The birds are singing. ~ Jake.

Tid: 15.30
Sted: Skoven.
Omgivelser: En masse træer, dog også nogle fældede nogle.
Vejr: Solen skinner. Nogle skyer på himmelen.
Dag: Mandag.
Årstid: Forår.
Udseende, påklædning: Klik.

Vejret var lunt, og luften var fugtig. Jazmyne gik ude i skoven igennem pindene og grenene, som var i vejen for hende høje stiletter. Måske ikke det bedste valg af fodtøj. Hendes stramme top, som hun rigtig godt kunne lide, vidste fint hendes former frem, og hendes sorte jeans vidste bare størrelsen af hende ben. Hun havde en cardigan udover, som var sort. Hendes røde hår, havde hun krøllet med et af hendes yndlings krøllejern, og det fremhævede også hendes brune øjne. Jazmyne gik rundt mellem træerne imens grenene og pindene gav en sær efterlyd. Fuglene sang, og alle var glade. Det var Jazmynes gæt i hvert fald. Hun gik ude i skoven, da det beroligede hende rigtig meget, og fik hende til at slappe af. Somme tider så hun nogle egern, og de så rigtig søde ud. Jazmyne kunne dog uheldigvis ikke lade vær med at skræmme dem væk, da det r svært med et par højhælede sko. Vinden kom til tider og tog fat i Jazmynes røde hår, og det gjorde hendes hår uglet. Men hvis man så bort fra det, kunne hun godt lidt vinden.
Her ude i skoven var der ikke rigtig nogle, men alligevel følte hun sig ikke alene. Alle de små egern og fuglene, som hun forstillede sig sang for hende. Hun fandt en grankogle som hun samlede op, og studerede noget. Hun smed den igen efter kort tid, og tro det eller ej, et egern kom og tog det. Jazmyne smilte bare, så hendes dybe smilehuller kom frem. Det gjorde hende glad at være her ude. Men somme tider kunne hun godt have brug for en at snakke med herude. Nogle gange, hvor hun bare var sig selv.

Jake havde taget sit træningstøj på, han skulle ud og løbetræne, hans løbetøj bestod af et på sorte joggins bukser, hvide sneakers og han t-shirt og udenpå sådan en trænings jakke. Han gik ned trappen og gav sig til at løbe. Han elskede løbe, gjorde så vidst tre gange om ugen. Han elskede marathon og have været en flittig marathonløber inden han var havnet her på lejren for 3 år siden. Hans satte kursen imod skoven og dens stilhed, han løb roligt tempo og nyd stilheden, der var ingen udenfor alt åndede fred og ro.
Han satte farten op idet han kom til udkanten af skoven. Han følte sig på en eller anden måde tæt knyttet til planter og træerne. Han trak vejret tungt stoppede idet fik øje på en pigen imellem træerne, han listede sig hen gemte sig bag en stamme. Han så hvordan hun kastede koglen og egern pilede han efter den samlede den op. Et svagt smil bredte sig over hendes læber. Hvor var hun sød, hun virkede så rolig og fredfyldt.
Han tog hurtigt en beslutning gik hen imod hende med rolige skridt for ikke skræmme hende " hej" sagde forsigtigt.

Jazmyne kiggede sig forskrækket bagud, og så en meget velbygget fur stå bag ved hende. "Jamen hejsa." Jazmyne havde ikke regnet med at se nogle her ude. Hun havde aldrig rigtig set andre herude, når hun var herude. Hun kiggede sig om, og så stadig kun på fyren, som hun endnu ikke vidste navnet på. Hende øjne prøvede at få øjenkontakt med fyrens øjne, men det lod til at være svært. "Hvad hedder du? Hvis jeg må være så høflig at spørge," spurgte Jazmyne med et smil på læberne og en leende mine. Hendes smilehuller kunne ingen tage fra hende. De skinnede igennem. Hun kunne selv mærke det. Hun kiggede på fyren igen. Hvad ville han? Hun kendte ham ikke engang. Hun havde aldrig set ham før. Ikke engang på lejren. Han måtte være ny. Eller hvad? Man går mange gange forbi nogle, som man ikke lægger mærke til hvem er. Måske havde hun på et tidspunkt stødt ind i denne fyr før, men ikke opdaget at det faktisk ville have gavnet hende at sige hej, eller i det mindste hilse. Hun stod spændt og ventede på hans svar.