What the F*ck? - Tamaris

Tid: Lidt i Det ved jeg ikke, men det er lyst!
Sted: Våbenkammeret
Omgivelser: Våben?
Vejr: Koldt og gråt
Påklædning: Se ava

Nico åbnede døren ind til Våbenkammeret, hans absolutte yndlingssted, hvis man fordrejede verden sådan rigtig meget...
Altså det var ikke fordi han hadede stedet, han kunne bare ikke se meningen i at gå derind, i et skur fyldt med våben... Undskyld kammer fyldt med våben, når han jo allerede havde et sværd. Så var der jo ikke rigtig mere at komme efter, vel? han havde et sværd og det sværd fungerede udmærket som våben og Tadaah- han behøvede ikke noget våben!
Nogle ville nok mene at Nico var en ret barnlig teenager, altså ud fra hans flabethed at bedømme. Og dem der synes dét har fuldstændig ret! Nico er både barnlig og vildt flabet.
Nico lagde hånden på hans bukselomme og mærkede efter om Revmata lå der, det gjorde den som altid.
Han fiskede den sorte kuglepen op, hvor der var aftegnet vand der kørte rundt i cirkler.
Han tøvede lidt da han var ved at trække proppen af kuglepennen og folde det tveæggede, halvandenhåndssværd ud.
Måske... Måske ikke...

En høj skikkelse faldt ind i våbenkammeret lige efter Nico var trådt ind. Vedkommende bandede og rejste sig op, snart dukkede en den anden skikkelse op, denne stillede sig op af dørkammen.

”Kæreste, du kom vel ikke noget til”

Den blide unge kvindelige stemme fik fyren der var faldet og kun lige kommet på benene til at vende blikket mod hende, kaste et blik mod Nico inden han børstede støv og snavs af tøjet. Selvfølgelig var fyren ikke faldet tilfældigt, Tamaris havde hjulpet ham på vej, men sådan var det når man stillede sig i vejen for en datter af Ares. Fyren sukkede

”Er vi kvit nu?”

Svarede fyren lettere irriteret men beherskede sig. han var en stor fyr, nok omkring 19-20 år, bredskuldret og lettere muskuløs. Ikke en af de små drenge i hvert fald, han frygtede hende nok ikke som sådan, men alle vidste at Tamaris ingen grænser havde, det pigebarn var farligt, ikke kun for andre men også for sig selv. Hun var ret sikker på at en dag, ville man spærre hende ind på den lukkede. Men den tid… den sorg. Fyren forlod våbenkammeret og Tamaris trådte ind, hun så kort hen imod Nico, hun havde set ham før men ikke en hun videre havde snakkede med. Hun ignorerede ham ganske enkelt og smuttede hen til et bord hvor der lå forskelig små dolke. I dagens anledning var hun iført jeans, en top med en jakke ud over, tøjet var simpelt men klædeligt.

Outfit: nitrolicious.com/blog/wp-content/uploads/2009/10/jessica-stam-hm-fall09-ad-01.jpg

Nico så op fra hans sværd og så hen på den nyankomne.
En pige...
Han satte proppen på igen der foldede sværdet sammen igen.
"Hey, jeg hedder Nico.", sagde han venligt."Må man spørge hvem du er?"
Han hævede et øjenbryn og så på pigen, der så ud til at ignorere ham.
Måske var hun... Nej, det var hun sikkert ikke.
Han så rundt på de mange våben omkring ham.
Buer og pilekogre, sværd og dolke, kastespyd og almindelige spyd og meget mere...
Han så på pigen igen og afventede svar på hans spørgsmål.

Han henvendte sig faktisk til hende, og præsenteret endda sig selv hvor hun blot ignorerede ham. Hvor gammel var han? 16? 17? Under alle omstændigheder var han sikkert ikke værd at snakke med, som alle de andre rakkerpak der fandtes i dette sted. Pludselig snakkede han til hende igen, og spurgte om hendes identitet, hun løftede en lang spids dolk op og gav sig til at studere den hvorefter hun vendte sig om mod ham.

"Ja da... spørger du bare så meget du vil.."

lød hendes svar lettere ligegyldig hvor hun blot kastede et blik på ham, tjekkede ham u uden at lægge det mindste skjul på det hvorefter hun atter vendte sig om mod det bord hun lige havde stået og kigget på. Hendes svar var endelig ikke et svar, men han kunne jo spørge så meget han ville, det var ikke ensbetydende med at hun havde i sinde at svare.

Hun satte den dolken tilbage på plads og samlede en kniv op som var meget mindre når man snakkede om størrelsen på bladet, den var knap 10 centimeter men både tung og ubøjelig. Hun vejede den mellem fingrene og satte den tilbage igen og gav sig til at tjekke sværdene ud som var stillede det sted hans selv stod. Hun gik lige forbi ham som var han luft og standsede foran et sværd som var både stor og nok ville være ret klodsede at bære på. Alligevel formåede hun at løfte det uden besvær og svinge det rundt.

Nico så lidt forundret på hende.
Hvad skete der lige? Var hun flabet? Hvor var hun altså irreterende, det var jo ham der skulle være flabet!
"Okay, hvem er du? Hvem er du? Hvem er du? Hvem er du?", svarede han på hendes ligegyldige kommentar."Hvem er du? Hvem er du? Hvem er du?"
Hvis hun syntes det var irreterende var hun selv uden om det. Han gjorde bare som hun sagde; Spurgte løs...
Han så hen på hende og studerede hende, prøvede at finde ud af hvilken gud eller gudinde der var hendes gudeforælder, hvilket var temmelig svært når hun stod med ryggen til.
*Vend dig om!*, tænkte han og så ud af døren hun var kommet ind ad.
Han gik derover og lukkede døren. Den smule lys der var strømmet ind gennem døren forsvandt langsomt i takt med at han lukkede den.
Nico vendte sig om mod pigen igen og så om hun havde vendt sig om.
han så afventende på hende med de blå øjne lysende af nysgerrighed efter at vide mere om hende og hvem hun i det hele taget var.

Ved hans underlig opførsel og måden han vedblev med at spørge om hendes identitet på fik hende til at himle med øjnene. Pattebarn! Hun formåede at lukke ham ude af sin sind og tanker og hørte ham derved ikke da han fortsatte med at gentage spørgsmålet igen og igen. Jo hun hørte ham skam, men ordene trængte ikke ind. Hun hørte ham bevæge sig og regnede med at han var på vej ud hvilket hun da absolut intet havde imod. Døren blev dog pludselig lukkede i og hun stivnede. Hun stod fuldkommen stille i nogle sekunder, opfattede hans vejrtrækning og sukkede et hørligt suk inden hun vendte sig om mod ham så de kunne se hinanden. Der var næsten ikke noget lys derinde, og mens hun studeret ham henne ved døren vænnede øjnene sig langsomt til den manglende lys. Endnu med sværdet i hånden gik hun roligt hen til ham, standsede foran ham med hovedet på skrå og lod blikket glide hen over ham. "Hvad har du tænkt dig at gøre nu?" spurgte hun med en ligegyldig tone og med hovedet en anelse på skrå.

Nico så ingående på hende.
Han kunne se på hende, at hans spørgeri havde den ønskede effekt; Hun var irreteret på ham.
Han smilte et skævt smil og fulgte hver eneste af hendes bevægelser.
Det var ikke fordi han havde draget nogle beslutninger om de følelser han havde for hende.
Om de var gode eller dårlige... men det var jo også ret så svært når han ikke engang kendte hendes navn, gudeforælder eller andet.
Han kiggede sig lidt rundt, hans syn blev mørkere og mørkere. han blinkede lidt med øjnene og omridset af de fleste ting dukkede op.
Han så hen på et af bordene med dolke og daggerter af overjordisk bronze, ikke fordi at han havde intentioner om at gå derhen.
En stemme så klar at den måtte tilhøre en pige fik ham til at vende blikket mod den ikke-venlige pige igen.
Hun havde vendt sig om og var irreterende tæt på.
"Hvad vil du gøre nu", sagde hun med en endnu mere irreterende ligegyldig tone.
Han kiggede på hendes sværd og grinte let.
"Det ved jeg sørme ikke...", sagde han med påtaget usikker stemme.
han smilte og så på hende, før han sagde."Måske det her."
Han tog kuglepennen op af lommen og undlod at klikke den så Revmata sprang ud i fuld størrelse.

Hun hævede det ene bryn da han trak en kuglepen op ad lommen, sådan en havde hun da set, det var en kuglepen så hvad skulle han med den? Hun vendte blikket op mod hans ansigt igen, hvor gammel var han 16? 17? Nok deromkring, han virkede desuden af en eller anden grund ret usikker, men det var vel kun klogt. "Det er ikke så klogt at gøre den slags når du ikke kender den person du står overfor" lød hendes svar ganske rolig, denne gang mere mild og en anelse munter. For han var da en sjov størrelse, han gjorde ting han ikke selv anede grundene bag. Hun trådte et skridt nærmere med hovedet fortsat på skrå, hvad ville han? Noget ville han vel. Der var ikke meget afstand mellem dem, men det generet hende ikke, for det første var han en fyr, for det andet havde hun et våben som han næppe ville kunne trække ud af hånden på hende, for det tredje kunne hun komme ud hvis hun selv ønskede det, hvilket hun ikke gjorde lige nu for hun ville vide hvad hans intentioner var. Han så ikke ud til at være en af de der badboys, men noget var han vel.

Nico så igen på hende, hans blå øjne stirrede en anelse koldt på hende.
Hun vurderede sikert hans alder, eller hvordan hun skulle slå ham til plukfisk.
Han grinte lidt, dog var hans øjne stadig kolde.
"Ikke? Hvem siger det?", spurgte han og lod hånden glide igennem det brune hår.
Han så på hende og så ne dpå den sorte kuglepen i hans hånd.
Han kiggede op på hende, stadig me dhovedet rettet mod hånden.
Han smilte skævt og bevægede tommelfingeren op mod det sted han skulle klikke. Èt klik og så var hun nok ikke så rapkæftet mere.
Han vidste at han sagtens kunne slå hende, også selvom hendes mor var Athene eller hendes far Ares.
Hvorfor? jo, fordi han besad ægte awesomness og fordi han var søn af havguden Poseidon, derfor!
Seriøst?, spurgte en stemme inde i ham,tror du virkelig at du kan besejre et barn af Athene eller Ares?
*Klap i!*, tænkte han og smilte lidt for sig selv.

Hun hævede det ene bryn, så dog roligt på ham uden at fortrække en mine eller gøre mere ef den lille bevægelse. Han virkede selvsikker, eller han lod som om. Hun frygtede ham ikke, men undervurderede ham heller ikke for den slags kunne være dumt. Hvem han var søn af vidste hun ikke, men det ville hun vel finde ud af. "Enhver med en smule hjerne.. Men du høre næppe til den gruppe" svarede hun med et flabede smil. Hans kolde blik skræmte hende ikke, med hendes fortid havde hun set værre. Blikket han kastede mod kuglepenen gjorde hende mistænksom, der var noget ved den der var underligt, det var nok ikke en almindelig kuglepen. Hun trådte et skridt tættere på ham og stod helt tæt på ham på den måde. "Jeg er ikke typen der spørger normalt, men nu gøre jeg det alligivel, være nu en god dreng og træd til side" sagde hun med en sukkerrør stemme og dog med et alvorligt udtryk i øjnene så han ikke var i tvivl.

Hans øjne tøede langsomt op og et skævt smil trådte frem på hans læber.
Han så på hende og grinte let. Hun var ret sjov at diskutere med, hendes stædighed og hendes ligegyldige, men vedholdende og truende stemme gjorde det sjovere at irretere hende.
Hvis hun ikke ville snakke med ham, hey fint! Men bed ham ikke om at lade være med at snakke til hende og hun havde tilsyneladende ændret mening for hun var jo faktisk begyndt at tale til ham.
Han stod lidt højere end hende og hans blå øjne stirrede ned på hende med et muntert glimt i øjnene, hun var gået så langt som at true ham og tro at det ville virke. Sjov størrelse...
"Ja, men ser du..", startede han og gav hens øjne et eftertænksomt blik."Ser du, jeg hører mere til den gruppe der aldrig har svaret forkert på noget, kan tale fire sprog og samtidig være virkelig god til at kæmpe."
Han granskede hende fra top til tå oig drog konklusionen at det havde hun nok ikke regnet med.
"Kan du sige noget der bare minder om det?", hans stemme fik et flabet toneleje og om hans læber spillede der et flabet smil.
Hans hånd knyttedes om den sorte kuglepen og hans tommelfinger var endnu en gang på vej ned for at trykke på det sted der skulle klikkes.
Hans øjne kiggede ikke ned denne gang men hans hoved så dog der ned af.
Hans øjne var stift rettet mod hende, veg ikke en tomme og fulgte alle hendes bevægelser, hvilket ikke var så mange.
"En god dreng?", sagde han stille for sig selv og kiggede hen over de mange reoler med våben og de mange borde med dolke og sværd.
Han så igen på hende og sagde så:"Desværre, hvis du leder efter en god dreng må du lede andetssteds."
Hans øjne lyste af flabethed og munden blev krænget op i et skævt smil.

Kulden forlod pludselig hans øjne og blev erstattet af et drillende glimt som atter fik hende til at hæve brynet. Hans svar fik hende til at sukke og ryste på hovedet. Han irriteret hende ikke, men hun syntes derimod han var barnligt. Hun havde måske håbet på mere, troede han muligvis var anderledes end de fyr hun stødte på normalt, men det vat nok for meget at håbe på. Ved hans udfordring om at sige noget lige så himlede hun med øjnene "Lad mig se.. Jeg kan mange flere sprog end du, dræbte mit første offer i en alder af 6, har været en del af den rusiske mafia siden jeg kunne tale, havde sex da jeg var 8 år og dræbte min stedfar og brændte vores hus ned" svarede hun mens hedes blik hvilede i hans, og hun hverkn blinkede eller foretrak en mine. "Var det sådan noget du mente?" Hendes blik hvilede nu roligt på ham, hans sidste ord fik hende til at fnyse "Jaså... Så du er en af de slemme drenge hva?" svarede hun i en lige så flabede tone som hans "Du ligner ellers ikke en.. Kære.. Farmand er her ikke til at rede din røv" fortsatte hun nu ret så nedladende. Hendes blik gled ned over hans kuglepen i få sekunder inden hun trådte væk fra ham og skubbede våben væk på et bord inden hun satte sig på den, lod sværdet hvile ved siden af hende og benene over kors men hun studeret ham. "Hvad vil du mig" spurgte hun roligt.

Hans øjne ændrede sig fra flabet til hårdt.
"Laaaangt fra... jeg er bedøvende ligeglad med om du så havde sex en uge efter du blev født. Og om du så slog ihjel før du kom i børnehave eller var blevet narkosmugler som 7- årig."
Hans stemme var kold og nedladende, hvor fik hun idéen med at han gad at høre på at hun slog mennesker ihjel og havde sex før hun var 10 år.
Han kunne ikke se meningen med at dræbe dødelige, hvad fik man ud af det? Udover at få politiet på nakken?
Han slog en hånlig latter op og kiggede nedladende på hende.
"Ikke en af de slemme... bare ikke en af dem der gør alt hvad andre siger.", gløden i hans øjne blev dybere og han så uhyggelig ud med de nærmest lysende øjne, mørket og hans hånlige smil.
Han gad ikke hendes 'pigefnidder' mere, det var ved at blive trættende...
"Ingenting der er... farligt.", han rodede op i hans brune hår og sagde så:"Bare gave svar på hvem du er."
Det var det hele... i grove og hurtige træk...

Hans blik ændrede sig igen og synet af hårdheden i hans øjne morede hende tydeligvis. "Nåh, jeg troede ellers det var om at vise hvad man var god til... for så fik du da en ret kort forklaring af hvad jeg var god til" svarede hun med en morende tone i stemmen. Atter ændrede hans øjne sig, og denne gang blev de mystiske, det var hvad hun selv ville kalde dem. Da han fortsatte og sagde at han bare ikke gjorde som andre sagde fnyste hun kort "Åh.. ja... du er den der type" svarede hun med et enkelt kast med hovedet som sagde at hun da burde have vidst hvilke type han var, den der kedelige type. Da han endelig sagde hvad han ville gled det ene bryn endnu engang op "Hvorfor er det så vigtigt? Du kan da være fuldkommen ligeglad med hvad eller hvem jeg er, vi vil næppe mødes igen alligevel" svarede hun en anelse forundret. Hun var sikker på at han ikke var helt ny i lejren, og hellere ej var hun så gennem de sidste to år hvor hun havde været der var hun ikke stødt på ham så hvad fik ham til at tro at det ville ske igen?

"Tsk...", var det eneste han svarede.
Hvis hun troede at det var at være god til noget at være i den russiske mafia eller hav esex som 8-årig manglede hun godt nok nogle hjerneceller...
Hans øjnes glød havde ikke ændret sig og gav ham stadig et mystisk udseende, han knyttede hånden og lagde mærke til at han stadig holdt kuglepennen i hånden. Han smilte skævt og klikkede.
Klik lyden var klar og høj og indenfor de samme ti sekunder susede det om ørerne på Nico og ved hans side var der ikke bare en sort kuglepen men et ægte bronzesværd, med en trefork på skæftet.
Han grinte lidt til hend eog øjnede chancen for igen at irretere hende:"Neej, jeg er en helt anden type... Selvfølgelig er jeg den type når jeg siger jeg er den type!"
Han greb sig dog i at sige 'duuh', da han jo ikke ville risikere at hun skulle gå helt grasat. Hun skulle jo bare... tirres lidt.
"Åh, jeg kan bare godt lide at holde mig orinteret om alle de kvaj og småpiger der kommer her.", han holdte en kunstpause og så på hende med de kolde blå øjne og spurgte:"Er du en af dem?"

Mens hans mor skiftede ble på ham havde hun endnu ikke være født, og mens han havde lalle rundt og legede med børn på hans egen alder havde hun lært at håndter sit første våben, og mens han var voksede op til at blive hvad han nu engang var, en ung halvgud, var hun vokset op til at blive et dødeligt våben i hænderne på den russiske mafia. At sige at hun manglede hjerneceller var direkte dumt, Tamaris var en skuespiller, og den bedste af slagen, hun var strateg og den bedste af slagsen, hun var en dræbermaskine og den bedste af slagsen, så nej, helt hjernedød var hun ikke, og i stedet for at sidde og mugge over alle de tyve, morder og narkohandler hans stedfar havde ladet hende dræbe når han var færdig med at bruge dem, så hun det i stedet som en god ting at have ladet verden slippe af med disse typer. Hendes stedfar havde selv fået samme tur da hun var blevet voksen nok til at indse at hendes mor kun led, mens hendes stedfar blot kontrolleret en kæmpe berygtet mafia som Tamaris hjalp ham med at styre ved at indynde sig hos den ene og den anden og dræbe dem mens de sov. Pædofile havde rørt hende, og hendes første tur i seng med en fyr havde hverken været af lyst, ønske, forståelse og slet ikke behagelig eller noget hun på nogen måde havde nydt, det havde været arbejde og tvang. At hun var som hun var skyldtes alt det hun havde set i sit liv, ikke at det var en god undskyldning, men den var bedre end så mange andres. Hun så sig selv som en dræbermaskine, og hun blev kaldt således... så hvorfor skulle hun ikke tro på det? Da han klikkede på kuglepennen dukkede det lange sværd frem, hendes hoved gled på skrå og opmærksomheden blev straks vakt. Ikke fordi hun følte sig truede, men nærmere fordi hun fandt hans våben interessant. Hans ord fik hende til at hæve det ene bryn og følte en anelse irritation, hvad ville han dog have? At hun skulle blive vred!? Sådan et sværd havde hun dog ikke set før, og noget sagde hende at hun heller ikke ville få mulighed for at se mange af den. Ved hans ord blev hun trukket tilbage til virkeligheden og blikket blev vendt mod ham igen. Hun hoppede ned fra bordet igen, roligt og elegant landede hun på benene hvor hun trådte nærmere uden våben denne gang. Hun gik helt hen til ham, så tæt som hun et fjols ville gå når man stod overfor en person med et våben i hånden. "Jeg er blevet kaldt en masse, men hverken kvaj eller småpige, desværre at jeg skuffer dig. Interessant våben du har der... noget imod at holde det oppe så jeg kan se det?" spurgte hun. Våbenhvile indtil hun havde tjekkede hans interessante våben ud.