It has been long, since we last laid eyes on each other

Fire uger i denne lejr - og foruden åbenbart at danne sig et væld af nye bekendtskaber - så var smedjen faldet i god jord hos Halfdan. Fra aldrig rigtig at have smedet før, og til nu; var der sket en kæmpe omvæltning. Som var det blodet der flød i hans årer, som skreg på aktiviteten. På bølgerne af varme. Bølgerne af stød der fór op igennem hans arm ved hvert slag. Eller måske blot det at 'skabe'. Uanset hvad, havde det uden tvivl vækket hans naturlige evner og hang til smedekunsten. Grundet hans, mere end blot uheldige, skade natten han ankom; har han ikke rigtig deltaget i megen fysisk træning eller aktivitet. Kun forleden havde han for første gang deltaget i Capture The Flag... En uheldig oplevelse han stadig bar nogle ar fra. Mest tydeligt ned langs siden, og bag det ene øre. Men, grundet dette fravær fra træning, har Halfdan haft en del tid til at fordybe sig i arbejdet og læringen. Selvom de fleste nok ikke ville se det, eller han nok heller ikke selv ville vise det; så var han hjemmeuddannet af en striks akademisk moder. Så, dum var han bestemt ikke.

Det her sted var stadig mærkeligt. Han havde læst bøger, hørt historier og snak; og alligevel fandt han det svært at tilpasse sig. Men forventede dog at det ville ændre sig. Halfdan sukkede. Lange og slanke metalliske fingre af hans venstre hånd, løftede en halvstor dyb rød ædelsten op i lyset af en bordlampe. Halfdan brummede lidt for sig selv, og skruede et par takker på brillerne han bar. Ædelstenen var en rhodonit, og en talentfuld søn af Apollo havde skåret den i formen af en sol. Som nu skulle indkranses i en messing-legering, og til sidst placeret i en sokkel af en daggert. Halfdan sad ved at arbejdsbord, på en høj træskammel, og studerede den begyndende indkransning om den røde ædelsten. En perfekt mulighed for ham, da han så kunne træne fintfølelsen af hans nye evner. Med den anden hånd skrabede han en smule til indkransningen med et lille spidst værktøj. En skrøbelig og forsigtig lille process, der blev afbrudt af lyden af en blød og behagelig stemme. Og stemmen var, bekendt. Hvilket fik ham til at vende blikket fra sit arbejde, og til siden. Halfdan spændte sin kæbe, og kneb øjnene en anelse bag de særlige briller. For så at ligge det spidse værktøj fra sig, og sætte brillerne op mod panden, i stedet. Han rettede sin ryg, blev siddende, men lod den metalliske arm hvile mod bordet, med den snart indkransede ædelsten imellem to fingre. En dyb indånding, og han kunne til forveksling se en anelse overrasket ud. Hvis ikek det var fordi han virkede så fattet og rolig, som han plejede. Han spændte sin kæbe igen, rynkede sine bryn en anelse, og skød kæben lidt frem i en spørgende gestus. "You're a Demigod, huh?" Han pressede sine læber sammen, sænkede så hagen og betragtede hende stadig fra under øjenbrynene. "Why doesn't that surprise me..?" Tilføjede han så, i et snert af hans lidt tørre humor. Men kun fulgt af et diskret smil. En sensation fór da pludseligt igennem ham, og efter at hurtigt øjebliks eftertænksomhed, placerede han forsigtigt ædelstenen på arbejdsbordet og rejste sig op. Nu ville han heller ikke give hende et indtryk af at være nonchalant. Desuden... Hvis han var blevet siddende, og hvis han huskede Daisy godt nok, så ville hun se det som en invitation til at sætte sig ned på hans skød.

Først og fremmest, havde Halfdan overhoved ikke forventet at møde nogen i denne lejr, som han kendte på forhånd. Men på den anden side, overraskede det ham virkelig ikke, nu hvor han forstod hvem eller 'hvad' hun i virkeligheden var. En datter af Afrodite? Nej, det overraskede ham virkelig ikke. Dog var selve mødet med hende, rigeligt af årsag for ham til at blive en smule eftertænksom. Såvel som distraheret og sjovt nok, også en anelse mistænksom. Han kendte trods alt Daisy. Og efter blot nogle få opmærksomme blik mod hende, syntes det mere klart hvad denne minx var ude efter. Eller i hvert fald håbede på at få. Men skulle endelig ikke tage fejl! Der skulle ikke meget til for at drage Halfdans opmærksomhed, og Daisy vidste bestemt hvordan man skulle snige sig ind på en stakkels mand som ham! Men hans hukommelse var god. Måske FOR god, i tider som denne. Så han forstod skam også godt, at det meget tvivlsomt kunne ende godt; skulle han give hende hvad hun ønskede. Til hans egen fordel, var han også ældre nu. 3 år siden de mødtes første gang, og over et år siden de sidst havde set hinanden. Halfdan var vokset sig større og mere moden, også af sind. Og han behøvede nu ikke at drikke sig fuld eller være påvirket, for at have modet til hendes særlige form for selvskab. Vigtigst af alt... Betød det også, at han kendte hendes tricks.

Hun sørgede, mesterligt, for at han så det hele. Den lokkende uskyld i hendes vandrende øjne og flagrende øjenvipper. Svajet af hendes hals og krave, som hun førte lokkerne bag øret. Og sørgede, ikke mindst, for at stille sig godt tæt ved ham. Som for at overtage hans personlige sfære, og forhindre ham i at forsvinde. Halfdan forblev dog endnu rank, og spændte sin kæbe. En lav brummen var det eneste svar hun fik til hendes udfordrende spørgsmål. Han afholdte bestemt ikke sig selv fra at kigge på hende, det syntes nærmest... umuligt? Men han gjorde sit bedste for ikke at lade sig selv blive alt for distraheret, eller sænke sine parader for meget. Hvilket var meget at forlange af sig selv, men det var vidst bedst at lide kort, for at kunne trives længe, ikke? han var en smule i tvivl om hvad han skulle sige, eller kunne sige, for den sags skyld. Han spændte sin kæbe ved synet af hendes lille bid i de fyldige læber. Hans blik hvilede ellers på hende, som fæstnet. Selvom hans typisk stoiske og kontrollerede gestik og mimik hjalp ham med at skjule beundringen, gjorde det dog intet for at skjule det lettere bestemte og undersøgende blik; der betragtede hende. Og ikke mindst holdte øje med hende. "It's been a while, Daisy.." Lød det så fra ham, roligt, til trods for situationen. I en tone der gav en smule udtryk for mistænksomhed. Men da han hurtigt derefter, indså at de specifikke ord sikkert bare ville blive opfattet som endnu en invitation; åbnede han atter munden. "So.." ... "How've you been?" Lød det så fra ham, i hvad der sikkert var et ynkeligt forsøg på at distrahere hende fra hvad hun så tydeligvis ønskede. Halfdan ønskede ikke at tage ved hånde, eller være mere hård ved hende end nødvendigt... Men Han kendte hende. Han kendte hver en fiber af Daisy's væsen. Hendes affektioner, hendes kærlighed, og hendes lyst; var nærmest dyrisk. Animalistisk i styrke og udtryk, og ikke mindst aggressiv. Og ude af stand til at blive lænket. Men Halfdan var ikke længere den 'lille' teenager hun havde mødt tilbage i Californien. Og var derfor, heldigvis, ikke længere med trang til at blive ovenud blød i knæene eller særligt akavet i lyset af en kvindes affektioner.

Halfdan kendte, ganske rigtigt, til enhver fiber af hendes væsen. Kan kendte og huskede mønstrene i hendes meget sensuelle og forførende adfærd. Han kendte til hendes vovede beslutsomhed, såvel som hendes uslukkelige lyst og behov. Hvad han derimod ikke kendte så meget til; var Daisy, ærlig talt. I al sandhed, havde de sjældent været særligt optagede af at lære hinanden at kende. Og det havde nok heller ikke haft den største prioritet i deres tidligere forhold. Et forhold domineret af... det fysiske. Og alt forbundet dertil. Han kendte intet til hendes far. Hendes forhold til ham. Eller lignende. Hun havde været en ung kvinde af "tvivlsom karakter", og han havde været en voldelig ung mand med sit syn fast fæstnet mod overlevelse og nydelse. Begge to fanget i en verden af ubehagelig selvskab og arkaiske regler og lyster. Og som fandt sammen under, eller uden, lagnerne af en den nærmeste seng. Men for fanden, hvor var det minder han havde gjort alt for at skubbe væk. Og bestemt ikke minder der gjorde ham godt at erindre, i disse øjeblikke især.

Halfdans let fraværende blik, fulgte hendes fingre, da de rørte hans overarm. Og han blev stående som hun valgte at tage en lille tur rundt om ham. Dog ikke uden at typisk suk, som forlod hans læber da hun svarede en anelse forudsigeligt til hans spørgsmål. Han kunne mærke hvordan han begyndte at slappe mere af. Hvordan hans tanker konstant syntes ude af stand til at fokusere... på andet end hende, altså. Eller, hvordan hans mavemuskler ufrivilligt spændtes som han mærkede hendes fingre massere hans skuldre, og finde deres vej rundt på hans ryg. Og det... irriterede ham faktisk en anelse. Irriterede ham, at hun havde en sådan indflydelse på ham. Og ikke mindst irriterede ham; at han ikke vidste hvorvidt det blot var hende, eller hendes evner. Han var næsten ved at falde i en mindre dvale, blot ved den nænsomme behandling hun gav hans ryg... Og han kunne sværge på at et suk havde forladt hans læber? Men da han så mærkede hvordan hans læderforklæde blev løsnet bag nakken, og faldt ned; spændte han kæben igen. Hvorefter han så rettede sig op. Forklædet var endnu bundet bag hans nedre ryg, så den hang stadig fra livet af ham. Men hendes vovede handling var nok til at vække liv i ham igen, og han skulle lige til at vende sig hurtigt om mod hende igen; da hun så pludselig stod foran ham. "Daisy.." Lød det så ganske bestemt fra ham. Som talte han til en uvorn unge der skulle lære at opføre sig ordenligt. Med et blik der havde fundet deres vej mod hendes øjne. Hvilket han næsten fortrød med det samme. "Behave.." ... "Let's not do anything we'll end up regretting." Tilføjede han så. Og håbede inderlidt at hun ville forstå budskabet, og slappe lidt af med hendes tilnærmelser. Alt imens en lille stemme i hans hoved, desperat håbede hun ville ignorere det. En stemme han selv havde lært at ignorere, mere eller mindre. Ligesom han efterhånden havde lært at ignorere hendes frække og forførende udsagn. Hvis han legede med hendes leg, ville hans 'tabe'. Han kunne sværge han snart var ved at knække en af sine tænder, sådan som han pressede sin kæbe med distraktionerne. Hans højde, og hendes noget så smigrende kjole; gjorde det bestemt ikke nemt for ham at holde sit blik i skak. Sjovt nok, en ting der var sket nogle gange efterhånden i den her lejr. Fordelen ved at være høj, måske?

Det ville nok skamme ham at indrømme det, men problemerne af deres tidligere forhold, var nok hovedsageligt forsaget af Halfdan, og ikke hende. At være under Daisy's fortryllelse, var en intens følelse. At føle man var den eneste mand i verden hun ønskede sig; når man egentlig godt selv vidste at ingen enkelt mand kunne tilfredsstille hende. At være ønsket af Daisy, var en utrolig følelse; som havde haft en tendens til at gøre Halfdan mere aggressiv end han sædvanligvis havde været. Mere grådig efter hendes selvskab, hendes krop; og mere bitter når hun så var væk. Misundelig i hendes fravær, og jaloux i hendes selvskab. Det fremmanede ord man ikke mente, og skabte billeder man ikke ville se. På en måde, gjorde hendes intense og animalistiske kærlighed; Halfdan mere dyrisk selv. Heldigvis huskede Halfdan det hele. Han huskede sig selv, og hans åndssvage opførsel. Hvordan han havde vogtet og våget over hende, som var hun intet mere end en egendel. Og ikke mindst hvordan hendes egen vilde og promiskuøse natur, havde gjort en sådan indsats fuldstændig overflødig. Hvordan det havde drevet ham til vanvid når hun ikke var der, og havde fået ham til at gøre... fejlagtige, ting; når hun endelig var hos ham. Og nu var hun her igen. Og imens hans sind og tanker blev tåget af nostalgiske minder, eller forført af hendes bevægelser, ord, og fingre; mindedes hans også skammen. Såret i stoltheden der endnu hvilede, efterladt, efter de to var stoppet med at se hinanden.

Ej heller, ville han stolt kunne erklære; at han var uberørt og upåvirket af hendes tilnærmelser hidtil. Faktisk, var han begyndt at synes de læderbukser han bar; var ubehageligt stramme og forhindrende. En lille klump i halsen, blev slugt ved hendes afvisende ord. Ikke af frygt for hende, eller hvad hun ville gøre. Men af frygt for hvorvidt hans tolerance var nået eller ej. En frygt for, atter engang, at miste besindelsen, og give efter for hendes indflydelse. Men helt ærligt... Han var ikke sikker på at han ville kunne gå væk, selv hvis han et sted ville. Musklerne spændtes ufrivilligt under hendes bløde og nænsomme fingre, og gav efter hendes masserende pres. Han forestillede næsten sig selv falde bagover i en blød seng. Som var det sket før. Men som hendes ord rungede i hans ører, og fyldte hans krop med en lun fornemmelse; spændte han sin kæbe og spærrede øjnene op. Som hun havde stillet sig på tæer, og bevægede sig tættere mod hans ansigt; havde et øjebliks klarhed været nok til at kyle ham ud af den ekstatiske trance han blev ved med langsomt at falde i. Og han agerede hurtigt, fast besluttet på at lære, og ikke mindst tilpasse sig.

Halfdan greb om hendes arme og skuldre. Endda også med hans metalliske hånd, i et øjebliks beslutsom og bestemt tankegang. "Dammit, Daisy!" Udbrød han lavmælt mellem sammenpressede kæber og tænder. Men dog aggressivt og bestemt. Imens det faste greb om hendes overarme og skuldre, fik hende et skridt bagud og væk fra ham. Endnu et øjebliks beslutsomhed, drev ham til at tage fat i hendes lår og baller, og løfte hende op i sin favn. Dog ikke på en forførende eller fræk måde. Men ultimativt for at lade hendes velformede røv dumpe ned på arbejdsbordet de stod ved. Han stillede sig imellem de ben han allerede forestillede sig; var mere end velvilligt spredte.. Og lod igen sine hænder tage fat i hendes skuldre. "What the fuck is wrong with you!?" ... "Don't you remember anything of what happened then!?" Udbrød han igen, og denne gang lige i hendes ansigt, nu hvor hun sad på bordet; og derved var hans højde. Men i det samme efter ordene havde forladt hans læber, fortrød han dem. Eller rettere; fortrød tonen. For tonen havde været meget aggressiv, bestemt, og belærende. Som talte han ned til et uvornt barn, der ikke havde gjort som der var blevet sagt. han tog en dyb indånding, og sænkede sig skuldre, imens hænderne også løsnede grebet om hende. Det dybe åndedrag, blev til en lav brummen. Og han endte med at lægge hovedet blot en anelse på sned; da en mindre genistreg slog ham. "Daisy.." Lød det så fra ham, ikke lang tid efter han havde råbt af hende. I en tone langt mere blid og kærlig. Eller, i hvert fald så blid og kærlig som han kunne. Hænderne der havde løsnet deres greb om hendes skuldre, blev i stedet placeret mod hendes lår. Men da han fornemmede den metalliske hånd mod hendes ene lår, valgte han i stedet at placere den med håndfladen mod bordet. Den kunne umuligt være behagelig at blive berørt af. "What's wrong?" Han lænede sig mod hende, og skruede selv bevidst charmen på. hans erfaring fortalte ham, at han til en hvis grad kunne kontrollere og manipulere hende; hvis han spillede sine kort rigtigt. Hvis han, så og sige; legede hendes leg. Og han var overbevist om, at hun ville tage det en smule mere roligt, hvis han blot trøstede hende med en smagsprøve af hvad hun ønskede sig. Så han stillede sig lidt tættere på hende, som hun sad på bordet. Og lænede sig ind mod hende. Men i stedet for at lade sine læber ramme hendes, strejfede de let forbi hendes kind, og mod hendes øre. "What do you want to forget?" Lød det, lavmælt. Nærmest hviskende fra ham. Han brød sig bestemt ikke om dette, og en sådan opførsel lå bestemt ikke i hans natur. I hvert fald ikke længere. Men noget måtte han gøre! For at få hende til at køle ned, og for ikke at miste kontrollen igen!

Halfdan havde det, ærlig talt, allerede dårligt ved at behandle hende således. Først skælde hende ud, og så derefter kæle en smule for hende. Var det ikke noget nær et arketypisk tegn på det destruktive forhold? Og hvad værst var, så var dette bestemt ikke første gang dette var sket. Men Halfdan vidste ikke hvad han ellers skulle gøre. Eller hvad han ellers kunne sige. Først og fremmest var det ikke engang faldet ham ind, at sende hende væk, eller selv at forlade hende. Hvilket måske var en smule underligt? På den anden side... så ville han gerne give hende hvad hun ville have. Hvis han kunne, ville han gerne hjælpe hende med at glemme. Men biproduktet deraf, den seksuelle nydelse, syntes en smal belønning for den yderligere skade han kunne ende med at forvolde hende. Til ham var det ganske enkelt... Han havde ingen intentioner om at tage hende på dette arbejdsbord, midt i smedjen, midt på eftermiddagen. Og det var nogen han var nødt til konstant at minde sig selv om; da hendes indflydelse lå som en konstant tåge over ham. Desuden vidste Halfdan også godt, at det højest sandsynligt var en dårlig strategi at behandle hende så blidt og kærligt. For det blot opmuntrede og opfordrede hende til at give igen. Jo Mere han gav hende, desto mere gav hun ham til gengæld. Og jo mere hun gav ham, desto tykkere blev tågen omkring ham...

Atter var det med en smule begravet skam; at han huskede hendes væsen og adfærd. Minder, der mindede ham om, hvordan hun sædvanligvis reagerede mod en dominerende behandling af hende. Ligesom hun havde sænket blikket ved hans irettesættende ord, vidste han også at han kunne få hende til at sænke paraderne, med en bestemt hånd. Men i takt med at parader blev sænket, blev hæmninger det også. Hvilket i sidste ende kun kunne lede til skuffelse. Så han måtte konstant minde sig selv om, at han måtte træde varsomt; for ikke at gøre mere skade end gavn. Hvis han da overhoved kunne gøre nogen form for gavn. "I said.." Med panden mod hendes, lod han sin næse gnide en smule mod hendes, og tillod hende at trykke dem en smule tættere sammen ved bordkanten. Den højre hånd forlod hendes lår, og endte i stedet ved hendes hals. Det fine stof af chokeren smuttede let under hans fingre og håndflade, som fingrene gled op over hendes kæbe og kind. Imens tommelfingeren forblev ved hendes hals, med spidsen under hendes hage. "..What. Do you. Want. To forget?" Ordene forlod hans læber langsomt. Og som han talte, kunne han sværge at hans overlæbe kort og flygtigt strejfede hendes. Imens alt dette stod på, var Halfdan splittet. Splittet imellem behovet for at hjælpe hende, hvis han kunne. Den ulmende trang til bare at tage hende for sig selv. Og ikke mindst den voksende dårlige samvittighed, over den facon i hvilken han behandlede hende.