eller andet ved ham. Hun kiggede på ham. Hans krystalblå øjne fascinerede hende, men hun fjernede hendes blik igen. Hvorfor sad hun her? Hele denne oplevelse ville hun ikke glemme. Det kunne godt være at hun bare sad på noget vand - som bevægede sig. Men hun havde altid været bange for vand. Måske ikke decideret bange, men hun har aldrig tilbragt meget tid ved vandet. Jazmyne førte hendes hånd igennem vandet. Det var dejligt og hun nød det. Hendes hår blev kastet tilbage, og hun kunne atter se noget. Hun blev godt nok lidt våd hist og pist, men hun kunne næsten ikke mærke noget. Hun flyttede hånden igen, og ved et uheld ramte hun Hannibals hånd. "Ups. Unskyld." Jazmyne rødmede, og kiggede væk. Hun fik en sær men rar følelse da hun rørte ved Hannibals hånd. Den var varm. Den samme varme, som da hun hjalp ham med hans krykke på hospitalfløjden. Hannibal kiggede på hende. Han var som sagt noget højere end hende, og det kunne ses, da han sad ved siden af hende. Der var ikke særlig meget plads, og de sad næsten på klods op ad hinanden. Men hun klagede ikke. Selvom han var skadet, følte hun, at det var hende som var skadet. Hun følte sig tryg hos Hannibal. Hun havde ikke mødt en dreng som Hannibal her i lejren. Mange af drengene var meget indelukkede og indadvendt, hvilket gjorde sådan, at Jazmyne blev smittet en smule. Hun kiggede tilbage på Hannibal. Hans øjne var virkelig smukke fra hendes synsvinkel. Hun havde altid godt kunne lide drenge med blå øjne. Krystalblåt var bare en bonus.

Hannibals blik fløj fra det ene til det andet. Først kiggede han på Jazmyne, som heldigvis så ud til at nyde hans lille trick med vandet, og derefter direkte ned i vandet. Der var intet bedre, og intet mere trygt for Hannibal end havet. Alt lige fra koralrevet til det mørke dyb gav ham tryghed. At svømme med fiskene og alle de store dyr, lige fra hvalerne til sælerne var fantastisk. Han vidste tilfældigvis at en masse skildpadder kom i løbet af foråret til Long Island for at yngle. Han vred lidt i hans ømme skulder og kiggede på bandagen og gipsen om armen. Måske var det på tide at slippe af med den? Dog blev hans tanker afbrudt af en kildende følelse i hans hånd, hvilket sendte en bølge af gåsehud op ad armen. Han kiggede ned og så Jazmynes hånd. Da hun sagde undskyld, hævede han et øjenbryn og kiggede på hende med et overbærende smil. "Du behøver ikke sige undskyld!... skal jeg så også sige undskyld når jeg gør det her?..." sagde han muntert og prikkede til hendes skulder med pegefingeren, og derefter til hendes overarm. Han grinte højlydt og muntert, men hostede ikke længere. Nu var stemmebåndet klar som en fløjte igen. Dog stoppede han pludselig grinet og spidsede munden i en 'O'-form med vidtåbne øjne. Han kiggede på hende med et fjoget smil. "Et øjeblik!" sagde han og pludselig var han sunket helt ned i vandet, men uden plask. I det sammen hans krop kom helt under vandet, begyndte de blive strømme og bølger at strippe hans arm og ankel for gipsen og bandagen. Det hvide stof røg af som strimler i vandet, der flød op til overfladen og ind imod strandens bred. Med et par kraftige tag med armene, dykkede han længere ned. Der hvor de var kommet ud, var der rimelig dybt, så dybt at man ikke længere kunne se bunden, selvom vandet var meget klart. Han stoppede op under vandet, og vendte og drejede sig, i komplet harmoni. Han bevægede sig i vandet som en lærke ville gøre i luften. Han var fri og uden tøjler, og armen så ud til at virke fint igen. Et bredt smil bredte sig over hans læber da han fik øje på hvad han havde ledt efter. En større flok af Skildpadder var på vej igennem en stime af fisk. Hurtigt steg han op til overfladen og stak hovedet over vandet med et bredt smil til Jazmyne. "Du er nødt til at se der her!" udbrød han muntert og rakte sin hånd imod hende. Han ville selvfølgelig ikke tvinge hende eller noget, så han gav hende valget.

Jazmyne blev sænket ned i vandet, og det gav et chok i hende. Hun kunne bunde, men vandet gik hende næsten til halsen. Vandet åbnede hendes porre, og hun kunne faktisk lide det. Hun gispede somme tider efter vejret, men stoppede efter et par minutter. Efter et par minutter var Hannibal væk. Han dykkede vidst. Jazmyne var bange for at dykke. Bange for drukne. Det var der også en helt speciel grund til. En grund som ligger dybt begravet inde i Jazmynes sind, og ville blive der forevigt. Hun blev pludselig rædselslagen, og begyndte at gispe mere efter vejret. Hun tog nogle dybe indåndinger, som gjorde hende rolig. Jazmynes humør blev dig bedre da hun hørte Hannibals stemme. "Hvad er det?" Jazmyne skulle være sikker på, at han ikke ville smide en hav-edderkop i hoved på hende. Eller, findes de overhoved? Hun gik langsomt hen til Hannibal, men vandet blev dybere og dybere, så vandet nåede hende over halsen. Hun brød sig slet ikke om det. "Jeg tør altså ikke at gå længere." Jazmyne følte sig rigtig flov. Hun kunne godt svømme, men hun turde bare ikke. Hun kiggede rundt for at se om der var nogle andre. Hannibal kiggede bare underligt på hende, og hun følte skyldfølelse. Her var hun. I vandet med Hannibal. Hyggeligt var det, indtil hun blev bange for lidt vand. Hun følte at vandet skabte en mur foran hende, så hun ikke kunne komme nogle vejne. Det gav uro inden i hende. Hun ville have det til at stoppe. Hun kiggede over på Hannibal, og bagefter tilbage til stranden. Hun begyndte i slow motion at gå ind til stranden igen. Hun måtte skuffe Hannibal. Men det minde, som hele tiden sukkede op i hendes hoved, gav hende små angstanfald. Hun vidste at Hannibal ville vise hende noget. Men hendes dystre minde vandt kampen denne gang.

Hannibal var helt oppe og køre, næsten ekstatisk over hvor lækkert det var i vandet, hvor lækkert det var at dykke. Måske så ekstatisk, at han ikke lagde mærke til hendes ubehag. Da hun spurgte hvad det, puttede han sit hoved under vandet, og kiggede en ekstra gang på hvad han tidligere havde set. Da han hurtigt derefter kom op igen, smilte han bredt og pegede derudaf. "Skild..." sagde han først i en munter tone, men stoppede så midt i ordet da hun sagde at hun ikke turde at gå længere ud. han rynkede hans øjenbryn og begyndte nu at lægge mærke til hendes ubehag og hendes gispen efter vejret. Et uroligt udtryk kom over hans ansigt, og han begyndte næsten at få det dårligt på hendes vegne. havde han presset hende for hårdt? Det var da kun naturligt at ikke alle havde det så godt med vandet som han havde det. Hannibal blinkede med øjnene et par gange. "Jazmyne..?" spurgte han egentlig lidt mumlende og så hvordan hun begyndte at gå tilbage op imod stranden. Han dykkede under vandet og på et splitsekund var han svømmet rundt om hende og kom op af vandet. han kunne også bunde, så nu var højdeforskellen igen tydelig imellem dem. Det urolige blik forblev i form af hans rynkede øjenbryn og den halvåbne mund, og han rakte ud med begge hans hænder imod hende. "N-nej nej Jazmyne... Hvad er der galt? Der sker ikke noget... jeg er her jo!" sagde han næsten desperat efter at finde ud af hvad der var galt, og i et forsøg på at hjælpe hende. han stammede lidt, hvilket kom fra hans urolighed. Et trøstende smil kom af og til frem på hans læber, og hans hænder blev placeret på hendes skuldre. Han gjorde intet modstand overhoved, og hvis hun stadig fortsatte imod stranden, ville han ikke gøre noget fysisk for at stoppe hende, det kunne han ikke finde på. Skildpadderne kunne være ligemeget nu hvor det var Jazmyne det handlede om. han forstod det stadig ikke, og syntes det pludselig var sket så hurtigt... han håbede bare ikke det var hans skyld.

Jazmyne vendte sig om, og så Hannibal ved siden af hende. Igen følte hun sig tryg, da han nu var hos hende. "Jeg har bare dårlige minder med vandet. Ikke det største." Hun kiggede ned i vandet. Hun var flov over sig selv. Hendes lillebror på 5 år der hjemme i hendes gamle hjem, elskede vand, og selvom de havde været ude for nogle forfærdelige dystrende ting, kunne han ligge det bag sig. Det kunne Jazmyne bare ikke. Hendes hår var blevet vådt, og var ikke længere rødt, men meget mørke rødt. Det var virkelig grimt. Hun kiggede igen op. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Skulle hun gå tilbage. Eller blive? Hun kiggede ind i Hannibals våde øjne. Ikke af tåre, men af det han elsker aller mest i verden. Vand. Hun vendte hoved mod stranden, men efter et på sekunder, vendte hun hoved mod Hannibal igen, og hun kiggede på ham. "Jamen, hvad ville du gerne vise mig?" Jazmyne var stadig bange, men hun gik stille og roligt. Man kunne jo ikke andet. Hun var rent faktisk spændt på hvad hun skulle se. hun stolede på at det nok skulle blive godt. Hun så glæden i Hannibals øjne, og det fik hende til at smile. Endnu engang tog hendes smilehuller over hende ansigt. Hun lo en smule. Hvis hun bare tog det med begge fødder på jorden, skulle alt nok gå. Og med Hannibal ved sin side, var hun ikke kun glad, men også tryg. Hun kiggede ind på stranden og kiggede derefter ned i vandet. Hun synes selv, at hun havde taget den rigtig beslutning. Hun kiggede på Hannibal, som gav tegn til at vise hende noget, som betød noget for ham. Hun smilte og bevægede sig ud i noget, som hun altid havde været bange for i rigtig lang tid. Hun troede på sig selv. Det var det eneste rigtige at gøre.

Selvom Hannibal gerne ville hjælpe hende, kom det lidt bag på ham at hun havde haft dårlige oplysninger med vandet. Han ville dog ikke være påtrængende og spørge længere ind til det, det var jo ikke sikkert det var noget hun ville tale om. "Så lad mig give dog et par gode af slagsen!" sagde han muntert og kiggede ind i hendes øjne. Det virkede til at hun alligevel ville give det en chance, hvilket var super fedt! For hvad Hannibal gerne ville vise hende, var blot et af de millioner af vidundere ved havet og dets dyr... og hvad kunne egentlig også gå galt når man svømmede med en søn af Poseidon? vandet gik ham til maven lige under brystkassen, men gik selvfølgelig lidt længere oppe hos Jazmyne. Da hun vendte sig imod ham igen, placerede han en varm hånd på hendes ene skulder, og begyndte igen at gå længere ud i vandet, dog lidt langsommere denne gang, for ikke at presse hende for meget. Selvom det virkede som om hun havde besluttet sig for at give det en chance, så kunne han stadig fornemme at hun var en smule bange. Derfor forblev han hos hende hele tiden, så hun ikke behøvede at være nervøs. Havet var jo også stort, og hvis han tænkte nok over det, kunne han vel også godt forstå hvordan andre kunne se det som værende en smule skræmmende. "Ja det får du jo at se!" sagde han muntert og smilte til hende. Han gik lidt i forvejen, og da de var langt nok ude, stillede han sig foran Jazmyne, med ryggen til hende, og kiggede på hende over skuldren. Han stod lidt i knæ og gav egentlig tegn til at hun skulle hoppe op på hans ryg. Hvis hun ikke selv var helt tryg ved at svømme i dybt hav, kunne han jo 'gøre det for hende'.? "Hop op, så skal jeg vise dig det." sagde han muntert og med et hævet øjenbryn. Vandet var hans domæne... der var ikke den ting som ikke var muligt for ham i vandet, og det gav ham også en vis selvtillid. En selvtillid han ikke havde på landjorden. Han håbede i hvert fald bare at Jazmyne ville stole nok på ham til at lade han vise hende dette, og lade ham dele disse oplevelser med hende. Det var jo trods alt en oplevelsestur de var på!

Jazmyne kiggede på Hannibal. Denne gang med et naturligt smil, som kom helt af sig selv. Hun var ivrig og nysgerrig over at få afvide hvad han ville vise hen. I et øjeblik vendte han sig om, og gav hende tegn til, at hun skulle hoppe op på hans ryg. Jazmyne tænkte ikke i 2 sekunder, også var hun allerede oppe på hans ryg. "Hvis du lover ikke at slippe mig, kan du vise mig hele havet." sagde Jazmyne ind i Hannibals øre. Hun var en lille smule urolig men alligevel ikke. Hun holdt Hannibal rundt om halsen, men var opmærksom på ikke at skulle komme til at kvæle ham. Han gjorde alting rigtig langsomt, og Jazmyne kunne lide det på den måde. Det vil sige, han tag sig hensyn til hende. Hvilket hun virkelig var glad over. Hun havde aldrig mødt en dreng som Hannibal. Hans måde at snakke, formulere og berolige hende på var fantastisk. Hun havde ingen planer om at vende om nu. Hun kunne lige så godt få en god oplevelse ud af det. Hun skævede sit blik hen mod stranden, og smilte. Det var et tegn på, at hun nu sagde farvel til det forsigtige, og goddag til nye oplevelser. Hun havde en super god følelse inden i kroppen. Men ellers, så var hendes følelser meget blandede. Hvad nu hvis alt det her er falsk? Hvad nu hvis Hannibal bare var en rigtig god skuespiller, og Jazmyne alt for naiv? Jazmyne rynkede sine bryn, og kiggede ned. Hun kunne mærke solen på hendes bare ryg, hvilket forstyrrede hendes tanke gang. Hannibal var nu klar til at vise hende et nyt eventyr. Alt ved det her var perfekt. Alt for perfekt, til at være sandt.

Som han stod bøjet forover, gik vandet ham næsten til halsen, så det tog ikke meget at skulle bære hende. Dog gjorde vandet også noget ved ham fysisk, så hvis han ville kunne de jo svømme tværs over Atlanterhavet og tilbage igen. En fristende tanke faktisk, men nej! Hannibal smilte bredt og vendte hovedet lidt imod hende og forsøgte at få øjenkontakt, selvom det var svært med hende på ryggen. "Det lover jeg!" sagde han og kiggede tilbage på vandet. Han tog om hendes ben med hans hænder, så hun ikke ville ryge af, strakte kroppen lidt, og så var han klar. Han lagde langsomt og roligt ud. han sørgede for at Jazmyne var over vandoverfladen, imens hans hoved også forblev over vandet. Hannibal behøvede ikke rigtig at sprælle eller sparke med benene for at komme fremad. hvad han brugte sine arme og ben til, var at dirigere og navigere i vandet. Ellers var det som om vandet selv skubbede dem fremad. han sørgede dog for at de ikke gik så hurtigt at de kunne risikere at følelse ubehageligt for Jazmyne. "Vi skal snart under vandet, men bare rolig! Hvis du tager et par dybe indåndinger, så klarer jeg resten." sagde han muntert som forberedelse til hende. For de kunne jo ikke se det oppe fra. Det var derfor så mange mennesker og halvguder ikke mindst var så blinde overfor havets vidundere. han var sikker på at det nok skulle gå alt sammen. Han skulle nok passe på hende, og sørge for intet ville gå galt. Han stoppede op, og vendte sig så han kiggede ind imod stranden før han så vendte opmærksomheden imod det der skulle til at ske. Han slap hende ben, og smuttede under hende, så hun ikke længere hang på hans ryg. Hurtigt kom han op foran hende, og tog fat i begge hendes hænder. Med vidtåbne øjne og et rigtig glad smil nikkede han til hende. "Er du klar? hvis du gerne vil op igen, eller mangler luft, så klemmer du bare hårdt om min hånd, okay?" sagde han roligt med hans blik dybt ind i hendes øjne. Han gav hende tid til at tage en dyb indånding, og betragtede hende bare roligt imens. Han kunne sikkert gøre en masse fancy med f.eks. at lave en eller anden form for luftbobbel omkring hendes hoved... men det var måske lidt 'risky', og han turde ikke tage chancer med Jazmyne. Efter lidt tid med dybe indåndinger, sykede de hurtigt ned i vandet. Det var som om han fjernede vandet under dem, så de synkede som sten længere ned i vandet. Lyset fra solen lyste op i det klare vand, og med det samme vendte Hannibal sig imod den store stime af fisk og den flok af skildpadder der langsomt svømmede igennem dem. Han slap hendes ene hånd, og svømmede om bag hende. Han holdte med sin højre hånd om hendes højre, og pegede med den anden imod hvad han gerne ville have hun skulle se. "Se der..." sagde han. Ja, de var under vandet. Men som søn af Poseidon kunne Hannibal tale klart og tydeligt under vandet, også så Jazmyne kunne høre det. Efter at have peget brugte han den frie hånd til at flytte lidt på hende røde hår, der hang vægtløs i vandet... det så næsten flot ud. Den frie hånd blev derefter placeret på hendes ryg, og han vendte sit blik imod hende for at se hendes reaktion. Der var så meget han kunne vise hende... så mange vidundere. Skønhed.

Jazmyne havde det godt. Det føltes som om hun flød på vandet - imens hun bevægede sig. De stoppede brat op. Det så ud som om Hannibal havde styr på det. Det havde han også. Han gjorde mange ting i en rækkefølge kun han kunne finde ud af. Og om intet mindre, var de næsten under vandet. Et det ene øjeblik var hun på Hannibals ryg, og i det andet øjeblik holdt hun ham i hånden på vej ned i vandet. Det var som da man var lille. 10, 20, 30, 40 osv, og plask! Ned i vandet. Hannibal pegede på nogle ting, som hun i første omgang ikke kunne se hvad var. Men han sagde noget, som hun overraskende godt kunne forstå. Hvordan? Han var godt nok Poseidons søn, men hvordan kunne han snakke under vand? Jazmyne hår flød til alle sider, og hun lignede en fortabt heks. Hun kunne mærke at hendes hår blev taget tilbage. Det var Hannibal. Hun vente sig om, og kiggede. Hun tror hun så hvad der var meningen hun skulle se. Små skildpadder, som svømmede rundt. De legede sikkert mor, far og børn! Nogle var ret så store, andre knap så store. Jazmyne prøvede så godt så muligt at svømme lidt tættere på. Hendes store hår, blev glattet bagud, og hendes blik glimtrede. Hun havde aldrig været så tæt på sådanne nogle skildpadder før. Hun begyndte at smile og le på samme tid. Hende smilehuller kunne lige anes under vand. Hendes blik vendte hen mod Hannibals, og hun nikkede. Hendes hånd var stadig i hans, og hun trak sig ind til ham. Det var tegn til at hun næsten var tom for luft. Det her var en oplevelse for livet.
Da hun kom op af vandet, baskede hun håret væk fra ansigtet. Hun kom til at ligne en menneskelig udgave af Ariel. Men den havde hun hørt over en million gange, så hun accepterede det som det var. Ariel er jo også smuk, men om Jazmyne lignede hende var et stort spørgsmål. "Wow, det er virkelig smukt nede under. Det havde jeg godt nok aldrig troet." Jazmyne var ved at tabe kæben af begejstring. Hun drømmede ikke, og hun var heller ikke i hendes egen lille drømme verden. Det er var i den virkelige verden. Den verden hun ikke kunne falde ud af.

Selvom Hannibal havde brugt hvad der syntes halvdelen af hans liv under vandet, havde han aldrig set den eksakt samme ting to gange. Derfor var dette syn også et syn han kun kunne holde en pause til, og betragte i vunder. Livet under havet var exceptionelt, og det syntes at sprudle mere med liv i vandet end det gjorde på jorden. Men der var dog også nogle dyr man skulle lede længere efter under vandet. Og siden vandet fyldte så meget af gudernes planet, var der også mange steder at lede. Sammen med Jazmyne betragtede den livet, stimen og skildpadderne. Vægtløst. Der var i virkeligheden intet op og ned under vandet. Det var et stort rum, med plads til at boltre sig, og med fysiske regler der ikke gjaldt overvande. Han svømmede med hende da hun ville tættere på, og sørgede derved altid for at holde i hendes hånd til når de skulle op. Selvom kunne han være under vandet uden ilt i exceptionel lang tid. En fordel når man dykkede med hvaler, som han før havde gjort. Hannibal løsrev sit blik fra det fantastiske syn, og ind i hendes øjne da hun trak sig selv ind til ham. Han nikkede med et let smil og lagde den anden arm om hende. På samme måde som de var synket ned i vandet, kom de nu op til overfladen igen, hurtigt og let.
Da Hannibal kom op til overfladen igen smilte han bredt og lo glad. Det var fantastisk, og det havde atter bragt ham i en munter ekstase. Han havde lyst til at springe som en delfin, og sprælle som en klovnefisk... men gjorde det dog ikke. De var på dybt vand, så han sørgede for at holde sig tæt til Jazmyne. Dog dykkede han hurtigt under vandet, og svømmede under hende, for at dukke op bag ved hende igen. "Der er så meget mere! Så mange flere ting jeg kan vise dig, så meget at se!" sagde han glad og med et stort smil. Han gled igennem vandet, rundt om hende og stoppede op atter engang. Han holdte altid sine arme ud imod hende, så hun kunne støtte sig til ham hvis det blev for trættende at træde vande. Pludselig gik det op for ham, at han aldrig havde delt sådan en oplevelse med nogen andre før, og han smilte tilfreds dog med et sænket blik ned i vandet, til hans tær der roligt trådte vande i det lidt kolde vand. Han lænede hovedet tilbage og kiggede op på den blå himmel, og de par sorte skyer der af og til fløj hen over Long Island. "Såsom sælerne der hviler på klipperne ikke ret langt herfra, hvordan de bevæger sig i vandet og danser rundt i det blå." sagde han lidt drømmende som en tilføjelse og lidt dæmpet stemme. Tankerne fløj rundt på alle de vidundere og fantastiske syn der var at se under vandet. Spækhuggerne valfartede fra sted til sted, og pukkelhvalerne der svømmede trofast under nordpolens is. Han rettede sig op og kiggede igen på Jazmyne med et skævt smil. han måtte syntes det var lidt underligt... at han var underlig.

Jazmyne kunne se at Hannibal var meget energisk, men hun var ved at blive træt, og det var også begyndt at blive lidt mørkt. "Hannibal, jeg er blevet træt. Det er også begyndte blive lidt koldt." Jazmyne hentydede til at hun gerne ville op fra vandet, og hjem til lejren. Ikke fordi hun ikke nød at være i vandet, og ikke syntes det var en oplevelse, for det var det! Ingen tvivl om det. Hun var bare rigtig træt. Men det var det hele værd. Hun begyndte så småt, og langsomt at svømme ind til strandkanten hvor alle hendes og Hannibals ting stadig lå. Da hun kunne bunde, gik hun resten af vejen. Hun ikke se hvilken reaktion Hannibal fik, for hun var så koncentreret af at svømme, at hun ikke kunne se tilbage. Hendes indåndinger var meget aktive, og hun gispede somme tider efter vejret. Grunden til at hun selv svømmede tilbage var, at hun ville vise at hun godt kunne klare sig selv. At hun ikke bare var en lille pige uden nogen som helst erfaring. Da hun endelig nåede strand kanten kiggede hun tilbage. Hun så Hannibal ude på havet. hun kunne fornemme hans øjne fra der hvor hun stod. Hun var meget træt, og det var han tvær i mod ikke. Han var rask igen. Det var ikke Jazmyne der gjorde det, men vandet. Vandet gjorde Hannibal rask igen, og det var egentlig også det hun ville have. Hun smilte til Hannibal, og med sine ting i hænderne, forsvandt hun ved strand kanten.

//Jeg ved ikke hvordan den skal sluttes eller køres videre. Så du tager den herfra.

Det kom så pludseligt at Hannibal blot smilte og nikkede til hende da hun sagde at hun gerne ville hjem. Vandet var rigtig nok koldt ja, men det generede ikke ham. Dette var ingenting i forhold til hvor koldt det kunne være der hvor han kom fra. Han forblev ude i vandet, med blikket mod hende som hun svømmede, og til sidst vadede op på stranden. Tankerne fløj rundt i hans hoved, som ildfluer omkring det tændte lys. Han blinkede febrilsk og så sig lidt omkring, på havet under ham og himlen over ham, men sjovt nok endte blikket altid tilbage på Jazmyne. Helt derude fra så han hvordan hun tog hendes ting, og fortsatte ned af strandkanten. Pludselig føltes det ikke så fantastisk at være i vandet, og kulden begyndte at fortære ham fra fødderne op op. han rystede lidt, og med hovedet hævet og blikket imod hende, åbnede han munden, men ingen ord eller lyde kom ud af den. Han kiggede ned i vandet og rynkede panden. Et beslutsomt blik blev pludselig vendt imod stranden, og i et stort hop røg han op af vandet, og ned i dybet igen. I stor fart, svømmede han ind imod stranden der hvor han sidst havde set hende. Han stoppede op ikke langt fra bredden og fik øje på hende igen. Efter et øjebliks tøven, dykkede han under vandet. Ved Jazmyne, sted der pludselig en bølge op af vandet. Vandet transformerede sig til en skikkelse, og skikkelsen var Hannibal. Pludselig stod han foran hende med et skævt smil, og de blå øjne ind i hendes. "Ehm... jeg ville bare... ja det jeg ville er bare sige tak..." sagde han først, lidt fremstammende og sænkede blikket ned på sandet imellem dem. han smilte for sig selv med tankerne på hvad de to havde fået dagen til at gå med. "... sige tak for at du hjalp mig helt herned til stranden... heh... sige tak for at du besøgte mig på hospitalet. Og sige tak for... ja..." fortsatte han med blikket imod sandet, og med et lille træk på skuldrende. Hun havde hjulpet ham, selvom hun ikke kendte ham. Der var sikkert også meget af hendes natur der havde fortalt hende at dét at hjælpe en søn af Poseidon måtte være forkert. men hun havde gjort det alligevel. Hun var fantastisk... Han kiggede op på hende og nikkede med til hende med skævt smil. "Så, ja... tak..." sagde han og blev ved med at kigge på hende i et kort øjeblik inden han så sænkede blikket med det skæve smil, og gik langsomt forbi hende. Det havde været en vidunderlig dag, og han åndede lettet op som om han fik fjernet en tung sten fra brystet ved at takke hende. Han så sig kort over skuldren, inden han så fortsatte imod de ting han havde efterladt på stranden...

Jazmyne gik, men med en god fornemmelse i maven. Hun havde haft en fantastisk dag. Intet mindre. Hun havde også fået en ny ven. En ven, som var søn af Poseidon. Det stak hende i armen hver gang hun sagde det, så måske skulle hun bare lade vær. Hun smilte og tænkte over hvordan dagen kunne have været så perfetkt. Selv da hun var bange for at dykke, var hun nede under vandet. Hun følte tryghed, hvilket gav en bonus. "Hey, fremtiden kan kun ændres, ved realistiske forventninger om ens egen og andres lyst til forandring," sagde hun og smilede, efter Hannibal takkede hende for noget, som hun ikke rigtig vidste hvad hun gjorde. Hun var bare så glad over, at han ville hjælpe hende. At han ikke bare svømmede væk fra hende, da han netop ikke engang kendte hende. "Men, det var da så lidt. Jeg havde jo ikke rigtig noget at tage mig til alligevel." Jazmyne kiggede ned i jorden og smilte bredt. Hun havde haft en fantastisk dag, og ved at Hannibal var med, gjorde den endnu bedre. Gange ti. Efter Jazmyne havde givet ham svaret, vendte han sig om, for at hente sine ting, som han havde efterladt på strand kanten. Jazmyne kiggede nysgerrigt på ham, indtil han begyndte at vende retning væk fra stranden. "Hannibal vent lige!" råbte Jazmyne med en lille kræft, da hun godt vidste at han ville kunne høre hende. "Jamen, nu hvor vi har haft sådan en god dag. For at være præcis, fantastisk dag, så vil jeg faktisk spørge dig om du gider at være sammen med mig her i morgen?" Jazmyne smilede og sparkede til noget sand, som havde lavet en lille bunke for sig selv. Derefter kiggede hun Hannibal i øjne og så rigtig mange ting. Blandt andet at han var søn af Poseidon. Dog rørte det hende ikke denne gang, og hun igen kiggede hun ned i jorden. Denne gang med lukkede øjne. Hannibal havde en smuk sjæl, det kunne selv hun regne ud. Han behandlede hende som en prinsesse, selvom de ikke engang kendte hinanden. Jazmyne stod og ventede på et svar, og svaret gik meget langsomt. Derfor gjorde Jazmyne det hun længe har ville gøre, men ikke haft de rigtig tidspunkter til at gøre det på. "Livet er for kort til hele verden og alt oplevende, vi må bare håbe at vi lærer hen af vejen." Jazmynes læber rørte de våde, men varme læber som tilhørte Hannibal. Hun tog ham rundt om nakken og lukkede øjnene. Hun blev skubbet længere ind til ham, og han var endnu varmere, selvom han ingen trøje havde på. De få sekunder varede en enestående evighed. De få sekunder i hele Jazmynes liv, som hun måske ville huske foraltid.

Der var alligevel et godt stykke vej hen til hans ting, så mon om han ikke lige kunne snuppe en svømmetur inden han nåede derhen? han havde hævet sit blik og et skævt smil var faldt på hans læber. Selvom han kun gik i badeshorts frøs han ikke, og de mange dråber vand på hans krop føltes næsten helt varme. Idet hans tæer netop havde rørt vandet igen, stoppede han op med hævede øjenbryn, overrasket over at høre hendes stemme igen. Han vendte sig om og tog et skridt imod hende. Idet hans blik fandt hendes, kunne han ikke løsrive det igen, og alle andre lyde end hendes stemme forsvandt for hans ører. Med hovedet lidt på skrå lyttede han til hvad hun sagde, og et smil blev langsomt bredere og bredere over hans læber. I et kort stykke tid stod han bare og smilede til hende, en blanding af forlegenhed og glæde. Og det var først efter disse øjeblikke at han fandt ud af at han ikke rigtig sagde noget. Selvfølgelig ville han genre mødes med hende igen! hvis han kunne ville han bruge hele tiden sammen med hende! For hvis det blev blot en brøkdel så fantastisk som denne dag, ville han være rigtig godt tilfreds. Men i al den forvirring i hans hoved, hørte han igen hendes stemme. Han var mundlam, og hun havde slået benene væk under hende. Han havde haft den lille forsigtige forhåbning om at de ville kunne mødes en anden dag, og hun havde opfyldt den...
Det hele syntes at ske så hurtigt, så hurtigt at det bare var en sammenflettet følelse af lykke. Som at glide med en strøm under vandet. Da hendes bløde læber rørte hans, frøs han i et øjeblik med vidtåbne øjne. Dette havde han dog ikke turde forvente, også selvom han havde ønsket det. Hans øjne blev lukket, og han trak vejret dybt ind igennem hans næse, inden han placerede sine hænder på hendes ryg og tillod at trække hende lidt tættere. Det var som om alt gik i slowmotion, imens alle sanseindtryk blev forstærket tifoldigt. Han smilte stadig imens deres læber var presset imod hinanden, og pludselig var det hele kommet til ham. Det var vidunderligt... HUN var vidunderlig! Deres læber blev desværre adskilt igen, og Hannibal følte sig revet med at en storm, helt rundt på gulvet. Han slap grebet om hende, og kløede sig i nakken med et skævt smil. "Jeg tror godt jeg kan finde tid i kalenderen..." mumlede han egentlig i en muntert tone og kiggede op på hende fra sandet igen. han glemte helt at trække vejret, så brystkassen blev hævet i et kort øjeblik alt imens han bare betragtede hende. "Jamen så ses vi i morgen, Jazmyne datter af Athene!" sagde han og med en kort bevægelse med hånden, så og sige 'vinkede han til hende imens han tog et par skridt bag ud. Vinket blev dog til en hånd der kørte igennem hans hår, alt imens et lykkeligt smil sad på hans læber. På samme måde som han var kommet op på stranden igen, kom der en bølge over ham, og pludselig var han væk... men ikke før han fik kigget på hende en enkelt gang inden. Væk var han jo egentlig ikke, for med arme og ben ud til begge sider, lå han i vandet, ikke på overfladen med dykket lidt ned. Med lukkede øjne og det skævt smil, flød han bare med strømmen...

//Out