So, who are you son of? ~Aero

Tid: Omkring middag
Sted: Arenaen
Omgivelser: Kæmpende halvguder og halvgudinder
Vejr: Overskyet, men med en lun vind

Ashley sad på en af sidebænkene, tøjet hun havde på var det man normalt så hende i, et par shorts og en tanktop, og hun sad der egentlig bare for at studere de andres kampmetoder, deres svagheder og styrker. Hun var selv ikke den bedste sværdkæmper, hun havde ingen specielle evner i kamp, hendes eneste fordel var at hun kunne blende ind i skyggerne, at hendes skridt aldrig sagde en lyd og at hun havde en lille spøgelsesveninde som hjalp hende. Hun var hverken stærkere, hurtigere eller ekspert i at ligge strategier. Hun var bare datter af dødsguden, selveste Hades, hvilket faktisk ikke kunne ses på hendes personlighed da hun generelt bare var en glad og lidt småskør tøs. Hun troede på at alle, selv Hades, kunne have noget godt i sig, skørt, ikke?
Efter et stykke tid blev Ashleys blev fjernere og fjernere imens hun langsomt forsvandt ind i hendes egen lille verden. Tankerne faldt på alt hvad der var sket i hendes liv på det sidste og så ikke rigtig hvad der skete omkring hende længere.

Nogle gange, behøvede man blot at tro på sig selv for at sejre. Det var i hvert fald hvad Chiron blev ved med at råbe ud over Arenaen, som hans elever var parvist delt. Som næsten hver dag, øvede de sig i kampteknikker og fægtning. Mange halvguder havde gode instinkter for dette, imens andre slet ikke brød sig om det. Og mange halvguder viste stort talent, imens andre næsten intet kunne. Selvom man blot skulle 'tro på sig selv', var eleverne dog delt op efter evne. Aero stod midt i den store Arena, overfor en søn af Ares. Den fødte kriger overfor den fødte smed. Med tankerne på deres fortider og deres forældre, blev mange dog inspirerede at Chirons ord, og små piger flyttede rundt på store drenge. Udseende var som oftest af ingen betydning i denne lejr. Lidt fra dem, sloges en vild datter af Artemis imod en datter af Zeus, en underholdende kamp... Men Aero var ikke distraheret af hvad der skete omkring ham. Istedet var et hånligt blik rettet imod den iltre sjæl foran ham. En søn af Ares var meget svær at få ned med nakken, især med deres evner indenfor kamp. Uanset hvad han gjorde, ville Ares' søn stadig komme imod ham. Aero slæbte et meget stort, bredt og langt tohåndssværd, der burde være for tungt til de fleste andre. Når han sloges med det, virkede det som om han blot svingede det hvileløst omkring sig, men med hans styrke og hans kontrol over metal, var der intet ukontrolleret over hans kampstil. Aero skar sine tænder imod hinanden, inden de to modstander stormede imod hinanden atter engang. Hans modstander løftede sit skjold, og Aero hamrede sit sværd ind i det, med en sådan styrke, det fik hans modstander til at glide lidt til siden inden han fortsatte videre. Aero tog sin hjel af, og gik hen til en af bænkene for at lægge sin ting. En modstander slået, og så måtte han vel have lov til at gå tilbage til smedjen. Han brød sig egentlig ikke om at kæmpe, men hvis han ikke ville blive dræbt i det sekund han trådte ud fra lejren, ja, så var han nødt til at træne. Træne, træne, træne. Alt denne lejr var omkring, var at træne. Trættende i længden. Men Ares- og Athene-børnene så ud til at elske det. Nå ja, ikke alle var perfekte. Seriøst. Hvad sjovt var der ved at træne? Den anden dag vågnede han op på hospitalsfløjden, uden at kunne huske hvad der var sket. Og så viste det sig at være pågrund af træningen. Den var jo livsfarlig. Hvad mon det var der slog de fleste lejrdeltagere ihjel? Træningen, eller uhyrerne?

Da en dreng, eller mere ung mand, kom gående imod hende iført rustning og med sin hjem i hånden kom hun tilbage til den virkelig verden og hun så på ham og rettede sig op og så årvågen på ham, man vidste aldrig med nogle af halvguderne og -gudinderne. Hun ville ikke kæmpe mod nogen, hun var ikke til det, hun hadede at skulle såre andre og så var der de varmeudslag der kom fra hende til tide og utide, som om en umenneskelig kraft prøvede at komme frem og overtage hende. Det gjorde hende bange, og der skulle meget til efterhånden.
Hun betragtede ham stadig med et årvågen glimt i sine store, blå øjne imens en kold aura strålede ud fra hende, som den altid gjorde. Vinden legede stille med hendes brune og krøllede lokker og selvom vejret var overskyet og at hun havde så lidt tøj på, så så hun ikke ud til at fryse. Hun var født så at hendes hjerte bankede under halvdelen af de gange det gjorde ved at normalt menneske eller halvgud, så hendes temperatur var koldere og hun frøs sjældent.

//Har ikke så meget krea her på det sidste, sorry ^^'