Just another day ~Aero

Dag: Torsdag
Årstid: efterår
Tid: 11:25
Sted: Skoven
Påklædning: Grå sweater med en hvid t-shirt indenunder, jeans og et par blå Vans.

Noa tog sig en lille vandretur i skoven, og som altid var der et par halvguder der var helt ligeglad med en. Det var ret normalt for Noa. Hun så dem, de så hende og gik deres vej. Det ender altid med at hun gemmer sit ansigt i sine hænder, eller bare rødmer. Hun er rigtig genert, og er rigtig dårlig til det med ord. Når der er nogen der vil snakke til hende, eller stiller hende et spørgsmål svare hun kort og enkelt. Det sker tit nu hvor hun er ny her i lejren.
Bladene på træerne i skoven daler ned til jorden, og Noa træder på dem. Noa kan godt lide efterår, fordi skovens farve får nye nuancer og det ser bare flot ud. Det er køligt, men det er ikke ret slemt. Der ikke meget vind, der overhovedet ikke blæst. Nogle gange blæser det en lille smule, men ikke ringe. Noa stikker hænderne i bukselommerne, og går stille og roligt.

Påklædning: Sort softshell, blå bukser og sorte converses

Lyset fra solen lyste skoven op, imellem løv og nåletræer trængte lyset igennem. Det så flot ud, men Hefaistos' søn så intet af det, da han gik med hovedet og blikket rettet mod jorden. Og han gjorde ikke ligefrem mine til at ændre sit blik' position. Aero var ikke den slags person, der gik med øjnene mod hinlen. Han kiggede ned af. På sine robotter, eller generelt bare hans arbejde og på jorden. Hvorfor kigge på himlen, når man gik og levede på jorden? Sådan var Aeros tankegang, sådan var hans livsfilosofi, sådan var hans mening. Og han havde ikke i sinde, at ændre hans tankegang, livsfilosofi og mening. Andre kunne synes hvad de ville, sige hvad de havde i sinde, men det ville ikke ændre hverken på Aero eller hans mening. Han var sig selv fuldt ud, og sked på hvad andre mente om ham. Han havde ikke brug for andres meninger, han havde sine egne. Og hvis folk ikke kunne leve med det, var det synd. Han var som han var sig selv, og lavede ikke om på sig selv, for at gøre andre glade.

Noa tænkte ikke helt hvorfor hun kom til lejren, hun var ret ligeglad. Hun syntes at hendes mor er ond, og hendes stedfar grim og ond. Hendes liv var tåbelig. Hendes kæreste slog op med hende et par dage siden, og han var en kæmpe nar. Han ville heller ha' en blond tøs. Hun kom over det hurtigt, og hvad så! Drenge er simple og nogle gang dumme.
Noa kom hen til et stort træ i skoven, og satte ned på det tørre græs der var. Hun tog benene til, og havde nu armene rundt om dem. Hun kiggede op på himlen, som ikke havde en sky. Hvorfor kunne jeg ikke dø? Hvorfor kunne jeg bare ikke... Det var ligemeget... Hvis hun døde, ville hun blive glemt. "Jeg er dum", sagde hun lavt. Noa ville bare have lidt fred, og bare EN person der kunne forstå hende. Der er sikkert ingen i verden der ville forstå en 16 årig pige, med lidt af et knust hjerte og et dumt liv.

Piger var besværlige, mente Aero og hver dag fik han det bekræftet på ny,
De ville altid have det ene og det andet, fik de ikke det var de tøsefornærmede resten af dagen. Fik de ikke al opmærksomheden i bare en dag, gik de straks igang med slankekure og troede der var noget galt med dem. Og det værste var, hvis de blev droppet til fordel for nogen anden blev de enten forbandede hævngerrige, eller så latterligt knuste. Ufølsom for the win. Og igen, Aero var som han var og lod ingen ændre på ham.
Enkelte piger var anderledes, men i det store hele var de alle sammen ens. Og de enkelte piger, der ikke var, havde han ikke mødt. Og guderne skulle vide at når han gjorde, ville han aldrig sige noget dårligt om guderne igen. Eller tænke. Det gar et godt tilbud!
Dybt i sine egne tanker, i sin egen lille verden lagde han slet ikke mærke til pigen, der sad et stykke fra ham. Ikke at han havde reageret, hvis han havde set det. Han var jo søn af Hefaistos, så det lå i hans gener, kun at interesserer sig for dem han virkelig holdt af. Og i den kategori var der kun hans halvsøster, Ariana.

Noa er godt nok en af de følsomme piger her i lejren, men hun er ret stille. Hun hader at blive bemærket af underlige grunde, og hun hader at være i spotlight. Hun vil anonym, og stille så meget så muligt. Hun kunne fornemme noget. Det var ikke hendes super power som kunne fornemme, men hendes sanser. Fornemlsen af personer der var tæt på, gjorde hende en smule bange. Hun vidste ikke hvem det var. Det er stensikkert en halvgud. Selvfølgelig er det det, hvem skulle det ellers være? Hun blev nysgerrig, og ville kigge sig over skulderen. Men nej! Hun var alt for genert til det, og ville ikke starte en samtale. Noa lod bare vær med at gøre noget. Hun gad ikke noget mere. Hun kan knap nok tale med folk, men kun hvis det er højst nødvendigt. Hvis hun bliver tvunget til at snakke med folk, skal den anden person starte samtalen.

Hurtigt rettede han på det stof, eller dårligt belagt 'bandage' der var om hans ene hånd. Det var ikke usædvanligt at han bar sådan et bandage, håndteret af ham selv, men denne gang var grunden dog blot en smule anderledes. Denne gang havde han ikke slået en anden halvgud, men hamret løs på alt han kunne få sine fingre i inde i smedjen. Skaderne var så store at Aero var blevet sendt ud i skoven, for at hugge brænde fra et sædvanligt sted hvorfra lejren hentede brænde. En mild straf hvis man spurgte ham, for skoven var et rart sted at være. Den var så stor at man nemt forsvandt imellem de mange træstammer, og langt nok væk fra lejrens aktiviteter at man ikke længere kunne høre deres larm.
Med lange og tunge skridt, samt en store kløve-økse mod skuldren, gik han igennem skoven. Hans skridt gav en smule lyd da det nogle gange knækkede nogle grene, og trådte i bunkevis af visne blade snart optaget af foråret.
Ud af øjenkrogen fik han øje på en sammekrøbet skikkelse. Tynd og langhåret. En pige. Selvfølgelig. Tak guder. Mange tak. Hvorfor hadede de ham sådan? Pigen så ikke ud til at være i godt humør, så han ville helt sikkert komme til at sige noget dumt og så ville hun blive tøsefornærmet og derefter gå sin vej. Ikke noget han havde lyst til. Alligevel gik han et par skridt tættere på hende, løftede hånden som hilsen, efterfulgt af hans hæse stemme.
"Hey..."

Noa kiggede og på drenge, og smilte genert. Drenge ret høj, og var blond i håret. Han så stærk ud, og lignet en der var søn af Ares. "Hej", kom det fra Noa. Var det hun kunne sige! Hej? Noa mistet ord, og blev lidt i tvivel. Hun rejste fra sit ellers behalige plads, og fejede noget jord af sine bukser. Hun så ikke drengen direkte i øjnene, ellers vil store konsekvenser følge Noa. Så som at rødme mega meget, eller bare gemme sig i sine hænder. Hun vendte sig mod drengen, som var rte højere end hende selv. "Jeg hedder Noa",sagde hun gernet og prøvede på at se glad ud så meget så muligt. Hun var nogenlunde glad, men tanke om blonde mennesker minder hende om hendes ekskæreste. Han var freaking dum af en kæreste! Noa var kommet over hendes kæreste, og hun har det bedre uden ham.

Helt ærligt, vidste han ikke hvad han skulle sige til den nyopdagede pige. Hun var bare endnu en i mængden, der ville være som alle andre. Hun svarede ham, ikke noget godt tegn, og hun lød genert. Åh gud. Sådan lød alle piger, når der var et eller andet der gik dem på. Og helt ærligt, havde han ikke overskud til at forklare denne pige, ligesom alle andre piger, at hvem der nu end havde forårsaget at de ikke havde det godt var en idiot, og at de var perfekte. Det havde de jo alle mulige andre til. Seriøst, selv verdensberømte bands og sangere lavede sange, om at man var perfekt. Hvorfor var der ingen af de piger, der skulle lytte til dem, der troede på sangenes ord? De var perfekte. Alle var perfekte. Selv dem, der mobbede andre. De havde bare brug for en hjælpende hånd i den rigtige retning. Ikke at Aero's hånd var den hånd, han hjalp kun folk, han kendte. Og eftersom at han ikke kendte særlig mange tyraner, så havde han ikke brug for at hjælpe. Tadaah. Sådan sniger man sig udenom enhver forhindring.
Han kløede sig selv i nakken, mens hans blik farede igennem skoven. Han prøvede at kigge alle steder, end der hvor pigen var. Uhøflig for the win.
Hun lød igen genert. Genert... bah, det var altsammen fake. Det havde han lært igennem livet. Alt hvad folk gjorde var en maske, der dækkede for deres sande jeg. Og når de afslørede deres sande jeg, prøvede de alt for at få ham til at tro, at deres sande jeg ikke var dem.
Præsenterede hun sig ikke?... Måske skulle han alligevel have hørt efter. Hmm. Ja, nogle gange var hans idéér bare for kloge. Mest når han prøvede at rette noget han havde gjort forkert.
"Præsenterede du dig?"
... Vent, sagde han lige det højt? Oh fuck.

*Hvad?*,tænkte Noa. Drengen havde sikkert ikke forstået hvad Noa sagde. Hun nikkede kort, og skiftede ansigts udtryk til neutralt. Hun tvivlede på om den samtale ville køre godt, end bare at falde. Kaboom! Hun begyndte at se sig lidt omkring, og begyndte at se lidt nervøs ud. Hun kiggede på drengen, og det lignede at han ikke var ret god til det med samtaler. Det var Noa hellere ikke god til, og plus hun er den person man vil snakke mindst med. Noa hader at finde på emner, og starte på samtaler. Hendes talent var jo at lave illusioner i drømme, men hun brugte det aldrig. Hun begyndte at smile en lille smule, men så det kun det det genert smil. Hun kunne ikke se sur ud, så ville alle sige:"Hvad er der galt?", eller, "hvad er der sket". "Jo... At jeg er fanget i denne lejr, og kan ikke komme ud for det er "for farligt"", havde hun lyst til at sige. Hun holdt det for sig selv, for de fleste i lejren er så glade for at de er der.

Han var egentlig ligeglad hvad hun syntes, da han så hendes reaktion. Ikke fordi han fandt den stødende, nej, han fandt ikke særlig meget stødende. Han fandt hendes reaktion... hvad var det rigtige ord?... komisk. Ja, komisk. Han hostede kort for at dække over det lille grin, meget lavt, der undslap hans læber. Ikke fordi han havde noget imod at hun hørte det. Han var sådan set ligeglad. Jep, hård og iskold. Sådan var han bare overfor nye mennesker. -Hvis ikke var der noget galt med ham. Men eftersom at der sjældent var det, var det sjældent han ikke var sådan.
"Mit navn er Aero,"sagde han og kløede sig i nakken, med et skævt smil.
Hvorfor præsenterede han sig? Det var jo ikke ligefrem fordi han havde tænkt sig at snakke med hende. Medmindre at hun blev ved med at snakke. Man havde vel sine manerer, ikke?
Han havde egentlig ikke noget afklaret forhold til lejren. Det var bare et sted han boede, det sted han levede. Intet mere. Han brød sig hverken om eller ikke om lejren. Den var bare... lejren. Hans hjem.

Hun smilte bare, og kiggede på jorden. Det var ikke så sjov at kigge på, da det kun bestod af tørre blade og... ja jord. Noa vidste kun drengen hed Aero, og han var halvgud. Selvfølgelig er han halvgud siden han er her... lige foran hende. "Jeg datter af Morfeus", sagde hun i en normal tone. Hun søgte efter indfomationer om drengen, og det nemmeste er vel at stille spørgsmål. Nogle gange. I denne situation ville Noa bare sige farvel og gå, men det kunne være en chance for at være mere social og få venner. "Og du er søn af?" spurgte Noa. Hun kiggede på Aero med et spørgende blik, og smilte en smule. Noa begravede sine hænder i sin lommer, og tænkte over de ting hun havde sagt. 'Og du er søn af?'. Der lød ret snobbede efter Noa's smag. Altså. Hun ville havde sagt noget andet hvis hun kunne, men hun kan ikke komme i tanke på noget lige for tiden. Hun kunne havde sagt, 'og dig?'. Det ville lyde for svagt, og det ville alle nok havde sagt.
Vinden blæste mellem træerne, og blæste noget af Noa's hår. Noa rettet på hendes hår, da det blæste en smule. Noa frøs en smule, og ville gerne gå videre.