My first love - Collin

Tid: 10:13
Sted: En græsbakke i Avignon
Omgivelser: Få træer, Rhone, og min mustang Palm Spring.
Vejr: overskyet, fugtigt, men lunt.
Dag: 15. maj, (2 dage før Adri's fødselsdag)
Årstid: Forår
Påklædning: Ride tøj og et halstørklæde

Da Adrianna var 16 år.

Adrianna luntede op ad en høj bakke. Hun gled flere gange i det våde græs, og hun var snart helt fyldt med mudder, men det var hun vant til; det var altid sådan her i Avignon. Hun prøvede at lune sine røde kinder, ved at hive sin jakke over dem. "Palm Spring", kaldte hun og fløjtede efter hesten. En stor brun Mustang kom til syne. Adrianna kælede den og hviskede til den. Hun havde et helt specielt bånd til den hest; hun havde tæmmet den og taget den med fra USA, en af de få gange, de havde været der. Nogle ville sige, at hun var dum bare at slippe en hest fri, især når det var en Mustang, Men det var som om, at Palm kunne forstå, hvad hun sagde; ja ikke kun Palm, men alle heste. Palm ville aldrig gå fra hende, og derfor elskede hun ham så højt.
Hun satte sig op på hesten, selvom at den hverken havde sadel eller hovedtøj på, og galopperede hjem.

Da Adrianna var færdig med at ordne og pusle om Palm Spring og de andre heste, gik hun ind ad døren, til hendes plejeforældres store og hyggelige hus. Hendes mor havde lavet varm kakao til hende og lagt nyt tøj frem til hende. De vidste, hvor beskidt hun var, hver gang hun kom hjem. Adrianna kunne mærke kærligheden over alt i det store hus, selvom at hun måtte være et svært barn at forsørge med hendes ADHD og ordblindhed.  Hun tog et varmt bad, Skiftede tøj og satte sig i sofaen, drak varm kakao og så TV.

Pludseligt hørte hun et brag, ikke så langt fra huset, og kiggede forvirret på sine plejeforældre. De så også forvirrede ud, og hele familien styrtede ud af huset. Adrianna tabte kæben. Et kæmpe menneske, med kæmpe mente hun ikke bare 2 meter, men mindst 7, stod med en bil i hånden. Nej det var ikke et menneske, for mennesker er ikke 7 meter høje og de har 2 øjne; det var en kyklop. Det her var for virkeligt til at kunne være en drøm. Kyklopen smed bilen mod et træ, og Adriannas mor, Caroline, skreg af rædsel. Det kunne Adrianna heller ikke bebrejde hende, men pludseligt vendte kyklopen sig om mod Adrianna, pegede på hende og råbte: "En af de store". Adrianna kunne ikke lade være med at blive forvirret. Hun var ikke særligt høj og i god form, hvad mente kyklopen så med en af de store?! kyklopen havde glemt alt om bilen og ville i stedet gå til angreb på Adrianna. Men pludseligt skød et lyn ned fra himlen og forvandlede kyklopen til støv.
 Adrianna bandede på fransk: "Merde!" "Hendes far hev fat i hende og sagde meget hurtigt: "Vi må få dem ud af bilen, før ilden når benzintanken". De løb hen til den totalt smadrede bil. Adrianna åbnede døren til passagersædet, og hev en dreng, der var lidt ældre end hende, ud af bilen, mens hun råbte til sin far: "Så du også kyklopen?" Hendes far, Pierre, kiggede hurtigt på hende og sagde så undrende: "Der findes ikke kykloper skat, et lyn ramte tæt på deres bil så de kørte galt. Sig mig var du faldet af Palm, da du red tidligere i dag?" Pierre hjalp en, ca. 40-årig, mand hen til sit hus. Der var heldigvis kun to i bilen. Adrianna nåede også hen, med drengen, til sit hus, før ilden nåede benzintanken og sprang som en bombe.

Påklædning - mørke jeans og en hvid t-shirt, samt en læderjakke

"Fortæl mig lige én gang til, hvorfor vi køre rundt i Frankrig, når jeg kunne være hjemme og feste og tage til football-kampe med mine venner?" brokkede Colin sig irriteret til sin far, Michael, der koncentreret kørte bilen hen ad den lange, uendelige vej.
"For at tilbringe lidt tid sammen," sagde Michael og smilede anstrengt til sin 18-årige søn.
"Hvorfor så her? Hvorfor Frankrig?" spurgte Colin mukkende og så ud af sideruden i bilen.
Der var ikke andet end marker og nogle få gårde hist og her.
"Hvorfor ikke LA, eller et eller andet sejt sted?"
"Fordi det var her, i Avignon, at jeg mødte din mor."
Colin så på sin far, der havde fået et sørgmodigt glimt i øjet. 
Han talte aldrig om Colin's mor, der havde forladt dem kort tid efter han var blevet født.
Hun var ikke den "moderlige type" havde hun sagt, inden hun var vandret ud af døren, eller det var ihvertfald det Colin havde fået af vide, hvilket havde gjort at han idag, 18 år senere, ikke havde den mindste smule respekt for sin mor.

Colin rettede igen blikket ud af sideruden, men inden hans øjne nåede så langt, blev de fanget af noget der var på vejen foran dem. To kæmpestore...
"FØDDER!" skreg Colin og lænede sig forskrækket fremad.
Men det var for sent at stoppe, bilen hamrede ind i dem, og kastede Colin hårdt tilbage i sædet.
Han mærkede hvordan al luften blev blæst ud af hans lunger, men det var ikke det værste.
Det var som om deres bil blev løftet op i luften, og Colin kunne nu se hvad det var, de havde ramt.
En kæmpemæssig mand med ét øje! 
Han kunne huske at have set et billede af sådan en mand, i en af de bøger han havde haft som lille, men kunne ikke huske navnet på den.
Ky...kyklap eller noget i den stil.
Bilen blev med et fyrede gennem luften, da monstret med lethed kastede den mod et nærstående træ i vejsiden.
Alle ruderne i den lille bil blev smadret til tusindvis af bittesmå glasskår, og skar sig ind overalt i hans krop. 
Blodet fossede ud over alt, og det blev svært at holde øjnene åbne. 
"Far?" stønnede Colin og forsøgte at dreje hovedet hen mod hans far, men det var som om alle ledene i hans nakke gjorde modstand.
"Far?" stønnede han igen, men intet svar kom.

Det buldrede i jorden, da kæmpen trampede hen mod den sønderknuste bil.
*Nu var det sket* tænkte Colin. 
*Nu skulle de dø. Ham og hans far. Side om side*
Men, da kæmpens kæmpemæssige fod kun var få meter fra at trampe bilen flad som en øldåse, skete der noget.
Et skarpt lys oplyste alt, og gjorde det umuligt at se hvad der skete.
Lyset, hastige løbende skridt og en forvirrende snakken svømmede sammen med Colin, ind og ud af hans egen bevidsthed.
I det skarpe lys kunne han svagt ænse noget. En skikkelse af en pige, med langt lyst hår havblå øjne. En Engel. 
Det var det sidste han nåede at se, inden han forsvandt ind i et dejligt betryggende lag af mørke og stilhed.

Adrianna åbnede fryseren ude i køkkenet og trak en pose med frosne grøntsager ud af en af de skramlende skuffer og lukkede frysedøren igen med hoften.
 køkkenet var åbent ud til stuen bortset fra en lille kogeø, der stod der, men som man kunne kigge hen over.
Hun sendte et hurtigt blik hen over den og kiggede så på uret på komfuret. Den ældste mand, der måtte være drengens far, lå på den ene sofa og hvilede sig - der var ingen synlige skader udover et par rifter og sår her og der, men Adrianna var bange for, at han havde fåret hjernerystelse, så hun ruskede et par gange i ham i løbet af en time. 
Drengen lå på den anden sofa. Han havde til gengæld synlige skader. Han måtte have slået hovedet ind i airbaggen eller ind i døren da de blev løftet op for hans venstre side af kæben var begyndt at få en uhyggelig violet farve.
Hun åbnede endnu en skuffe, hev et rent hvisketørklæde ud, slog den om de frosne grøntsager og lavede på den måde et isomslag. Hun slog endnu en gang blikket hen på uret på komfuret.
 Kunne den virkelig kun være 13:12?! Det virkede som en evighed siden, hun havde været ude at ride på sin hest. 
Hun trak på skuldrene, gik uden om kogeøen og gik hen til drengen. Hun satte sig på hug ved sofaen, der hvor hans hoved lå, og lagde forsigtigt isomslaget mod hans kæbe. Det gav et lille gib i ham, men ellers lå han stille.
De eneste lyde, der var, var den summende lyd fra fjernsynet og Adriannas mor, - Caroline - der hektisk prøvede at ringe efter en ambulance, men de havde ikke noget signal, hvilket var en pænt høj lyd, da hun samtidigt diskuterede med Pierre om det overhovedet var nødvendigt at ringe efter en ambulance. Man skulle have mange års træning i fransk, hvis man skulle følge med i den samtale.
Adrianna stirrede på drengen. Han var egentlig ret pæn selvom at hans kæbe var blå. Hans pjuskede sorte hår klædte hans ansigt, hans hud var enten meget solbrændt eller også stammede han fra en eller anden speciel stamme, og han var meget muskuløs - det havde hun også mærket meget til, da hun skulle trække ham over gaden hen til deres dør. Den lave og spinkle pige anede ikke, hvor den pludselige styrke kom fra. Det måtte være adrenalin.
Hun sukkede. Hun var hundrede procent sikker på, at hun havde set en kyklop derude foran deres hus, men da hendes far bare havde kigget forvirret på hende, som om at hun var sindssyg, havde hun ladet det ligge. Hun ville ikke blive stemplet som sindssyg. Men det var hun da heller ikke, vel? Hun rynkede panden. Hun så ikke syner.
Hun tog isomslaget væk fra drengens kæbe efter lidt tid og lagde det hen på sofabordet, hvor der stod to kopper kolde kamille te. Hun havde skyndt sig at lave dem, da hun kunne huske, at de vidst havde en beroligende effekt, men de stod stadig urørte hen.

Mørket var tyngende, og Colin kunne ikke huske hvornår han sidst havde haft så ondt i sin krop.
Det var som om, at selv det mindste lille åndedrag gjorde ondt i alle muskler og led.
Men selv i mørket kunne han mærke, at der forgik ting omkring ham.
Fjerne stemmer, og noget koldt der ramte hans kæbe....eller han troede ihvertfald det var hans kæbe, det var ikke nemt at finde ud af hvilken del af kroppen det var, når ens krop var som et puslespil med tusinde brikker, som man skulle prøve at sætte sammen i mørke.
I det mærkelige virvar af stemmer, var der dog en stemme der trængte mere igennem end de andre.
En stemme - en kvindestemme - som han rent faktisk forstod og følte sig tryg ved, selvom han ikke kunne huske at have hørt den før.
"Vågn op...vågn op Colin," sagde kvinden inde i hans hoved.
"Du bliver nødt til at vågne op...nu!"
Colin ledte efter sine øjne i mørket, men de var så svære at finde, og det tog ham uendelig lang tid, synes han, men egentlig gik der ikke mere en 10-20 sekunder før han var i stand til at åbne dem en lille smule.
Lyset var skarpt, ligesom det der havde været ligefør han forsvandt ind i mørket, men på en anden måde.
Langsomt åbnede han øjnene mere og begyndte at kunne se omridset af en pige, der sad ved hans side.
Det var englen, som han havde set!
Colin fandt sin mund og talens brug og hviskede stille
"Hey..."

Adrianna sukkede og lagde igen det kolde omslag mod drengens kæbe for at bedøve smerten en smule og køle hævningen lidt ned. Hun brød sig ikke om at sidde stille så længe især ikke med sin ADHD, men hun ville ikke lade dem være alene i et hus, de ikke kendte - hvis nu en af dem skulle vågne.
Carolines hoved dukkede op i døråbningen indtil stuen. "Skat, kan du tage dig af de tilskadekommene? Far er ovre hos naboen for at høre, om de har signal, og bagefter har han tænkt sig at kigge til hestene, og jeg vil meget gerne op og tage mig en lur." Adrianna nikkede og tvang et smil op - hun følte også, at hun kunne falde om på stedet, men det kunne hun ikke være sin mor bekendt. Carolines hoved forsvandt fra døråbningen, og lidt efter kunne Adrianna høre de knirkende lyde af fødder på trappen. Hun sad lidt i tavshed, men kunne ikke klare den længere på et tidspunkt, så hun greb fjernbetjeningen og tændte den store fladskærm, der hang på væggen og satte den på MTV med lav lyd. En eller anden Adele-sang kørte bare som baggrundstøj.
Adrianna sad bare og betragtede drengen i tavshed. Hun prøvede at forestille sig, hvordan han ville reagere, når han på et tidspunkt ville vågne, men hun kunne ikke rigtigt komme på noget.
Pludselig syntes Adrianna, at hun kunne se, at det glippede i hans øjne. I starten troede hun bare, at det var ønsketænkning, men lidt efter lidt åbnede han mere og mere øjnene mellem de hurtige blink. Hun smilede tilfreds og tog forsigtigt hans ene store hånd, som om at det ville hjælpe ham med at holde fast i bevidstheden.
"Hey," hviskede han bare, og Adrianna skulle lige til at fnise. Hun var meget lettet, og han lød som om, at han lige var kommet igennem en kværner.
"Hey," hviskede hun tilbage med let fransk accent og smilede mildt til ham.

Colin var stadig ikke helt sikker på, at han var helt vågen, da alting stadig virkede rimelig tåget, men følelsen af englepigens hånd i sin og hendes hviskende gentagen af hans total uimponerende hilsen, gjorde det helt klart for ham, at alting var virkeligt.
I et kort øjeblik betragtede han bare pigen der sad ved hans side, men så begyndte tingende også at gå op for ham - selvom den trykkende, drømmeagtig tåge ikke helt havde lagt sig.
Hvis han var vågen og lå på en sofa i det hus de var kørt forbi ude på vejen, så betød det jo også at det store monster havde været virkeligt, og at hans far var...
"Hvor er min far?" spurgte Colin hæst og forsøgte at sætte sig op.
Det føltes som om hans mave slog kolbøtter, og alting omkring ham kørte rundt, men han blev viljefast ved med at komme op og sidde.
Han lod sine øjne køre rundt i rummet, indtil han fandt sofaen hvor hans far lå.
Han var bevidstløs, men trak heldigvis vejret.
Endnu engang faldt hans blik på pigen. Han havde lyst til at sige et eller andet imponerende til hende - selvom han nær var blevet trampet ihjel af en kæmpemæssig Kyklapski, eller hvad de nu end hed - så var han stadig i teenagedreng der elskede synet af piger. Og specielt piger som hende.
Smuk, men ikke sådan supermodelsmuk, mere normalt og naturlig smuk, hvilket ikke gjorde Colin noget.
Han fortrak til enhver tid, naturligt smukke piger end pyntesyge påklædningsdukker.
"Hej," sagde han igen.
"Jeg hedder Colin."

Adrianna ville have støttet drengen, da han satte sig op i sofaen, eller have bjæffet en eller anden kommando om, at han for guds skyld skulle blive liggende på sofaen, men hun regnede for det første ikke med, at han ville have lyttet til hende, - det var ikke så ofte nogen fandt hende faretruende - og han var nærmest to hoveder højere end hende og sikkert meget tungere, så hun ville nok ikke kunne hjælpe på nogen måde.
Hun smilede, da han så lidt desorienteret ud; surprise, han var lige blevet kastet rundt med af en kyklop. Eller var han? Hun var stadig i tvivl. Han så stadig godt ud. Hans mørke hår skinnede og var forpjusket, og han virkede bare sød på Adrianna.
"Jeg er Adrianna," sagde hun til ham og fjernede den kolde te fra bordet - den skulle nok alligevel ikke drikkes, "Vil du have noget at spise?" Hun skyndte sig at vende sig om for ikke at møde hans blik og gik med fjedrene skridt med teen i hånden hen til køkkenbordet og åbnede køleskabsdøren.
"Jeg ved ikke om det er et dårligt spørgsmål, men kan du huske noget?" Adriannas lyse stemme sladrede om hendes franske baggrund igen. Hun tænkte sig lidt om før hun spurgte igen: "Så... Så du nogen. Noget stort, der løftede jeres bil op i luften?" Det ville være så pinligt hvis hun bare havde set syner.