Du får tæsk! Marius.

Sted, Arenaen.
Tid, 14,50.
Omgivelser, masser af mennesker i fuld udrustning.
Vejr, stort solskin.
Påklædning, en farveskiftende udrustning, alt efter hvordan Michael synes den skal se ud.

Michael var på vej hen mod arenaen. Han var iført sin græske krigsudrustning, og havde sit tveæggede sværd af overjordisk bronze og stygisk jern med sig samt hans helt nye guldfarvede skjold. Han havde udfordret Afrodites søn til kamp. Det måtte blive en let kamp. Afrodite var jo ikke lige kendt for sine store kampevner, men Michael undervurderede ikke sin modstander.

Da han trådte ind i arenaen var han lige ved at blive hugget ned. En duel havde åbenbart flyttet sig til døråbningen, ikke højst passende. Michael valgte ikke at hoppe hen til hans modstander. Det ville tære på hans kræfter. Han besluttede dog at holde sin rustnings farve i almindelig farve. Han kunne chokere Afrodites søn ved at overraske ham. Michael gik derfor direkte hen til ham, lagde sit sværd truende mod hans bryst og spurgte "Er du klar til kamp?"

Det fine sværd, gaven fra hans mor Afrodite, hang ved hans side, og gyngede lidt frem og tilbage i dens skede da han gik ned mod arenaen.
Folk kæmpede, hvilket han elskede at se på, det var så dramatisk. Ordet 'dramatisk' indgik for det meste når ikke i den sammenhæng når man så en Afroditesøn, og det ville da især ikke falde i hans mors smag.
Nej, drantasik, var når to forelskede sig men de ikke kunne få hinanden. Hans mor havde gjort dette i æuner, først med Orfeus og Eurydike, siden Theseus og Ariadne, oppe i renæssancen fik hun også Romeo og Juliet til at forelske sig. Dette gik lidt værre end de andre to, de myrdede sig selv begge to.
Han sukkede, hvorfor var hans mor også lige Afrodite? Fordele og ulemper var der ved det, flest ulemper efter Marius's mening.
Han stoppede op, var der ikke noget galt? Han trak sig sværd svingede rundt om sig, han ramte en anden sværdklinge, et sort sværd af stygisk jern der ville have ramt hans bryst.
Han så skulende hen imod ejeren, Michael Andrew Alex Dorfill Evans Madron søn af Iris, regnbuens gudinde.
"Always, your idiot!", snerrede han, og smilte så lidt hånligt, Michael havde helt klart prøvet at 'overaske' ham, 'chokere' ham. Ha, han skulle blive bedre en som han var hvis dét skulle lykkes.

Michael ignorerede ham. Han havde kalt ham for idiot. Det skulle han få betalt. Michael startede duellen langt før Marius var klar. Det lykkedes ham at få hans sværd ud af balance og han forsøgte med endnu et hug at få hans sværd ud af hånden på ham. Marius så dog ud til at have genvundet balancen og være klar til kamp.

Kampen gik lige så stille, så stille som en kamp nu kan, for sig i nogle minutter.
Men efter 3 minutter lavede Michael et trick der kunne give ham momentum. Michael slog så hårdt med sværdet han kunne, men i sidste sekund satte han af fra jorden og hoppede lige over Marius' fuldt udstrakte sværdhånd. Han slog til Marius' sværd bagfra så det faldt ud af hånden på ham, vendte sig i luften og svævede ned på jorden, væltede Marius ud af balance og fik ham til at falde...

dadadadadadadadadadadadadadadadam!

//Ehm... Du ved godt du ikke kan styre min karakter ikke? Oo

sorry, er ret ny på siden.

//Det går nok... Så må jeg lige prøve at spille på det du har skrevet xD

Hvad i alverden lavede han? De havde slet ikke aftalt at kæmpe ednsige begynd emed det.
Han slog ud efter Michaels hoved med den flade side af sværdet, uheldigvis gik angrebet ikke igennem.
Marius bandede for sig selv og kiggede skulende mod Micheal.
Michaels sværd slog hans eget ud af balence, i en baglæns saltamortale fik han genvundet balancen.
"What the hell are you doing?", råbte han til ham, i vrede angreb han endnu en gang og prøvede at slå sværdet ud af Michael's hånd.
Det ramte perfekt efter Marius's mening, hvis Michael var en god sværdkæmper bevarede han balancen, hvis ikke... ville han falde.
Hvad lavede han nu? Legede akrobat ligesom ham selv? Wannabe!
En smerte i skulderen, der fik ham til at tabe sværdet. Vreden blussede op igen, da han faldt ned i savsmuldet. ikke fordi han havde noget imod savsmuldet, men han havde at tabe en kamp. Især mod ham.
Han satte hænderne i jorden og lavede en flick-flack op i luften og bagud. Han mærkede noget bag sig, en brystkasse. Denne gang kunne Michael da umuligt holde sig oprejst...

Michael var lige ved at komme ud af balance, men han vidste godt at han var en af de lejrdeltagere der havde bedst balance, hvilket hans guddommelige forælder muligvis havde indflydelse på. Han lavede en baglæns kolbøtte for hurtigere at komme på benenene. Han ....... "aarrrrrrgh", et smertesråb undslap ham da Marius havde slået ud efter hans skulder. Enorme smerter ændrede hans tyngdepunkt men han hoppede lunhurtigt op i hans territorium. Iris' territorium. Himlen!