Bølgerne bruser mod strandbreden.. - Hannibal. (:

På en så smuk dag var det næsten umuligt at modstå fristelserne stranden præsenterede. Det var jo egentlig også næsten stereotypt at sønnerne og døtrene af Poseidon opholdte sig ved vandet på en sådan dag. Og Hannibal var ikke en undtagelse. På meget simpel vis var han trukket i et par grå joggingbukser, og gik ellers rundt med bar overkrop. Han befandt sig selvfølgelig ude i vandet, med et par andre af hans søskende. To andre drenge havde taget fat i ham, og gjorde klar til at kaste ham op i vejret. De var måske så dybt ude at vandet nåede dem til deres brystkasser. Med et bredt smil satte Hannibal af fra de andre, og røg mindst et par meter op i luften. Man skulle vel vise sig lidt, så han snurrede lidt rundt i luften, og landede, hoved først, direkte ned i vandet igen. Da han få øjeblikke efter stak hovedet op af vandet, var han dog et helt andet sted. utroligt så hurtigt han kunne bevæge sig under vandet. Han kørte en hånd igennem håret og grinte kort. Det var sjovt, og han var glad for at der var plads til den slags, så man ikke behøvede at svinge svær imod hinanden evig og altid. med et tilfreds smil på læberne, lod han sig selv flyde med bølgerne ind imod selve stranden. Så med begge hænder bag hovedet lå han afslappet som på en madras, og lod bølgerne svinge ham ind til land. Han landede idet våde sand, og kunne mærke hvordan de små bølger kom og gik lidt efter hinanden. Solen stod lidt skarpt i hans øjne, men da han fik dem åbnet, var han åbenbart landet foran en pige der gik langs vandet. "Hey there!." sagde han sp muntert, og måske med et lidt fjoget smil. Vandet var lidt koldt, men det generede ham faktisk overhoved ikke.

Hurtigt satte Hannibal sig op i en skrædderstilling og smilte venligt til hende. Døtrene af Afrodite var ikke til at tage fejl af, og deres skønhed bragte altid et smil frem på hans læber, selvom han ofte var lidt for genert til at tale med dem. Nogle af disse døtre var dog også 'lidt' for nærgående, og næsten hvad man ville kalde løse på tråden. Noget nogle udnyttede, især satyrerne. Men selv havde han blot nogle gange siddet og snakket med dem rundt om et bål. Han smilte bredt over hendes kommentar og lagde sine arme på hans lår. "Mange tak... det kan være du vil med ud?" spurgte han muntert og med et hævet øjenbryn. Det var klart at sønnerne og døtrene af Poseidon dominerede alt hvad der havde med badning og vand at gøre, men der var også andre ude og bade. Det var ikke sådan at de følte de havde eneret til vandet jo. Efter lidt tid på røven, rejste han sig hurtigt op. Der var sand på hans ene arm, ryggen og på buksebenene. Det var dog hurtigt noget han ordnede med hans evner indenfor vand. En lind strøm af vand sneg sig op ad hans ene ben, og skyllede hurtigt sandet væk. Og i det samme, blev han også helt tør. Det var dejligt at være våd, men det kunne nu også blive en smule koldt.

Afventende stod han med et bredt smil plantet på læberne, og ventede på hendes svar. Hovedet røg lidt på skrå ved hendes latter, og han fornemmede dog at hun ikke var helt bakket ud af hans noget så fine ide. Søn/datter af Poseidon eller ej, at bade kunne kun være vidunderligt for alle! En hånd røg hurtigt igennem hans halvlange hår, og han nikkede hurtigt for at bekræfte hendes anmodning. "Det skal du slet ikke bekymre dig om! jeg skal nok redde dig hvis det går galt." sagde han muntert og fastholdte blikket på hende. Allerede der, selvom han lige var blevet tør og ren, havde han lyst til at hoppe ud i vandet igen. han havde lyst til at svømme helt derud hvor bunden var kold og mørk, og hvor man kunne finde dyr i form af fisk, skildpadder og måske endda hvaler. Mange ville blive overrasket over hvad der gemte sig i det smukke dyb. Han vendte hurtigt opmærksomheden imod hende igen da hun præsenterede sig. Med det samme forventede han egentlig en håndsrækning, men han gik vel ud fra at et vink ville være nok. Et kort grin faldt ud af hans læber, og han gengældte det lille vink, selvom de nu stod rimelig tæt ved hinanden. "og jeg hedder Hannibal. Søn af Poseidon." svarede han venligt og hævede det ene øjenbryn. Nu var der jo ikke andet for end at vente på hende. hurtigt derefter fjernede han blikket fra hende, og hoppede lidt ud i vandet, så det stod ham til hans knæer. "Nå? hvad venter du på, Katherine, datter af Afrodite?" halvråbte han en smule drilsk og udfordrende. Det var bare med at springe hovedkuls i vandet, uden at tøve.

Vandet bølgede og brusede frem og tilbage, og han begravede næsten sine fødder i det våde sand under vandet. Hans afventende blik forblev på Katherine, som hun hurtigt fik klædt om. Fornuftigt, siden det nok ikke ville have været smart at hoppe i vandet iført hendes kjole. Men hun var åbenbart allerede forberedt, og pludselig var hun iført en mørkeblå bikini. Han lo glad da hun løb forbi ham, og hurtigt kiggede han lidt efter hende. Da hun selv var under vandet, begyndte han også at løbe længere ud. Armene blev svunget over hovedet og kroppen var strakt ud idet han selv hoppede i vandet da det var dybt nok. Vandet var ingen modstand til ham. Når han svømmede, brugte han selvfølgelig både arme og ben til at navigere og vende og dreje, men ellers var det mere vandet der skubbede til ham, end ham der skubbede til vandet. Da hun havde rejst sig op, svømmede han en enkelt gang rundt om hende. han skulle til at tale til hende, men glemte at hun ikke ville kunne høre ham. Det virkede så naturligt at være under vandet. Han hoppede op af vandet og stod lidt fra hende. "Jeg er da lige her?" sagde han muntert og i et kort grin. Håret var klistret imod hans ansigt, men han var ligeglad. Med en hurtig armbevægelse sprøjtede han lidt vand på hende, uden at bruge hans evner vel og mærke. Det var ikke for at starte en vandkamp... for den ville han i hvert fald vinde.

Selvfølgelig gengældte hun det lille sprøjt, og per refleks lukke han hurtigt hans øjne i en lille grimasse, også selvom vandet på næsten ingen måde var farligt for ham. Som svar til hendes spørgsmål, lo han blot og rystede med hovedet så hans hår røg væk fra ansigtet. Med et bredt smil på hans læber, gik han hurtigt i en halvcirkel omkring hende. Det var også nemmere for ham at gå i vandet, og han gik helt normalt, i modsætning til andre som ville møde modstand fra vandet. Han betragtede hende lidt og lagde hovedet lidt på skrå da en lille sjov idé kom over ham. "Lad mig give dig en lille idé om hvordan det er at bade der hvor jeg kommer fra." sagde han roligt og nikkede for sig selv, stadig med blikket på hende. Han tog et par skridt nærmere hende og formede en skål med hans hænder. Han samlede lidt vand op i hænderne og holdte det imod hende. Hovedet blev sænket imod hans hænder, og han nåede lidt at blinke en enkelt gang inden han så pustede hårdt til vandet. Det var dog ikke vand der røg imod hende, eller jo det var det jo egentlig... Ved hjælp af hans ånde og hans evner, var vandet i hans hænder blevet forvandlet til sne, og den lille klump snefnug, svævede ned over hende. Ved synet, smilte han og grinte kort. Hurtigt synkede han ned i sine knæ, og satte af fra bunden. Han sprang bagover, og rullede rundt i luften inden han landede i vandet igen. Han svømmede et godt stykke væk, og hoppede af og til op ad vandet, næsten som en fisk eller delfin ville gøre det. Pludselig ændrede han kurs, og svømmede så direkte imod hende, kun for at stoppe op brat foran hende, og lade en masse vand falde over hende.

Hannibal smilte blot tilfreds og strakte armene op i vejret, for derefter at placere begge hænder bag hovedet. Han lod sig vælte bagover og under vandet, for derefter at flyde op til overfladen. Det var som om han så på en vandseng, hvilket han jo egentlig gjorde, for han flød der uden at vandet ramte hans ansigt eller næsebor eller noget. Så begyndte han roligt at flyde mod Katherine, med et bredt smil på hans læber, og blikket rettet imod hende. "Hvad kan en datter af Afrodite egentlig? Og hvad lærer i her?" spurgte han muntert. Uskyldig og egentlig uvidende som han var, var det for ham et ærligt spørgsmål. Endnu ikke vidste han så meget om denne nye verden, men han var klar på at samle sig en masse viden. For den verden der for ikke ret lang tid siden var blot myter og fantasi i hans hoved, var pludselig blevet til hele hans virkelighed. Nogle gange fattede han ikke engang at han vågnede op til lyden af sværd der klingede imod hinanden. For sjov, var han ved at flyde rundt om hende, og som en hval, lod han en høj stråle af vand blæse ud af hans mund. Det kunne jo være hun syntes det var ulækkert, så han sørgede for at de ikke ramte hende. "Er i sådan... ekstra gode til at kysse? Eller måske skriver i virkelig gode kærlighedsromaner?" tilføjede han til hans tidligere spørgsmål i en drilsk tone. Den drillende attitude, tyede på at han følte sig tryg og velkommen i hendes selvskab. Det var jo ikke hvem som helt her i lejren han ville begynde at drille.

Katherine kastede sit meget våde hår tilbage, så det klæbede fast til hendes ryg. Hun lod sig flyde - det havde hun da lærte. Hun løftede hovedet og hendes krop synke under vandet, så hun måtte cirkulere med armene for at holde hovedet ovenvande. Hun smilte over hans spørgsmål. "Hvad en datter af Afrodite kan? Tja.. Hun kan meget.. Men hendes speciale er nok kærlighed for.. Hendes mor er kærlighedsgudinden selv. Men Afrodites børn kan et eller andet med kærlighed," sagde hun og smilte. "Tja.. Hvad lære i? Et kontrollere vandet?" Hun smilte til ham. Hendes blik var på ham alt imens han legede lille hr. hval. Hun syntes ikke det var specielt ulækkert, men nu havde hun også altid virket drengeagtig og sådan, det var først da hun kom til lejren hun opførte sig en lille smule mere som en pige. Hun lo over ham. "Vi er da ekstremt gode kysser, vidste du ikke det?" Hendes smil bare drillende. Hun vidste det faktisk ikke. Hun havde aldrig kysset med nogen, kun sin far på kinden da han stadig levede. "Det er et meget godt spørgsmål," sagde hun og lo. "For jeg skriver ikke romaner. Men digte kan jeg når jeg keder mig." Hun trak det lidt. "Så.. Alle Poseidons børn har evner i vand?" spurgte hun og sprøjtede drillende vand på ham. Hun kunne ikke lade vær. Det var så fristende når han bare lå der og flød rundt.

Stadig flød han bare på overfladen, og kiggede en smule op i luften imens han hørte hvad hun sagde. Et skævt smil bredte sig over hans læber, især da det lød som om hun havde lidt svært ved at svare nærmere på det. At Afrodites børn kunne et eller andet med kærlighed og Skønhed var ved ikke nogen overraskelse. Måske var det fordi de elskede med større passion end alle andre? Måske var de mere i kontakt med deres følelser? Han vidste det ikke. Hvad han dog havde svært ved at tro, var at de umuligt kunne elske noget så meget som han elskede havet og de væsner der levede i dybet. Hun vidste ikke hvordan det var at være langt under havet overflade, og betragte alt lige fra kæmpestore til bittesmå fisk og hvaler boltre sig i det blå hav. hvorledes koralrevet gav ly til de forsvarsløse. Og ikke mindst hvorledes Poseidon selv, og hans sønner beskyttede havet... som ingen ville beskytte noget andet. "Vi lærer vel at lege med lidt vand, og lære at tale med dyrene." svarede han rimelig kort og afslappet. For hans øjne var gået i. Dog kunne han mærke i vandets vibrationer hvor hun var hende, så han blev ved med at flyde rundt om hende. Ved hendes svar til hans næste spørgsmål, grinte han kort, og hostede en enkelt gang. det var egentlig hendes latter der smittede ham, men det kunne ingen af dem vel gøre for. Da noget vand røg på ham, reagerede han instinktivt, og smed fødderne ned i vandet igen, så han stod oprejst. Han kløede sig lidt i nakken og smilte skævt. "Jeg har... Nogle af de andre kan snakke med heste, og skabe jordskælv og sådan noget. Havet er åbenbart ikke det eneste ham den gamle råder over." sagde han muntert som svar til hendes spørgsmål. Selvom han aldrig havde mødt hans far, eller så meget som snakket med ham, så havde han nu ikke noget imod ham. Og han kunne godt finde på at tale lidt sjovt om ham.