Can you see the rings over there? | Charlie

Tid: 13.35
Sted: Skoven
Omgivelser: Træer, skov, træer, buske
Vejr: Varmt og lyst, men også overskyet
Dag: Mandag
Årstid: Efterår
Påklædning: Klik her

Det var efterår. Det var et varm efterår. Caitlin gik rundt i sit nye tøj, som hun var rigtig glad for. Hendes lille "hippie" hårbånd, havde hun forelsket sig meget i. Vinden blæste en smule, og det tog i hendes lange brune hår. Caitlin havde gået rundt om tænkt på en masse ting, hun ikke kunne få svar på. Hun havde rigtig mange venner og halv søskende hun kunne tale med det om, men hun følte sig ikke knyttet til mange af dem. Hun manglede en hun kunne stole på, holde fast i, betroe sig til. Alle disse ting handler om tillid. Hun havde ikke særlig meget tillid eller tro til dem, som boede på lejren. Somme tider, følte hun sig meget anderledes. Hun havde aldrig synes, at hun var en køn pige. Hun havde altid set sig selv, som den lidt nørdede pige. Dog har hun fået komplimenter af og til. Det kunne hun godt li'. Hun har en stærk selvtillid, men hun bruger den ikke overfor folk, for at gøre dem ondt, eller gøre dem kede af det. Der er plads til alle her i verden, og det respekterede hun. Hun trådte pludselig på en gren, og hun røg ud af hendes lille drømme-verden. Hun smilede dog bare lidt for sig selv, og gik så småt videre. Hun lukkede øjnene i et kort øjeblik og mærkede vinden på hendes ansigt. Caitlin elskede at gå lange ture, selv i de højeste stilletter som findes her på jorden. Hun elskede at gå rundt og være sig selv. At være den hun gerne ville være. Nogle grene bag hende gav nogle efterlyde, og hun vidste at der var nogen bag hende. Skulle hun vende sig om?

Påklædning: en slidt Rolling Stones t-shirt, hullede jeans og røde converse.

Charlie havde selv gået lidt rundt i skoven, trods advarslerne fra lejrlederne, om unge der var faret vild. Hun var ikke just bange for at blive væk, så var hun da fri for at være i lejr-længe-leve-land. Charlie havde selv gået lidt i sine egne tanker, med hovedet nedad, og hørte pludselig en gren knække foran hende. Hun kiggede hurtigt op, og så en pige foran hende. *Hvor i alverden kom hun fra?* tænkte Charlie, og kiggede undrende på pigen, og så at pigen stivnede. Hun kiggede lidt omkring, og overvejede kort om der var andre her, da hun havde hørt endnu en gren knække, da det gik op for hende at det var hende selv der havde trådt på en gren. Ligesom Caitlin også havde gjort, smilede hun lidt over sin egen dumhed, og rystede svagt på hovedet af sig selv. Hun var faktisk i et okay godt humør idag, og tænkte at hun nok hellere måtte bryde den gren-knækkende tavshed der var imellem dem. "Undskyld.. det var ikke for at skræmme dig, men jeg har gået i mine egne tanker, og har simpelthen ikke set dig..", hun smilede skævt. Det lignede hende ikke at undskylde på sådan en måde. Det var faktisk rart at være i godt humør, til en afveksling. Ikke fordi hun plejede at være 'emo', men hun brød sig bare ikke om at være sød mod andre. Ikke fordi hun ikke kunne lide dem, hun havde bare ikke rigtig lyst til at være sød. Men der var et eller andet over den her situation. Måske fordi hun havde overrasket pigen og nærmest 'sneget' sig ind på hende. Charlie smilede rent faktisk. Ikke bare et fesent træk i mundvigen, men rent faktisk et smil. Det tegnede godt.

Caitlin vendte sig hurtigt om ved nogle lydbølger, som ramte hendes trommehinde. "Det er helt okay." Caitlin smilede, men det var et meget diskret smil. Hun havde aldrig set denne person før, og hun havde aldrig mødt personen før. Charlie så meget kold med måske en lille bitte glød i somme steder. Caitlin studerede hende nøje, dog så kun hun kunne se set. Charlie var en rigtig smuk pige. Hun så meget moden ud, hvilket var en stor bonus for Caitlin. Caitlin kiggede efter et stykke tid ned i jorden, men begyndte at bevæge sin mund lige så stille. "Jeg kan desværre ikke gætte hvem du er datter af. Må jeg få en ledetråd, eller skal jeg pines af nysgerrighed?" sagde Caitlin med en leende mine. Hendes kæmpe smil kom frem på hendes læber, og for en gangs skyld, skulle hun ikke tvinge dem til det. Caitlin ville ikke prøve sine evner af på Charlie. Det fortjente hun ikke, og dog var Caitlin virkelig nysgerrig. Charlie virkede virkelig som en fjern person, men da hun snakkede til Caitlin, fik hun en helt anden opfattelse af Charlie. Hun trådte et skridt længere frem, og rakte høfligt sin hånd frem. "Undskyld, hvad var det nu du hed?" Caitlin havde så mange spørgsmål. Hun ville vide hvem denne person var. Uden brug af hendes evne. Caitlin ventede spændt på at Charlie skulle tage i mod hendes hånd. Om den er kold eller varm, det må vi jo se.

Da pigen vendte sig mod hende, blev Charlie mødt af et smukt syn. Pigen foran hende, var helt guddommelig smuk. Charlie blinkede forbløffet med øjnene, og kunne næsten ikke forstå hvordan nogen kunne se så smuk ud. Charlie havde ikke det største kendskab til de græske guder, men hun kunne regne ud at denne smukke pige, var datter af Afrodite - kærlighedens og skønhedens gudinde.

Pigen kiggede pludselig ned, og Charlie kom tilbage til virkeligheden. Hun var lidt bange for at hun var kommet til at stirre for meget på pigen, og at pigen derfor var blevet forlegen. Men da pigen så begyndte at snakke igen, glemte hun alt om det.

Charlie smilede lidt ironisk over pigens spørgsmål. Det var sjovt hvorfor alle gik så meget om i hvem der var ens gudeforældre? Kunne det ikke være ligemeget?
Hun kiggede ned på hendes armbånd, "Dionysos", svarede Charlie monotont, og smilet forsvandt, "Du ved.. hovedlejrlederen.. Gud.. og så videre.." hun kiggede igen op på pigen, og så rimelig ligeglad ud. "Mere ved jeg ikke", sagde hun lidt efter. Det var løgn. Charlie vidste meget mere om ham. Lige så snart hendes mor havde fortalt hende om ham, og havde bevidst at hun havde en gudefar, så havde Charlie googlet Dionysos. Hun havde faktisk googlet alle de græske guder, for at få et bedre kendskab til hvad hun gik ind til. Hun smilede kort og uægte, "Og du?" spurgte hun. Charlie vidste selvfølgelig godt hvem pigen var datter af, men hun ville ikke vise at hun kendte noget til guderne, og hun gad heller ikke opmuntre pigen til at tro at hun var smuk. Selvom hun var smukkere end noget andet hun nogensinde havde set. Det var Charlies egen stolthed hun ikke ville ødelægge. Hun vidste at så snart pigen havde fået en kompliment, så ville Charlie være stemplet som den grimme af de to, og det gad hun ikke.

Pigen spurgte om hendes navn, og rakte hånden frem mod hende. "Charlie Shyan", sagde hun, og trak på skuldrene. Hun kiggede lidt på hånden, og tog selv et par skridt frem, hvorefter hun gav pigen hånden. Som forventet havde pigen de blødeste hænder, mens Charlies hænder var ru, og tørre af frosten. "Dit navn", sagde hun mere konstaterende, end spørgende, og kiggede nu pigen direkte ind i øjnene.

Caitlin kiggede igen op og studerede igen pigen. Denne gang med omhu. Pigen havde noget meget langt og flot hår, noget som Caitlin først fik øje på bag efter. Hun så meget ligeglad ud, men Caitlin var nu vant til den opfattelse. Hun kunne ikke rigtig gætte sig frem til hvem Charlies gudforælder kunne være, men hun kunne altid forsøge sig frem inde i hendes hoved. Pigen var rigtig smuk, men samtidig godt skruet sammen. Efter Caitlins opfattelse af hende. Hun lod til at have ben i næsen, dog var hun som sagt meget fjern. Hun gættede på Athene i sit hoved, men fejlede. "Dionysos, han lyder da noget så spændende." Caitlin så meget op til alle guderne. Hun havde en respekt, som mange nu til dags manglede. Hun smilede for at se om det ikke smittede lidt af på pigen. "Jeg er datter af Afrodite." Caitlin vidste ikke om man kunne se at hun var datter af Afrodite. Den kønneste var hun nu ikke. Charlie var en rigtig smuk pige, nok en af de smukkeste og mest naturlige her i lejren. På en måde, følte Caitlin sig godt tilpas med hende, og alligevel følte hun en angst. En angst for at Charlie måske ville gå. Caitlin så at pigens blik søgte mod jorden, men dog meget diskret.

Charlie kom med en kold kommentar. Kommentaren indholdt hendes navn. 'Charlie'. På mange områder, lignede det Caitlins navn, og alligevel ikke. Caitlin smilede ved tanken. "Caitlin Lauren Leeze." Caitlin ville ikke sige sit fulde navn, da hun ville lyde tåbelig. Hun ville ikke ødelægge det førstehåndsindtryk Charlie fik af hende. Forhåbentligt var det en smule godt. Caitlin trak sin hånd tilbage og baskede lidt snavs væk fra hendes tøj.
Hun skulle ikke nå at skræmme Charlie væk inden de rigtig kunne få en ordenlig samtale. Det tydede i hvert fald godt. Caitlin fortrød ikke hendes gå tur.

Charlie var meget konkret i hendes udtalelser, men det kunne Caitlin godt overleve med. Hun forventede ikke noget fra denne pige, men hun vidste at hun nu havde fået en ny ven. Eller var hun bare for naiv? Somme tider kan Caitlin være for naiv, og tro på gud og hver mand. Dog var hun meget forsigtig denne gang. Hun begyndte så småt at vende sit blik ud imod skoven. Der var meget ødet, og Caitlin blev lidt utilpas af det. Efter 2 sekunder kiggede hun igen op, og hendes blik mødte Charlies meget kolde blik. Havde Caitlin gjort noget galt?

Charlie snøftede. Hun var stadig små-forkølet efter vinterens bidende kulde. Hun lagde mærke til at pigen kiggede på hende, men Charlie var ligeglad, pigen måtte glo alt det hun ville. Charlie rystede på hovedet og smilede lidt overlegent af pigen, da hun kommenterede på Charlies gudeforældre.
Hun var nu alligevel nysgerrig efter om hun havde gættet rigtig på, hvem pigens gudeforældre var, og hun smilede et ægte, men diskret smil, da hun fandt ud af at hun havde ret. Hun følte sig faktisk lidt stolt over sig selv, at hun var bedre til alt det der gude-halløj, end hun fra start havde regnet med.

Charlie kom pludselig i tanke om at de andre halvguder selvfølgelig også havde evner, og før hun kunne nå at stoppe sig selv, kom hun til at spørge; "Hvilke evner har du egentlig?" hun var oprigtigt nysgerrig, men hun lukkede dog alligevel munden hurtig i. Det var ikke hendes intention at virke så interesseret i den her pige, men det var den første halvgud hun sådan rigtig havde snakket med alene, så hun kunne simpelthen ikke dy sig.

Da Caitlin præsenterede sig, blev Charlie faktisk overrasket. De fleste halvguder havde mange navne, men Caitlin havde ligeså mange navne som hende selv. Charlie nævnede dog aldrig hendes sidste navn. Camille var faktisk hendes fornavn, men Charlie hadede det, og brugte bare sit mellemnavn. Pigen slap hendes hånd, og hun lod den falde ned langs siden. Selvom Charlie ikke var meget for at indrømme det, kunne hun faktisk godt lide at stå her med Caitlin. Caitlin virkede ikke til at være blevet skræmt væk af Charlies væremåde, og det fik Charlie til at respektere hende.

En brise fløj ind over dem, og den tog svagt fat i Charlies lange, brune hår. Hun lukkede kort øjnene og lod smilede. Da hun åbnede øjnene smilede hun stadig, og kiggede på pigen. Smilet blev svagere med tiden, men det var mere af vane, end af lyst.

Caitlin kiggede nysgerrigt på Charlie. Hun lod til at skjule sig lidt, noget personlighed, eller ære? Det kunne man aldrig vide. Caitlin blev overrasket over spørgsmålet, som kom flyvende ud af Charlies mund. Dog havde Caitlin ikke noget imod at svare på det. Det var nu en selvfølge. "Jeg kan kigge ind i folks øjne, og dermed se deres personlighed og kærlighedsliv. Jeg kan også få to mennesker til at forelske sig i hinanden, selvom de nok ikke selv har lyst, dog kan jeg stoppe det lige så snart jeg har lyst. Og når jeg bliver forelsket, hvilket giver en glad følelse, så kan jeg forvandle mig til en ulv." Caitlin var løbet helt tør for mundvand til sidst, og måtte næsten tage sig på maven, for at få luft. Måske lidt i overkanten, men noget i den dur. "Hvad med dig?" Caitlin var spændt på at høre Charlies evner. Selvom Dionysos var en 'vin-gud' kunne der godt følge nogle seje evner med. Man kunne aldrig vide.

Caitlin prøvede så småt at få øjenkontakt med Charlie, men det var hårdere end hun troede. Charlie søgte rundt til forskellige steder, hvorimod Caitlin så ud som en fortabt idiot uden nogen form for reaktion. Der var en akavet stemning, men det eneste Caitlin ville var at høre hvad Charlies evner var. Hvornår, vidste hun ikke.

Vinden kom og gik. Det var somme tider irriterende, for hendes hår blæste fra øst til vest. Hendes hårbånd beroligede det dog nogle gange. Caitlin var tør i munden. Selvom det kun var efterår, følte det som en kold vinter dag. Men faktisk var det ikke særlig koldt, men hun forstillede det bare inde i hendes hoved. Imens Charlie var i sin egen verden, kunne Caitlin aflæse hende en smule. Hun virkede anderledes, da hun stod og tænkte, for da hun kom tilbage til den virkelige verden igen, kom der en 'hård-tye' tilbage igen. Under samtalen, lagde hun den oplysning til side, for at se om det nu var rigtigt. Måske var det bare en facade, som Charlie havde sat op?

"Mine evner.." sagde Charlie lavt og rynkede på brynene, mens hun kiggede ned. Hun stod kort og tænkte, hvorefter hun kiggede op på Caitlin igen. "Jeg udsender nogle feromoner der får folk af det modsatte køn til at føle sig tiltrukket af mig." hun smilede svagt, men det forsvandt igen, "Og så kan jeg sætte folk i ekstase." Hun var gravalvorlig da hun fortalte om den sidste evne. Hun havde mange problemer med hendes evner. Hun kunne ikke rigtig styre dem, og kom tit til at bruge den forkerte af evnerne. Men det ville hun ikke fortælle Caitlin, så hun valgte at spørge ind til hendes evner.

Charlie blev overrasket over hvor mange evner Caitlin havde, og var faktisk utrolig interesseret i at høre mere om dem. En af evnerne mindede meget om Charlies evne. Charlie kunne få folk af det modsatte køn til at føle sig tiltrukket af hende, men at man ligefrem kunne styre folks følelser havde hun aldrig hørt om. "Så, hvis du ville, kunne du egentlig få os to til at blive forelsket lige nu og her?" hun kiggede undrende på pigen, men sørgede for ikke at virke alt for interesseret.

Charlie kunne ærlig talt ikke lide tanken om at Caitlin kunne stå der og kigge direkte ind i hendes sind, og se hendes kærlighedsliv, og hendes sande jeg. Hun var glad for at det kun var ved øjenkontakt at Caitlin kunne se hendes personlighed. Men hun var nu alligevel interesseret i at vide hvor meget hun kunne se? "Har du rodet rundt i mit hoved?" spurgte hun monotont, og kiggede direkte ind i Caitlins øjne. Det kunne være spændende at finde ud af hvor meget Caitlin egentlig vidste om hende lige nu.

"En ulv?", spurgte hun meget undrende og kunne ikke lægge skjul på hendes nysgerrighed. Var det virkelig muligt for et menneske - eller en halvgud - at forvandle sig til et dyr? Et kækt, drillende smil formede sig på hendes læber, "Kan du da forvandle dig til en ulv nu?", hun hentydede til om pigen var forelsket. Og håbede lidt på det ville sætte hende i en akavet situation, men hun vidste ikke hvordan Caitlin ville reagere på hendes spørgsmål.

Da Caitlin hørte Charlies evner blev hun helt overrasket. Det måtte være så spændende at have sådan nogle evner som hende. Caitlins var meget enkle, men hun kunne ikke bare sådan ønske nogle nye. Caitlin øjne blev 10 gange større da hun hørte Charlies sidste evne. Hun blev helt opslugt af Charlies evner, og hun kunne ikke vente til at høre mere. Hvor var det dog egentlig en virkelig spændende evne. psykiske evner er altid spændende, da det er noget man ikke lige kan sætte en finger på hvad er. "Kan du styrer dine evner fuldt ud eller?" Caitlin havde kune et nysgerrigt ansigts udtryk, om Charlie kunne se det vidste hun ikke. Som altid så Charlie meget fjern ud, men det var som om hun skjulte sin indre personlighed. Svare ville hun måske ikke, men kan kunne vel altid håbe.

Caitlin fokuserede. "Ja, men desværre er jeg fuldt ud hetero." Caitlin lo lidt, men det lod ikke til at smitte særlig meget af på Charlie. Charlie åbnede sig lidt op, da de stod og snakkede om Caitlins evner, og hun kunne se en helt anden side af hende. En meget smuk side. Men igen, hun prøvede at fjerne glæden i at samtalen faktisk gik godt. "Jeg har kigget på det, men du lader ikke rigtig til at give mig lov." Caitlin kiggede på Charlie og prøvede så vidt så muligt at få øjenkontakt med hende. Pludselig vendte hele situationen og Charlie kiggede hende pludselig meget dybt i øjnene. For en gangs skyld kunne hun se Charlies pupiller som stille og roligt hele tiden skiftede størrelse. Da hun så ind i Charlies ret så smukke grå-grønne øjne, røg Caitlin ind i en helt anden verden, og hun følte at hun gik rundt i Charlies sind.

Der var meget mørkt. Ingen lyde elle skridt. Vejen delte sig i to, og Caitlin skulle vælge en vej. Den ene var mørk, dyster og fjern. Den anden lys god stemning og et velkomst skilt. Hun vidste at hun var inde i Charlie sind, men hvordan kunne der var sådanne to forskelle i hende. Hun valgte meget modigt at gå hen imod den dyster vej. Meget langsomt og tænkeligt.
Caitlin blev slået ud af Charlie verden. Hun så Charlie lukkede øjnene og ikke synes det var særlig rart. Kunne hun mærke a Caitlin var derinde?
"En Zach poppede op. Og Charlie. Jeg har ikke noget i mod din mørke side, men du må gerne vise din lyse side overfor mig. Selvom ingen kender til den, kan du trygt stole på mig. Jeg har set den."

Caitlin kiggede ned. Hun følte igen skyldfølelse. Hun hadede denne evne som mest af alt var baseret på nysgerrighed. "Ja, en ulv. Jeg er ikke forelsket, men jeg har da møst nogle søde fyre." fik Caitlin fremstammet. Hun havde ikke rigtig set nogen endnu. Men hun ville heller fortælle en helt fremmed om hendes kærlighedsliv, og måske. Måske var der en. Selv Caitlin havde ikke styr på det, så hvordan kunne andre så have.

Charlie kiggede små-forfærdet på Caitlin. Havde hun lige læst hendes tanker, eller spurgte man altid halvguderne om de kunne styre deres evner? Charlie var lidt små-forvirret over det, men viste det ikke udadtil. "Nu du spørger", sagde Charlie og sukkede lidt irriteret. Ikke fordi hun var irriteret over Caitlins spørgsmål, hun var bare irriteret over at hun ikke kunne styre hendes egne evner. Hun så det som et tegn på svaghed. "Så nej. Jeg kan ikke styre mine evner. Faktisk, så går det fuldstændig galt for mig. Hvis jeg møder nogle søde drenge, så får jeg dem til at gå i ekstase, i stedet for at de bliver tiltrukket af mig. Og hvis jeg møder ubehagelige mennesker om aftenen, så bliver de tiltrukket af mig, i stedet for at jeg sender dem i ekstase." indrømmede hun hurtigt og direkte. Egentlig ville hun aldrig have vidst sådan en stor svaghed, fort Caitlin kunne bruge dette i kamp mod hende. Men på den anden side ville hun heller ikke lyve om dette, da hun kunne blive tvunget til at bevise det. Charlie gik også på et kursus i lejren, hvor man lærte at træne sine evner. Og hun var på begynderholdet.

Charlie smilede af hende, men ikke fordi hun grinede. "Jeg bliver forelsket i personen, ikke i kønnet", sagde hun ærligt. Charlie havde aldrig været forelsket i en pige, men var ikke i tvivl om at hvis den rette kom, så var det ligegyldigt hvilket køn personen havde.

Charlie kiggede Caitlin direkte ind i øjnene. Hun hørte godt hvad hun havde sagt, men nu ville hun se hvad Caitlins evne kunne. Hun kunne se at Caitlin var koncentreret, og pludselig fik hun en slørrende fornemmelse i hovedet. Det var som om en masse tanker hun havde fortrængt kom ufrivilligt frem i hovedet på hende, og hun vidste at det var Caitlins evne. Hun lukkede brat øjnene i, drejede hovedet væk, og åbnede dem så igen. Hun kiggede ikke på Caitlin, men idet hun nævnte Zach, blev hun nødt til at se på hende. Det var virkelig rigtigt. Hun kunne se direkte ind i Charlies sind. Charlie var både forvirret, overvældet, og utrolig fascineret. Caitlin snakkede om en lys side. "Bare fordi du har været inde i mit hoved, skal du ikke tro du kender mig.", sagde hun koldt til pigen, men fjernede ikke blikket fra hende. Hun ville gerne have en hun kunne betro sig til. Og en hun kunne føle sig tryg ved. Men Charlie var bare ikke typen der kunne stole på folk uden videre. Hun foretrak at være for sig selv, end at skulle lukke folk ind i hendes dybeste sind. Det kunne godt være at Caitlin havde været inde i hendes sind, men hvem ved hvor meget mere hun kunne have set, hvis Charlie ikke havde lukket øjnene. Hun frygtede denne tanke.

Charlie fornemmede en vis rødmen, da Caitlin fortalte om de søde fyre. Det virkede til at hun havde noget hun ikke ville fortælle, "Så du må godt rode i mit hoved, men du vil ingen gang fortælle mig en simpel ting som forelskelse?", sagde hun og kiggede indgående på pigen, med et løftet øjenbryn, som tydede at det ikke var ondt ment.

Nu var vi tilbage igen. Til denne kolde verden Caitlin nu havde oplevet et par gange. Hun kunne se at Charlies blik ikke var nemt at holde fast i, men hun anede dog noget. Ikke genert. Men tilbageholdende. Caitlin brugte så mange kræfter på at holde øjenkontakten, men Charlie ville ikke engang kigge på hende. Hendes blik flyttede sig lidt fra sted til sted, men Caitlin kunne mærke at hun blev undgået. "At være flov er en god til. For så har man et mål. Det er sjovere end at være færdig udviklet hvis man kan sige det sådan. Man skal altid være en fighter eller er livet ikke sjovt. Overhoved." Caitlin prøvede at smile til Charlie, men det lod ikke til at hun tog i mod det. "Mit mål lige nu er at få dig til at kunne se dig selv i øjnene uden at se skuffelse. Det går ikke særlig godt, men kan kæmper stadig."

Charlies forklaring om nogle sjove switch-ups fik meget af Caitlins opmærksomhed, og hun kunne ikke vente til at høre mere. Selvom Charlie ikke kiggede på hende, kunne Caitlin se at hun gemte sig bag en hård facade. En facade som er meget svær at vedligeholde. Dog krakelerede hendes hårde facade somme tider, og Caitlin vidste at det var på grund af hende. Caitlin ville gøre alt hvad der stod i hendes magt for at få Charlie til at se, at verden ikke kun er grå og sort, men at der også er farver som blå, rød, gul, grøn og lilla. "Man kan hvad man vil."

Caitlin havde fået det dårligt over at have været inde og se CHarlies meget underlige sind. Det var første gang at Caitlin valgfrit kunne gå to veje. Og heldigvis vidste hun hvad de betød. Da Caitlin formulerede sin oplevelse inde i CHarlies sind, kunne man se at Caitlin ikke havde ramt forkert. "Nej det tror jeg heller ikke. Men du kunne starte med at se sandheden i øjnene, for det har jeg - og det ikke engang min egen." Caitlin var helt rolig over situationen, men hun kunne se at Charlie ikke havde det godt med det. Hun kiggede på Charlie igen, men denne gang tror Caitlin at hun anede et smil. Og i så fald, var 'Zach' den Zach hun troede det var?

"Unfair, ja, men for at sige noget ærligt, så er jeg ikke den bedste til drenge, og skal vi ikke bare slutte den diskussion nu?" sagde Caitlin og prøvede at skjule sin rødmen. Men det var bare svært da den blev større og større. Caitlin kiggede ned så hendes lange hår dækkede hendes ansigt. Hvorfor lige nu, hvorfor?

Charlie fnøs, "Hvorfor er det du tror du er så meget bedre end mig?", sagde hun til Caitlins lille prædiken omkring flovhed, og om at være en fighter. Charlie var irriteret på Caitlin. Det kan godt være hun havde ret i det hun sagde, men hun kunne ikke lide at føle sig nedgjort. "Det er ikke fordi jeg vågner om morgenen og tænker at mit liv er et stort hul? Så havde jeg da nok gjort en ende på det for længe siden", sagde Charlie hårdt til pigen. Charlie tog et skridt tættere på Caitlin per automatik, men det virkede nok også en smule truende. Nu vidste hun da i hvert fald at Caitlin ikke havde nogle fysisk skadende evner. Det var ikke fordi Charlie regnede med de skulle i kamp, det var i hvert fald ikke det hun ville lægge op til, det var snarere en forsvarsmekanisme.

"Ja, det kan man sikkert.", sagde hun små-irriteret og rullede med øjnene. "Dionysos er guden af ekstase frugtbarhed, seksualdrift og vin. De fleste kender ham bare som vinguden." hun var stadig irriteret over at hun blev nødt til at forklare sig, men dybt inde, kunne hun godt lide at fortælle sin viden om sin far. "Det er ikke min skyld jeg har fået de evner der er mindst kendte, og derfor åbenbart også er sværest at styre. De gamle grækere kendte jo mest til vin-guden Dionysos, og ikke alle hans andre evner. Derfor ofrede de også flere dyr til god vindrue-høst frem for frugtbarhed og seksualdrift. De ofrede kun frugtbarheds gaver til Demeter." sagde hun og fnøs over Demeters horeunger.

Charlie blev virkelig irriteret over pigens bedrevidenhed. "Jeg ved virkelig ikke hvorfor du lige pludselig skal lade som om du ved så meget om mig. Hvad er det for en sandhed du vil have mig til at se? Hvad af det du vil have mig til at gøre?" Selvom Charlie var vred, kunne man se at det betød noget for hende. Et eller andet sted var Caitlin kommet ind på livet af Charlie, og det var ikke kun fordi hun havde været inde og rode i hendes hoved. Det var fordi Caitlin havde holdt ved, også selvom Charlie var umulig, og selvom Charlie faktisk har gjort alt for at holde Caitlin væk.

Charlie smilede meget diskret af Caitlin. Hun var glad for at Caitlin havde indrømmet det var unfair. "Det er jeg heller ikke", sagde hun og sukkede, men hun ville ikke lade hendes tanker føre hen på Zach. Hun vidste at Caitlin ville kunne læse hendes blik, og hun valgte derfor at kigge væk.

Caitlin ville gerne vise, at hun var for moden til det her. Selvom hun ikke engang vidste hvor gammel Charlie var. "Ved du hvad. Hvis du ikke snakker ordenligt med dig og indser hvilken hjælp jeg ligger i det, skulle vi bare droppe det. At holde dig ud af svært, ja jeg sagde det, men jeg kan se på dig, at du er irriteret over hvem du. Lad vær med at bilde dig selv ind i at det er mig, som står og er sorte Per, for det er i hvert fald dig." Caitlin sagde det med en meget sur stemme, for hun var sur. Ingen skulle snakke sådan til hende, og især ikke når det hun siger faktisk giver en lille smule mening. "Jeg synes personligt at du skal tage dine ord i dig igen. Ellers så tager jeg dem selv og putter dem tilbage i munden på dig." Caitlin kunne være hård ja, men da hun ingen fysiske evner havde, og var ret så spinkel, måtte hun kæmpe med sin fornuft, som lå i hendes store ego. Da Charlie trådte tættere på hende, bakkede hun ikke tilbage, hun skulle i hvert fald ikke have den fornøjelse.

"Undskyld at jeg ikke er ekspert i alle guderne." sagde Caitlin. Hun anede Charlies rullende øjne, og det irriterende Caitlin grænseløst. "Og du har i hvert fald ikke den mindst kendte evne. Det synes jeg ikke. Og nu skal vi da ikke tilbage til 'kan ikke styre sine kræfter' emne skal vi?" Caitlin smilede lidt for sig selv, for hun vidste at Charlie ikke ville tage i mod det alligevel, så hvorfor ikke bare smile til sig selv? "Fortæl lidt mere om din far. Hvordan forlod han dig? Har du mødt ham - endnu?" Så mange spørgsmål som Caitlin gerne ville have svar på, men Charlie var ikke ivrig nok til at give hende svarene. Caitlin kunne ikke forstå hvordan det kunne være så svært at forklare lidt om sin gudforælder. "Spændende," mumlede Caitlin bare for sig selv.

Caitlin blev ikke overrasket over Charlies reaktion, og hun valgte bare at svare det, som hun lige havde på hjertet. "Lade som om? Hvor må jeg dog være fri. Jeg har set hvad jeg har set, og ingen kan tage det væk fra mig. Måske skulle du bare lade vær med at åbne dine øjne så meget, og kig ind i et træ i steden for?" sagde Caitlin med en vred stemme. Hvorfor stod hun her og prøvede? Kunne hun ikke bare lade denne mystiske pige være? Hun gad tydeligvis ikke at snakke med Caitlin, men alligevel blev Caitlin der. Hun følte sig knyttet til denne person. Meget knyttet. Det var også derfor hun blev. Caitlin havde aldrig mødt en person som Charlie. Aldrig. Det var også en af grundende til at hun blev stående.

Charlie var blevet klogere på sidste gang, og hendes blik flyttede sig hele tiden. Men dog landede det aldrig på Caitlin. Denne Zach fyr havde hun mødt før. Hun kunne godt forstår situationen, og at Charlie måske havde en lille crush på denne Zach. Caitlin kunne ikke gøre andet end at grine af det. Forelskelse gør mere ved en, end hvad med lige går og tænker på.

Charlie var overrasket over hvor hård Caitlin lige pludselig blev. Hun smilede af hende, og nikkede anerkendende. "Nå, du har det da i dig", hun regnede ikke med at Caitlin vidste hvad hun snakkede om, men Charlie smilede stadig af pigen. Hun valgte at ignorere ordren på at tage ordene tilbage, og ventede faktisk at Caitlin ville blive rigtig vred over at Charlie ignorerede det, men man kunne jo aldrig vide med sådanne halvguder. Ærlig talt vidste hun heller ikke hvad det var hun skulle tage tilbage. At Caitlin var bedrevidende, eller at Charlie kunne have begået selvmord hvis livet havde været så slemt? Derfor var det nok bedst hun lod være med at svare. Hun var stadig positivt overrasket over den vrede reaktion fra Caitlin.

Der lød et irriteret suk fra Charlies side. "Nejnej", sagde hun, men undlod at rulle med øjnene af denne her mærkværdige pige der stod foran hende. "Hvilken en af dem snakker du om? Dionysos eller min far?" Hendes papfar var for hendes syn, hendes rigtige far, og ikke Dionysos. Og selvom hun godt vidste svaret, så spurgte hun alligevel. "Jeg ved det at han er over-lejr-leder", sagde Charlie, "Og så ved jeg han er gud... Jeg har ikke mødt ham endnu. Hverken ham eller jeg har kontaktet hinanden." sagde hun, og kiggede tomt på Caitlin. Hun var ked af at Dionysos ikke havde kontaktet hende. Siden han var hoved-lejr-leder, burde han vel vide hvilke unge halvguder der kom til lejren? og da især når det var hans egen datter der kom ind i lejren. "Hvorfor er du så interesseret?" spurgte hun blidt, men havde stadig det tomme blik som fokuserede på luften lige ved siden af Caitlins ansigt.

Charlie fokuserede nu på Caitlins ansigt. "Stirre ind i et træ?" spurgte hun forundret, dog skeptisk. Hun havde intet at sige til hende. Hun vidste ikke hvad Caitlin ville have ud af den her kamp de havde gang i. Det var vel egentlig Charlie der havde startet kampen, men Caitlin burde vide bedre. Lost souls cannot be saved.

Hun både hørte og så Caitlin bryde ud i grin af Charlies kærlighedsliv. Charlie blev utrolig såret over Caitlins grin. Syntes hun det var sjovt at Charlie havde problemer med en fyr? Der var jo en grund til at Caitlin havde set Zach i den mørke del af hendes tanker, kunne hun ikke tænke sig til der var en grund til det. Charlie lod være med at reagere på grinet, hun smilede derimod svagt, men falsk, og kiggede ned i græsset. Hvad skulle det nytte?

Caitlin blev en smule små-irriteret over Charlies kommentar, og hun havde sådan lyst til at eksplodere. "Hvis du vil have mere skal du bare spørge." Hun så at Charlie havde noget på hjertet som hun ikke ville fortælle og det irriterede hende også. Alt ved Charlie irriterede hende nu, men hun blev stadig stående. Hvorfor kunne hun så godt lide hende, også alligevel hade hende? "Jeg gider ikke det her mere. Hvorfor kan du ikke bare samle sine tanker og tænke dig om? At prøve at være din ven er svært, men prøve at forstå dig er umuligt. Ved du hvorfor jeg prøver? Nej tydeligvis ikke. Jeg ved at du dybt inderst inde, at du synes jeg er bare en lille bitte smule sød, og hvis ikke, hvorfor fanden bliver du så stående?" sagde Caitlin rykkede sine bryn. Det her kunne ikke gå mere galt. Alt var allerede splittet.

Caitlin kiggede på Charlie med nye øjne. "Jeg er interesseret fordi jeg er interesseret i at vide mere om dig, er det ikke tydeligt? Fortæl noget om din papfar. Hvordan var han?" Caitlin prøvede at smile, men det kunne ikke lade sig gøre. Hun havde slet ikke lyst til at stå her med Charlie, og hun følte sig meget mere end utilpas. Hun skævede sit blik mod højre. Hun vidste ikke rigtig hvad ellers hun skulle spørge Charlie om. Hun gad jo ikke engang kigge på hende, så hvorfor prøve. Hun kunne tydeligt se at Charlie ikke kunne lide hende, men Caitlin kunne godt lide hende. På en meget underlig og mærkværdig måde, hun ikke helt kunne sætte sin finger på hvad var.
Hun hørte de ting Charlie sagde, men var egentlig lige glad. Hun virkede ikke til at være bare en smule interesseret i at snakke med Caitlin. Derfor nøs Caitlin med vilje men fik det dog til at se så falsk ud så muligt. Selvfølgelig ikke med vilje.

Caitlin reagerede meget hurtigt på Charlies svar, og hendes kommentar til det kom også med lynets hastighed. "Hvis du foretrækker en mur, er det også okay." sagde hun og kiggede lusket over på Charlie. Caitlin havde ikke lyst til at være flabet eller irriterende, men Charlie gjorde det så let, og Caitlin kunne ikke lide det. Hun prøvede så vidt muligt at holde denne samtale ud, men hun svor, det var noget af det værste hun i sit liv havde oplevet. Hun hadede at være uvenner med folk, og Charlie gjorde det svært for hende at være sød. Det irriterende grænseløst.

Charlie tog det meget personligt at Caitlin gav en lille latter. En følsom side af Charlie, nej det havde hun ikke oplevet endnu, og det var faktisk spændende og naturligt. Charlie blik blev pludselig meget tomt, og hun vidste at det var Caitlins skyld. Hun mente det slet ikke på den måde. Denne Zach fyr kendte hun meget til og somme tider alt for meget. "Ham Zach er slet ikke så dårlig. At blive lidt små lun på ham, kan jeg godt forstå." Caitlin sagde det ikke for at lyde klog, men for at skjule den store hemmelig hun havde. Charlie havde ingen idé om hvad det var, men Caitlins ansigt sagde nogle gange mere end hvad hun opdager og lægger mærke til.

Charlie smilede overlegent, men samtidig ægte, "Bring it on", hun løftede øjenbrynet, og synes faktisk det var spændende at Caitlin svarede hende igen. Det var sjælendt at folk turde vove sig så langt ud, men hun respekterede folk når de gjorde det. Hun vidste ikke hvad dette ville føre til, men det virkede lovende.
Pludselig snakkede Caitlin i en lang køre, og Charlies smil stoppede brat, og hun så pludselig forvirret ud, "Prøver du at være min ven?" det lød lidt provokerende, men Charlie var virkelig overrasket. Folk ville gerne diskutere med hende, men ville sjælendt være hendes ven. Et eller andet sted var hun lidt ligeglad med at få venner, men som Caitlin sagde, så var der et eller andet ved hende, hun godt kunne lide.

Endnu engang kiggede Charlie undrende på pigen foran hende. Hun kunne se at Caitlin forsøgte at smile, men at det ikke lykkedes. Charlie havde virkelig gjort hende sur, og selvom hun nok burde have fået skyldfølelsen, fik hun det ikke. "Jack", sagde hun og smilede svagt for sig selv. "Han var anderledes. Anderledes end min mor", svarede hun, som om Caitlin vidste alt om Jack efter disse få sætninger. Hun følte ikke hun havde brug for at forklare yderligere omkring Jack, da de fire sidste ord næsten sagde alt om hendes elskede papfar.
Charlie kiggede Caitlin i øjnene, "Hvad med dine forældre? Afrodite? Og hvem der nu ellers er?" Normalt ville hun egentlig have været fuldstændig ligeglad med en fremmeds familieliv, men følte lidt at hun blev nødt til at spørge. Og på den anden side, kunne det være spændende at høre om den sande gudinde, Afrodite.

Charlie udbrød en lille latter, hun havde godt lagt mærke til Caitlins luskede smil, og det gjorde bare det hele endnu bedre. "Jeg foretrækker at kigge på den jeg snakker med, men da jeg ikke har lyst til at du skal vide alt der foregår i mit hoved, vil jeg hellere kigge andetsteds". Det var sandt. Hvis det stod til hende, ville hun hellere end gerne kigge Caitlin i øjnene, men hun havde ikke lyst til at Caitlin skulle kende alle Charlies mørke - så vel som lyse - sider.

Det var først nu det var gået op for Charlie, at hun havde vist en alt for blød side til Caitlin. Det virkede som om at Caitlin skulle til at undskylde, men det gjorde hun ikke. "Kender du.." hun skulle til at spørge om Caitlin kendte Zach, men det blik Caitlin havde, viste at Caitlin kendte Zach meget godt, måske endda for godt. Charlie stirrede måbende på hende. "Er det den forelskelse du ikke ville fortælle om?", spurgte hun. Hun prøvede at lyde calm, men man kunne tydeligt høre at hun var forfærdet, og at hun ikke rigtig vidste hvordan hun skulle reagere.

Caitlin kiggede ned og lagde hendes arme over kors. "You have to ask first. I told you that." Hun kiggede op igen og så ind i Charlies øjne, som nød synet af Caitlins vrede. Caitlin ville ikke give hende den fornøjelse, så hun smilede lusket og rullede øjne. At være ond og irriterende var ikke hendes stærke side, men at være skuespiller skulle hun måske have skrevet ned i sin notesblok. "Åh gud, pappet kunne heller ikke skæres mere ud. Men måske er jeg lidt i tvivl alligevel. Når du alligevel ikke gider lukke mig ind i dit sind, så hvorfor prøve så hårdt?" Caitlin vidste godt at hun løj overfor sig selv. Hun ville gerne lærer Charlie at kende, hun var så speciel og 'ikke bange'. Det kunne Caitlin godt lide.

Caitlin var forvirret. Hun havde aldrig mødt en person som Charlie. Skiftede personligheder hele tiden. Det forklarede også de to veje hun kunne gå, da hun var inde i Charlies sind. Hun kiggede med åbne store øjne. "Han lyder virkelig som en der holdt dig nede på jorden. `" Caitlin kunne se i Charlies øjne at hun savnede nogen. Eller ville have nogen til at støtte hende. Hun brød sig klart ikke om lejren og for det ikke skulle være løgn - Caitlin. "Jeg gider ikke snakke om mine forældre hverken 'pap' eller 'rigtige'. Der lå nogle meget personlige ting i dette emne med der var en person hun rigtig gerne ville snakke om. "Jeg har en søster som hedder Juliet. Hun er 4 år og elsker at spille klaver - kan jeg huske. Jeg elsker hende og det smerter mig ikke at være sammen med hende." Da Caitlin skulle til at sige ordet 'smerter' faldt en lille tåre og hun vendte sig hurtigt om og sagde undskyld. "Jeg elsker hende simpelthen så højt."

Caitlin tøvede og var endnu engang irriteret over, at hun ikke måtte forsætte på vejen i Charlies sind. Det hele var bare så afslørende, og Caitlin var der næsten. Hun fik ondt i hoved af at tænke på det og valgte så bare at lade vær. Hun kiggede ned på hendes sko. De var blev lidt beskidte, men so what. "Det kan jeg sagtens forstå, men hvad synes du? Tog jeg den rigtige vej, eller skulle jeg gå den anden vej?" Charlie vidste udemærket godt hvad Caitlin snakkede om, og hun så ret chokeret ud. Caitlin havde virkelig overgået sig selv. Sådan at stå oppe og kæmpe for sin sag, ja det kunne hun faktisk kun takke Charlie for.

Caitlin fik et psykisk chok for hver gang nogle eller noget nævnte Zach, blev hun bange. Ikke bange, bange, men bare irriteret? Var det ordet? "Nej vi er bare virkelig gode venner. Intet der." Caitlin snakkede virkelig hurtigt og hun snublede faktisk over nogle af dem, hvilket viste at hun var nervøs. Nervøs for at Charlie ville sige noget hun sikkert ville fortryde. Caitlin vidste ikke hvad hun skulle tænke eller føle. Denne Zach var stadig et stort spørgsmålstegn for hende.

Charlie rystede smilende på hovedet af Caitlin. Det kunne godt være at Caitlin syntes at Charlie var besværlig og tvær. Men Caitlin var ikke selv meget bedre. Nok var hun mere rationel, end Charlie nogensinde vil blive. Hun havde absolut intet imod de lidt skarpe kommentarer fra Caitlins side. Tværtimod nød hun at få lidt modspil, frem for den vante underlæggelse. Hun kunne godt fornemme på Caitlin at hun ikke var vant til at give så meget igen. Det var ikke fordi Charlie regnede med at Caitlin altid gav efter, eller ikke kæmpede for sin sag. Men hun virkede ikke som den diskuterende type.

Charlie mødte Caitlins blik, "Ja, det gjorde han". Hun holdte smilet lidt, mens hun kiggede på pigen, men det fadede lige så stille væk. Hun var glad for Jack, men hun følte ikke at hun var nødsaget til at smile til Caitlin bare af den grund. Det irriterede hende lidt at Caitlin ikke gad at fortælle om hendes forældre. Mon det var fordi at hun heller ikke kendte til hendes gudemor, og at hun ikke ville indrømme det? Charlies irriterede tanker blev afbrudt af Caitlin, som dog alligevel valgte at fortælle om sin familie. Dog ikke den familie, som Charlie havde spurgt ind til.
Caitlins blik ændrede sig brat, og Charlie kunne se at hun virkelig holdte af den her lille pige, også kaldet Juliet. Charlie fik helt ondt af pigen, da tåren lige så stille trillede ned af hendes kind, og at hun undskyldte overfor Charlie. "Du skal ikke undskylde.." sagde hun lavt og kiggede små-bekymret på hende. "Men.. hvorfor er du så her på lejren, hvis du hellere vil være hjemme hos hende?" Charlie kunne ikke forstå det. Hvis hun selv havde haft en lillesøster, som hun elskede så højt som Caitlin elskede hendes lillesøster, så ville hun nok være blevet hjemme, istedet for at være på denne her lejr. Selvom Charlie var ked af det på Caitlins vegne, så lå det ikke til hendes natur at vise omsorg eller medfølelse. Så denne situation var meget akavet, og hun vidste ikke rigtig hvordan hun skulle reagere. Det var ikke fordi hun ikke havde nogen situationsfornemmelse, for hun kunne sagtens se at Caitlin var ked af det, hun vidste bare ikke selv hvordan hun skulle håndtere situationen.

Charlie var endnu engang overrasket over Caitlins reaktion. Denne gang reagerede hun bedre end forventet, da hun egentlig havde forventet en skarp kommentar omkring øjenkontakt. Hun kunne se at Caitlin var frustreret, over at hun ikke måtte se ind i Charlies sind. Det kunne være meget spændende at vide hvor meget mere hun egentlig kunne se, men hun ville ikke tage chancen om at risikere at en anden kendte hendes indre svagheder. Charlie rynkede tænkende panden, "Jeg ved det ikke", sagde hun hudløst ærligt, og kiggede Caitlin i øjnene et kort øjeblik, hvorefter hun flyttede blikket på et punkt lige ved siden af hendes ansigt, for at undgå øjenkontakten. Hun tænkte sig om, men kunne ikke rigtig finde ud af hvad hun skulle svare, for hun vidste ikke hvilken side af sig selv hun helst ville at folk skulle se. For på den mørke side, var der ting som hun forsøgte at fortrænge, og på den lyse side var der minder hun forsøgte at bibeholde som hendes egne, og ikke alle mulig andres.

Charlie kiggede meget skeptisk på Caitlin. "Nok har jeg ikke sådan en fancy tankelæser evne, som du har, men mig kan du ikke narre." hun var irriteret over at Caitlin holdte alt hemmeligt for hende, mens at Caitlin selv ville have Charlie til at fortælle alt om sig selv. Hun kunne godt høre på den måde Caitlin fumlede over ordene at hun løj - eller at der i hvert fald var noget hun skjulte. Og hvad end det var, så ville Charlie finde ud af det. Hun kunne ikke klare tanken om at der var en anden pige der var vild med Zach. I hvert fald ikke hvis Zach også var vild med hende.

CAitlin fik denne gang ingen spydig kommentar fra CHarlies side, og hun kunne ikke rigtig forstå det. Eller måske kunne hun. Caitlin var som sagt ikke en diskuterende pige, og hun ville få skyldfølelse bagefter hvis hun havde været lidt vild eller umulig. Men lige nu tog Charlie det rigtig pænt, og hun nød synet af Caitlin værende sur. Hun kiggede lidt ned i jorden og så en ting som lå nede mellem nogle grene. Det skinnede lidt. Caitlin bukkede sig ned, og hun kunne mærke Charlie undre sig over bevægelsen. "Det er et diament hårspænde. Kender du til den?" Caitlin kunne godt forestille sig at Charlie ville give hende en spydig kommentar til, men der kom ikke rigtig noget ud af hende mund. Caitlin valgte bare at sætte en kold facade op, men den krakelerede lige så stille da Charlie åbnede sin mund.

Caitlin kiggede ned og fik lige så stille tørret tåren væk. Hun prøvede på ikke at snøfte, men prøvede på at stå oprejst. Hvorfor skulle det ske nu? Hun begyndte så småt at kende Charlie, men da ikke nok til at stå og græde foran hende. Caitlin troede at hun kunne få ord ud af sin mund, men det var som om hendes hjerte og vilje ikke ville arbejde sammen. Hun tog lige så stille hendes hænder op til ansigtet og lige pludselig kom der ord ud af hende mund. "Jeg ved det. Men undskyld beskriver så meget mere end alt andet lige nu," sagde hun med hænderne på ansigtet. Caitlin fik endelig mod til at fjerne hænderne fra ansigtet og hun snøftede. Noget der var forbudt. Lige i denne situation. "Jeg er ikke normal. Det er hun. Derfor." Caitlin vidste udmærket godt at det var en meget kort forklaring og at Charlie måske fortjente mere. Men Caitlin havde bare ikke viljestyrke nok. Juliets glad smil Juliets små arme. Juliets måde at sige 'Caitlin' på. Alt ved Juliet modsagde opholdet på lejren. Men Caitlin passede ikke ind i den normale verden. Hun passede ind her hvor alle er unormale, hvilkey gør det normalt. Men tanken om at Juliet er flere tusinde km væk gjorde hende mere ked af det end nogen sinde. "Jeg ved at hun elsker mig, og det er dét eneste jeg behøver for at overleve i min unormale verden." Caitlin kiggede op på himlen og der faldt lige så stille en enkel tåre fra hendes venstre øje. Hun valgte ikke at tørre den væk. Hvorfor? For den ene tåre vidste en hilsen. En hilsen til Juliet.

Caitlin rynkede en af hende bryn. Hun var endnu engang overrasket over Charlies svar til hendes spørgsmål. Måske havde Charlie ret. Men alligevel ikke. Havde Caitlin måske roddet for meget i Charlies hoved? Der var selv nogle ting som Caitlin gerne ville holde hemmelige. Nogle ting hun ikke ville snakke om. Nogle ting hun ville tænke over selv, uden nogens form for hjælp eller råd. Men på den anden side valgte Charlie det selv? Caitlin valgte at fortælle om sine evner, også gjorde Charlie præcis det hun sagde, hun nok ikke skulle gøre, hvis ikke Caitlin skulle bruge sin ekstraordinære evne til at gennemskue hende. "Når," fik Caitlin kun sagt. Om det var ærligt det Charlie sagde havde hun ingen idé om. Caitlin fik tænkt sig om, og hun fik en lille skyldfølelse, og pludselig stod det malet i hoved på hende. Hun ville ikke have at Charlie skulle finde ud af det. Endnu en gang. Caitlin er ikke svag. Hun er bare mere tilbageholdende end andre. Som Charlie fx.

Caitlin begyndte at blive alvorlig og hun svarede hurtigt, men hun havde ikke hjertet med i det. "Jeg er selv forvirret, fordi kærlighed hader mig. Somme tider hader jeg den også, jeg er selv et stort spørgsmåltegn." Caitlin blev nød til at indrømme over for sig selv at Zach var en dejlig dreng - sammen med hende. Han opfører sig underligt når de ikke er alene. Det bekymrede Caitlin meget, og på den anden side, kunne Caitlin sagtens godt forstå Charlie. Selv hun var panisk om dette emne - Zach emnet. Hun vidste ikke hvad hun ellers skulle sige for hun var tom for ord. Ja Zach betyder noget for hende. Men hun ved ikke hvor meget.

Charlie kiggede - som sagt - undrende på Caitlins bevægelse. Da Caitlin rettede sig op igen, kunne hun se noget skinnende i hendes hånd. Et diamant hårspænde? Hvem ville dog rende rundt med diamant-hårspænder på en lejr? Men Charlie undrede sig endnu mere over det efterfølgende spørgsmål. Hvorfor i alverden skulle Charlie have et diamantspænde? Hun var overhovedet ikke typen der gik med hårspænder, og især ikke diamanthårspænder. "Øh, nej?" sagde hun, og skeptisk på pigen. "Hvorfor skulle jeg dig det?" Hun rynkede panden, og kiggede endnu engang ned på diamantspændet i Caitlins hånd. Gad vide hvor det kom fra?

Det virkede som om at der lå noget andet bag ordet undskyld, men Charlie ville ikke spørge ind til det. Det var vidst rimelig personligt, siden Caitlin begyndte at græde. Hun bebrejdede hende ikke for at græde, men hun ville aldrig selv havde gjort det, lige meget hvor ked af det hun havde været. Og hvis hun gjorde det, ville hun ikke tilgive sig selv over at have vist sådan en stor svaghed foran en anden person.
Ikke normal, hun tyggede lidt på ordene. "Hvad mener du med det? Ikke normal?" Charlie synes ikke at Caitlin var helt normal, for Caitlin reagerede jo på en anderledes måde, end normen gjorde overfor Charlie. Men det betød da ikke at hun ikke var normal? Hvad ville det egentlig sige at være normal? Det var noget Charlie altid havde undret sig over, og det eneste hun var kommet frem til var, at hvis man var normal, var man lige som alle andre. Og alle andre, var ikke noget Charlie ville være. Charlie betragtede hende tavst, og man kunne se at Caitlin var i sin helt egen verden. Det var meget saligt at se Caitlin sådan. Charlie havde ondt af pigen, og ønskede for dem at de kunne være sammen, men sådan lå landet tilsyneladende ikke. Charlie var overrasket over hvor meget Caitlin åbnede sig for hende. Det var en uvant situation for Charlie. Hun stod lidt og trippede, og anede ikke hvad hun skulle give sig til. Hun kunne ikke bare trøste Caitlin. Både fordi de havde et hate-forhold, men også fordi hun ikke vidste hvordan man trøstede folk. Charlie valgte at blive stående på sin plads, og først nu forstod hun hvad Caitlin mente med unormal. Caitlin havde snakket om dét at være halvgud. Dét at have evner. Dét at leve i denne verden, og være udødelig. Hun ville ikke kommentere det. Hun vidste godt hvordan det var at have nogen der hjemme man holdte af, men det var ikke nogen hun var blodrelateret med. Caitlin nærede tydeligvis store følelser for denne lille pige.

Charlie lyttede til den hurtige køre der strømmede ud af Caitlins mund omkring kærlighed. "Kærlighed er hvad man gør det til", sagde hun, og hende ansigt var udtryksløst. Det irriterede hende at folk altid gav kærlighed skylden for det de selv gjorde forkert. Charlie var ikke selv god i kærlighed, men det var hendes egen skyld. Hun havde selv svært ved at forstå Zach, og hun vidste ikke hvad hun skulle gøre ved ham, eller for den sags skyld; hvad hun skulle gøre ved Caitlin.. Hun havde ikke brug for at nogen skulle formindske hendes chancer om at få Zach. Hun ville ikke slå nogen ihjel, eller benytte sig af vold. Men i krig og kærlighed gjaldt alle regler.

Caitlin fik et meget skarpt blik fra Charlie, og var med det samme overbevist om at spændet ikke var hendes. "Og hvad nu hvis det var?" kom der hurtigt ud af Caitlins mund. Hun kunne ikke lide Charlies måde at snakke på, men altså, hun måtte vel vænne sig til den? Var det måske ikke høfligt, at Caitlin ren faktisk involverede Charlie? Hvis nu det var Charlies, og hvis Caitlin ikke havde spurgt. Hvad så? Ja, så mange spørgsmål, som skulle besvares, men var så svære at besvare. Caitlin puttede spændet i lommen, og valgte ikke at kigge på Charlie. Det var vel ikke hendes, så vidt Caitlin kunne høre. Hun valgte bare at kigge ned. Hendes sko var faktisk blevet ret beskidte. Pyt.

Caitlin kiggede op, men vand i øjnene. Hun håbede på at de snart ville tøre. Hun kiggede ned og igen op. Hun skulle lige sluge det hele, før hun kunne svare. Hvorfor hun åbnede sig sådan op for Charlie vidste hun ikke. Hun tog hænderne op til ansigtet og prøvede på en diskret måde at tørre sine tåre væk fra ansigtet. "At være normal for mig lige nu er, at have en dødelig familie, ingen kræfter have, og lille Juliet ved min side." Hun prøvede så vidt muligt at holde hendes smerte inde, men det var bestemt ikke let, og blev helt sårbar - indeni.
Hun kiggede ned igen. Hvad skulle hun gøre? Hun følte sig mere flov end nogen sinde, og hendes følelser fik frit slag. Alt fik lige pludselig frit slag. Hun bakkede lidt tilbage, i håb om at hendes følelser gjorde det samme. Hendes stemme blev lysere og mildere og hun kiggede på Charlie. "Jeg ved ikke hvorfor. Så det må du fortælle mig. Jeg har være på denne lejr i så ufattelig lang tid, og ingen, ingen kender til dette," sagde hun med et knæk til sidst. "Hvorfor dig?" spurgte hun og kiggede ned imens hun rynkede sin pande. Var det underligt at hun fortalte det til en pige hun næsten ikke kendte. Charlie så forvirret, men forståelig ud, og det gav hende varme. I sindet. Hendes øre frøs en smule, og hun kunne høre vindens stille brusen. Hun lukkede lige så stille sine øjne og så Juliet for sig. Sød pige, ja det var hun. Det var Charlie også, måtte hun indrømme. Hendes anden side i hver fald. Eller var Caitlin bare blevet blind igennem sine tårer?

Caitlin rødme kunne tydelig ses, da de begyndte snakken om Zach og kærlighed. Hun vidste ikke hvor hendes rødme kom fra. Om det var Zach eller Charlie der gjorde det vidste hun ikke. "Ja, det har du nok ret i," sagde hun for ikke at ødelægge deres intime øjeblik. Caitlin kiggede langsomt ned i jorden og strøg noget hår bag øret. Det var blevet lidt koldt, og måske også sent. hun havde måske stået her med Charlie i timer. "Kærlighed er kærlighed. Man kan desværre ikke styre den, og det er dét, der irriterer mig." Hun kiggede op, og fik en hård vind direkte i ansigtet. Hun tog det dog bare som det kom.