Swords, really? - Zach

Tid: Eftermiddag
Sted: Arenaen
Vejr: Solen skinner, men luften er en smule kølig
Omgivelser: En del halvguder som kæmper
Påklædning: Click

Sværdkampstræning. Alene tanken fik Nuka lyst til at pjække. Men efter flere gange at have brugt den nødløsning, og flere ekstratræninger med Chiron som eftersidning, var hun nødt til at møde op. Både i kentaurens og hendes egen optik. Hvorfor skulle hun dog også bryde sig så meget om ham?
Lydløst sukkede hun og trådte ind i arenaen, lige ankommet fra bueskydning. På ryggen havde hun sin bue og sit pilekogger, i hånden sit sværd. Tydeligt ville man kunne se, at hun ikke brød sig om det. Sværdets vægt generede hende. Hvis bare det bare lettere, ville hun måske ligefrem kunne lide sporten? Dog tvivlede hun på, at hun nogensinde ville finde et sværd, der kunne måle sig med buen og pilens lethed. Desværre. Sværd var somme tider mere praktiske end bue og pil.
Bue og pile lagde hun fra sig efter et skarpt blik fra Chiron. Ham ville hun nødig lægge sig ud med - hans kundskaber indenfor sværdkamp var meget bedre end hendes. Igen sukekde hun og gik stillede sig hen til klumpen af halvguder, som ventede på at timen startede. Med en hurtigt bevægelse fik hun sat sit lange, mørke hår op i en hestehale. Ellers ville det bare blive til besvær når de gik i gang med at kæmpe.
"Hvornår går vi i gang?", spurgte hun højt Chiron. Lettere utålmodigt afventede hun svar.

Påklædning: En hvid tank top, noget der minder om cowboybukser, sine converse (Matt finde det mest behageligt) metal rustning, en bronzehjem med en blå fjer pynt.

Matt kom løbenede op mod arenaen, han var med at komme for sent, Matt hadede at komme for sent.
Han nåede endelig arenaen, puhaa lige til tiden, eller sådan da.
"Vent hr. Chiron!" udbrød Matt og åndede lettet op.
Matt havde sit sædvanlige tøj på, en hvid tank top, noget der mindende om cowboy bukser og sine converse som efterhånden var mere opbrugte end noget andet. Udover det havde Matt sin rustning i metal, på hovedet havde Matt sin standard græske hjelm som havde en rød fjerpynt. I venstre hånd havde han sit skjold og i højre hånd havde han sit spyd.
"Argh Matthew, godt du er kommet, jeg havde netop brug for en mere øvet en, Matthew du går i par med hende" Chiron pegede på Nuka og viste Matt hvem han skulle gå sammen med... Nu kunne folk gå igang.
Matt gik over mod Nuka.
"Matthew O'Connor, søn af Ares og dig?" sagde Matt og rakte hende hånden. Efter lidt tid da Matt havde givet hende nok til at trykke hånden, gik han overmod væggen og lod spydet støtte sig op af væggen, det samme gjorde han med skjoldet.
"Skal vi komme igang?" sagde Matt og trak det ene sværd af de to der sad på hans ryg.

Mens Nuka ventede på at komme i gang, tog hun brynje og hjelm på. At komme til skade og bruge flere dage på hospitalsfløjen. Men selvom hun ikke var på niveau med de fleste andre i lejren, når det kom til sværdkamp, havde hun endnu ikke fået alvorlige skrammer endnu. Måske pga. hendes evne?
Chiron uddelte hende til en eller anden. Straks ledte hendes øjne efter et ansigt. Hurtigt blev det fundet, og hendes mod om at klare træningen faldt en smule. Fyren, som hun skulle kæmpe mod, var en af de bedste i lejren efter hvad hun havde hørt. Hun kunne genkende ham. Flere gange havde hun hørt de andre halvguder snakke om ham. Havde han overhovedet nogensinde tabt en kamp? Hun tvivlede, han skulle eftersigende være søn af Ares.
Det sidste fik hun bekræftet, da han præsenterede sig. Matthew O'Connor, søn af Ares. Var det en straf fra Chirons side? Hendes umiddelbare svar ville være ja. Et rungende ja.
Kort sendte hun et langt, længselsfuldt blik mod sin bue og pile. Hvis bare... men Chiron ville næppe bifalde det. Hun sukkede kort og tog sig sammen. Hendes blik mødtes med Matthews og hun tog hans hånd, trykede den. "Nuka Aquila, datter af Apollon", præsenterede hun sig med et skævt smil på læben. "Jep, når du er klar", hun så en anelse surt på sit sværd, vejede det i hånden. Et sted inderst inde bad hun til, at hendes træning med evnen ville hjælpe hende en smule her. Ellers havde hun ikke en jordisk chance.

Apollon, det da ham med solen? Hvad lavede hun så her i arenaen? Burde hun ikke køre i hestvogn... Det kunne også være lige meget, men så igen, da hendes far ikke var særlig kamporienteret så burde han måske være sød ved hende.
Det lød som en god ide.
Matt vendte sig rundt, gik tilbage til skjoldet han samlede det op og gik tilbage til hende, da han kom tilbage til hende rakte han hende skjoldet "Tag det, du for brug for det... Tro mig" sagde Matt og gav hende skjoldet.
Matt havde godt hørt alle de rygter om at han aldrig var blevet besejret i kamp, vilket så også var sandt, men han elskede virkelig at alle frygtede at måde ham til sådanne træninger. De fleste så det som en straf at blive sat sammen med Matt, hvilket Matt godt kunne forstå, men han så det mere som en hjælp.
Matt var selv blevet tvunget til at træne med de mindre gode halvguder, så de faktisk ville klare den virkelige verden.

Matt så kort på hende, han følte lidt med hende, det var ikke hver dag at Chiron ville accepetere at en søn af Ares ville træne med de knap så gode som var til træning nu. Men Matt var alt fo trænings fikseret til at acceptere et nej til en træning.
Nu var der blevet spildt nok tid. Da Matt følte at hun var klar besluttede Matt sig for at tage det første skridt, at angribe hende. Matt begynde at små hoppe på stedet, kort tid efter tog han et skridt mod hende og huggede hoppe fra og ned, hvis hun havde taget i mod skjoldet skjoldet ville det være simplet blot hæve skjoldet og angrebet var stoppet, hvis ikke, skulle hun nok få problemer.

Hvis Nuka havde haft mulighed for at høre Matts tanker, havde hun muligvis slået ham. Pff! Heldigt for ham, at hendes bue og pile ikke var indenfor hendes rækkevidde. Man ville kunne forveksle ham med et pindsvin, hvis det havde. Ja, hendes far var bla. gud for solen og kørte i den der vogn, men det der! Det var da bare mandschauvinistisk, specielt at han følte at han skulle være sød ved hende. Godt hun ikke kendte til hans tanker.
Med en rynken på næsen, der tydeligt viste at hun ikke brød sig om det, tog hun i mod skjoldet. Hvis han mente det ville være nyttigt, gjorde hun klogt i at tage bruge det. Ganske vist var hun brød hun sig ikke om, at han mente hun var dårlig og dermed havde brug for det. Men på den anden side, var hun heller ikke dum. Han var en god kriger med sværd, og det var hun ikke. Punktum.
Hun sukkede, sendte igen et længselsfuldt blik mod sine pile. Hvis bare hun måtte bruge dem. Så ville hun nemt kunne vinde denne kamp. For hvis der var noget hun var god til, så var det bueskydning. Hendes eneste afvigelse fra den præcise midte af skydeskiven, var under 5 cm. Hvis bare..

Nuka strammede sit greb og sværdet og skjoldet. Ventede på at han skulle angribe. I hendes øjne var den, som angreb dårligere stillet end den som ventede. Det så ud som om han tøvede. Den korte ventetid, sekunderne, lukkede hun øjnene. Søgte et bestemt punkt lige mellem hendes øjne. Dér! Hendes skuldre blev sænket en smule, afslørede at hun slappede af. Så åbnede hun øjnene igen. Der lå et fraværende udtryk over dem, en svag tåge. Hun så han beslutning før han slog ud mod hende. Derfor var hun klar med skjoldet, som hun brugte som beskyttelse for sværdet der kom ned mod hende. Hurtigt drejede hun rundt om sig selv, slog ud med sit sværd mod hans ben i håbet om at såre ham.

Hun brugte skjoldet som Matt havde forventet.
Men hendes modangreb overraskede Matt meget, det var ikke mange nybegyndere der kunne finde på at angribe sådan. Det krævede en hvis personlighed at blotte sin ryg så meget som man faktisk gjorde i denne form for angreb.
Selvom det var uventet var det ikke noget som gjorde at Matt var nødt til at bruge sin evne til at forudse, mange han havde set kæmpe havde gjort det samme, så han var forberedt på det.
Først ville han blockere sværdet med sit sværd og dernæst sparke til hende, eller skjoldet for at give sig lidt tid til at reagere på.

Sparket ville sidde midt på skjoldet og dermed putte mest pres på bæreren, aka Nuka. Hvis sparket kom bag på Nuka ville det med garanti få hende til at tage et skridt tilbage og i værste tilfælde få hende til at falde omkuld.
Efter hans lille move stoppede Matt og så på hende, nu ville han udelukkende få hende til at blive vred og dermed angribe ufokuseret, eller det var planen.
"Det var ikke dårligt, taget i betragtning at du er en nybegynder" sagde Matt med et smøret smil, hvis hun så ham i øjnene ville hun se at han blinkede flabet til sidst, før han trak det andet sværd som sad på hans ryg.
Han svingede sværderne i sin hånd inden han angreb igen, denne gang ville det ene sværd (venstre) slå på skjoldet mens det andet (højre) skulle prøve at presse hende tilbage.

Matts evne var lige som Nukas, dog med den undtagelse at Matt kunne kun 'se i fremtiden' når han var i kamp, eller rettere det føltes mere som om at han havde oplevet det før og derfor vidste hvordan man skulle reagere. Det var en af grundene til at Matt altid vandt, men også fordi han overserverede sin modstandere og deres angreb og kunne derefter træne på forsvar der matchede.

Nuka tænkte ikke over at hun blottede sin ryg. Normalt når hun kæmpede prøvede hun bare at få ramt på modstanderen. På den ende eller den anden måde skulle hun helst få et slags ind. Om så det betød at blotte sig selv. Men hun vidste at han ikke ville udnytte blottelse af hendes ryg. Så snart hun havde taget valget, kunne hun se hvad der ville ske.
Hendes sværd blev blokeret af hans. Dette havde hun ikke set komme. Dog var hendes evne heller ikke helt korrekt. I hvert fald, var sværdet tæt på at ryge ud af hånden på hende. I sidste sekund fik hun grebet ordentlig fat om det, tidsnok til at se hans næste træk. Spark mod skjoldet. Hvis det gik ind ville hun miste balancen, blive skubbet tilbage og han ville vinde. Derfor trak hun skjoldet væk fra hans bens retning og løb efter par skridt til siden.
Et smil var at finde på hendes læber. Hey, det gik jo faktisk okay. Selvom hun ikke ville vinde kampen, så kunne hun da forsvare sig nogenlunde. Selvom hun ikke kunne se det, vidste hun at chancen for sejr var lille hos hende. Ar vinde over en søn af Ares? Som om! Ingen ud over andre børn af Ares var gode nok. Måske Athenes, men ellers ikke.
Hans ord fik hende til at rynke utilfreds med sine øjenbryn. Nybegynder? Hun havde været på lejren i fire år! Fire år havde hun mødt op til sværdkampstræning. "Jeg er ikke nybegynder, min mentalt udfordrede ven", lød det køligt fra hende. De blågrønne øjne skød lyn, på næsten bogstavelig vis. Der var stadig en let tåge over dem, der indikerede at hun stadig ikke så med sit normale syn.
Måbende så hun hans næste træk, et par sekunder før han trak sit andet sværd. Det der var jo snyd! Så måtte hun da også bruge sine pile! På bedste vis prøvede hun at blokere hans angreb med både sit sværd og sit skjold. Håbefuld om at det lykkedes begyndte hun at løbe væk fra ham.