I am so sorry - André

Hvornår: 6-5 år siden..
Sted: Underverdenen
Påklædning: En sort kjole og et par læderstøvler.
Tid: 22:40

Daniella stod foran døren til stuen, hun vidste at Hades var derinde og det gjorde hende bange som helvede men hun havde besluttet sig for at tage tilbage og se hvad Hades ville gøre ved hende. Hun trak vejret dybt og ubesværet men i det samme kom en af helvedes hundene frem. Daniella lod sine hjørnetænder glide ud og en dyb dyrisk knurren kom frem i hendes bryst. Hun stod stille mens hunden genkendte hende og lod hende være. Hun stod foran døren og bankede forsigtigt på. ” Hvem er det? ” Sagde En voldsom stemme, man kunne høre at det var en selvikker og mægtig person. ” Daniella ” Sagde Hun og overvejede igen at skynde sig væk. Døren blev smækket op og Hades kom ud. Han tog fat i hende og smerten rullede igennem hende. ” Hvor vover du at vise dig her? ” Sagde Han vredt til hende. Daniella krympede sig sammen og undlod at svare. ” Op på dit værelse, og bliv der ” Sagde Han før han igen smækkede dørene i og var væk. Daniella løb op mod sit værelse med tårene løbende. Hun satte sig ned på en stol da hun var derinde og skar et hul i sin kjole så hun kunne se de lige blødende sår på hendes skulder. En hulken rystede hende...

Påklædning: Sort jakkesæt, hvid skjorte og sort slips. x3


Den røde rose i hans hånd, havde han været i tvivl om han skulle ha taget med. Men han havde brug for at fortælle hende noget, og rosen tilhørte det han skulle sige.
André listede rundt udenfor, han havde fået lov til at blive på lejren så han var lykkelig. På en måde. Han havde stadig ikke nået sit endelige mål, Daniella.
Afrodites børns hytte lå ikke langt herfra, men André var tæt nok på til at kunne høre hvad der skete derinde og se skikkelser i vinduerne. Et skævt og drenget smil bredte sig over Andrés læber da han kunne se en skikkelse gå forbi, selvom gardinerne var trukket for. Hans blik gled ned på rosen i hans hånd, og han tog en dyb indånding. Han gik hen til hytten og skævede ind gennem vinduet, da gardinet ikke gik helt ned til vindueskarmen.
André lo lavt for sig selv da han så på alle pigerne der sad og hyggede sig, så hvordan de lagde neglelak på hinanden, flettede hinandens hår og snakkede højlydt og glad. Men hende han søgte var der ikke. Han blev en smule skuffet over det, og følte en trang til at blive stående og vente på at hun måske dukkede op... Eller måske gå ind og spørge om hun var der, eller hvor hun så var henne.
Dog havde han også trang til at gå ind, bare for at se på pigerne derinde på tæt hold. Hvem ville ikke det? Afrodites døtre i nattøj? Hvilken normal fyr ville ikke gerne se det? og være den eneste fyr i deres nærvær? Uf...
Men Daniella var der jo ikke... André rettede sig op, gik hen til hoveddøren og bankede forsigtigt på. Rosen gemte han bag ryggen, samt kortet der hørte til...

Daniella sad med lukkede øjne på sit værelse og gennemsøgte hendes sind efter grunde til ikke at stikke af. Hun åbnede sit vindue og i næste øjeblik var hun intet andet end en ørn. Hun fløj i den mest uvurderlige fart og var ude på ingen tid. Hun var hurtigt tilbage i lejren og da hun forvandlede sig tilbage vaklede hun et par skridt før hun genvandt sine kræfter. Hun stak hænderne i lommerne og begyndte at gå hen mod afrodites hytte. Hun trak en dyb indånding før hun gik ud af skovens skjul og hen over det dugfriske græs. Hun så André stå der og et smil spillede om hendes læber selvom der ikk helt var nogen grund til det. André var hendes bedste ven og ville altid være det, selvom hun nok aldrig kun havde tænkt på ham som en ven. Hun skubbede den forbudte tanke væk og gik hen mod ham med lydløse skridt. ” André ” Sagde Hun da hun var en meter fra ham og smilede, kunne ikke lade være..