Welcome to camp ~ Derek

Tid: Et par timer efter frokost
Sted: Lejrbålet
Omgivelser: Halvguder og lejrbålet, osv.
Vejr: Lettere overskyet, men med en dejlig lun vind
Påklædning: http://www.emmarobertsworld.com/wp-content/uploads/2010/09/Emma-Roberts-Pictures-15.jpg minus taske

Vejret var dejligt, det var hverken for koldt eller for varmt, men lige tilpas, så Ashley sad foran lejrbålet endnu en gang. Efter hun havde opdaget sin nye evne var hun blevet mere og mere tiltrukket af flammerne og når hun gik sine næsten daglige ture, endte hun stort set altid med at side ved lejrbålet, og det var jo også hyggeligt, med eller uden nogle at snakke med. Hun kørte en hånd igennem de viltre lokker for at få håret væk fra de store, blå øjne og et lille smil formede pludseligt hendes læber. Et stort arvæv dækkede det meste af hendes venstre skuldre og hals, det gik fra lidt under kæben til midt på skulderen, og andre ar, som f.eks. det slangebid på hendes højre arm, var også synligt da hun havde en hvid tanktop på. Hun var ligeglad med andres blikke, de måtte stirre så meget de ville, og hvis de havde mod på det, så kunne de spørge hvordan en lille, spinkel tøs som hende havde fået sådan nogle ar. Hun ville svare uden tøven og endda med et smil på læben, det var ingen hemmelighed. Hun havde også andre mindre ar rundt omkring, for sådan var livet jo som halvgud, især hvis man var barn af en af de tre store, desværre. Hun elskede dog sin far, sjovt nok, de fleste forstod ikke hvordan man kunne elske Hades, som jo var dødens gud. Hun sukkede let og strakte sine ben foran sig og strakte sig en gang og nød hvordan det sagde knæk i ryggen da hun havde siddet lidt for meget foroverbøjet. Med endnu et lille suk slappede hun af og vendte sit blik imod flammerne igen.

Egentlig var Derek ikke helt klar over hvad han havde forventet, før han ankom til lejren. At blive mødt af en velkomstkomité? Hans far havde fortalt ham, at hans ophold på lejren handlede om at lære... Lære at overleve. Alligevel var der noget andet der betød meget for Derek. Nemlig det sociale. Hvordan skulle han klare sig her, hvis han ikke kunne more sig bare en gang imellem? Han havde jo trods alt vendt sine bedste venner ryggen, for at være her... 
Siden han var ankommet, havde han ikke fået snakket med mange - og han havde endda selv taget initiativet. Måske var det rent uheld, at han bare altid forsøgte at snakke med folk, der i grunden var reserverede og ligeglade med ham. Og hans halvsøskende? Han havde håbet, at lære dem at kende hurtigt. Knytte sig til dem. Det var endnu ikke sket. For at gøre sagen bedre, var Hermes-hytten temmelig forfalden.

Denne eftermiddag, vandrede han roligt rundt i området. Noget han ikke havde givet sig selv voldsomt meget tid til tidligere. Det hele var noget man skulle vænne sig til. De åbne arealer, og de mange gudebørn. Han havde aldrig været i kontakt med så mange af sin egen slags... Følelsen fik ham nærmest til at smile. Ja, trods skæbnen vel havde været lidt imod ham. Heldigvis var han da en naturlig optimist.
Snart kunne han høre lyden af gnitrende ild. Snart blev han mødt af synet af et lejrbål, og et par af lejrens beboere, der vist var optaget af at snakke lidt frem og tilbage med hinanden, mens de lavede mange fakter med armene. Ja, på nær én pige, der sad, lidt for sig selv ved bålet. I et kort øjeblik, mens han nærmede sig - tog han hende i øjesyn. Han fandt sig altid i en situation, hvor han prøvede at regne ud, hvilke guder folk mon var i forbindelse med. Hvilket kunne være ganske umuligt. 
"Se hvor du går!"
Derek havde knapt nok registreret en af drengene ved bålet, som han nu var vadet direkte ind i. Drengen var højere end ham, og skuldrene var langt bredere. Det værste var nok udtrykket i hans øjne. 
"Undskyld." Kom det hurtigt fra Derek, før han trådte direkte forbi drengen, og satte sig ved bålet - omtrent halvanden meter fra pigen. Netop da han dumpede ned i græsset, lignede det mest af alt, at han skammede sig. Dog tørnede et smil sig snart om hans læber, da han rettede blikket mod ilden. I den ene hånd lå et par mønter. Drengen fra før, havde ikke registreret at disse  ikke længere lå trygt i jakkelommen.

Ashley vidste godt hun godt kunne ligne lidt af en loner når hun sad der helt alene imens nogle af de andre halvguder sad og snakkede sammen og hyggede sig. Men hun var helt ærligt ligeglad, hun nød at være alene en gang imellem, lige så meget som hun nød at være sammen med andre. Hun havde dog et lidt mangel på folk at snakke med for tiden, mange af hendes venner var ude på missioner og andre var hun bare gledet væk fra. Det skete jo, og hun tog det ikke helt så tungt. 
Hun blev brat revet ud ad sine tanker da hun hørte en fyr sige; Se hvor du går! Og det gippede lidt i hende og hun vendte blikket imod stemmen og så hvordan en lavere fyr var gået ind i en af Hefaistos sønner, de var altid nogle store brød hvis man så bort fra at selve guden var en krøbling. Hun så på drengen der var gået ind i den store halvgud og rynkede let på brynet, da hun ikke synedes at hun havde set ham før. Kunne han være ny?
Da han havde sat sig ned lidt fra hende, lagde hun hovedet let på skrå. "Du er ny her, er du ikke?" spurgte hun med sin blide stemme, som havde en nærmest syngende spansk accent. Hun smilede venligt til ham og der var et nysgerrigt glimt i hendes store, blå øjne.

Derek stak mønterne ned i lommerne på de mørke jeans, og skrabede let i jorden med fødderne, for at sidde ordentligt. Varmen fra bålet nåede hurtigt hans ansigt. Sammen med den lune vind, følte han sig ganske tilpas med, ikke at havde taget den langærmede trøje på. Tværtimod var påklædningen virkelig neutral. En sort t-shirt, mørke bukser og slidte mørkeblå sko. Der var intet øjensynligt spektakulært ved denne søn af Hermes. Han kunne ikke prale med at være stor og stærk, men hans hurtighed, havde han ikke set nogle kunne hamle op med endnu. Men nu bød lejren vel på mange overraskelser.
Snart nåede en stemme hans øre, og trak ham ud af den tilfældige tankestrøm som han var havnet i. Derfor vendte han de gråblå øjne væk fra bålet, og rettede dem mod pigen fra før. På tæt hold, bemærkede han hendes ar. Ikke fordi det rørte ham det mindste.. Folk her var virkelig anderledes, og mange havde sikkert stået overfor større fare, end han kunne forestille sig. De få ar han havde, var næsten usynlige - ja, på nær ét, der var skjult under tøjet. Som regel kunne monstrene ikke nå at fange ham, og skade ham - men sommetider var han ikke opmærksom nok.
Da han så pigens smil, trak han selv mundvigerne en anelse op. Selvfølgelig opstod de klassiske smilehuller, som kunne anses som værende barnlige. Ikke fordi han bekymrede sig om det...
"Jo." Svarede han med et nik. Selvfølgelig bemærkede han pigens accent - noget som - på trods af at han da stadig var i Staterne - mindede ham om, at han alligevel var langt væk hjemmefra. "Har du været her længe?" Spurgte han dernæst, for at få en samtale op at køre.

Ashley mødte roligt de gråblå øjne der blev vendt imod hende og hun smilede stadig til ham da hun fik sit svar. Hun nikkede ganske let og tænkte på sin tid da hun lige var kommet til lejren som tretten årig, de første dage havde hun ligget på hospitaltesfløjen og været hårdt kvæstet og generelt bare svag. "Så er det derfor jeg ikke kan genkene dig," sagde hun med et blidt smil og rakte ham hånden. "Jeg er Ashley Morte." Hun vidste godt, at hendes efternavn var lidt specielt, men hvad fanden, det skete jo! 
Det glædede hende at han selv prøvede at holde samtalen kørende. "Jo, det kan man vel godt sige, jeg kom hertil som tretten årig," sagde hun med et lille grin. "Så jeg har været her i tre og et halvt år efterhånden." Hun trak på skuldrene. Det var ikke så lang tid i forhold til nogle andre som havde boet i lejren helt fra spæd af. "Men hvad synes du så om lejren indtil videre?" spurgte hun med et venligt smil og betragtede ham med sine nysgerrige, blå øjne. Hun vidste godt det kunne være meget omvæltende pludselig at få at vide at din ene forældre var gud og du selv derfor var halvgud og havde specielle evner. Men det kunne jo være at han var en af de få, som havde vidst det før han kom til lejren, ligesom Ashley selv. Hun havde altid vidst hvem hendes far var og hvorfor hun kunne se det hun kunne.

Da pigen - som præsenterede sig som Ashley - rakte ham hånden, tøvede han ikke et sekund, med at tage hendes hånd i sin og give den et kort klem, før han lod sin hånd dale ned mod græsset. Følelsen af græsstrående mod håndfladen, sendte en prikkende fornemmelse gennem hans arm. "Rart at møde dig Ashley," kom det så fra Derek, mens et venligt smil løb over hans ansigt; "Derek Weaver." Hans navn var - ligesom hans udseende - ikke synderligt spektakulært. Han var typen der kun via sine handlinger kunne forekomme unik. Eller... det havde han ihvertfald overbevist sig selv om.
Han lyttede dernæst til hendes ord. Han lod sig ikke distrahere af de dansende flammer, men holdt øjnene rettet mod hende istedet. Selskab var virkelig noget han værdsatte på nuværende tidspunkt. Det var sgu rart, at møde nogen der rent faktisk ønskede at tale med ham, frem for at leve i deres egen lille atmosfære. "Trettenårig... Wauw." Kom det fra Derek, hvorefter han rystede på hovedet med en lille latter; "Jeg gav først efter nu. Min far ville sikkert have elsket at sendt mig hertil et par år tidligere, men.." Han trak på skulderne, og et fjoget smil fandt vej til hans læber; "Jeg var sgu for stædig." Hvis han dog var kommet til lejren tidligere havde han måske haft mere erfaring. Det var jo kun med nød og næppe at han havde overlevet indtil videre, uden megen kamptræning. Han havde kendt til sin far i mange år. Ikke siden han var et lille barn, men som pre-teenager havde han været sikker. 
Da Ashley spurgte hvad han syntes om lejren, så han kortvarigt rundt omkring sig. Over mod de bredskuldrede, lettere truende drenge, og et par fjantede piger et stykke derfra. Alsidigheden var enorm.
"Tjo..." Svaret var langtrukkent, og derfor blev det indledt af en tvivl i hans stemme; "Jeg ved det sgu ikke... Det er vel bare noget man skal vænne sig til, ikke?" Han trak på skulderne, og mødte igen hendes blik. "Så længe, jeg stadig kan have nogle frie rammer, så... Klarer jeg mig nok." Han trak den ene mundvige lidt højere op end den anden.

Ashley betragtede fyren med sine nysgerrige, blå øjne og et lille smil på læben og nikkede lidt da han præsenterede sig som Derek. "Det er sgu også rart at møde dig, Derek," sagde hun med et lille grin på læben. Hun elskede at møde nye folk, og eftersom der næsten konstant strømmede nye halvguder ind i lejren, så var der aldrig nogen problemer med det. Et varmt smil formede hendes læber og hun nikkede ganske let inden hun klukkede kort. "Jeg havde intet valg, jeg kunne ikke tage hjem igen på det tidspunkt," sagde hun lidt halvtrist, men trak bare på skuldrene over det. Det var fortid og hun havde klaret sig fint efter det. "Men stædighed er også en god ting," sagde hun med et lille grin. "Hvem er din far da? Gud eller menneske?" spurgte hun blidt og nysgerrigt. Hun kendte godt flere hvis dødelige forældre kendte til deres barns anden forældres sande identitet, det var egentlig de færreste der ikke vidste det. 
Hun så på ham og smilede forstående og nikkede let. "Ja, man vænner sig til det, nogle hurtigere end andre," sagde hun blidt og klukkede let. Hun var generelt bare en leende og smilende pige. "Mit eneste råd er; lad være med at dømme hunden på hårene." Hun blinkede hemmelighedsfuldt til ham. "For selv en af de fnisende tøser derovre." Hun nikkede over imod de piger han havde kigget på før. "De kan være formidable i kamp og ligge dig ned på under et sekund." Hun smilede blidt til ham og nikkede lidt. "Jo, så længe man kommer til træning så har man nogenlunde frie rammer," sagde hun med et smil.

Der var noget ved Ashley's imødkommenhed, der virkelig fik Derek til at føle sig bedre tilpas, end han havde følt sig i dagevis. Det var ikke just fordi han havde hadet sit ophold i lejren - han havde bare ikke sat nær så megen pris på det, når han ikke havde kunne være så social som han ønskede at være. Derfor var det rart, endelig at snakke med en person, der rent faktisk lod til at være interesseret i at høre om ham, og snakke med ham. Det var selvfølgelig nok til at plante et smil om hans læber. 
Han lyttede til hendes ord. Han kunne høre på tonen, at der lå noget undertrykt og deprimerende over bag ordene. Men da han så, at hun blot trak på skulderne omkring det, følte han sig ikke tilbøjelig til at spørge ind til det. Alle her havde vel deres ar på sjælen. Kunne man forvente andet? 
Da Ashley spurgte til Dereks far, så han på hende med et let smil om læberne: "Gud." svarede han dernæst, "Hermes..." Tilføjelsen var måske ikke nødvendig i forbindelse med hendes spørgsmål, men alligevel var det vel rart, endelig at kunne sige dette højt, uden at frygte at blive fremstillet som en lallende idiot. Han havde trods alt ikke kendt nogen halvguder før lejren.

Derek håbede bestemt at han hørte til kategorien med dem der hurtigt vænnede sig til det hele. Og egentlig var han også temmelig sikker på, at dette ville kunne gælde ham, hvis blot han accepterede, at han skulle blive her ´for-good´. Derek fulgte hendes nik, over i retningen mod pigerne - og lyttede til Ashleys ord, mens øjnene var rettet mod dem. "Jeg vil næsten se det, før jeg kan tro det." kommenterede han så, med en tydelig humor i stemmen. Jovist undervurderede han måske de lidt fjantede piger nu, hvor han så på dem - men han vidste jo trodsalt hvor han var, og hvad han havde med at gøre. Ihvertfald... til en vis grad.
Han mødte igen Ashleys blik: "Træning... Ja... Jeg tror ærlig talt, at min far giver mig én på nakken, hvis jeg misser en enkelt lektion." Han blottede tænderne i et smil, "Jeg har virkelig brug for det." 
Han så kortvarigt ind i flammerne. Jo.. Han havde brug for træning. Alligevel ville han helst ikke blive gjort alt for meget til grin foran alle. Han var jo... elendig. Det var kun hurtigheden der gjorde ham noget værd i kamp. Og han kunne vel ikke bare løbe væk, når han skulle lære at kæmpe med rigtige våben.
"Det hele er stadig lidt skørt..." Han gned sin pande med den ene hånd, "Jeg har jo kendt til.. vores slags i nogle år - men det er sgu mærkeligt, at være i nærheden af så mange der er ligesom én." Han så igen på Ashley. Man følte sig vel i grunden ikke som et så stort udskud, når man endelig kunne identificere sig med andre, der også havde evner over det sædvanlige.