Whatsoever Begins In Anger...[Richie]

Femten minutter. Så lang tid var det taget Halfdan at forlade skoven, smide sine ting i en omvej forbi våbenkammeret, og nå Hefaistos hytten. Femten minutters hastig gang, godt holdt i selvskab af en smule utilfreds brummen og mumlen. Den cirkulære mekaniske dør af hytten, fór op i et mindre smæld; som syntes at forskrække de to unge halvguder der sad i stuen og spillede. De to kiggede sig over skulderne, og blev mødt af Halfdans blik, som han trådte ind i hytten. Et blik der hurtigt fik dem til at vende deres opmærksomhed mod spillet igen. Og hvis det ikke havde været blikket, havde det nok være blodet. Nej, Halfdan var ikke direkte truende, i hvert fald ikke intentionelt. Og han gik heller ikke med armene over kors, eller læberne spilet ud i en surmule. Heldigvis var han meget svær at drive til vrede. Men i al sandhed... så var det ved at være tæt på. På vejen til hytten var hættetrøjen blevet lynet op, i et forsøg på at køle ned. Jeans var blevet erstattet af jogging bukser, og han havde smidt alt hvad der hed udstyr eller våben. Og havde næsten smidt den metalliske arm væk; hvis altså ikke det havde været fordi han skulle bruge den.

Stuen var et alrum, så og sige. En stue med få møbler og mange mærkelige nipsgenstande. Med en sofa, hvori de to unge drenge sad, foran en stor fladskærm. Havde det ikke været for tilladelsen af moderne og elektroniske apparater, var mange sønner og døtre af Hefaistos nok kedet sig ihjel. Han passerede sofaen, for at fortsætte omkring en lille halvmur, og til køkkenet der var i forbindelse med stuen. Hans puls var godt oppe, så et stødt åndedræt forlod de let adskilte læber, imens han åbnede køleskabet og fandt frem til en kande koldt vand. Totalt u-ceremonielt satte han kanden for munden, og begyndte at drikke. En håndfuld solide slurke, og han sukkede i behag over det kølige vand der fandt sin vej ned i halsen. Brystkassen afsløret af den åbne hættetrøje, hævedes og sænkedes dramatisk, af den høje puls. Og Halfdan lagde vægten over på det ene ben, imens han fra hvor han stod, betragtede de to drenge der spillede. Til trods for hans noget så dramatiske entré, havde de formået at skubbe det væk, og sad nu ganske engageret i spillet de havde ved hånde. Hvilket nok var meget godt, for Halfdan var ikke just i humør til at forklare dem hvorfra blodet kom. Han var heller ikke ligefrem dækket ind i blod, trods alt. Han var blevet slået ganske hårdt med at skjold, lige på siden af hovedet, så det skulle nok efterlade et mærke. Derudover var der flere snit og sår fra alverdens skarpe våben. Et halvdybt sår på den ene side af hans nakke, fra bag øret og lidt ned over nakken. Samt adskillige små harmløse snit og blå mærker på overkroppen. Samt endnu et halvdybt sår op langs hans venstre side. Hovedsageligt tildelt ham af ingen ringere end selveste Richie.. Vejlederen for Ares Hytten. Til trods for en ganske udmærket ophidset oplevelse, med et par skrammer, og et par små sejre; havde Richie fundet det passende at give grønskollingen en lille lærestreg... En, ærlig talt ydmygende oplevelse, som han bestemt ikke fandt særligt morsomt nu.

Man skulle endelig ikke tage fejl. Halfdan havde levet et hårdt liv inden Halvblodslejren. Han kunne bestemt finde ud af at slås og uddele, såvel som tage, tæv. Men med sværd og skjold? Ja, det var ikke just hans stærke side. Ikke endnu, i hvert fald. Og Richie havde været så barmhjertig at vise ham præcist hvor meget han endnu havde at lære. Hvilket selvfølgelig aldrig var en særlig god oplevelse for et måske lidt skrøbeligt selv-vedligeholdt ego. Og bestemt et slag til hans stolthed. Efter en barndom med meget strikse forældre, havde Halfdan lært at undertrykke de mange impulser præsenteret af hans ADHD. Hvilket også var nemt at gøre, når fysisk afstraffelse var på spil, skulle han på noget tidspunkt have opført sig blot en anelse usædvanligt. Så denne samme træning i mental og følelsesmæssig kontrol og undertrykkelse, kom ham også til gode når vreden ulmede under hans hud. Men det var vidst bedst hvis han ikke deltog i festlighederne nær lejrbålet denne aften. Nogle gange var Halfdan blot overbevist om, at lidt alene tid var den bedste måde at håndtere den slags. Og indtil videre havde han åbenbart fundet det tilstrækkeligt underholdende at forblive i køkkenet, og betragte de to unge knægte spille i sofaen.

Påklædning + hår op i høj hestehale

Richie elskede Capture the Flag. Ikke fordi det var en sjov gruppeaktivitet, ikke fordi det var god træning til når de en dag skulle væk fra lejren – Richie havde ingen paner om at forlade lejren i den nære fremtid, så dette var ligegyldigt for hende – men fordi hun kunne lige sig fuldstændig opsluge af ét mål. Alle hendes handlinger, alle ting der skete omkring hende, handlede om én ting; at få modstanderens flag. Det hjalp også, at hun var så god til det som hun var. Som Ares-barn gav det blot mening for hende. Udover dette så blev hun aldrig fysisk udkørt, så det at skulle fare rundt i en skov og kæmpe i mod alle var intet problem for hende. Hun kunne snildt have løbet et maraton efter det, hvis det skulle være. Men det var der ikke tid til efter denne omgang. For der var festligheder ved lejrbålet, som Richie selvfølgelig skulle deltage i, især da det var hendes hold, der vandt. Det skulle fejres.
Hun nåede dog ikke rigtigt at være en del af festlighederne. Hun havde valgt at tage forbi Ares-hytten for at komme i bad og klæde om – hun valgte noget simpelt som jeans og en langærmet tynd trøje til aftenvarmen. Da hun så var dukket op til lejrbålet, klar til at prale med sin sejr, havde hun i en tilfældig samtale fået at vide at en fra modstanderens hold havde virket godt utilfreds efter en del tæsk hun havde givet ham. Richie kunne godt huske ham – Halfdan. De havde snakket sammen et par gange før, hun havde egentlig ikke noget problem med ham. Men han havde stået i vejen og havde lige vundet over en på hendes hold og det gik ikke. Måske havde hun været lidt for hård i mod ham… han var vist ny og så havde han også mistet en arm. Skulle hun se til ham?
Det var ikke noget, Richie normalt ville have gjort. Gå væk fra der hvor alt det spændende var, der hvor der var action. Hun overvejede også at blive for hun kunne jo ikke se til alle hun tæskede i kamp. Men det var vel blot den nagende følelse af at hun havde ødelagt Halfdans aften. Hun kunne ikke bruge aftenen på sjov, hvis hun vidste, at han var hjemme og havde det dårligt grundet hende. Så kunne hun lige så godt tjekke op på ham.

Hun havde derfor begivet sig i mod Hefaistos-hytten, noget tid efter at Halfdan selv var nået derhen. Hun bankede ikke på døren, det tog for meget tid, men åbnede den i stedet op og trådte ind uden at vente på en invitation. To Hefaistos-drenge måtte se væk på deres spil for at se overrasket på hende.
”Hey peeps,” hilste hun som havde det altid været meningen, at hun skulle komme. Så stillede de nok ikke spørgsmål hun ikke gad bruge tid på.
Hendes blik gled videre hen over hytten i mens hun trådte længere ind. Et smil gled frem på hendes læber, da hendes mørke øjne landede på Halfdan.
”Dobro veče,” hilste hun, hun kunne ikke undgå at lade sit blik glide op og ned ad ham. Så, med hurtige skridt, var hun henne ved ham.
”Looks like I really got you,” sagde hun som hun gav sig til at undersøge de synlige sår. Hun var kort så tæt på at hun var lige ved selv at røre ved dem, uden helt at tænke over hans intimsfære, før hun trak sig væk fra ham igen.
”But hey, don’t beat youself up about it. You’ve taken enough beatings already,” sagde hun I en drillende tone og lænede sig op ad køkkenbordet. Det var så her, at hun indså, at hun måske ikke skulle til at drille ham, hun lige havde vundet over i kamp. Det var ikke alle, der fandt det lige sjov.
Så med et lille træk på den ene skulder, sagde hun: “Besides you got a few good hits in. You were actually… okay good”
Hun havde jo set ham kæmpe imod andre end hende. Selvfølgelig var han ikke den bedste, men i forhold til at han var ny og ikke en søn af hverken Athene eller Ares, så klarede han det overraskende godt. Hvilket nok egentlig også var derfor, at hun havde valgt at kæmpe i mod ham.

Det syntes måske mærkeligt... Ikke at tage direkte til hospitalsfløjen, og få tjekket sine sår, inden han tog hjem. Men Halfdan var ikke den klagende type, og måske endda lidt mere hårdfør end mange ville tro om en newbie som ham. Desuden, havde han sine grunde for selv at ville ordne det, og for at undgå hospitalsfløjen. Eller, det kunne jo selvfølgelig også bare være ren og skær stædighed. Hvem vidste egentlig også, andre end ham selv? Men det var måske godt nok at han var taget hjem, for han var ikke sikker på at han kunne holde sig nede, hvis han var omringet af andre. Selv havde kampen været god, og hans oplevelse bedre, ville han nok ikke have deltaget ved bålet. Han var ærlig talt allerede ved at være lidt overvældet over alle de nye halvguder i sit liv. Desuden, så var han ikke just særligt begejstret for større festligheder. I hvert fald ikke alene. Men nu var hans første omgang Capture The Flag, overstået. Og hold da op, sikken en oplevelse! Han var endnu ved at tygge lidt på dette første indtryk af halvgudernes noget så voldelige pass-time. Ikke at vold, som sådan, gjorde det helt store indtryk på ham. Han var tydeligvis ikke lavet af glas, og kunne tydeligvis også håndtere nogle slag og sår. Men ja, han ville nok altid huske første gang han deltog i Capture The Flag, og fik sig en røvfuld. Noget han da sikkert uden tvivl i fremtiden, ville se tilbage på, og more sig over. Men bestemt ikke nu.

I mellemtiden havde Halfdan lukket for køleskabsdøren, og stod nu blot midt i køkkenet. Med fronten og blikket mod de to unge knægte og deres videospil. Han kendte dem begge to, til trods for kun at have været i lejren en lille håndfuld uger. To knægte der nu også fik sig endnu en overraskelse, da en ung kvinde trådte ind i hytten, og passerede dem rimelig hastigt. Halfdan sukkede så snart han hørte hendes stemme, og lukkede kort øjnene i. Da de åbnedes igen, fangede han i det samme de noget så nysgerrige blikke de to knægte sendte i kølvandet af Richie; imens hun trådte ind i køkkenet og nærmede sig Halfdan. Hvilket, igen hurtigt, fik Halfdan til at fæstne sit blik mod dem, og let hæve det ene øjenbryn af dem. Spørgende, udfordrende, og en anelse irettesættende. Som for at spørge, hvad det var de lige gloede så nysgerrigt på? I det samme de spottede Halfdans blik, vendte knægtene også deres grådige øjne mod fladskærmen i stedet. Halfdan skulle lige til at åbne munden ved hendes fremmede hilsen, men nåede det ikke inden hun stod helt ved ham, og begyndte at undersøge hans nye sår og skrammer. Den anden unge kvinde, som denne dag havde brudt ind i hans personlige sfære. Han spændte sin kæbe en anelse irriteret, og tog en dyb indånding. Et flygtigt blik blev vendt hendes vej, ved hendes lille joke. Et sigende blik. Hvilket det skulle være, da han ikke rigtig havde ordene i kø bag de sammenpressede tænder. Dog skulle der heldigvis meget mere til af samme skuffe, for at gøre mere end irritere ham blot en smule.

Kanden af det endnu kølige vand blev atter hævet mod hans læber. "Gee, thanks.." Den svagt sarkastiske tone dominerede hans typisk tørre humor. Han tog en stor slurk af vandet fra kanden. "I feel better already." Tilføjede han så, da det obligatoriske suk havde forladt hans læber efter det kølige vand. Lyden af skyd og eksplosioner lød fra fladskærmen og det spil de to knægte spillede. Hvilket åbenbart var nok til at holde Halfdans blik og opmærksomhed, for hans blik forblev ikke just på Richie. Men han havde dog hverken bedt hende om at gå, eller forsøgt at give igen af hendes kommentarer. I stedet blot bidt det i sig med et gran af tør humor, ligesom den langsomme process der allerede var i gang i ham. De slanke og stærke fingre af den metalliske hånd, knyttedes som armen hang roligt ned ad siden på ham. Blot et udtryk for hans irritation og ulmende utilfredshed, der blev oversat og overført til hans evne. Halfdan endte dog med at sukke, og stille kanden fra sig. Kun for så at krydse sin metalliske arm over den anden ved brystet, og læne sig en smule bagover mod køkkenbordet; hvile ballerne mod kanten, og så vende et blik mod Richie ved samme bord. Et af hans typisk sigende blikke, der lydløst stillede et spørgsmål. Sammenpressede læber, et enkelt diskret hævet øjenbryn, og blå øjne der fæstnedes på hende.

Det her var ikke noget Richie normalt gjorde. Eller jo, det at tilfældigt bryde ind hos folk og forlange opmærksomhed var rimelig typisk Richie. Hun var ikke en type der ventede til at folk kom til hende. Ville hun have noget, kom hun og tog det. At det så betød at gå ind i nogens hytte for at snakke med dem, ville hun gøre det. Det havde hun da gjort flere gange. Hvis de ikke ville ud til hende, måtte hun ind til dem.
Det, hun ikke normalt gjorde, var at droppe en fest for en totalt fremmede. Hun ville knap nok gøre det for en god ven. Nu havde hun selvfølgelig heller ikke planer om at droppe festen, hun havde jo planer om at hive Halfdan dermed. Men normalt kunne hun ikke være mere ligeglad med om der var én ekstra person til festen eller ej. Så det at hun overhovedet havde valgt festen fra til at starte med var atypisk. Hun var ikke en gang helt sikker på, hvorfor hun gjorde det. Fordi Halfan så godt ud? Hun kunne jo nemt vælge en hvilken som helst anden fyr til festen. Fordi hun havde skyldfølelse over at være skyld i at han missede festen? Det var nok mest det der var grunden, men det ville Richie selvfølgelig ikke indrømme for nogen eller for sig selv.

Halfdan virkede dog ikke selv særlig begejstret for at have hende inde i sin hytte. Det gav egentlig også mening, for sidste gang han så hende, havde hun givet ham en god omgang slag. Så havde man vist ikke lyst til at se personen igen. Ikke at Richie kunne relatere, de få personer der kunne give hende slag, var hun venner med. Udover én Athene-pige, men hende talte Richie ikke om. Nå, Richie var nu fastbesluttet på at gøre ham i godt nok humør til festhumør. Alt humør var festhumør for Richie men hun havde også en forståelse for, at de fleste skulle muntres lidt op før de havde lyst til at fejre noget.
Richie havde dog intet i mod hans tørre kommentarer. Det var ikke noget man hørte meget af fra hende, men en humor hun satte pris på.
Hun skævede hen til de to andre drenge, da Halfdans blik også kort gled derhen af. Det var vel også, hvad man kunne bruge aftenen på. Hvis Richie skulle spille nogle spil skulle det også være form for skydespil. Hvor man hele tiden skulle være på vagt, have hurtige reflekser. Hun var ret godt til det faktisk men det at sidde stille i så lang tid sagde hende intet. Så hellere komme ud i kamp i det virkelig liv. Desuden foregik der noget mere spændende lige nu, festen, og hun ville på en eller anden måde få hevet Halfdan med ud til. Det havde hun gjort til sin mission.
Derfor så hun tilbage til ham for at blive mødt af at sigende blik, et spørgende en af slagsen. Richie svarede først med blot at hæve øjenbrynene af ham, lade smilet vokset, give ham en af sine egne sigende blikke. Kun for bagefter at bryde stirrekonkurrencen med en kort, frisk latter.
”Come on,” sagde hun og lagde sin hånd på hans arm – den der var lavet af kød og blod og ikke metal. Ikke fordi Richie havde noget i mod hans mentalarm, nok nærmere det modsatte, hun var yderst fascineret over den, men hun var ikke sikker på hvor grænsen gik i forhold til at røre ved den.
”Why don’t you get dressed – not that I mind your current outfit – ” endnu en gang gled hendes mørke øjne op og ned ad hans krop, før hendes blik mødte hans. Hun stoppede med at læne sig op køkkenbordet og virkede mere som en der var klar til at komme ud ad døren. Hun kunne virkelig ikke stå stille længe ad gangen. ”- And then join me at the party. I’ll make sure to make you a drink. A specialty of mine.”
Hun sendte et blink med det øje hans vej, hvilket passede perfekt til det lokkende glimt i dem.
”So what do you say? You in?”

Det ville nok ikke være tilstrækkeligt, at påstå Halfdan ikke var helt tilfreds med Richie's noget så nærgående og påtalende adfærd. Det ville nok ikke overraske mange at høre, at Halfdan mere var typen der surmulede for sig selv; frem for at læsse sine usikkerheder og utilfredshed på andres skuldre. Eller bebyrde andre med ting de ikke kunne forstå eller sådan helt forholde sig til. Så, at han nu ikke engang kunne få lov til at køle af på egen hånd, uden Richie ved sin side; var mildest talt, en anelse irriterende. Ikke at han viste det på nogen anden måde, end hans sigende blik og en brummen ved hendes latter, dog. Han var ærlig talt ikke tryg ved at hun vidste hvor meget hun allerede var gået ham på nerverne; eller hvor meget hans stolthed var blevet såret af omgangen hun gav ham. Der var trods alt ingen grund til at smide mere brænde på det hovmodige bål, som han syntes at kunne fornemme ved Richie. Og kort undrede han sig over om dette var en typisk adfærd fra hende... at opsøge sine slagne modstandere, og gnide salt i såret ved at agere deres barmhjertige ven? Eller måske var det bare Halfdan der var en smule pessimistisk i disse øjeblikke? Man kunne nok næppe bebrejde ham. Denne omgang Capture The Flag havde været hans første. Chiron havde været god til at opmuntre ham, og fortælle ham det hele nok skulle gå. Og i starten var det skam også gået godt nok til at få hans forhåbninger op. Indtil Richie så valgt at stå i vejen for ham. Han havde ikke engang sådan rigtig forsøgt sig at finde flaget. At vinde eller tabe betød ikke det store for ham, ikke denne første gang. Men alligevel var han stødt på den måske bedste krigerinde på modstandernes hold. Sjovt, hvordan hans held syntes at være imod ham.

Halfdan fjernede ikke sit blik fra hende. Heller ikke da den lille friske latter forlod hendes læber. Han nåede også kun lige at brumme en smule utilfreds ved hendes latter og ord, inden hans blik så flygtigt fulgte hendes hånd der endte på hans arm. Et mere tydeligt signal skulle man lede længe efter, hvis man spurgte Halfdan. Men han valgte dog at ignorere hendes tilnærmelse, og tillade hendes hånd mod armen. Hvis hånden mod hans arm dog ikke havde været signal nok, bemærkede han selvfølgelig også hendes ord og hendes noget så nysgerrige blik. Halfdan var selvfølgelig ikke sky nok til at begynde at dække sin blottede overkrop til, men han holdte dog blikket mod hende. Uden, så vidt som muligt, at lade sit eget blik glide for meget over hendes krop. De blå øjne blev knebet en smule tænksomt sammen ved hendes invitation og forslag. "Hm.." Han lød nok en smule mere tænksom end utilfreds denne gang. Dog, nok mere hvad angik ordene han skulle bruge, frem for overvejelsen af hendes invitation. "I don't drink.." Ikke det mest fyldestgørende svar, klart. Men det plejede at være nok, frem for at skulle forklare sig videre eller yderligere. Imens hun syntes at være klar til at komme videre, stod Halfdan endnu lænet mod kanten af køkkenbordet. Og endte endda også med at stille den kølige kande vand fra sig med den metalliske hånd. Nærmest øjeblikkeligt følte han at der var et behov for at forklare sig yderligere. Og syntes næsten at være ved at narre sig selv til at tro; at hendes invitation var en from for bekymring for den nye fyr. Men da ordene ikke rigtig faldt ham ind, endte han med at trække en smule på mundvigen i stedet, og holde blikket mod hende. Et mere roligt og nærmest overbærende blik. Richie var skam ikke uden sin charme, bestemt. Men dette var nok ikke tidspunktet til at charme sig ind på ham. I hvert fald ikke hvis man var hurtig til at give op.