Vand, vand og atter vand - Zebastian + Eragon

Sted: Søen
Tid: SENT OM AFTEN!! Tæt på Midnat
Omgivelser: Træer, mørke træer, vand og månen :-3
Vejr: Lunfuldt
Påklædning:

En kvist knækkede, på vej mod søen, gik en person, en kvinde med en kjole og en natlampe. Hun gik med barefødder, og pev ikke over de ting hun trådte på. Ak nej, det var hun skam van til, hun elskede natturen. Bag hende gik en ulv. Det var hendes kæledyr. Selvom hun var datter af havet gud, elskede hun naturen! Hun befandt sig ofte i den, nogle troede ofte hun var datter af Artimes, men slet ikke. Hvis hun kom i vandet, kunne man se hvor god hun var til at styre det. Til at leve i det. Hun var fald i vand, hun kunne dræbe en person uden de anede hun var der, og hvis de vidste hun var tilstede, ville de ikke kunne se hende. Hun blev som en usynling person i vand.
Men pigen her, havde navnet Joyce. Hun gik hen mod søen i en kjole så fin og let. Den var let, og græsk. Hun gik som om hun var en engel der gik på jorden for at genoplive ting. Hun så ned på sin ulv. Da den løb i for vejen, stoppede hun kort op. Ulven løb mod søen og hyldede som aldrig før. Som den skulle kalde på sin slags. Hun gik hurtigt efter den, og hendes røde kappe bag sig, fløj efter. Hun trådte hurtigt og let, hun prøvede at undgå at knække grene, som om hun ville angribe det der var i søen, hvis der var noget, men nu måtte hun først finde ud af hvad det var hendes ulv var blevet sur over.

At blæsten ikke var der irriterede lidt den unge søn af Poseidon. Drengen elskede vind men det var ikke noget han kunne gøre noget ved, så vidt han vidste. Den unge dreng der bar navnet Eragon Rosegaard kom originalt fra New York sammen med sin tvilling Zebastian Rosegaard. Eragon syntes lidt hans bror var kedelig da han ikke lavede noget ballade, men hvad kunne han sige mod det? Ikke noget så vidt han vidste. Eragon bevægede sig rundt nede ved stranden og vidste godt han havde halvsøskende fra Poseidons side, men hvem der var det, havde han ikke nogen idé om. Eragon lod sine skridt være rolige for at forblive så lydløs som mulig, han burde ikke rigtigt være ude på denne tid, men han gad ikke sove. Eragon gik langs breden og prøvede at få vandet til at bevæge sig i hans takt, han trænede sine evner selvom han måtte indrømme det var svært, men noget skulle han jo tage sig til. Eragon hørte en hylen og han gik et kort skridt tilbage af chokket han fik. Eragon stod stille og kiggede rundt for at fange den hylen han havde hørt, han vidste den var tæt på og han var klar til at skulle forsvare sig hvis det var. Men ville det gå så vidt?

Månen som var dukket op på himlen i stedet for solen, lyste omgivelserne, verden op på en helt anden måde. Artemis gjorde sit arbejde godt om natten ligesom Apollon gjorde det om dagen. Zebastian, som var søn til en af de tre store Guder gik med tunge skridt gennem vegetationen som meget gerne skulle føre ham ned til søen. Guden Poseidon som havde fået tildelt havet da det skulle deles mellem de tre store Guder var Zebastians far. Kort stoppede han op og tog en vejrtrækning, alt dette her var stadig en smule nyt og forvirrende og han havde stadig ikke helt vænnet sig til tanken. Tanken om han selv var en halvgud, men også at han ikke bare havde én bror han havde mange andre halvsøskende. Med et dybt pust ud tog Zebastian en cigaret mellem fingrene og fandt hans lighter i lommen på hans jakke. Med nogle enkle knips fik han tændt lighteren som gav et svagt lys fra sig og tændte cigaretten. Han sugede røgen dybt ned i lungerne inden han pustede det ud og fortsatte hans vandring.
Indtil videre kendte han ikke rigtig andre end hans tvillingebror Eragon Rosegaard og de andre som var børn af Poseidon havde Zebastian ikke rigtig sagt goddag til eller for den sags skyld set. Selvom de på en eller anden ret syret måde i princippet var søskende, eller bare halvsøskende. Og de levede under det samme tag. Zebastian kunne bedre lide, at holde sig for sig selv og ikke ligesom hans tvilling lave ballede. En smøg og et sted hvor han ligeså stille kunne udforske hans kræfter passede ham perfekt. Men skabe problemer eller komme ud for problemer var han dog temmelig god til. Zebastian stoppede mistænksomt op da han hørte en hylen. Var det en ulv? Instinktivt begyndte han, at gå hurtige ned mod søen der ville han kunne forsvare sig bedre, om ikke heale sig selv igen hvis ulven kunne finde på, at bide ham. Den kræft havde han fundet ud af fungerede mere eller mindre. Og den var sørme også nyttig.
Som et mindre chok tabte han hans cigarret ud af munden og gloede på hans tvilling der stod oprejst og så noget anspændt ud. Zebastian syntes det lignede Eragon var som et jaget dyr. ”Hvad har du nu rodet dig ud i?” Spurgte Zebastian med et irriteret udtryk i ansigtet og tværrede cigaretskoddet ud med skosnuden. Det gik jo ikke han kom til, at tænde ild til skoven, men det irriterede ham også han ikke havde fået røget den færdig. Han var jo ikke milliardær.