Jeg venter stadig på hævn og svar ~Aydan

Tid: Tusmørke
Sted: Amfiteatret
Omgivelser: Den store scene, tomme tilskuerpladser og det lille spøgelse, Melanie


Ashley kom langsomt gående ind i Amfiteatret med et lille dansende spøgelse ved sin side. Skal vi ikke danse den dans igen? Spurgte lille Melanie ivrigt og lavede en piruette. Ashley lo og smilede over sin afdøde veninde. "Det gør du bare, jeg er blev for stor til den," sagde hun med et grin. Ashley havde sit hår frit og de krøllede lokker smøg sig om hendes ansigt. Hun havde en sort tanktop på og et par mørkegrå joggingbukser og et par gummisko. Melanie dansede ivrigt rundt og lo mens Ashley gik over og satte sig på en af de nederste pladser og smilede over hende mens hun tænkte tilbage på der hvor hun mistede sin veninde, selvom det over over 11 år siden nu, kunne hun stadig huske det. Melanie var druknet da de begge var fem. Ingen vidste hvem der havde gjort det, men man vidste dog, at det ikke havde været et uheld da der havde været tegn på voldtægt, manden havde sikkert druknet hende bagefter. Og lille Melanie kunne ikke huske hvad der var sket, bare at hun pludselig stod ved søens bred og så ned på sig selv. Eller det der havde været hende.

Aydan kom stille gående ned i mod amfiteatret... efter hvad han vidste risikerede han ikke lige at løbe ind i Noomi der... Fordi hun trods alt næsten var lige så glad for ensomheden som han var... Men der han normalt gik hen når han ville være alene var der ret så stor sandsynlighed for at hun også ville være... derfor gjorde han det ikke derfor gik han derned i stedet ned til amfiteatret...

Han havde den sorte trøje på der var flået op og flænget ned af ryggen... Og de hvid løse bukser der var plettet med rød... Og hvor den ved bæltestedet bagpå var kraftigt farvet af det blod der var løbet derned da han var begyndt at bløde kraftigt...

han gik bare ned mod hende som sad der ikke for at snakke med hende... han satte sig bag hende... for kort efter at ligge sig ned på bænken...

Ashley vendte blikket mod drengen der kom gående mod hende med blod over alt og blev brat hevet ud af minderne. Melanie satte i et skrig der var så højt, at det næsten ville kunne høres af dem, der ikke var af Hades familie. Hun krympede sig over det og stirrede så på ham igen. Han var tydeligvis ældre end hende, hvor meget kunne hun ikke sige. "Hvad er der sket med dig?" spurgte hun bekymret og en anelse forfærdet. På trods af at hun ikke kendte ham, og var et barn af Hades, bekymrede hun sig ofte om andre. Hun vendte sig om på pladsen så hun sad med front mod ham. Alt blodet gjorde hende svimmel, men samtidig kunne hun ikke lade være med at se på det. Det var ligesom edderkopper og myg for hende, hun var fascineret af dem, men ville ikke have dem nær sig.

Han trak bare på skuldrene ved hendes spørgsmål, og vendte sig rundt så han lagde på maven... Hun ville så kunne se den ødelagte trøje og de store ar der strakte sig over hans ryg... Efter han havde leget kælk for Noomi... Nok ikke det smarteste valg man kunne lave... PÅ ryggen sad der også hans to knive... Den store karambit og seglet... Som var hans foretrukne våben begge to...

Han kiggede frem for sig... Vidste ikke helt hvad han skulle forvente af hende om hun ville gå som alle andre... Det regnede han med og håbede han på... Selvom han gerne ville have andre folk i sit liv ville han nogle gange også gerne være alene og ensom... Nyde livet som det var... Eller rettere hade livet som det var...

Ashley så på ham, arene på hans ryg og alt blodet. "Du skal da til hospitalsfløjen," udbrød hun og så på ham med store øjne. Hun rakte ud mod ham, men tog hånden til sig igen allerede efter hun bare havde løftet den. Hun var, fra sin barndom, vant til nærkontakt med andre, men havde lært at der var mange andre der ikke var.
Ashley var begyndt at mærke en klæbende kulde omkring sig nu, nogle ånder blev tiltrukket af skader og blod. De sad i en ring omkring dem og Ashley begyndte at ryste. Hun så på ham igen. "De er over det hele," hviskede hun lavt. "Kom nu med til hospitaltsfløjen, så du kan få plejet dine skader." Hun så bedende på ham og rystede synligt nu. Ånderne var sultne, og hun orkede dem ikke lige nu, hun ville aldrig nogensinde kunne finde energi nok til at fordrive dem alle, hun kunne kun sende en enkel ned til sin far ad gangen, det tog hende normalt flere dage at komme sig over det og det var heller ikke ligefrem rart for Ashley. Hun så på drengen med et bedende blik uden at vide det, lige nu skulle hun selv bare væk herfra.

''For det første... Hvad end jeg har af sår er det kun ar, og de er lukkede... For det andet er blodet ikke ret meget af mit... Og det der er mit er gammelt blod...''

Han så bare på hende en smule irriteret... Han var ikke typen der brød sig om at blive berørt af andre... Der var en der måtte og ingen andre... Sådan var det, og andre der gjorde det kunne godt forvente at have en kniv for struben... Han hadede når folk gjorde det, og specielt hvis de rørte hans ar og sår...

''Og så gider de heller ikke se mig igen...''

Han lagde sig bare ned igen...

Ashley så på ham og slog så blikket ned og lukkede derefter sine øjne og prøvede at trække vejret roligt. Lidt efter havde hun fået styr på sig selv og så på ham igen. "Det må du undskylde," sagde hun stille og roligt. "Der er bare nogle ånder der bliver tiltrukket af blod. De sidder rundt om os." Hun så kort rundt på de gennemsigtige mænd og kvinder, piger og drenge, inden hun så på ham igen.

Han var ligeglad med dem... Han blev bare ligende helt kold overfor hende... Han gad ikke starte samtaler,,, Men havde nok respekt for andre til at svare dem når de spurgte ham... Men han sagde sjældent mere end nødvendigt...

''Okay...''

Han ville være ligeglad om der så sad et monster og var igang med at finde spisegrjet frem... Han skulle nok forsvinde inden det gik galt... Det var jo en af hans store fordele evnen til at forsvinde og dukke op som han ville...

Ashley undrede sig over hvad hun kunne have gjort eftersom han var så kold overfor hende. Et lille suk undslap hendes læber. "Ashley Morte," præsenterede hun sig selv en anelse tøvende. "Dig?" Hun så på ham og lagde nu hovedet let på skrå og betragtede ham med et nysgerrigt glimt i sine store blå øjne. Hun så væk fra blodet og arrene og så på ham. Hun trak vejret langsomt og mærkede langsomt ånderne forsvinde, og hun slappede betydeligt mere af.

'' Arc...''
Det var både en løgn og så var det sandt... Det var hans Initialer og han gav ikke sit navn til alle og en hver... Og da slet ikke til nogen han lige havde mødt... Ikke engang Noomi kendte mere end hans fornavn... Han kendte så heller ikke mere end det... Han kiggede stadig bare lige ud...

Han havde ikke meget mere at sige til det... Og han kiggede bare ligeså koldt væk som han kunne... Hvorfor kunne hun ikke bare skride?

Ashley smilede svagt. "Hyggeligt at møde dig så, Arc," sagde hun med et lille smil. "Hvorfor kom du herud?" hun så igen nysgerrigt på ham og strøg fraværende en lok om bag øret. Hun kunne ikke se at han ikke gad hende, kun hans kolde facon. Hun var ret langtidsopfattende og tungnem. Hun sad med benene langs bænken og armene støttet mod ryglænet og så på ham.

''For at være alene!''

Han svarede hende ret så hårdt, og blev bare liggende... Han så ingen grund til at svare på andre måder da hun åbenbart ikke helt fattede når man sagde det normalt til hende at man ikke gad hende... Nu håbede han at hun faktisk fattede det ret store vink med en massiv vognstank... Og hvis hun blev ved endte det nok med at han ikke bare vinkede med vognstangen... Så kunne hun få den oven i knolden...

Ashley krummede sig kort sammen ved hans ord og stirrede kort på ham og rejste sig så. "Hvis du ville være alene, hvorfor så ikke bare sige det stille og roligt?" Spurgte hun med en svagt dirrende stemme. "Der er ingen retfærdighed i at sige det sådan." Hun vendte sig om og gik ud ad salen.

Han rystede bare på hovedet... Var den så svær at fatte? Det var da logisk hvorfor han sagde det sådan... Han havde været kold og afvisende over for hende og når hun ikke fangede den der var han jo nød til at gå lidt mere hårdhænnet til den...

''Måske fordi du var fatsvag?''

Han orkede ikke andre mennesker... Og da hun så begyndte at snakke om retfærdighed tændte hun ham bare af... Det kunne hun godt droppe... Han forsvandt bare pludseligt... Og dukkede op bag hende... hvor han greb om hende og plantede seglet mod hendes hals... Og Karambitten hold han i sin anden hånd...

''Nej og det er det heller ikke at forsøge at køre på den slags for at få sin vilje...''

//våben kan ses på min profil//

Ashley knyttede sine hænder da han kaldte hende fatsvag, hun vidste godt at hun var langtidsopfattende, men hun kunne ikke ændre det, hun havde prøvet.

Hun gispede da han mærkede kniven mod struben. "Jeg prøver ikke at få min vilje!" gispede hun. "Det var dig der kom ind helt blodplettet, og så er det mig der skal gå?" Hun lukkede sine øjne og lænede sig ubevist ind til ham da hun kunne mærke seglet gå ind i huden. "Du skræmte Melanie væk! Har hun ikke lidt nok med voldtægt og druknedøden?" Hun gispede ordenene og hadede at føle sig så magtesløs som nu.

''Jeg har aldrig sagt du kulle gå...''

Han skubbede hende hårdt fra sig da hun lænede sig mod ham... Og stod bare med armene ned af siderne... HAn så bare på hende... Og gad faktisk ikke komentere hendes spørgsmål... Det var ikke det han orkede... Men han kunne dog ikke lade være med at forklare sin reaktion...

''Alene behøver ikke ære fysisk... Det kan lige så godt være psykisk...''

Først der fangede han hvad hun sagde omkring den lille pige som han regnede medd at hun var...

''Hvad og af hvem?''

Lysten til mord og retfærdighed strålede ud af øjnene på ham...

Ashley vaklede let da han skubbede hende, men fandt hurtigt balancen igen og vendte sig om ham. "Det..." Hendes skuldre sank sammen og hun så bare op ham og tieede indtil han sagde det, med at være alene. "Det ved jeg godt, men det tænkte jeg ikke over," sagde hun lavt og så ned og tog sig til halsen. Hun sukkede lettet, det blødte ikke.
Hun så op igen og stirrede på ham. "Melanie," sagde hun lavt og den lille pige dukkede op ved siden af hende. Hun var gennemsigtigt og hendes lyse hår klæbede til hendes hoved og hendes tøj dryppede. "Var den veninde jeg mistede da jeg var fem." Ashley sank en klump. "Hun blev voldtaget og manden druknede hende bagefter ved den sø vi plejede at lege ved." Melanie kiggede op på Ashley og tog hendes hånd, og Ashley kunne ikke lade være med at se ned på det lille barnespøgelse og smile en smule. Derefter så Melanie på Arc. Det samme gjorde Ashley, hendes øjne havde et svagt blankt skær og et smertefuldt glimt. Det lignede at hendes ene hånd holdte om noget usynligt.

Hans øjne strålede på samme måde som før... Hvor de virkelig bare brændte med lysten til at udføre den retfærdighed der skulle til den retfæridghed at få den mand dræbt og gerne tortureret på enn måde så han kunne forstå hvilken smerte han havde udsat det lille barn for... Hvilken smerte det var at blive voldtaget... Og så hvilken klam følelse det barn ikke måtte have haft inden hun døde...

''Ved du hvem manden er? Eller bare nogen spor?''

Han skulle nok finde ham hvis han bare fik lidt at gå efter Han kunne være som en spor hund hvis han havde noget at gå efter...

Ashley gengældte bare hans blik uden tøven. "Nej, hun kan ikke engang huske det," forklarede hun stille og med en hæs stemme. Det er rigtigt, sagde Melanie, selvom Arc jo ikke kunne høre hende. Det sidste jeg husker, er at der var én der slog mig i hovedet. Hun tog sig til hovedet og så ham ham. Ashley så ned på Melanie og smilede lidt. "Han kan ikke høre dig," sagde hun blidt. Det glemte jeg, sagde Melanie og smilede stort og barnligt op til Ashley. Hun kunne ikke lade være med at klukke lidt.

''Og heller ingen spor?''

Selv det mindste lille nærmest tåbelige spor ville vær nok til at han kunne spore manden og få ham dræbt... Han var god til det, og også at forsvinde bagefter uden at nogen opdagede noget... Han elskede det i øjeblikket men både før og efter han havde gjort det hadede han det noget så grusomt... Det var mere end han kunne tage der og så endte det næsten altid med at han straffede sig selv...

''Vil med glæde lade retfærdighed blive udøvet på ham...''

Ashley tøvede en smule mens hun tænkte sig om. "At han var i tyverne, altså han er i trediverne nu," sagde hun langsomt. "Blondt og grønne øjne." Hun så på ham med et blankt blik. Hun smilede en smule. "Godt, det er jeg glad for," sagde hun med et let smil. "Men jeg har ikke flere spor, det er alle dem politiet har, manden eksistere ikke."

''Politiet må vel have hans Dna...''

Det ville være det perfekte... Det helt perfekte for ham... Så skulle han nok finde ham... Og så kunne han godt forvente at se sin straf i øjne... At ligge og vride sig i smerte mens han må indse at døden ligge forenden af den ene af hans to våben... Det ville der ikke være nogen tvivl om og han kunne næsten ikke forestille sig noget bedre... Specielt ikke når de så begynder at angre og bede om nåde...

''Han skal nok få sin straf...''

Han sagde det mens han så mod det punkt der måtte være spøgelsets hoved...

Ashley nikkede let. "Det har de skam," sagde hun stille og så på ham. Hun smilede forsigtigt til Arc og var faktisk glad for at han ville straffe ham der havde voldtaget og dræbt lille Melanie. Den lille afdøde pige smilede stort op til ham. Tak, sagde hun. Ashley smilede svagt mod spøgelset. "Hun siger, tak," sagde hun stille og så på Arc igen. "Og det gør jeg også." Hun så på ham med et ærligt blik der stadig rummede smerten fra tabet af hendes bedsteveninde.

''Kan du muligvis skaffe mig det? Eller ved du hvordan?

Han kunne nok ikke bare spankulere ind på et kontor slå i bordet og sige 'Ja jeg vil gerne have noget DNA fra den mand som voldtog en lille 5 årig pige ved navn melanie!'

Nej den ville nok ikke helt fungere han havde nok brug for en lidt anderledes tilgang til det hele... Et mere stille tilgang...

"Jeg ved hvor det er, men jeg kan ikke komme ind selv," forklarede hun roligt. "Beviserne ligger i en politistation i Tarifa, i Spanien." Hun så på ham og smilede svagt og forklarede så hvor det mere præcist lå. "Jeg fik spøgelserne til at kigge på det, derfra ved jeg de ting."
Hun var virkelig glad for at han ville gøre det.