I'm scared... - Stephanos

Sted: Våbenkammeret
Tid: Tidlig morgen
Vejr: Der er solopgang. En let varm brise
Omgivelser: En masse våben og ingen halvguder
Hår:

Tøj:

Felicia stod udenfor den store dør til våbenkammeret hvor smedjen også lå. Hun havde sneget sig ud fra sin hytte meget tidligt om morgen da der sikkert ikke var mange halvguder eller halvgudinder som var stået op endnu. Hun tænkte derfor at det ville være en god mulighed for at se på alle de våben der blev smedet. De smedede alt fra store gigantiske sværd til små lommeknive. Felicia havde godt nok boet i lejren hele sit liv næsten men hun kendte næsten ingen på lejren. Hun var ikke særlig social overhoved. Hun isolerede sig heletiden i sin egen lille verden og var virkelig genert. Hun turde ikke snakke med særlig mange og blev let bange når folk hævede stemmen bare en smule. Hun snakkede faktisk virkelig tit til luften. Men når andre så hende snakke til luften så hun selv at hun snakkede til en pige. En blond pige på hendes egen alder. Denne pige hed Licha. Licha var det helt modsatte af hvordan Felicia var. Felicia var genert og bange hele tiden men Licha elskede opmærksomhed og at gøre en masse ud af sig selv. Hun var virkelig snobbet og elskede at manipulere med folk som var de hendes slaver men stadig gad hun at være venner med en som Felicia. En lille bange pige. Da Felicia ikke var god til at socialisere sig med andre havde lukkede hun sig inde i sin egen verden. Og inde i den verden havde hun opfundet Licha. Licha var kun en del af hendes fantasi.
Felicia åbnede stille døren til kammeret og lukkede den i efter sig. Hun kiggede rundt på alle de mange våben og da hun vendte sig om for at gå tilbage til hytten stod Licha dér lige foran hende. "Så nysgerrig du er hvad Lica?" sagde hun med et smørret smil. Felicia så ydmygt ned. "Jeg... Je... Jeg ville bare gerne se våbene..." sagde hun genert.

Stephanos kiggede forsigtigt rundt, før han gik videre. Stephanos var en mørk håret dreng. Hans øjne var grønne og dybe. Hans slanke krop, var en smule sprejset. Han var cirka 1732 cm høj, hvilket gjorde at han var høj nok, men havde næsten ingen muskler at vise. Alt i alt. Han var en flot dreng, men ikke særlig stærk. Han havde lige stået op. Han var en smule træt, men ikke særlig meget. Han havde ikke rigtig sovet hele natten, nærmest kun i en slags søvn. Han havde brugt natten på at tænke, tænke på hele stedet. Prøv at tænk? Denne lille, grimme, sprejset dreng? En halv gud? Det var nærmest utænkeligt? Han havde fået alt muligt at vide omkring hans moder.. Hans Moder Afrodite.. Alt dette fløj rundt i hans hoved på samme tid.
Han nærmede sig smedjen, han trak døren op og kiggede ind af den. Der der stod en pige, en sød pige? Hun så godt ud? Han havde tænkt på dette hele natten? Hvordan skulle han sige hej? Hvordan skulle han kunne snakke med en anden halvgud? Hvem mon denne person var en afkommer af? Det får vi nok aldrig at vide, hvis vi ikke spørger? Tænkte han. Han gik hen imod hende, han tog hans venstre hånd om bag på nakken, og stak den højre frem imod hende og sagde forsigtigt "Mit navn er Stephanos!" Han håbede på det bedste

Felicia kiggede ned imens Licha blev ved med at snakke til hende men hun lyttede ikke. Hun ville ikke. Licha sagde kun dumme ting. Men alligevel var hun Felicia's bedsteveninde. Hun kunne ikke hade Licha. Om hun så prøvede så meget hun kunne lykkedes det aldrig. Hun var vokset op sammen med Licha og da de var mindre havde Licha faktisk været sød. De legede sammen og var glade sammen. De gjorde alt sammen. Felicia skulle bare stå og se på hvordan Licha udviklede sig. Til en selvisk og snobbet pige som var ligeglad med alle andre end hende selv.
Felicia blev skræmt fra vid og sans da hun hørte at døren stille åbnede sig. Licha kiggede sig bag skulderen og kiggede så frem mod Felicia igen. "Vi ses min tøs." sagde hun og forsvandt pludselig. Felicia så en dreng komme til syne bag døren. Hun blev skræmt og blev virkelig bange. Hun kunne mærke at hendes hjerte hamrede i hendes bryst. Da han gik frem mod hende og rækkede hånden frem gik hun hurtigt tilbage. Hun så skræmt på drengen som hed Stephanos. Hun sagde intet men stod bare helt stille og rystede af skræk.

Sephanus tog sin hånd tilbage hurtigt, hun gad tydeligvis ikke at svare ham. Det var sikkert ikke rigtigt. Måske gad hun bare ikke svare ham, fordi han var ny? Var det måske en ny slags hilsen i denne lejre, til nye mennesker? Det håbede han ikke, så ville det blive endnu svært at få nye venner. Hans følelser var svækket, de var meget svækket. "Nååh.. Jeg håbede at vi kunne snakke sammen".. Han kiggede væk fra hende og begyndte at gå rundt i lokalet. Han kiggede forsigtigt hen imod hende, og sendte nogle rolige øjne. "Jeg fik at vide at mit våben ville vælge mig? Desværre har jeg ingen form for færdigheder for at slås".. Han satte sig ned på hug, og begyndte at beundre en lille kniv, *Lille våben, lille våben hvor er du?* tænkte han.
Hvorfor svarede hun ikke? Han tænkte tilbage på igår, hvor han fik alle mulige informationer omkring stedet her.. "Ved du meget om guderne? Din moder eller fader?" spurgte han spændt? Det var sjovt alt det med at deres forældre, enten hadede hinanden? Var i krig imod hinanden? Eller blot var i famlie? måske havde han en nevø eller nogle søskende herude? Gad vide..

Felicia var helt tavs da han trak sin hånd tilbage. Alle de gange han spurgte om noget eller bare sagde noget var hun tavs. Da han begyndte at gå rundt så hun det som en mulighed for at løbe hen til døren og skynde sig ud og smække døren hårdt i efter sig. Hun havde lyst til bare at græde. Hun var så bange. Hun kunne ikke lide at være sammen med folk. Især ikke folk hun ikke kendte. Det var så skræmmende. Hun var altid så bange for at folk måske ikke kunne lide hende for den hun var. Eller at de måske syntes at hun var en særling fordi hun snakkede til luften. Men det var jo ikke luft hun snakkede til! Det var Licha! Det var altid Licha! Men ingen gad tro hende. hun forklarede dem flere gange hvordan Licha så ud og hvordan hun var men alle troede bare at hun var skør. At hun fejlede noget. Godt nok havde hun ADHD og var ordblind men det var sandt hvad hun sagde. Licha var der. Hun var der hele tiden. Mange gange når Felicia græd var det på grund af Licha. Hun var altid så led og fortalte kun Felicia hvor ynkelig og dum hun var. Hun var slet ikke den samme mere.
"... Felicia..." sagde hun endelig og så ned. Hendes hjerte hamrede stadig hårdt i hendes bryst men nu havde hun da sagt hvad hun hed. Nu håbede hun bare at hun måtte gå.

Stephanos kiggede hen på hende. Han var glad at hun sagde hendes navn. Det var et kønt navn, han var vant til de italienske navne, hvor han kom fra. Italien, han savnede alt ved landet, selv hans far. "Mit navn er jo Stephanos, Felicia rart at møde dig!" sagde han, og rejste sig fra hans stilling på hug. Han gik tættere på hende, hun virkede bare genert. Han kiggede på hende med hans rolige øjne som betragtede hende i et stille øjeblik. Hun var endnu smukkere, nu når han betragtede hende nærmere. "Du kan godt slappe af! Jeg gør dig ikke noget, jeg er en stille og rolig fyr?" Sagde han langsomt.
Han prøvede at gå tættere på hende og spekulerede. *Hvorfor svare hun mig ikke? Ikke nok med jeg er ny? så er hun bange for mig..*

Da Stephanos kom hen til hen til hende igen tog hun nogle skridt tilbage igen. Hun undgik igen at svare ham eller at snakke til ham. Hun gemte sig bag en række våben. Hun så skrækslagen ud. Selv da han sagde at han var en stille og rolig fyr tog hun ikke et eneste skridt hen til ham eller lod ham tage nogle skridt hen til hende. Hun var helt væk og hun havde det som om at hun kunne bryde ud i gråd når som helst og hvor som helst. Hendes ben blev svage og hun ville bare gerne væk. "Vil... Vil du ikke nok bare..." hun tog en hånd frem og lavede en bevægelse der så ud som om hun skubbede noget men tog den hurtigt til sig igen da hun var bange for at han ville røre hendes hånd. "... Blive der?" spurgte hun bedende og lidt trist. Hun ville ikke havde at han kom for tæt på og hvis han kom tæt nok på ville hun fuldkommen bryde sammen.

Hans øjne blev ændret til en anden farve. Farven lilla, netop den farve betød noget bestemt. Han gik et skridt tættere på hende. "Jeg.. Går ikke fra dig?" svarede han hende hårdt og koldt. Han tog endnu et skridt, der lød et dunk hvor hver skridt han tog. Han ville tættere på hende, han vidste ikke helt hvorfor? Det var nærmest som om hans sind sagde at han skulle tage et skridt nærmere på hende.
"Prøv at se? Der sker ikke noget?" Sagde han langsomt og varmt denne gang. Videre og videre som han gik blev han mere og mere distraheret af hende, at han ikke lagde mærke til at han nærmest faldt over en økse som lå på jorden foran hende. Han faldt ned lige ved siden af hende. Han rejste sig hurtigt op igen og stod lige ved siden af hende. "Kære Ven! Det må du undskylde.. Jeg er bare en smule klodset!" sagde han hurtigt og forpustet. Han prøvede at ryste noget skidet som lå på jorden af hans tøj.

Felicia blev virkelig ked af det da han svarede hende på den hårde og kolde måde. Hun var van til den. Licha snakkede jo altid til hende på den måde. Men ked af det blev hun nu alligevel. Hvorfor svarede han hende mon med den tone? Hun ville jo bare ikke havde at han kom for tæt på hende. hun følte sig jo utryk. Da han kom tættere og tættere følte hun tårene kom frem. Da han faldt på og landede ved hendes side løb hun hurtigt væk fra ham selvom han undskyldte. "Lad mig nu være! Hvad har jeg gjort dig? Jeg vil bare ikke være tæt på dig! Gå nu væk! Gå nu væk! Gå nu væk!" sagde hun og begyndte stille at græde. Tårende trillede stille ned ad hendes kinder. Hun knyttede sine næver og holdte dem mod sine tindinger imens hun stille faldt ned på knæ grædende. Hun følte sig holdt fanget. Hun ville ud men hun kunne ikke. Det var som med Licha. Hun kunne ikke komme af med hende om hun så prøvede så godt hun kunne. Hun havde opfundet Licha men hun kunne ikke fjerne hende. Hun skulle leve med hende resten af sit liv.

"Slap af.. Jeg er ked af det.." Stoppede han kort, åhh nej.. Han begyndte at føle på sig inde i.. Han havde fået lyst til at kaste op.. Han begyndte at gå nogle få skridt væk fra hende.. Han forsatte "Undskyld mig.. Men jeg kan godt forsvinde? Jeg tror bare ikke det hjælper noget for os begge.. Min ven? Jeg håber ikke jeg skræmte dig før.." Sagde han langsomt, man kunne mærke, og høre han tænkte sig over hvad han sagde.
Step vidste ikke helt hvad for nogle ord han skulle bruge, han vidste ikke helt hvordan han skulle gøre hende glad igen? Hvilke følelser han skulle vise, han trak vejret dybt ind, og så pustede ud. Han lavede et glimt i øjet til hende. "Hør.. Skal vi ikke snakke om noget andet? Jeg er søn af Afrodite.. Kærlighedsgudinden? Hun er jo gud for kærlighed.." Sagde han hurtigt, og sendte hende et stort smil og håbede hun ville svarer ham.