Forårssol - Harley

Tid: Eftermiddag.
Sted: Jordbærmarkerne.
Omgivelser: Jordbær an masse!
Vejr: Solskin og frisk forårsvejr.

David satte sig på hug, og vendte et lysegrønt blad fra et af jordbærplanterne. Bag ved bladet hang overraskende mange af de rødeste jordbær han nogensinde havde set. Nok havde han været i lejren i et pænt sjat år, men han stoppede aldrig med at blive overrasket over de små fantastiske ting, der skete rundt omkring. Aldrig sne, aldrig regn, altid lunt og altid fyldt med jordbær selvom der var sne lige udenfor lejren. Han var vant til klimaet i England. Det kolde, lidt klamme, evigt tunge vejr i England, der så voldsomt langt væk fra lejren. I det hele taget var Lejren så langt væk fra alt det han nogensinde havde kendt, og nu sad han fast her. Han havde alligevel ikke noget at komme tilbage efter.
David lagde mærke til en bevægelse lige uden for hans synsfelt. Han kiggede op, og lagde mærke til en skovnymfe i kanten af skoven, og han smilede skævt. Med et overgivende udtryk, hævede han begge hænder over hovedet for at vise, at han ikke ville stjæle jordbær fra marken, og nymfen nikkede tilbage. Han havde ikke set hende før, men hun havde uden tvivl set ham en million gange, og vidste nok, at han ikke ville spise frugterne uden at spørge om lov. Med blikket mod himlen, satte han sig ned blandt jordbærplanterne, og lukkede øjnene mod den friske forårssol.

Påklædning: Click

Harley elskede jordbær. Dette var en af grundene til, at hun elskede jordbærmarkerne. Altid, gemt bag de grønne blade, ville man kunne finde de rødeste, sødeste jordbær. Vejret i lejren var perfekt for dem. Altid dejlig varmt, præcis som hun kunne lide det. Det mindede om syden, hvor hun var vokset op.
Med sit ansigt vendt mod solen, gik hun stille rundt i markerne. Dette foregik nærmest i hug. Samtidig kiggede hun på de røde bær bag bladene. Dog uden at tage nogen. Hun behøvede ikke sin evne, for at forudse konsekvensen af det. Hun turde ikke lægge sig ud med nymferne. Så hellere en omgang i arenaen med en af Ares' sønner!
Harley fik et lettere chok, da hun så en bevægelsen uden for sit synsfelt. Stadig på hug rettede hun sit blik mod bevægelsen. Et lille smil bredte sig straks på hendes læber. Et bekendt ansigt. David, hendes halvbror. Det ord havde en underlig klang. Hvad lavede han her? Han var jo lærer. Burde han ikke have timer nu? Hun trak på skulderne, åbenbart ikke. Stadig med et smil på sine læber, betragtede hun ham. Han havde set nymfen i skovkanten, for han tog ingen bær.
"Hey David!", hun hævede sin stemme, for at kunne høre hende. Fortsat med et smil på læberne, gik hun afslappet hen mod ham.