It's hard to say goodbye, to something you had had your whole life ~ Stephanos ~

Tid: 14.23
Sted: Skoven
Omgivelser: Ingen, på nær hende og dyrene
Vejr: Solskin, lidt vind
Påklædning: Hvid top, sorte shorts, sandaler og solbriller. Hendes hår hænger løst.

At være halvgud havde muligvis fordele for nogen, men når man var blind var det ligegyldigt om man halvgud eller ej. Resultatet var det samme. Man kunne ikke se noget som helst. Amelia var blind, som den eneste i lejren. Derfor bar hun altid solbriller, så folk ikke så hendes øjne. De var ikke ligefrem verdens 8. vidunder. De var døde, bevægede sig ikke og så havde hun fået fortalt at deres oprindelige farve, grøn, var næsten helt væk og at der næsten kun var hvidt tilbage.
Og dog, fordele var der nok også for hende at være halvgud. For selvom hun ikke kunne se, kunne hun føle vibrationerne fra jorden. Alt havde vibrationer, og når hun gik fik hun en hel masse vibrationer op i sig og kunne derfor danne sig et billede af hvordan der så ud, hvor hun var. Eller hvad der var rundt om hende, så hun ikke stødte ind i noget.
Dette var en meget gavnlig evne, nu hvor at hun havde begivet sig ud i skoven. Ja, det var dumt, det vidste hun godt. Men, der var næsten aldrig nogen i skoven, så her kunne hun for det meste gå rundt uden solbriller. Og hun elskede at kunne gå rundt uden solbriller. Det føltes mere som hende.
Hun sukkede, og tog langsomt de sorte solbriller af. Selvom hun intet kunne se, var det som om solens stærke stråler lyste hendes sorte verden lidt op.

Det lød et knæk i skoven! Der lød et til.. Det var små grene som Stephanos knækkede når han gik.. Han var klodset, det vidste han jo selvfølgelig godt, når han så på sig selv, og tænkte han var ynkelig. Stephanos var søn af Afrodite.. Han var stolt af det.. Han ankom fra nogle par dage siden.. Det var godt nok ikke lang tid siden.
Han havde lært meget på det sidste. Ikke blot om guderne! Men også om hans evner.. Selvom han ikke havde fundet ud af hvad de var endnu, tænkte han ikke over det, de ville komme når tiden var der! "Jeg håber snart jeg finder lejren!" sagde han stille til sig selv, mens han kiggede rundt.
Han fik øje på en pige? Det kunne kun være en fra lejren han bevægede sig tættere på hende. Skridt for skridt. Det kunne godt være han var klodset, men han var jo søn af the one Afrodite. Kærlighedens gudinde. Da han kom tættere på spurgte han langsomt og forsigtigt. "Må jeg sætte mig her?" hans ord døde ud. Man kunne nu høre lyden fra skoven.. Den stejle blæst.. Den dejligt blæst.

Hun kendte nærmest ingen i lejren, da hun ikke havde set noget grund til at starte venskaber for så at ødelægge dem ved at vise hendes øjne. Hun havde haft mange gode venner, hjemme i Stratford før ulykken, men da hun var nogenlunde over den og afslørede sin blindhed for sine venner var de væk. De havde så åbenbart ikke været ordentlige venner alligevel. Selv hendes kæreste, den person hun holdt allermest af i hele verden havde svigtet hende. Han havde forladt hende til fordel for hendes største konkurrent inden for ridningen, Veronica. Eller, hendes tidligere største konkurrent. Nu hvor hendes hest var død og hendes syn var borte, var hun ikke længere den talentfulde rytter, der havde så mange venner. Nu var hun en halvgudinde, med et smadret liv.
Hun sukkede og lukkede øjnene, hun var udmattet og det hadede hun sig selv for. Hun hadede at hun så hurtigt blev træt. Det var ikke hende.
Selvom hun ikke havde været i lejren i lang tid hadede hun den allerede. Ikke pågrund af dens beboere, de få personer hun havde snakket kort med var venlige nok. Men pågrund af at den mindede hende for meget om hendes far, om hans svigt, om hans ligegyldighed. Det var til at brække sig over. Og så det faktum at han havde vedkendt sig hende efter nogle dage i lejren, gjorde det endnu mere kvalmende. Han havde vedkendt sig hende, efter 18 år. Et år efter hendes ulykke havde han vedkendt sig hende og ikke engang da havde han sendt hende en besked. Han kunne da godt have sendt hende et brev med et 'God bedring -Far'. Altså, han var jo udødelig så, så lang tid ville det da heller ikke tage at skrive 3 ord, vel? Eller bare et 'hej', ville tilfredstille hende.
Hun lænede sig op af et af træerne og strøg sig over panden med håndryggen. Ikke fordi hun svedede.
Hun, dum som hun var, åbnede øjnene ved lyden af en stemme og kiggede i stemmens retning. Fuck, det var jo en person og hendes solbriller... hun strammede den ene hånd og opdagede til sin forskrækkelse at hendes solbriller hang i hånden. Åh nej. Hun håbede at personen ikke kiggede på hendes øjne. Hun vendte hovedet lidt væk og førte øjnene ned mod jorden.
"Det må du vel godt.." hun ville ønske hun kunne løfte blikket og smile, men da hun ikke ville afsløre sine øjne, nøjedes hun med at smile svagt.

Stephanos så ned på hende. Han vidste ikke rigtig hvem hun var, men han var ligeglad. Han havde ikke vist sig eller noget. Han havde ikke gjort noget særligt, tilbage på lejren. Han var faktisk bare en helt normal halvgud. Han gik nogle skridt hen imod hende, før han satte sig kiggede han ned på hende for en sidste gang.
Han satte sig forsigtigt ned ved siden af hende. Denne pige var ung.
"Du er meget smuk!" sagde han uden at tøve, og meget selvsikkert. De havde efterhånden en halv meter mellem dem. Stephanos, var meget ærlig, det havde han altid været, ikke fordi han ville rose folk, han talte bare meget ærligt.
"Nå ja! Jeg heder foresten Stephanos! Søn af the one Afrodite!" sagde han hurtigt og nervøs. Han ville bryde hendes kolde ydre. Stephanos var efterhånden en meget varm person. Han kiggede på hende og ventede på et svar.

Da personen sagde noget, kiggede hun overrasket op på drengen, det kunne kun være en dreng. Eller hendes øjne blev løftet op, til hvor han var. Hvilket var en dum fejl fra hendes side, nu ville han sikkert -som alle andre- stikke halen imellem benene og løbe sin vej.
"Tak.." der manglede ret så meget et 'i lige måde' eller et 'du ser da heller ikke værst ud'. Men hun kunne jo ikke udtale sig om andres udseende, når hun aldrig havde set dem.
Bare det at han ville tale med hende forbløffede hende, men at han sagde hun var smuk... Altså, hun havde intet imod komplimenter, hun ville bare helst have folk havde set hendes øjne før de slyngede ud med komplimenter om hendes udseende. Og nu hvor hun havde løftet øjnene, afsløret hendes øjne og hemmelighed, kom der nok snart et 'Ved nærmere eftertanke, er du vel egentlig bare.. køn.'. Noget nær det.
Hun trak benene op under sig og flyttede øjnene ned mod jorden igen, hun ville ikke lade ham se hendes øjne mere end højst nødvendigt. De var hendes, skønt hun ingen gavn havde af dem.
Da han præsenterede sig kiggede hun ikke på ham, der var ingen grund til det. Hun kunne sagtens præsentere sig, mens hun kiggede ned i jorden.
"Amelia, datter af Apollon," hvorfor han sagde 'the one Afrodite' var hende et mysterium. Nevermind, der var vel nogle der var stolte af deres gudeforælder. De 'nogen' indbefattede så langtfra hende.

Apollon? Tænk.. Tænk.. Han kendte ikke særlig godt denne gud. Jeg vidste ikke hvem det var? Men hun så fredelig ud? Så var det ligemeget om vores moder og fader var ikke særlig gode mod hinanden? Sådan måtte det aldrig være.
"Ja, det er vel rigtigt. Men jeg er jo køn, min ven!" Svarede han hende kort, og sendte hende et hurtigt blik og kiggede hurtigt ned i jorden igen. Han kunne lide hende.
Hun var retfærdig! Han smilte kort og rystede sit hoved.
"Kan du ikke fortælle noget om din far? Jeg ved ikke særlig meget om ham?!" spurgte han spændt ind til hende. Hun ville sikkert svare ham. Med et svar. Da man kommer til halvblodslejren går der meget op for en. Men er efterkommer af en gud, man har evner og man er stærkere end normale mennesker?

Hun så op, uden at vide om han havde sat sig eller ej, han havde jo åbenbart ikke set hendes øjne. Døde og ubevægelige, som de var. Enten var han bare exceptionelt dum, eller også ville han bare lige gøre opmærksom på at hans gudeforælder var Afrodite, og han derfor var køn. Men hun måtte jo stole på, eftersom hun ikke kunne se ham.
"Det er du sikkert, men hvis du ikke havde opdaget det er jeg blind og jeg kan derfor ikke se det," det var helt ærligt ikke meningen det skulle lyde så irriteret, men det gjorde det. Hun smilte et lile undskyldende smil, som han sikkert ikke så og kiggede så ned i jorden igen. Nu hvor hun nærmest havde serveret hendes største hemmelighed på et sølvfad for ham, havde hun på fornemmelsen af at han ville sturdere hendes øjne nærmere. Og hvis der var noget hun ikke kunne holde ud, var det når folk sturderede hendes øjne. Godt nok kunne de ikke bruges til noget, men de var hendes og ikke en eller anden museumsgenstand, der skulle overbegloes.
Hun stivnede kort da han bad hende om at fortælle om hendes far, hendes far der havde svigtet hende hele hendes liv. Selv ved ulykken, hvad var der at fortælle om ham?
"Min far... han er gud for en hel masse. Blandt andet, profetierne, læge- og medicinkundskaben, poetien, musikken og ikke mindst solens gud. Han laver de mest forfærdelige digte, påtrods af at han er poetiens gud, har jeg fået fortalt," hun glemte at nævne, hvor meget hun hadede ham for at svigte hende. Men det kunne hun fortælle til sin pude i aften, hendes bedste ven. Hun elskede sin pude overalt på jorden, underligt ja, men den lyttede til hende og den sagde ikke noget. Og det bedste var at den heller ikke kunne se, og derfor ikke ville blive skræmt af hendes øjne.

Steph, løftede et øjenbryn. Det var til at kunne forstå nu. Hun var blind. Han følte sig dum, så dum. Han flyttede langsomt hans blik imod hende denne gang, og han nærstuderede hendes øjne, hendes solbriller og alt ved hendes øjne? Hun kunne nok føle at han kiggede på hende? Selvom det nok var irriterende, var hans nysgerrig? Helt ærligt! Hvordan var det at være blind? Hvordan kunne en halv gud være blind? Alle disse tanker var inde i hans hovede. Han rystede hans hoved og kom tilbage på sig selv. "Din far lyder meget lidenskabelig! Og som lidt af en selskabsfyr!" Svarede han kort og venligt. Han sendte hende hans bedste smil, selvom hun ikke kunne se talte det for ham. Han vidste ikke helt hvordan han skulle besvarer hendes blindhed. Han ville nok finde på noget. Pludselig dukkede et af hans bekymringer om af hans tanker.. Han sukkede og kiggede ned i jorden. Han tog hans finger og begyndte at tegne på dette jord, han startede med at tegne et sværd.. Efter han var færdig meddet spurgte han hende venligt! "Hvad er dit våben siden du er blind?" Han kiggede på dem og kiggede hurtigt ned i jorden igen.

Hun sukkede lydløst, hvorfor var det lige at det var hende der var kommet ud for den ulykke? Hun havde da ikke gjort noget for at fortjene det, vel?
Hun lukkede øjnene og prøvede at holde tårerne inde, det lykkededes. Sådan cirka. Der løb vist en enkelt ned af hendes kind, typisk.
Hun tænkte tilbage og gispede efter vejret. Minderne var stadig brændt ind i hendes erindring og når hun tænkte tilbage, oplevede hun det hele igen. Følelsen af at være vægtløs, smerten da Ice Cube faldt ned over hende og smerten da stigbøjlen ramte hende, da den tog hendes syn fra hende.
Hun kiggede undrende op på Stephanos, uden at tænke nærmere om at han nu fik mulighed for at se hendes øjne endnu en gang. Sådan havde hun aldrig tænkt på ham før, faktisk var den eneste måde hun havde tænkt på ham før, var hvor meget hun hadede ham.
"Det er han sikkert.. men da jeg aldrig har mødt ham, har jeg ikke en levende chance for at vide det," hun måtte bide sig i tungen for ikke at tilføje et 'heldigvis'.
Hun kunne høre noget tegne i skovbunden, eller skrabe i den med en pind. Hun vidste det ikke. Endnu en gang kom hans spørgsmål bag på hende. Hvilket våben hun brugte? Hun havde da lært at svinge et sværd, skyde med bue og pil sådan nogen lunde... Eller hun havde jo ihvertfald ikke slået nogen ned med sværdet eller skudt nogen ned med buen og pilene. Så det så hun som en succes.
"Jeg har ikke noget decideret våben, da jeg altid vil være i fare for at ramme nogen, der ikke skulle rammes. Egentlig, tager det en krig for mig at komme hen til arenaen, når jeg ikke kan se," hun smilte svagt og tilføjede:"Faktisk bruger jeg virkelig meget af min tid på at prøve at finde rundt."
Hun havde aldrig været så ærlig før, eller ihvertfald ikke siden ulykken, og faktisk var det på en måde... befriende, på en underlig måde.