Skyfall ~ Matthew

Tid: 12.30
Sted: Jordbærmarkerne
Omgivelser: Jordbærplanter, døtre og sønner af Persefone, Demeter og Dionysos
Vejr: Solskin, meget blæst, men det er varmt
Påklædning: Klik xD - dog uden tasken, og hun har sorte ballerinaer på

Vinden hev og sled i Shadow's lange brune hår, og hvirvlede det om hendes hoved. Hun strøg noget af håret væk fra hendes øjne, så hun havde udsyn over de store jordbærmarker igen. Hun havde altid elsket det her sted. Ud over nogle få nymfer, og for det meste 7 halvguder, var man næsten alene. Ikke som ved søen, hvor der hele tiden var nogen – enten en af hytterne, der havde time i kanosejlads, eller bare nogen, der ville have en dukkert. I skoven var man godt nok også tit alene, men der var ens liv på spild hvert sekund, og det var ikke ligefrem noget, Shadow syntes så forfærdeligt godt om. Det var egentlig ikke uhyrerne som sådan, der skræmte hende – hun havde trods alt et uhyre, som far -, det var mere tanken om at skulle forlade alle dem, hun holdte af.
I øjeblikket var der kun fem halvguder, nogle døtre og en søn af Demeter, og vist sønnen af Dionysos, hvis hun ikke så forkert. To af pigerne havde rødt hår, og den sidste blondt. Pigen med det blonde hår hed vist Blair, og hun havde fået ry for at være en rigtig bitch. Det var i hvert det, alle kaldte hende bag hendes ryg. Ikke at det så ud til at genere Blair – det så snarere ud som om hun nød, hvert ondt ord, der blev sagt om hende. Som om det for hende var et kompliment.
Shadow samlede sit hår, og skulle til at sætte det op, da hun opdagede, at hun ingen elastik havde med. Hun sukkede, og slap det igen. Vinden svarede ved straks at blæse de brune lokker ind i hendes øjne. Dog ikke i særlig lang tid, da hun kort efter kom ind på jordbærmarkerne, og skyndte sig hen i læ ved et stort træ.
Hun lukkede kort øjnene, og så hen mod et rødt jordbær. Hun havde været her en masse gange, men sjældent havde hun smagt på et af jordbærrene. Hun kendte godt til historien om Apollon-sønnen, der blev slået ned af en beskyttende nymfe. Hun havde ikke lyst til at blive slået ned af en nymfe. Hun havde altid tænkt på nymfer, som venlige, smukke væsner, der ikke kunne gøre en flue fortræd. Nu vidste hun bedre – de kunne sagtens slå fra sig, hvis man truede deres jordbær, skatte eller deres hjem. De fleste nymfer boede i et træ, så deres kræfter forsvandt, hvis deres hjem blev ødelagt, eller brændt.
Hun satte sig på stenhegnet, der indhegnede alle markerne, og kiggede op på himlen. Den var blå. Hun trak benene op under sig, mens hun endnu havde hovedet vendt op ad.

På: http://cdn02.cdn.socialitelife.com/wp-content/uploads/2012/07/29/harry-styles-oxford-bride-07292012-lead01-435x580.jpg
Jakke: http://l3.yimg.com/bt/api/res/1.2/7OAOeIq58thoFRsU5DDA1A--/YXBwaWQ9eW5ld3M7cT04NQ--/http://media.zenfs.com/en-GB/blogs/the-bike-shed/harry-styles-nick-grimshaw.jpg

Matthew sad inde i Ares-hytten og legede med sin dejlige lillesøster Summer. Hun grinede glad og hendes latter fik ham til at smile kærligt til hende. Pludselig gik døren ind til hytten op og en af hans halvbrødre trådte indenfor. "Hey Hew! Hun er ved jordbærmarkerne! Jeg er lige kommet derfra. Hun ser vidst lidt alene ud" meddelte han og gik hen til det legende søskendepar. Han puffede lidt til Matthew med hans albue og vrikkede med brynene. "Du må skynde dig før en eller anden stodder kommer og stjæler hende" tilføjede han drillende og grinte. Matthew grinte også og gav så sin bror en lammer. Dog ikke en hård én. Han vidste godt at det var lidt uansvarligt at slå andre foran lille Summer men en dag ville hun jo blive større og begynde at slå på andre ligesom han gjorde nu. "Okay så. Du passer på Summer imens jeg er væk" sagde han til hans halvbror og han nikkede med et drillende smil på læberne der fik Matthew til at le lidt lavt. Han vendte sig om mod den lille Summer og løftede hende op i hans arme og gav hende et blidt kys på kinden. "Nu skal du vise Matthe at du kan være en dygtig pige" sagde han og smilede til hende. Hun nikkede og gav også ham et kærligt kys på kinden hvorefter han satte hende ned på jorden igen og tog sin jakke. Matthew løb så hurtigt ud af hytten at nogle halvguder og gudinder var nød til at se efter ham. Han tog sin jakke på imens han løb og da han nåede jordbærmarkerne fandt han hurtigt en Demeter datter og bad hende om hurtigt at lave en rose til ham. De gjorde hun med et smil på læberne og han tog imod den hvorefter han begyndte at spejde efter pigen. Han var ikke forpustet men mere nervøs og derfor trak han vejret lidt hurtigere end normalt. Hvor var hun mon?

Efter et minut, eller der omkring, så Shadow væk fra himlen, og ned på hendes ben. Hendes arme, der var lagt rundt om dem, og håret, der næsten dækkede dem helt. Hun lagde hovedet sidelæns ned på dem, og kiggede hen over markerne. Det gjorde ondt i hendes ribben at gøre bevægelsen, måske var det, fordi en eller anden dreng - en af Hades' sønner, var hun ret sikker på - havde fundet det sjovt, eller nødvendigt, at slå hende, de hun, af ren venlighed, havde spurgt om han var okay, da han havde fået sværdhug på armen. Hun lod en finger forsigtigt køre over det voldsomme blå mærke, der afslørede det ribben, som Hades' søn havde bøjet med skæftet af et sværd. Mærket var heldigvis dækket af den brune bluse, hun havde på. Hun havde ikke villet belemre hverken Matthew, Annabeth, Elena eller Avalanna med det. Så vigtigt var det jo heller ikke. Nektaren og ambrosiaen gjorde desuden deres job godt, så hun havde ikke mærket så meget til det. I hvert fald ikke før nu. Måske havde det noget at gøre med, at hun ikke havde taget forfærdeligt meget. Hun ville lade naturen gå sin gang. Om de så fandt ud af det, gjorde egentlig ikke så meget. Godt nok var hun forfærdelig til at lyve, og at lyve overfor dem, hun havde kær, var nærmest en umulighed, men hun kunne stadig godt forsøge; Hun kunne sige, hun faldt på en sten. Alt for ikke at gøre nogen til 'den skyldige'. Det var jo sikkert hendes skyld alligevel, og hun kunne jo ikke bebrejde ham noget, hvis det var hendes skyld. Det ville jo ikke være retfærdigt. Derfor sagde hun ikke noget. Desuden var det kun et bøjet ribben - det skulle de andre ikke bekymre sig sammen. Det var jo ingenting. Hun havde en lille fornemmelse af, at de ikke var helt enige, men de kunne ikke bevise noget, og bare der ikke var flere, der kom til skade, var Shadow glad. Selvfølgelig havde de deres ret til at være sure, hvis de nogensinde fandt ud af det - hvilket de ikke gjorde.
Hun kiggede hen mod de halvguder, der legede midt i jordbærmarken. De så så ubekymrede ud, og slet ikke bange for de tusinder af uhyrer, der ventede lige uden for det usynlige skjold, der dækkede lejren. Shadow var bange. Hver eneste dag. Bange for at skjoldet på en eller måde brast, og lejren blev løbet over ende. Og at det var hendes skyld. Hun havde på en eller måde altid en finger med i spillet, når det gik galt. Ellers fandt folk altid en måde at få hende indblandet i det. Ikke at hun bebrejdede dem det - de havde jo sikkert ret allesammen.
Hun lod armene glide ned langs siden, og strakte benene. Normalt ville hun bare være gået igen, da det blev for kedeligt på det sted, hun var. Men noget sagde hende, at hun skulle blive, hvor hun var. Ikke fordi hun vidste, hvorfor, men det var som om hele hendes krop forhindrede hende i at gå. Så derfor blev hun, hvor hun var.

//Lalalalala, jeg kan ikke høre det! Jeg ved godt, jeg har ændret indlægget nogle (2) gange, men det første var dårligt skrevet, det andet gav ingen mening - det her passer bare bedre til hendes personlighed. Med hensyn til det bøjede ribben, kan du jo vælge at spille på det, eller lade være <3 Og så har jeg repostet det, for at du ikke skulle glemme det <3