Apollon - Conner

Tid: Midt på eftermiddagen
Sted: Apollons hytte
Omgivelser: Et par senge og tøj, som flyder over det hele
Vejr: Solen skinner, men det er køligt
Udseende: Hår, som på ava'et, trøjen som på ava'et, lårkorte cowboy shorts og mørke brune cowboy støvler

Alt åndede fred og ro i Apollons hytte. Ingen, ud over Harley, var derinde. Hvilket også var rart nok. Der havde hun været det meste af dagen. Bare danset lidt rundt til musikken fra sin iPod. Sunget en smule væk. Og så ryddet en smule op. For på en eller anden underlig måde, var alt hendes tøj havne over alt i hele hytten. Chiron havde set det, og derfor bedt hende om at rydde op. Det var lettere bare at makke ret, i stedet for at brokke sig. Det vidste hun af personlig erfaring.
Hurtigt skiftede hun nummer, og stoppede sin iPod i lommen. Med et suk, rodede hun lidt i ret lange, bølgede, mørkebrune hår, som efterhånden nåede hende til lænden. "Hvor jeg ikke magter det her", tænkte hun opgivende, og tog et par trøjer op fra gulvet.

Connor gik imod Apollon hytten. Han ville meget hellere være inde i hytten, end han ville gå dumt rundt i lejren. Han trådte op til dørtrinnet, hvor så han forsigtigt tog fat i dørhåndtaget. Han skævede over skulderen og kiggede rundt. Han rystede kort på hovedet og vendte blikket mod døren igen, som han langsomt åbnede.
Han trådte indenfor og lukkede døren i efter sig. Han kiggede rundt. Han kneb øjnene lidt sammen og trådte videre over til sin del, hvor han smed sig i sengen. Han lagde sig med ryggen ud til rummet og lå derfor med ansigtet ind mod væggen. Han kiggede tænksomt ind i væggen. Han anede ikke, hvad han skulle lave. Han var ikke så meget for det der med, at kæmpe og slås, som man jo egentlig skulle lære i lejren, men han var virkelig ikke så meget for det.

Lavt begyndte hun, at synge med på sangen, som strømmede ind i hendes trommehinder. En spansk sang. Selvom hun ikke var den store sanger, lød det ganske okay. Og ordene blev udtalt korrekt, hvilket pegede på, at hun kendte en del til sproget.. eller bare havde hørt den lidt for mange gange.
Små syngende gik hun rundt i hytten, og samlede sine ting op. En del røg i hendes vasketøjskurv, en anden på plads i skabet.
Dybt fordybet i sin oprydning og sangen, lagde hun ikke mærke til, at døren til hytten gik op. Eller at der kom nogen ind. End nu havde Harley ikke fået af vide, at der var flyttet endnu en beboer ind i hytten. Da hendes blågrå blik, derfor faldt på en lyshåret dreng, som lå på en af sengen, farede hun forskrækket sammen. Høretelefonerne flåede hun ud af ørerne. "Hvem er du? Og hvad laver du her", spurgte hun i en tone, som om at han var kommet ind, mens hun stod nøgen.

Connor lukkede langsomt øjnene i. Han var ganske træt, men ville bestemt ikke sove nu. Klokken var jo ikke engang sent, så det ville han ikke nyde noget af. Han kunne egentlig heller ikke sove om dagen, det var kun hvis han var syg, hvilket han jo så ikke var.
Han slog forskrækket øjnene op og, af en eller anden grund, smadrede han panden ind i væggen af forskrækkelse. Han vendte sig hurtigt om, så han lå ryggen. Han skubbede sig lidt mere op med albuen i sengen og tog sig til panden med sin anden hånd. Han bemærkede en pige, der var inde i hytten.
"Hvem er du lige selv?!" udbrød han og gned sig mod panden. Det havde gjort rigtig ondt, da han havde smadret den ind i væggen. Han kiggede hen på pigen med sine gyldne øjne, der slet ikke anede, hvem hun var eller hvad der foregik eller.. ja, de viste, han slet intet forstod.

Harley stod bare og betragtede drengen. Mystisk. Ud fra hvad hun havde fået fortalt af sin mor, så lignede denne dreng hendes far utrolig meget. Lyst hår, lys hud, pæne øjne.. det eneste, som hun umiddelbart ville fælde ham på, var farven af hans øjne. Så vidt hun havde fået beskrevet, så havde Apollon blå øjne. Men det kunne være, at hun tog fejl.
Svagt bed hun sig i underlæben, inden hun svarede ham. "Nuka Aquila, datter af Apollon", svarede hun. Navnet var ikke specielt normalt, hvilket hun jo heller ikke var. Taget i betragtning af at hendes mor var indianer og hendes far gud. "Kald mig Harley" mumlede hun med et lille smil om munden.
"Hvem er du så, fremmede?" spurgte hun med et strengt udtryk i ansigtet, mens øjnene strålede af nysgerrighed. Hvis han ikke var søn af Apollon.. hvorfor var han så derinde?

Connor møvede sig op at sidde. Han placerede håndfladerne i sengen bag sig og lænede sig lidt bagud. Han kiggede hen på pigen. Han kneb sine øjne lidt sammen. "Øh, hyggeligt at møde dig.." Han bed sig lidt i sin underlæbe. Han var godt nok næsten lige flyttet ind i hytten, men han vidste dog ikke, der boede en til inde i hytten. Oven i købet af hunkøn. Han troede ikke, drenge og piger måtte bo sammen, men hvis man hærte under samme Gud eller Gudinde, så gjorde man vel?
Han rystede på hovedet og slog tanken væk. Han kiggede på hende med sit naturlige smil, en blanding af venlighed og selvsikkerhed. "Jeg er Connor. Connor Parker." præsenterede han sig og gav hende et lille nik. "Det ser åbenbart ud til, vi skal dele hytte."

Med et neutral udtryk i ansigtet, lagde Harley sin iPod fra sig på gulvet. Hun sparkede støvlerne af fødderne, og satte sig op på drengen seng. Eller åbenbart ikke hvilken som helst dreng. Hendes bror, hendes halvbror.
Ej, det var for mærkeligt. Mens hun sad og betragtede ham, kunne hun lade være med at føle et stik af jalousi. I al den tid, som hun havde været i lejren, havde hun boet næsten alene. Nogle ældre søskende, havde der været, men kun i kort tid. De blev aldrig længe. Og nu skulle hun pludselig dele med endnu en. Endnu en, som hendes, åh så elskede far, havde været med til at få til verden. Endda en far, som hun ikke brød sig særlig meget om.
"Cool - jeg har altid ville have en brother from another mother" mumlede hun med et skævt smil. Det var tydeligt, at hun ikke mente det. "Hyggeligt, at møde dig Conner" sagde hun stillede, og rodede kort i det lange, bølgede hår.

Connor kiggede på hende, da hun lagde Ipod'en fra sig og slog sig ned ved siden af ham. Han kiggede på hende. Betragtede hende. Han vidste ikke helt, hvad han skulle sige. Han fandt det hele for underligt til, han kunne sige noget. Overhovedet.
Han bed sig lidt i sin underlæbe. Han havde fået sig en halvsøster. Han var rigtigt enebarn, hvilket han havde det helt fint med. Det bare pludseligt, at.. få sin en søster, ja, en halvsøster mere præcist, var altså bare for underligt. På en eller anden måde, og så ret akavet..
"Jae, øh, i lige måde." Han nikkede kort. Han kneb øjnene lidt i, da han lidt kunne høre, hun ikke var helt med på det, hun selv sad og sagde. Han kunne godt lidt forstå hende, men han ville nu prøve, at få det bedste ud af det.

"Undskyld, men det her er for mærkeligt" udbrød hun og grinede, lettere nervøst. Hvordan skulle hun nogensinde kunne forholde sig til endnu en bror? Endda en, som så ud til, at skulle bo i lejren det meste af året. Præcis som hende selv. Lige nu kunne hun ikke se, hvordan hun dog skulle kunne holde det ud. Det var var ikke så meget ham.. faktisk overhovedet ikke. Mere deres far. Hvordan kunne han få sig selv til at være sammen med så mange forskellige kvinder? Hun forstod det ikke.
Nysgerrigt lagde hun hovedet på skrå. "Har du mødt far?" spurgte hun. Det var underligt, at sige. Det med en fælles far. Specielt, når de to ikke kunne ligne hinanden mindre! Burde der ikke være en slags lille lighed mellem dem eller noget?

Connor kiggede på hende, da hun begyndte at grine. Han rynkede brynene lidt. Det passede dog, det hun sagde. Det var mærkeligt. Underligt. Virkelig mærkeligt og underligt. Han kiggede på hende. Der ville nok gå lidt tid, inden han vænnede sig til, han havde fået sig en søster. Kun halvsøster, rettede han sig selv. Men det gjorde ingen forskel.
Han rystede på hovedet, da hun stillede et spørgsmål. "Nej, jeg har ikke mødt ham," svarede han hende. Han kiggede på hende med sammenknebne øjne, "har du mødt ham?" spurgte han så. Han trak sine hænder til sig og satte sig i stedet i skrædderstilling.

Harley rystede stille på hovedet. "Nej", indrømmede hun både en smule vedmodigt og ligegyldigt. På en måde ville hun gerne møde ham. Se om de lignede hinanden, bare en lille smule, eller om hun havde sit udseende fra sin mor. Men på den anden side, ville hun ikke møde manden, eller guden, som efter at have gjort hende gravid, bare havde forladt hende. For derefter at gøre endnu flere kvinder gravide.
"Men jeg har fået af vide, at han ligner.. nogenlunde dig, faktisk. Ikke mig", fortalte hun og gjorde en håndbevægelse mod sig selv, for at hentyde til sin hudfarve og sin farve. Hvis der var noget hun ikke lignede, ja, så var det altså ham.

Connor kiggede bare på hende. "Hvor underligt.." Han rynkede brynene. Det var for underligt, at tænke på, at ens far gjorde så mange kvinder rundt i verden, gravid. Hvis man tænkte over det, kunne det være, han lige nu, var ude og møde flere kvinder, han kunne gøre gravide og derved få flere gudebørn? Det var ret klamt, at tænke på, egentligt.
Han kiggede på hende med sammenknebne øjne. "Mig? Ligner jeg ham?" Han pegede på sig selv med sin ene pegefinger. "Seriøst?" Han kiggede på hende med et forvirret og uforstående blik. Lignede han virkelig sin far? Det kunne han ikke tro, slet ikke. Overhovedet ikke sætte sig ind i.

Harley nikkede. "I følge min mors beskrivelser, ligner du ham vist en del" bekræftede hun og smilede skævt. Det var på en måde rart, at kunne forestille sig hvordan ens far så ud. I hvert fald når, hun kunne se hvordan han muligvis ville se ud. Altså hvis hun ikke tog fuldkommen fejl.
"Er din hårfarve naturlig?" spurgte hun nysgerrigt, og måtte virkelig styre sig for ikke at række ud og røre ved det. Det så så.. delikat og lækkert ud! Og rimelig blødt. Som det kun kunne se ud på en græker, hvis det stod til hende.

Connor kiggede på hende med sammenknebne øjne. "Wauw, det.. det har min mor ellers aldrig rigtigt sagt til mig," mumlede han og bed sig i sin underlæbe, "måske hentydet til det, men.. jeg har aldrig rigtig troet på hende.." Han trak på skuldrene. Han anede ikke hvorfor, men han troede stadig ikke rigtig på det.
Han nikkede, da han kiggede rundt i hytten. Han så på Harley igen med et smil. "Ja, selvfølgelig er det min naturlige hårfarve." svarede han hende. Han førte en hånd op til håret og roede i det, så det strittede, men sad stadig ovre til den ene side.

Harley bed sig svagt i læben. Igen følte hun et stik af jalousi. Hvorfor lignede denne dreng, godt nok hendes halvbror, deres far.. når hun selv ikke lignede ham det mindste. Medmindre man så bort fra øjnene, måske.. og hendes evne.
Tydeligt misundeligt, betragtede hun hans hår. Moderne frisure, hvis hun selv skulle sige det. Tilfældigt, men så alligevel ikke. Det klædte ham nu godt. I det mindste, kunne hun gå rundt og prale med, at hun havde en bror, som havde gode gener. I hendes øjne, lignede han en søn af en gud. "Okay, det lød forkert", tænkte hun og lo svagt, af sig selv.
"Hvor gammel er du, Conner? Og hvornår er du ankommet?", spurgte hun nysgerrigt. Hvis det her skulle fungere, så var hun lige nødt til, at vide om hun var den ældste, yngste eller om de var lige gamle. Og lidt flere ting om ham.. men han skulle jo heller ikke føle, at han var havnet i et tredjegradsforhør.

Connor roede op i sit hår. Det var mere eller mindre blevet en vane for ham. Han satte sig lidt bedre tilrette ved, at sætte sig længere ind på sengen og lænede sig op af væggen. Han strakte sine ben, så fødderne kom udover sengekanten. Han foldede hænderne i skødet. Han sad ikke ligefrem godt, men han havde brug for, at strække benene og han ville ikke stå op.
Han kiggede på Harley, hans halvsøster. Lige meget hvor mange gange han sagde det, gav det stadig ikke mening. Han havde egentlig aldrig tænkt ordentligt over, at Guderne fik flere og flere børn. At de ikke kun havde et. Det ville jo nærmest sige, at.. at de slet ikke elskede deres børn og deres mange koner?
Connor rystede kort på hovedet af sin tankegang. Han tog sig til hovedet og kiggede på Harley. "Jeg ankom for ca. tre-fire dage siden.." mumlede han, "og jeg er altså kun femten år gammel."

Harley strakte kort sine ben, før hun igen krydsede dem, som en "ægte" indianer. Tænksomt snoede hun en tot af det lange hår om sit pegefinger. Halvbror. Bror. Begge ord lød helt forkert i hendes hovede, og smagte forkert i hendes mund. Som om det var et forbudt ord. Eller noget hun ikke ville sige, om så det gjaldt hendes liv. Men hun var vist blevet nødt til det. Ville det have været lettere, hvis de havde lignet hinanden bare lidt?
Svagt rystede hun på hovedet, ville have tankerne ud af sit hovede. Uanset hvor mærkeligt, hun end syntes at det var, så var hun nødt til at acceptere Conners eksistens. Om hun kunne lide det eller ej. Han var trods alt, som hun fandt ud af, hendes halvlillebror.
"Velkommen til, så", sagde hun med et opmuntrende smil på læberne, "jeg er seksten..".

Conno rynkede brynene. Han bed sig lidt i underlæben. Hun var seksten år og derved også ældre end ham. Han håbede bare, hun ikke var en af dem, der tog alderen alvorligt og så ville bestemme alt, netop fordi hun var ældst af de to. En storesøster nu. En halvstoresøster. Det lød fuldstændig forkert.
Han skar kort ansigt og nikkede så. Han kiggede frem for sig, men kiggede så lidt ned. Han slog blikket op igen. Han ville bare se trist ud, hvis han kiggede nedad og han gad ikke være trist. Der var jo heller intet, at være trist over, og desuden, var han elendig til, at være trist over hovedet. "Mange tak.." mumlede han.

"Har du opdaget din evne?" spurgte Harley oprigtig nysgerrigt. Tænk, hvis hans evne lå op ad hendes! På en måde kunne det være ret fedt. Så var der endelig en, som ville kunne forstå hende. En som ville kunne forstå hende, når hun klagede sig over sig evne, som ind i mellem var en forbandelse. Noget de fleste havde svært ved at forstå. Bort set fra hendes halvsøskende, som havde en tilbøjelighed til bedre, at kunne forstå hvad hun mente. Mystisk. De var nu alligevel gode, de halvsøskende.
Men deres far var gud for utrolig mange ting. Chancen for at hans evne lå lige indenfor "hendes" felt, var ikke specielt stor. Dog var den der, og det var jo altid noget. Ikke?

Connor kiggede på hende med sammenknebne øjne. "Nej." svarede han kort, men ærligt. Han havde ikke opdaget sin evne endnu, i hvert fald ikke, hvad han vidste af. Den måtte vel også dukke op på et tidspunkt, eller hvad? Han trak sine ben op under sig i sengen og omfavnede dem. Han kiggede frem for sig med et tænksomt blik.
"Har du opdaget din da?" spurgte han og kiggede på hende igen. Det havde hun vel nok. Spørgsmålet gjalt vel bare om tid, før han opdagede sin egen? Han måtte vel have tålmodighed, hvilket var sådan fifty fifty ved ham, så det gik måske.

Harley sænkede blikket, da han afslørede, at han endnu ikke havde opdaget sin evne. På en måde følte hun, at hun havde stødt ham. De fleste hun kendte i lejren havde opdaget deres, allerede før de ankom til lejren. Mens andre, lige som Conner, ikke havde. Men mon han ikke snart ville opdage den? I hvert fald krydsede hun fingre for ham. Bogstavelig talt.
Blidt bed hun sig i underlæben, mens hun nikkede bekræftende. "Ja", svarede hun, "jeg kan se fremtiden", fortalte hun og smilede både skævt og nervøst.. en blanding af dem begge to. Skævt fordi.. tja, fordi hun synes ikke det var noget specielt, og nervøst.. fordi hun ikke anede hvordan han ville reagere. Og hendes syner ville nok ikke ligefrem fortælle hende det. I så fald, skulle hun først igennem hvad der forandre, så ud til et krampe- eller epilipiskanfald. Hvilket hun jo ikke havde nu.
Nervøst ventende på en reaktion, snoede hun en tot af sit lange hår om sin tommelfinger.

Connor trak på skuldrene. Han anede virkelig, slet ikke, hvad hans specielle evne dog kunne være. Han havde virkelig ingen idé. Han kiggede på hende, da hun fortalte sin egen evne. Se i fremtiden. Det lød da okay sejt. "Fedt." sagde han og smilede skævt til hende. Han mente det virkelig, både hans 'fedt' og hans smil. Selvom han ikke kunne forestille sig, at have fået sig en halvsøster, havde han intet personligt imod Harley. Hun virkede flink, det gjorde hun.
Han kiggede lidt rundt, inden han kiggede på hende igen. Han anede ikke helt, hvad han ellers skulle sige. Han kneb øjnene lidt sammen. "Så.. er du glad for din evne?" Han vidste godt, det var et underligt spørgsmål, men det slog ham lige. Det måtte egentlig være ret træls af og til?