ocean apart, day after day...

Sted: stranden.

Vejre: Solned gang, med klar og åben himmel.

Tid: 20:54

Omgivelser: solens stråler sænker sig ned over horisonten, mens et kæreste par går lags stranden, og nyder sol ned gangen, og holder om hinnanden, mens andre bare nyder og bader rundt omkring stranden.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Anubis sad langs strandens kant og kiggede ud over havet mens han nyd solens ned gående bevægelse over havet, og et blik blev skænket over mod de ene kæreste par, og en tanke om ensomhed bredte sig kort over hans hovede, men lod blikket være mod solens nedgående retning, og ventede til den helt havde sænket sig, mens hans indre tanker om at være sammen med en han holdte af bredte sig, og lidenskaben og lysten inden i ham voksede og voksede, men han måtte inden i tænke på andet end at finde en, og det suden hvem ville falde for en 12.000 år gammel halvgud, og oven i købet af hades barn, tænkte han kort for sig selv.

Påklædning: Kjolen som på avataret, hvor ærmerne går ned over albuerne og kjolen slæber hen af jorden, når hun går. Håret er på avataret og det samme med smykkerne. Skoene under kjolen er sølvfarvede ballerinasko.

Hope trådte henover sandet. Hun holdte sin orange, blomstrede kjole lidt oppe, så den ikke slæbte helt henover sandet eller hun ville komme til at træde på den. Hun ønskede ikke, at ødelægge den eller gøre den beskidt.
Hun trådte ned til strandkanten. Solnedgang. Hun kiggede udover havet med et smil om de matrøde læber. Hun elskede at være ved vandet og hun elskede solen og en skyfri himmel. Solnedgang og solopgang var noget af det allerbedste. Hun fandt det så hyggeligt, at stå og kigge på solnedgangen eller solopgangen. Specielt solnedgangen. Og det gjorde det lidt mere specielt, når man stod ved vandet.
Hun trippede lidt på stedet, idet hun satte sig ned på hug. Hun sørgede for, at kjolen ikke endte alt for tæt ved vandkanten, da hun langsomt gav slip på kjolen, så den lod falde ned over sandet omkring hende. Hun var ikke typen, der gik i kjoler hver evig eneste dag, men af og til kunne det være ganske rart.

Anubis kiggede overmod kvinden i kjolen, han synes det lignede pigen som plejede at blive kaldt for hope men ville ikke ligge støre tanker over det, han lod blikket over stranden og nyd sandet på sine bare føder, og lod sandet begrave lidt af hans føder, han kunne ikke lade vær med at lade sine knæ op og ligge sine arme på sine knæ hvor efter han lagde sit hovede på armene og kiggede roligt ud mod havet, hans far var nu en af hans stre tanker, om han var skuffet over ham, eller stolt, eller om han bare var kold over hvad han lavede i øjeblikket, men han slog tanken ud af hovedet og kiggede på sit hals smykke, og lod en hånd tag fat om smykket så han kunne se den bedre *hvorfor er det at jeg ikke kan være i nærheden af dig fader, mit liv her er som en tom skal, og hvor længe skal jeg kede mig på denne kedesomlig jord?, der er ingen at dele mit liv med, du har jo din kone, hvorfor tillod du dig ikke at skænke din søn en partner, og jeg nægter at spørge afrodite om hjælp, for hun høre mig jo ikke.* et kort suk kom fra hans læber, hvor efter et kig ud af hans øjen krog rettet mod kvinden i kjolen(Hope)

Hope lagde armene omkring sig selv. Hun bed sig lidt i sin underlæbe, samtidig med hun kiggede udover havet. Hun lod sig fordybe i sine tanker. Hun lod sig ikke bemærke af de andre omkring stranden. Hun anede så ikke, hvor mange der overhovedet var, men det var også lige meget.
Hun tænkte på sin far. Den mand, der havde passet på hende og beskyttet hende igennem alle tiderne i hendes liv. Den mand, der altid havde været der for hende lige fra fødslen af, hvor hendes mor valgte at forlade dem. Hun havde været så ulykkelig og vred pga. sin mors valg, men efter hun havde fundet ud af, at hendes mor var Afrodite, så forstod hun straks og fortrød alt den vrede og sorg tidligere.
Hun forstod godt, at en Gud eller Gudinde ikke kunne blive hos den dødelige. Dog, så forstod hun ikke hvorfor, Guderne eller Gudinderne fik børn med dødelige. Hun havde f.eks. læst et sted, at mange Guder og Gudinderne fortrød, at de havde fået børn med dødelige, men hvorfor tog de så valget? Hvis de alligevel gik og fortrød, at havde fundet den dødelige og 'parret' sig med ham eller hende, for så derefter at fortryde, at de havde sat barnet til verden. Det fik hende til at tænke på; gik hendes mor og ønskede, at Hope aldrig var blevet født?

Anubis kiggede på hope og undrede sig lidt over hvad hun gik og spekulerede på, så vidt han huskede plejede hun vel at være positiv pige, eller også var det vel anubis som plejede at være alt for negativ, men hovede pointen var at han ikke havde set hope være så spekulerende før, ''har du lyst til at se solnedgangen sammen med mig Hope?'' sagde anubis da hun var inde for tale rækkevide, hvor efter han lod blikket ud mod solned gangen, han overvejde at spørge om de fleste halvguder tænker på deres gud fader eller mor som han selv havde gjort for omkring 10.000 år siden men det var også den gang, hvor han stadig var ung og ukontrolerende over sine evner, eller i hvert fald evnen til at tale med de døde, men at ændre sin alder var noget han nyd meget af, som han accepterede fuldt ud at hades havde skænket ham den gave, og at han er glad for at være den første fødte, i hvert falde hvad anubis kunne se på dem i lejeren som havde hades som sin gud far.