You really think you can beat me? Well, let's see... ~ Michael ~

Tid: 14.40
Sted: Bueskydnigsbanen
Omgivelser:Folk der skyder med bue og pil
Vejr: Meget stille vind og sol
Påklædning: Hvid bluse, sølvfarvet vest, sølvfarvede bukser og militærstøvler, ligesom Jægerne

Hendes lange, smukke brune hår lå løst ned over hendes ryg og svingede frem og tilbage, i takt med hvert skridt hun tog.
Hun smilte for sig selv, denne dag var helt perfekt til bueskydning. Næsten ingen vind og en varm sol, kunne det blive bedre?
Hendes sølvbue holdt hun i hånden og hendes pilekogger, med sølvpile hang over skulderen.
Hendes jagtknive der var på længde med hendes arm hang ved hendes side, de kunne gå for et sværd så folk kiggede ikke underligt på hende når hun en sjælden gang brugte dem.
Den smule vind der var peb i hendes ører og fik hende til at længdes efter at kæmpe mod nogen, helst en pige, hvorfor vindne lige fik den trang frem i hende gjorde hende forvirret. Hvad specielt var der ved vinden siden den kunne få sådan en trang frem i hende? En ganske særlig vind måtte det være...
Hun kom hen til bueskydningsbanen, lige da Apollon-hytten var færdig med at træne. Hvilket passede hende fint, så kunne hun få bannen da næsten for sig selv.
Hun spændte sin bue og lagde en pil an, lukkede det ene øje, trak strengen tilbage, sigtede og skød.
Som sædvanlig ramte den midten, intet nyt der.
Hvordan skulle hun kune føle glæde over at hun igen havde succes i bueskydnig?
Hun sukkede, hvorofr var hendes halvbror, Leonidas, også lige rejst hjem for at gå i skole? Der var jo ingen i lejren der kunne give hende konkurrence...

Bueskydning. Ikke lige Michaels skarphed, men han havde da prøvet et enkelt pletskud fra 65 meter. Han skulle dog have undervisning, og hyttens anfører stod som sædvanlig og plaprede løs om hvordan man ramte målskiven. Det sagde hun også sidste gang vi havde bueskydning, og er der kommet nye børn af Iris i den uge? Nej!

Michael spejdede over mod staldene. Pegassusernes stalde. Derovre hvor Grassgood, Michaels pegasus stod. Michael huskede hans første tur på Grassgood. Hvor havde han været lykkelig den eftermiddag. Det var efter den tur, han følte, hvilke glæder der var ved at være søn af Iris! Indtil da havde der kun været ulemper. Men da han fandt Grassgood!

Endnu en pil gennenborede de to andre, hun var ved at blive virkelig træt af det her.
En lille pige, uden tvivl datter af Iris da hun havde øjne i fire forskellige farver, kom hen op spurgte om hun måtte n låne en pil, da pigen selv var løbet tør.
Zoë havde intet imod piger, og da slet ikke små piger, så hun smilte bare og gav pigen en sølvpil.
Sølvpilen havde været en gave fra Artemis til alle hendes jægere, sammen med sølvbuen hun havde i hånden.
Zoë fulgte smilende den lille pige med øjnene, da hun stormede hen til sin hytte der var kommet ned.
Nå, nu skulle Iris-hytten åbenbart have træning.
Alex, Iris's datter og hyttens leder, stod og forklarede hvordan man skulle gøre, skønt hun altid gjorde det.
Alex, var en meget sød pige efter Zoë's mening, men Zoë havde det emd ikke at acceptere elelr respektere for den sags skyld, piger der gik ud med drenge.
Hun selv, var som Artemis's datter, lovet sig selv at beholde sin kyskhed forevigt og når hendes mor tilladte det ville hun sværge eden der forbandt livet som halvgud mellem livet som jæger.
Når tiden kom, ville hun slutte sig til Jægerne og forblive som hun var i al evighed, sammen emd sin mor.

Michaels hytte var på vej hen mod bueskydningsbanen. Der stod en pige klædt fuldstændig som en af jæger-jomfruerne. Jo det var hende! Artemis' datter. Michael afskyede inderligt sådanne personer, der udelukkede folk lige fra starten af deres liv! Han havde virkeligt lyst til at gå hen og udfordre hende. Han vidste at der var 99,9 % chance for at hun ville slagte ham på stedet, men der var også chance for at hun ville ydmyge ham i bueskydning.

Michael kunne ikke holde sig selv tilbage, og gik hen og udfordrede pigen i at ramme plet fra 70 meter. Michael havde aldrig selv gjort det, så han synes det var en rimelig svær udfordring. Hun ville sikkert svare et eller andet flabet som, "ja, starter du med at gå 70 meter væk?"

Hendes opmærksomhed blev rettet mod målskiven igen, hvad interessant var der ved at Iris hytten trænede? Intet!
Hun lagde en pil på strengen, sigtede, trak strengen strengen tilbage, da en stemme afbrød hende i det vigtige øjeblik da hun skød.
Pilen borede sig ind i målskiven nogle få centimeter fra målet, hun vendte sig irreteret om for at se hvem det var.
Da hun så hvem det var blev hendes ansigtstræk lagt i stramme folder. Ikke en hun kendte, men personen var af hankøn og derfor en plage der burde udryddes.
Hun som altid var så blød og venlig overfor piger, ignorerede alle drenges tilstedeværelse.
Hun spidsede læberne og så på ham, som om han var et giftigt kemikalie.
Hendes sølvfarvede, der lignede små måner, skulede mod ham og hun sukkede så.
"Skal du ikke hen og træne med din hytte?", spurgte hun og kiggede hen mod den forsamlede hytte der var ved at stille sig parat til at skyde.
"Men.. hvis du virkelig gerne vil tabe, fint med mig.", sagde hun og begyndte at tælle metrene fra målskiven og hen til hende.
Hun gik nogle flere meter bagude og så tilbage mod ham.

Han var selvfølgelig blevet udstødt fra første øjeblik, men hun havde i det mindste ikke skudt ham ned, hvilket kunne siges at være en varm velkomst fra en kommende jæger. Michael tog plads på 70 meter stregen, gjorde buen klar, vendte sit ansigt mod pigen og spurgte "hvem starter?"

Hendes mine blev ikke ligefrem mildere jo tættere han kom, hendes greb om buen strammedes og hun holdt øjnene mod jorden.
Hans stemme og ord løb rundt i hendes hoved, hun løftede tøvende blikket mod ham.
Vinden fik hendes hår til at vifte ind foran hendes øjne, der holdt øje med ham.
Hendes mund åbnede sig, men der slap ingen lyd ud.
Hun lukkede øjnene og rystede på hovedet. Hun svarede ham ikke, men vendte sig istedet om, spændte buen, trak strengen tilbage, tog sigte og affyrede pilen der fløj hvislende igennem luften og landede i midten.
Hun vendte sig mod ham og med et skævt smil sagde hun:"Værsgo, din tur, søn af Iris."
Dét var hvad hun kaldte drenge, søn af..., aldrig dreng eller hans navn. Aldrig.
Hvis han kunne slå hendes skud, ville han være en søn af Artemis. Og dén tanke brød hun sig bestemt ikke om, en søn af Artemis...
Hun ville ikke respektere ham, hun respekterede kun dem der havde gjort sig fortjent til det... og det havde han ikke. Ikke engang hendes halvbror respekterede hun.

Hendes pil havde boret sig ind i målskiven fuldstændig plet. Michael lagde buen fra sig og bad tre bønner. Først bad han Apollon om hjælp med buen, og han bad sin mor om styrke, og så bad han Tyche om held. Han følte sig straks sikrere, og da han lagde en pil på strengen, bøjede buen, var han næsten ved at blive overmodig, men hans mor Iris mindede ham om, ved at fjerne lidt af hans styrke, at guderne straffer de overmodige.

Michael, søn af Iris spændte buen og gav så slip. Pletskud. Han havdelige skudt lige op med Artemis' ældre datter.

Hun så ham skyde og fulgte pilen med øjnene, og så forbavset til da den ramte i plet.
Et skævt smil prydede hendes læber og hun lagde endnu en pil på hendes bue, pilen blev affyret ligeså hurtigt som den sidste og kort efter fulgte endnu pil.
De borede sig ind i det to pile der allerede sad der og fik hendes første til at falde.
Hun vendte sig mod, drengen -hans navn havde hun ikke nedladet sig til at spørge om-, ville han bakke ud af det hele? Eller ville han blive ydmyget endnu mere?
I øjenkrogen så hun hvordan mange fra Iris hytten, kiggede på de to konkurrende bueskyttere.
Ville kampen imellem dem blive endnu mere dramatisk? Eller ville han begynde at gøre det sværere... for ham selv..?

Michael måtte give op. Det ville være umuligt at vinde over Artemis' datter. Hun ramte pletskud hver gang, Michael kunne højst få heldet med sig en gang mere. Han gik hen til hende, og gav op. Hun var en for hård modstander for ham. "Jeg giver op, men jeg vil vædde med at du ikke kan slå mig i pegasusflyvning eller sværdkamp!"

"Tak for dysten, men du er bare bedre en mig."

Hab gav op, selvfølgelig gav han op. Det gjorde alle på tidspunkt.
Men hvad han sagde bagefter fandt hende morsomt, uhygeligt morsomt.
"Vædde er et stort ord, tænk hvis nogen hang dig op på det?", hvis han besvarede det, var epsepsionelt dum, kun dumme mennesker vidsre ikke at det var et hyporetisk spørgsmål.
"Men hvis du virkelig vil tabe igen?", spurgte hun så med en let hånende undertone.
Han var da underligt modig, eller bare helt epsepsionelt dum... hun regnede med det sidste.
Hun vendte hovedet og smilte triumferende, hun elskede at vinde over storsnudede drenge.
Hun svang buen og skuldrene ig så tilbage på ham.