Hvad laver jeg dog? ~ Marius

Sted: Bueskydningbanen.
Tid: Omkring 11-12 tiden.
Dag: Fredag.
Omgivelser: Andre, der skyder med bue og pil.
Vejr: Solen skinner og det er varmt.
Årstid: Forår.
Påklædning: En mørklilla skjorte, som er åben, og ærmerne strøget op, og kan derfor ane den turkise top indenunder. Et par lyse, knækorte cowboyshorts og sine sorte Converse sko med ikke så hvide snørebånd. Håret er løst og mange halskæder om halsen og armbånd om det ene håndled.

Caroline bed sig hårdt i sin matrøde underlæbe. Det var hendes tur om tre. Hun kunne ikke. Hun havde ikke lyst til det. Hvad havde hun dog gang i? Hun stod i kø som den tredje til, at skyde med bue og pil, og hun havde aldrig prøvet det før. Hun var nu nærmest også blevet tvunget ind i en kø, lige da hun kom hen til banen. Det var jo ikke hendes skyld. Hun havde prøvet at sige fri, men det ville ikke være til høre, som den ældre elev havde sagt, da han havde tvunget hende ind i køen. Det lød som en overdrivelse, men det var mere eller mindre sandt.
Det blev hendes tur. De to andre foran hende, havde klaret det super godt, og nu var det hendes tur. Amatørens tur. Man kunne ikke engang kalde hende for en amatør, for hun havde jo aldrig prøvet det. Hun samlede buen og pilen op og trådte ind foran skydeskiven. Hun spændte pilen og holdte den klar. Var det nu? Skulle hun bare skyde ned mod skydeskiven og så ramme så godt, som hun nu var i stand til?
Hun lukkede øjnene, gav slip, idet hun mærkede noget ramme hende under øjet. Hun smed buen og pilen fra sig og tog sig til sit øje. Det var umuligt, at pilen havde ramt hende! Den fløj jo fremad! Gjorde den ikke det? Med de tanker, sparkede hun buen og pilen, der lå ovenpå buen, væk fra sig og løb væk fra køen. Hun var ligeglad. Hun hadede at blive ydmyget. Hun holdte sig for det ene øje og slog sig ned et stykke fra den dumme kø. Hun trak sine ben op under sig og sukkede.