Ved bålet - Michael

Sted: Ved lejrbålet
Tid: Klokken er lige omkring 21
Omgivelser: Folk hist og her, der hygger sig ved det varme bål.
Dag: Tirsdag
Vejr: Skumring
Årstid: Forår
Påklædning: Blå, stribet trøje - Normale, slidte jeans - Converse i rød.

Fra bålet sprang en lille gnist op i himlen, og Dallas fulgte den med øjnene, indtil den gik ud oppe i luften. Han smilede for sig selv, og for første gange i 5 måneder følte han sig hjemme. Måske fordi han var hjemme, men han følte sig rolig, mæt og munter. Kort sagt godt tilfreds. Han lænede sig lidt tilbage, mens bålets varme fik huden i hans ansigt til at stikke på en let kildende måde, alt imens han tænkte over hvornår han ville få sine gamle venner at se. Nu havde han trods alt ikke været i lejren i 5 måneder, så han glædede sig faktisk til at hænge ud med nogle af de gamle. I det sekund ville verden blive normal igen.
Dallas smilede muntert for sig selv, og lænede sig endnu mere tilbage. Han lukkede øjnene, og lyttede blot til omgivelserne.

Påklædning; En slidt grøn langærmet t-shirt og en hullet grøn flistrøje og et par gamle jeans.

Michael var ligeså stille på vej hen mod lejrbålet. Vinden kærtegnede hans kind, og solens vogn var på vej ned ude mod vest. Det var godt vejr, men ved at blive en lille smule koldt. Lejrbålets flammer blussede op og gav en god varme. Michael satte sig ved lejrbålet og mærkede varmen. Hans tæer blev varme lige med det samme. Han kunne virkelig mærke at han havde ofret til Hestia til aftensmaden, for ilden var varmere end den plejede.

Michael gav sig til at synge fællessang sammen med alle de andre lejrdeltagere

Dallas skimtede en fyr på den anden side af bålet. Noget ved kropsholdningen fik ham til at tænke på en af hans venner, men ildens skær gjorde det bare til en silhuet, så han kunne ikke se det ordenligt. Så brød folk ud i sang, og bålet - der altid blev større, jo gladere folk var - blussede op, så han grinende måtte rykke sig et par skridt bagud. Alle andre gjorde det samme, men sangen stoppede ikke af den grund. Han betragtede omgivelserne med et bredt smil, for det var lang tid siden han både havde været tryg, mæt og glad på én gang.
Fyren på den anden side af bålet sang nu med, og Dallas besluttede sig for at gå over til ham. Måske var det én han havde snakket med før. Jo tættere han kom på personen, jo bredere blev hans smil, og da han stod bag ved drengen, Michael, piftede han.
"Hey Michael!" Klukkede han muntert, og daskede sin gamle ven på armen, før han slog sig ned ved siden af ham.

Fællessangen var nu høj og glædelig. Hestia havde virkelig taget imod hans offergave, for han elskede at sidde her og hygge sig, og i dag var det ekstra dejligt. Varmen gjorde det behageligt at sidde her og hygge. Pludselig hørte han en velkendt stemme ovre fra den anden side af bålpladsen. Det var Dallas, en af Michaels bedste venner. Han kom hen til Michael, daskede ham på ryggen og satte sig ved siden ad Michael.

"Hej Dallas!" sagde Michael. Dallas havde brunt hår, og det så fantastisk flot ud i ildens skær. Han havde flotte øjne som skinnede. Og han var virkelig en af Michaels venner, som han ikke havde mange af.

Dallas rykkede sig grinende lidt mere bagud. Ild var ikke hans stærke side. Han kunne godt lide varmen, men han følte ligesom kraften sive ud af ham, når der var for meget ild. Ligesom saften fordamper fra en plante når der er for varm. Han betragtede glædeligt Michael, og pjuskede lidt i hans hår - Blot en gammel vane. Michael havde trods alt noget herligt pjusket hår, lige til at puffe op i, så hvorforr ikke bare gøre det?
"Hvordan har du det, mand?" Spurgte Dallas med et bredt smil. Først nu gik det op for ham hvor meget han havde savnet lejren og ikke mindst personerne i lejren. Hans venner. Hans familie. Og, måtte han indrømme, også hans fjender. Så længe det hele var velkendt, var det velkomment.
"Jeg må sige dig," Pustede Dallas ud, og lod sig endelig slappe helt af. "Las Vegas er altså ikke så fedt som det lyder!".