Hvad vil du? - Tamaris.

T; Klokken er omkring 12:20.
S; Det er ved bueskydningsbanen.
O; Tja.. En masse skydeskiver, man kan lige se nogle af de andre ting lidt væk, nogle få træer og sådan.
V; Der er solskinsvejr, skyfrit, men det blæser dog en anelse.
D; Onsdag.
Å; Forår.
P; Han er klædt i et par brune bukser, et par sorte sko og en hvid t-shirt, som sidder en anelse stramt. Han har som sædvanlig hans læder kæde på, med en tand som vedhæng. Hans brune pilekogger hænger på ryggen og han har et par brune handsker på, som han ALTID bruger, når han skal skyde med bue og pil.

Joss stod nede på bueskydningsbanen, med buen rettet mod en skydeskive. Pilen var spændt stramt op og hans øjne en anelse sammenknebede, som normalt.
Han vidste jo egentlig godt at han ville ramme, det gjorde han jo sådan set altid, men alligevel nød han at være der, hvilket var derfor han altid brugte ufattelig meget tid dernede.
Han slap strengen og lod pilen flyve gennem luften, for derefter at ramme midten af skydeskiven. Et svagt smil bredte sig over hans læber.
Han kunne faktisk ret godt lide at være så dygtig, men alligevel var han også virkelig træt af det, da det jo var ufattelig farligt, at han altid ramte sit mål med pilen, at han IKKE kunne ramme forkert, medmindre folk jo stoppede eller blokerede pilen. Han havde jo før oplevet det forfærdelige ved det, da han skød Carter, han veninde ned, dræbte hende. Han havde derefter holdt sig fra at bruge bue og pil, indtil han kom til lejren.
Han så ned på han bue, hvorefter han spændte to pile op og to sigte på ny. Han var ret koncentreret, da det var vigtigt at han kun tænkte på skydeskiven og ikke på noget andet, da det så kunne gå galt.
Han slap strengen og ser sig lidt omkring, indtil han hørte lyden af pilene der borede sin ind i skydeskiven. Han så over mod den, hvorefter han nikkede en anelse.

Tamaris elskede at træne med våben, og at hun var i stand til at håndtere alle former for våben var ingen hemmelighed for de der kendte hende. En evne de fleste -for ikke at sige alle - Ares's børn nu engang var i stand til. At hun aldrig havde tabt en kamp var skam også blevet ret udbredt, om det var hendes specielle evne var der nogle teorier om, men disse ville først blive bekræftet eller afkræftet når hun viste tegn for en anden evne eller hun tabte i kamp. denne dag havde hun brugt til at træne med bue og pil, hun kunne skam godt håndtere dette våben men fysisk styrke skulle trænes så hun kunne skyde længere og hårdere. Træningen var gået ret godt og hun holdt nu en pause. Hun lå på en bænk på maven med benene dansede i luften frem og tilbage og blikket glidende rundt. Hun var denne dag iført en enkel hvid top, en ultra kort nederdel ser ikke skjule særlig meget af hendes ben, derudover bar hun en kort sort jakke over toppen, i den stilling hun lå i var der en pæn udsigt til hendes røde trusser. Snart fik hun selskab af en anden, en fyr. Hun betragtede ham mens han skød og satte sig op idet fr to pile ramte plet. Det var sgu flot! "Hey Handesome, noget imod at fortælle hvordan du gøre det der?" spurgte hun med en rolig tone som han nok kunne høre.

Joss havde stået lidt i hans egne tanker, efter pilene havde ramt skydeskiven. Han havde tænkt lidt igennem om han skulle prøve at ramme træet til højre fra ham, imens han dog sigtede mod skydeskiven. En stemme skar igennem hans tænkning og han drejede hovedet over mod en bænk, hvor han lagde hovedet en anelse på skrå. Et skævt smil krusede over hans læber, imens han så på en lyshåret pige, der lå oppe på bordet.
"Man er vist lidt letpåklædt hva'?" Hans stemme var drilsk.
Han havde ikke kunnet dy sig, da han godt kunne li' at være sådan lidt tja..
Joss begyndte roligt at gå over mod pigen, imens han så på hende med et rolit blik. Det skæve smil krusede forsat over hans læber.
Han stoppede op lidt fra hende og studerede roligt hendes ansigt, for at skabe finde ud af, om han havde set hende før, men han kunne umiddelbart ikke lige genkende pigen.
Han så nu ned på hans bue, som hvilede i hans hånd og derefter over mod skydeskiven med et tænkende blik. Han var jo faktisk ikke dygtig som sådan, da det jo bare var hans evne, men han var nu før blevet spurgt, hvordan han dog kunne ramme så præcist og hans svar havde varieret meget, selvom personerne for det meste til sidst, havde fået afvide hvorfor han så let ramte plet.

Hans blik blev vendt mod hende og hun så roligt på ham nu hvor hun havde et bedre udsigt til hans ansigt og forkrop. Hans svar fik et drillende smil til at spille over hendes fyldige læber. "Du ser ikke ud til at have noget imod det så hvorfor ikke.." svarede hun med en drillende tone. Denne fyr var heldig at hun var i sit gode og drillende humør i dag, for ikke alle var heldig at møde hende mens hun var så venlig og smilende. Han kom nærmere og dog standsede efter få sekunder hvor der endnu var noget afstand mellem dem. Hendes hoved gled en anelse på skrå mens hun lod ham studere hende og gjorde det samme selv. Hun havde vidst set ham før på lejren, men aldrig snakkede med ham. Atter gled hun ned på maven og dog skubbede hun sig lidt til side så der var plads ved siden af hende "Kom endelig nærmere, jeg bider ikke... i hvert fald ikke hele tiden" fortsatte hun mens denne så eftertænksom ud. Var hendes spørgsmål så svær at besvar? Åbenbart, hun afbrød dog ikke mere og lod ham om enten at tænke færdigt eller reagere på hendes sidste ord.

Han lod sit blik hvile på pigen, med et roligt blik. Hans drilske smil bredte sig på ny.
"Tja.. Det gør mig heller ikke så meget egentlig." Hans stemme var stadig drilsk, men også helt afslappet.
Han så lidt over mod skydeskiven igen, imens han forsat overvejede, hvor meget han egentlig kunne sige til en stort set fremmed.
Han drejede hovedet over mod pigen igen, med et roligt blik, hvorefter han nikkede.
"Sikker på det? Jeg skulle jo nødig blive bidt..." I takt med at han sagde det, gik han roligt over til selve bænken og satte sig på bordet, ved siden af den liggende pige.
Han så ned på hende med et roligt blik.
"Tja.. Det er ikke noget jeg bare sådan lige kan vise andre, da det ligesom er min evne ... Jeg rammer altid mit mål. " Hans stemme var en anelse skælvende, da han tænkte på Carter igen, da han sagde det. Han havde i hvert fald lært sin lektie efter den dag ... Tænk udelukkende på skydeskiven, inden dy affyre pilen, ellers går det galt.
Han vendte blikket mod skydeskiven, med let sammenknebede øjne og et lettere fjernt blik.

.

"Godt så, jeg regnede heller ikke med at du var den type drenge" svarede hun drillende. med den type drenge, mente hun de uskyldige smådrenge som aldrig gjorde noget forkert eller dummede sig på nogen måde, altså mors lille dreng eller hvad man nu kaldte de typer. "Bid ikke ud efter mig, så holder jeg tænderne for mig selv" svarede hun med en lokkende og drillende tone der tydeligt var ude på ballade, eller i hvert fald viste at Tamaris var en pige der heller ikke var fuld af uskyld, ja faktisk hørte det ord slet ikke med i hendes ordbog af ordforråd. Snart havde han taget plads ved hendes side og endelig besvaret hendes spørgsmål, jaså, en god evne at have, næsten lige så effektiv som hendes egen. Men også ret farlig, hendes blik hvilede på ham og hun kunne se at han tænkte det samme, at hans evne var farlig, han var vidst kommet ude for noget med den. "Meget nyttefuldt, men bestemt også farligt... søn af Apollon?" der var ikke mange guder der brugte bue, og Apollon var helt klart den hun havde set flest statuer af med bue i hånden så det kunne næsten ikke være andre.

"Der havde du sørme ret." Han stemme var stadig drilsk, men faktisk også ret så aflsappet og nærmest ligegyldig.
Hans blik hvilede forsat på skydeskiven, hans blik var tænkende, men dog virkede han ikke længere fjern.
"Så vil jeg lade vær med det." Hans stemme var ikke rigtig drilsk længere, dog var han heller ikke seriøs på nogen tænkelig måde, da Joss ikke ligefrem var den seriøse type.
Han vendte blikket ned mod hende, da hun havde afsluttet sin sidste sætning. Et smil bredte sig over hans læber, hvorefter han nikkede.
"Ja, søn af Apollon er jeg ganske vist." Sagde han mildt og så på hende. Hun var nu egentlig meget køn, men alligevel var der noget tja.. skræmmende over hende. Noget som gjorde han fandt hende en anelse ... 'forkert'.
" Og du er datter af ...?" Han så tænkende ud i luften da han sagde det. Han havde ikke fået specielt meget af vide om hende, så faktisk vidste han ikke hvem hun dog kunne være datter af, dog havde han hørt hendes navn utallige gange, i sammenhæng med at hun aldrig havde tabt en kamp.
"Ares?" Han vendte blikket mod hende igen, med svagt rynkende bryn, som gjorde hans blik ret undrende.
Ares var jo en krigsgud, hvilket var derfor han ligesom lagde to og to sammen, for at finde ud af hvem hun kunne være datter af.

Hans blik hvilede på hende idet han forsøgte at gætte sig frem til hvem hun var datter af, at han kendte hende ved navn havde hun ingen anelse om for hun kendte ham ikke, ikke engang ved navn. Da han gættede rigtigt satte hun sig forsigtigt op med hovedet på skrå mens hun kunne se at der var noget ikke helt roligt og idyllisk i hans blik. Navnet på hendes kære far havde gjort noget ved ham. Men det var vel ikke underligt når myter sagde at Apollon og Ares ikke havde været gode venner. "Ja... krigsguden kunne ikke dy sig for at røre min mor, så her sidder jeg" svarede hun roligt "Du ser... forundret ud..." konkluderede hun med et skævt smil inden hun lod hånden stryge gennem det blonde hår for at rette en anelse på det. Som om vinden hørte hende, gled en lun brise ind over dem og legede en anelse med hendes hår.

Han så mere afslappet på hende nu, selvom han ganske rigtigt, havde siddet og undret sig lidt over hvem hendes far var. Måske var det mest fordi han ikke syntes hun virkede som en, der kunne være barn af Ares.. Hun virkede simpelthen for fin i Joss øjne. Kort nederdel, top og en sort kort jakke, det hørte ikke inde under at være barn af Ares.
"Aha." Han nikkede en anelse og et smil bredte sig langsomt over hans læber, da hun sagde det.
"Tja.. Man kan vel sige at du ikke ligefrem ligneren datter af Ares.." Han træk en anelse på skuldrene, efter han havde sagt det. Det kunne godt være at det bare var ham .. Måske så alle andre denne pige som en ægte datter af Ares, men han kunne bare ikke se det. Hun virkede bare 'forkert' i hans øjne.

Hun smilede lettere drillende ved hans svar og satte sig ved siden af ham. Hendes blik hvilede på ham, hovedet lå en anelse på skrå og et drillende glimt var tydelig at spore i hendes øjne. "Jaså.. kan jeg gå fra at være en datter af Afrodite? Eller måske noget helt andet... kom så med det.." sagde hun. Hvis hun ikke lignede en datter af Ares, hvad lignede hun så? Hun havde hørt fra nogen at hun lignede en datter af Hades, men de havde også kun set hende når hun var vred. "Forresten er navnet Tamaris, og dit er?" spurgte hun, for de havde jo ikke rigtigt præsenteret sig for hinanden hvilket var noget hun havde glemt alt om at gøre om end hun havde tænkt over om han havde kendt hende ved navn. Hun placeret roligt det ene ben over det andet, lod blikket glide kort rundt inden hun atter vendte blikket mod ham og så afventende på ham med sine krystalklare blå øjne der havde tendens til at se lige igennem folk, eller sådan så det i hvert fald ud til.

Joss så nu tænkende på hende, da hun spurgte ham. Faktisk vidste han det ikke, det eneste han vidste var at hun ikke mindede ham om en datter af Ares, men at hun bestemt heller ikke mindede ham om en snobbet datter af Afrodite.
"Hm... Jeg ved det ærlig talt ikke, men i hvert fald ikke en datter af Afrodite." Et skævt smil krusede over han læber, da han sagde det. Hans blik hvilte forsat på hende. Han var færdig med at skulle få et indblik af udseendet og så nu bare udelukkende på hendes ansigt, fordi han ligesom snakkede med hende.
"Jeg er Joss." Hans stemme var helt afslappet og han så mildt på hende.
Han lod nu blikket glide lidt rundt, for ligesom at se om der var andre, der havde bevæget sig herned, men det var der nu alligevel ikke. Han nikkede en anelse, fordi han nu havde fået bekræftet at der ikke var andre her, hvilket nok godt kunne se underligt ud, da pigen, Tamaris, jo ikke vidste hvorfor han nikkede.

Han var nu en underlig størrelse, men hun havde nu intet imod ham.. endnu og han virkede flink nok hvilket på sin vis var et godt tegn. Men der skulle ikke meget til for Tamaris inden hun blev trætte af folk, de måtte på den ene eller anden måde forblive spændende og da denne fyr havde fanget hendes opmærksomhed til at starte med var det for at finde ud af hvordan han havde gjort. At det var hans evne gjorde det mindre spændende, for det betød bare at det ikke var noget hun kunne lære, men noget han var heldig at være i besiddelse af. Hun nikkede blot til hans ord, bemærkede hvordan han kort så sig omkring og fulgte hans blik. Da han nikkede hævede hun det ene bryn inden hun hoppede ned fra bænkens bord og landede roligt og elegant på sine ben. Hun rettede kort på sit tøj, strøg hånden gennem håret en enkelt gang. "Jeg tror jeg smutter ind igen..." sagde hun med et skævt smil.

Han sad lidt fraværende og så lidt rundt, uden egentlig at se på omgivelserne.
"Hm.. Okay." Han vendte roligt blikket mod hende igen, og smilte mildt. Han gik ned fra bordet, løftede sin bue en anelse og gik langsomt over mod skydeskiverne igen.
"Nå, vi ses vel nok på et tidspunkt Tamaris." Han sendte hende et skævt smil, hvorefter han spændte en pil op og afyrrede den. Han ramte midten, men dog kun med lidt held, da han ikke kunne lade vær med kort at tænke på, om hun nu var gået. Han var dog hurtigt nok reagerende til, at tænke på skydeskiven, så pilen holdte sin lige retning.
Han ville egentlig gerne snakke med hende endnu, men han ville da ikke stoppe hende, hvis hun ville gå indenfor nu, da han udemærket var klar over, at det ikke var lige sjovt at folk fulgte efter, hvis man egentlig bare trængte til at komme væk.

Hun havde vendt sig væk idet han havde set rimelig fraværende ud. Hun var for van til opmærksomhed til at vente på at han kiggede på hende og kom med et ordentligt svar. Hans ord standsede hende dog og hun vendte blikket bagud mod ham "Måske" svarede hun med et skævt smil inden hun atter vendte sig om og satte kursen mod sin hytte. Lyden af et sus og så lyden af noget der ramte dets mål fik hende til at vende blikket mod skydeskiven for at opdage at han havde skudt endnu engang. Hun smilede skævt, godt for ham. Hun havde som sagt intet imod ham, men han var... hun vidste ikke helt hvilke ord hun skulle bruge og hun var ikke helt sig selv denne dag, det var nok snart den tid på måneden så hun opførte sig sært. Hvis de skulle støde ind på hinanden senere ville hun næppe opføre sig så roligt som hun havde gjort.

///out