The Sound of Water - Arya

Tid: 00.26.
Vejr: Klar himmel, halvmåne, lune briser og stjerner.
Sted: Ved stranden.
Omgivelser: Ingen andre end Dallas.
Påklædning: Sorte jeans, hvide converse, hvid t-shirt.

Dallas spejdede ud over søen. Få timer siden, da han først var gået ned til havet, havde det lignet flydende guld på grund af den nedstigende sol. Himlen havde været let lyserød, og solen havde skåret ham i øjnene, men alligevel havde det været et syn for guder. - Eller halvguder, mindede han muntert sig selv på. Noget andet der var sket lige før han gik ned til stranden, var, at han havde besluttet sig for at finde Arya, for at sige at han endelig var kommet hjem igen, men hun havde ikke været hjemme, havde Theodor sagt, før Dallas var blevet ladt alene tilbage, mut over ikke at kunne se sin veninde efter mange måneder. I hans opfindsomhed, havde han skrevet hendes navn på døren - uden at Theodor eller nogen anden fra Undergude-hytten havde lagt mærke til det - og lavet små pile hen til et vindue, hvor han havde lagt en seddel. Nu var der mørkt, men på grund af den klare himmel, fungerede månen som en stor gadelampe og badede både havet og den omkringliggende strand i et blegt lys. Dallas betragtede det hele med tilbageholdt vejrtrækning, bange for at en hurtig bevægelse ville kunne ødelægge det smukke syn. Han ventede på Arya med et skævt smil, og håbede på, at hun ville bryde reglerne for hans skyld. De ville selvfølgelig ikke komme i store problemer, hvis de blev opdaget, men at snige sig ud så sent, var set ilde på alligevel. Specielt uden for grænserne, som stranden var. Alligevel ventede han, imens han lyttede til havets bløde bølger, og betragtede månen og stjernerne med et forventningsfuldt blik.

Påklædning: Klik her for at se tøjet

Der var gået adskillige måneder siden sidst Arya havde set Dallas, og det var i hvert fald helt sikkert at hun havde savnet ham som en sindssyg. Han var trods alt nok det hun havde der kom tættest på en bedsteven. Så derfor var hun også i et fantastisk humør lige nu, fordi Theodor havde fortalt hende at Dallas havde været og spørge efter hende, hvorefter hun så fandt det meget opfindsomme og filmagtige trick han havde fundet på, for at sørge for at hun fik hans besked. Det undrede hende på ingen måde, at han havde fundet på noget af den kaliber, for det var lige præcis den Dallas hun kendte og elskede. Så lige nu var Arya på vej ned mod stranden, der nærmede sig drastisk. Måske det havde noget at gøre med de ret så hurtige skridt hun tog, men altså når man havde så korte ben som hun havde, skulle man jo kompensere på en eller anden måde, for ikke at kunne tage særlig lange skridt. Og så hjalp det selvfølgelig også på det, at hun var helt igennem ekstatisk over endelig at skulle se Dallas igen. Hun savnede hans humor og godhed, og hvordan han altid kunne få hende i bedre humør ligemeget hvor dårligt det ellers måtte være. Da hun nåede lidt ned ad stranden, fik hun øje på en skikkelse der stod og skuede ud mod vandet. Hun var lige ved at le højt af glæde, men hun vidste godt at harpierne ikke måtte høre dem, med mindre de ville straffes. I stedet løb hun over til ham og overfaldt ham med et kæmpe kram, for det var vel kun på sin plads, efter Arya's mening. Efter noget tid trak hun sig tilbage - dog uden at give slip på ham, men hun holdt ham ud fra sig så hun kunne se op på ham. "Hvor i alverden har du været, knægt?! Du kan sgu da ikke bare forlade mig på den måde!" Hendes blik sagde at hun var meget alvorlig, selvom hun umuligt kunne være sur på ham lige nu, det havde hun savnet ham for meget til.