Old memories - Richard

Tid: Hen på aftenen, efter fællessang
Sted: Stranden
Vejr: Skyfrit, solen hænger lavt på himlen, få stjerner kan skimtes
Omgivelser: Stranden er helt Tom, da stort set alle er i selve lejren

En blid brise løb gennem Cassidys mørkebrune hår og fik hende til at ligne en anden shampooreklame-model. Hun var iklædt en rødternet, skovhuggerlignende skjorte med oprullede ærmer, et par cowboyshorts og et par sneakers. Strengt taget burde hun være på vej tilbage til sin hytte for at sove nu, men da hun boede alene mente hun godt, at hun kunne tillade sig at tage et lille smut forbi stranden og nyde vinden.
Som hun sad der og nød brisen, der bølgede ind over havet begyndte hendes tanker at flyde. Hun kunne mærke at hun blev mere og mere døsig. Hendes hoved begyndte at nikke forover og hun var lige på randen af at falde i søvn, da hun hørte en lyd bag sig. Stadig desorienteret og døsig sprang hun op, vendte sig om og hævede hånden. En sky samlede sig om personen bag hende, og hun trådte et skridt nærmere for at se, hvem det var.

//Jeg beklaget, men jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal starte det her..........//

Richard var løbet ned mod stranden hvorfor, ja fordi han jo længtes efter vandet  som alle børn af Poseidon. Ellers var det måske bare Richard der havde det sådan, men  man kunne jo aldrig vide han løbe igennem skoven ud mod  stranden men stoppe så op da han mærket noget over sig meget kraftig vind omkring sig og den person der var der var ikke lige hende han ville møde. Det var hende der havde slået om med ham, og lige siden havde de undgået hinaden. Hvilket det nok ville forsætte med og være så han kiggede på hende og løfte så det ene øjnebryn så hun var også en halvgud. Det burde han dog og ha vist men det gjorde han åbenbart ikke, han smilet ikke han stod bare og kiggede på hende. " Cassidy er det dig, jeg havde ikke regnet med og møde dig her og vil du ikke godt, i dont know fjerne det vind du satte på mig." Richard kiggede bare på hende og holde stadig sin kolde maske, han ville ikke  lade hende for den fornøjlse at kunne se han savnet hende. Men det måtte komme på et tidspunkt at hun ville se igennem det hele, og finde ud af hovrdan han havde det han gik uden om hende og satte sig i vand kanten. //sorry samme her// 

Den første tanke der faldt Cassidy ind var - underligt nok - skuffelse over, at Richard havde gennembrudt skyen på den måde. Kun havde øvet det trick i et halvt år, og det var stadig ikke godt nok.
Skuffelsen blev dog hurtigt afløst af vrede. Det var hende selv der havde slået op med Richard efteråret før, men de havde ikke snakket sammen siden, og hun var blevet mere og mere irriteret over, at han ikke havde i det mindste forsøgt at vinde hende tilbage. Uden at tænke over det, løftede hun hånden og sendte et hårdt vindstød i ryggen på ham. Det burde puffe ham forover, men Cassidy var ikke helt sikker på, om hun var stærk nok; det var et ret nyt trick, og Richard var tydeligvis stærk. Ikke desto mindre kunne det forskrække ham.

Det der sket nu var noget han ikke havde regnet med langt fra, faktisk han mærket vinden blive kaste mod ham og faldt så forover hvor der uheldig vis var noget mudder han lande lige med sin ansigt i det. Hvor han så prøve og rejse sig op igen, selv om det var lidt svært, da han var lande midt i det og så når han skulle op af svigte hans ben lidt på grund af mudderet. Han kigge op på hende og fjernet så mudderet fra hans ansigt, han sank en klump og kiggede på hende "hva helvede skulle det til for." Han kiggede på hende mens han stod sad på knæ, han viste ikke hvad hun ville finde på og gøre men han var parat hvis hun brugte det igen. Han begynde lidt og prøve og komme op og stå, uden at falde men det var ikke lige frem lidt det han gjorde og han nægte og tag imod hendes hjælp hvis hun tilbød det. Han fik kæmpe sig op og stod nu op, ikke helt op men heller ikke helt på knæ for han havde en ide om hun ville gøre det igen. Det så ud til at hun stadig var vred på ham, hvorfor fatte han ikke  ""hallo det her er alt for barnligt  det ved du godt ikke Cassi du behøve ikke og bruge vinden til og kaste mig for over det løser jo ingen ting." Han kiggede på hende, mens hans kinder  stadig var rød. Det var jo sindsygt pinligt for ham, eller det mente han da selv, han sank en klump og så uheldig han var gled han ned igen og fik mudder på tøjet. Han kigge på hende og prøve så og komme op igen, mens hun kiggede på ham.
//sorry korte svar//

Cassidy krydsede armene og gjorde sit bedste for ikke at smile, da Richard gik forover. Hun vidste ikke om hun morede sig over at se Richard gøre noget pinligt, eller glædede sig over, at hendes trick virkede, men ingen af delene var noget, der kunne gave Richard, så hun kunne i hvert fald forsøge ikke at se for selvglad ud.
Da Richard var kommet op og stå - efter at have taget endnu en tur i mudderet - trådte Cassidy et skridt frem og fik et vindstød til at blæse hendes hår væk far hendes ansigt.
"For det første:" sagde hun. "Lad være med at kalde mig Cassie. Den ret mistede du, da vi slog op. For det andet: Hvorfor gjorde jeg det? Fordi det er noget, jeg har haft  lyst til at gøre i næsten et år nu."
Hun vidste godt at det faktisk var hende, der havde slået op med Richard - grunden var, at hun fandt ud af, hvor farligt det kunne være for dødelige at være for meget sammen med halvblods (det var før hun vidste, at han selv var en halvblods) - men hun var stadigvæk vred på ham. Det kunne ikke forklares anderledes, end at han ikke havde forsøgt at vinde hende tilbage, hvilket hun tog som et tegn på, at hun ikke var værd at vinde tilbage. Hun overvejede at pudse endnu et vindstød på ham, men hun lod være af to grunde; dels var det udmattende for hende at bruge sine evner hele tiden, og dels havde fyren lige været på fjæs og bagdel i mudderet to gange, og selv han fortjente et break. I stedet satte hun bare hænderne i siderne igen og så irriteret på ham.

Han kiggede på hende mens hun talte til ham, viste hun ikke hvor ondt det havde gjorde på ham da de slog op. Men sket var sket og man kunne ikke ændre hvad der var i fortiden, det der var i fortiden var jo sket så han kunne ikke rigtig sige noget til det. Han havde i det mindste prøve på og komme ud af alt lort, den gang de var sammen. Men efter de slog op eller hun gjorde det, begynde han med og træne sig til MMA hvilket jo gjorde han havde et mål  de penge han jo kunne vinde og det hjælp ham til og tænke på noget andet. Hvilket gjorde at han ikke prøve og vinde hende tilbage, han følte selv han var en fiasko men det var der han havde høre hans far stemme. Han kiggede på hende og så hende stå der, "jeg ved godt jeg fortjente det her men helt seriøst jeg kan ikke se hvofor du skulle skære det ud i pap og så skubbe mig ned i mudderet." Sagde Richard mens han kiggede på hende, han ville nu ikke fortælle hende om hvor han havde fået alle slag fra hvis hun ikke selv spurgte for det var en ting han havde  haft længe før han var på lejeren han sukkede og kiggede på hende.  "Er det måske min skyld vi slog op casi, nej vel for så vidt jeg husker slog du op med mig, ikke omvendt men sket er sket  kan ikke se hvorfor vi skal rode i fortiden og hvorfor jeg ikke forsøgte at vinde dig tilbage fordi du fortjente en der ikke altid endt i ballade som jeg gjorde. "Svarde Richard  mens han kiggede på hende, alle de gange han også var endt i kampe med folk over penge behøvet de ikke og komme ind på. For der var mange gange han havde starte en kamp eller en anden havde starte det, og for han selv mange gange var inde med en brækket arm. Han sukkede og kiggede på hende, hans grund til ikke og vinde hende tilbage var meget let han havde hørt fra nogen hun ikke følte noget for ham længere og derfor var han stoppet med det. Han havde gemt det han følte for hende, og håbet bare han ville finde en ny så han ikke behøvede og tænke på hende mere. Men selv da han havde prøve hjælp det ikke hun var der stadig, han kiggede på hende og fik så øjne kontakt "du fortjente en der var bedre ende mig derfor forsøgte jeg ikke og vinde dig tilbage men jeg vil altid elske dig." Sagde Richard og kiggede hende i øjne, han ville ikke sig at han var fortabt uden hende selv om han nu var det men det var en helt anden del af det her.

En blanding af lamslåelse og vrede skyllede ind over Cassidy ved Richards ord. Hun vidste godt at hun var unfair over for ham, men det faktum at han ikke havde så meget som sendt et brev efter de slog op, og at han nu kom og sagde, at det var for hendes skyld, fik vreden til at tordne inden i hende som en uvejrssky. Og han sagde at han elskede hende? Hvor kom fra?
Før hun nåede at tænke nærmere over det, trådt hun et par skridt tættere på ham. E vindstød løftede hende en smule fra jorden, mens hun gik - bare nok til, at hun kunne stå ansigt til ansigt med Richard. Hun smilede stift... Og stak ham en lussing, før hun nåede at stoppe sig selv.
"Du kunne godt have forsøgt at vinde mig tilbage!" råbte hun af ham med en stemme, der knækkede over. "I et år, et år, har jeg gået rundt og troet, at jeg ikke er sådan en type, man gider at have tilbage! Har du nogen idé om, hvordan det føles?" Hun vidste godt, at hun burde besinde sig mere. Hvis nogen vidste, hvor vigtigt det var at holde sine følelser under kontrol - det hus, hun boede i forvandlede sig til en tordensky, hvis det blev udsat for at for stærke følelser. Men måske var det netop derfor hun havde brug for at flippe lidt ud; hun var nødt til at forholde sig rolig hele tiden.
"Og du siger, at du elsker mig?" fortsatte hun. "Det kunne du fandme godt have sagt, da jeg slog op med dig! Her er mit svar på det, fiskefjæs!". Og med de ord lænede hun sig frem, inden hun kunne nå at overveje det, inden hun kunne nå at skifte mening og inden han kunne nå at stoppe hende, og kyssede ham.

//Den havde du nok ikke set komme, hva'?!//

Richard stod bare der og kigge på hende mens han så hende komme over mod ham, han ville ikke forvente noget som helst fra hende. Han kiggede hende i øjne, mens hun smilede stift til ham han skulle lige til og sige noget da en lussing ramte hans kind han havde slet ikke forudset det her. Han kiggede på hende og skulle lige til og svare hende, men ende han åbent munden begynde hun og skælde ham ud. Han lytte til og fik det dårligere og dårligere, hun havde ret han havde været for ond mod hende selv om han ikke havde mente og såre hende. Han kiggede på hende og snak en klump, da hun kalde ham fiskefjæs og kyssede ham ville han godt ha svaret igen. Men han gengælde bare kyssede og kiggede hende i øjne, han havde savnede hende det var som om han selv ikke kunne tænke længere. Som om han ikke forstod noget som helst, han viste ikke hvorfor men han følte at han var hel igen han havde gået et år og prøve og glemme hende men det kunne han bare ikke. Han stoppe kyssede og holde om hende mens han kiggede hende i øjne,"jeg ved godt jeg burde og ha skrevet burde og ha prøve og vinde dig tilbage. Men jeg mig selv og fiskefjæs kunne du ikke finde et bedre øgenavn."Sagde Han og smilede til hende han kiggede hende i øjne, mens han stod over for hende. Han viste ikke hvad han havde gjorde galt, da han ikke kontakte hende men hun elskede ham nok stadig det håbet han da. Han kyssede hende igen, og holde om hende mens aften gik sin gang.
//sorry det korte svar viste ikke hvad jeg skulle svare og nej tænke wtf//

Cassidy lagde armene om Richard og lod vinden sænke sig igen, så hun gik lidt ned i højde. Det gik op for hende, at den følelse hun havde haft omkring Richard i et år nu ikke var vrede, men savn. Hun havde savnet ham mere end det var gået op for hende, men det faktum at hun også var blevet lidt såret over, at Richard ikke havde så meget som skrevet til hende, var blevet blandet med savnet over ham, og hun havde troet, at det var vrede. 
"Jeg ved ikke helt, hvad det kys gik ud på." mumlede hun lavmælt. "Men jeg har savnet dig. Mere end jeg troede." Hun knugede ham ind til sig og indåndede hans duft. Han duftede af hav og saltvand og frisk luft. Han var stadigvæk dækket af mudder, men Cassidy tog sig ikke af det - hun var bare glad for at holde om ham.
Pludselig hørte hun en lyd bag dem. Hvor lidt hun end ville, gav hun slip på Richard og vendte sig om. Hun kunne ikke se noget, der så ret truende ud, men hun var sikker på, at hun havde hørt noget. Hun vendte sig om og så uroligt på Richard.
"Hørte du det?" spurgte hun.

//Jeg ved det: Det er kort og ukreativt, men jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive.....

Richard smilede til hende og idet hun gav slip på ham, kiggede han også hen mod lyden der var et eller andet helt galt. Han nikke til hende og træk hende om bag sig og fandt sin lighter frem, mens han klikke på den så det bliv forvandlet til et sværd. Han begynde med og gå hen mod det sted, de havde høre lydene fra mens han gik frem af med Cassi. Bag ham var han næsten sikker på, hvad det her var det var et væsen fra Tartarus. Men det var kun hvad han følte, han kiggede om mod Cassi og kyssede hende inden han gik videre. Han kiggede sig omkring, hvor han så på den buske lyden var kommet fra. Men inden han kunne nå og se, hvad der var i busken. Fløj der ikke bare 2, men 4 helvedes hunde på Richard. Han nåede og flænse to af dem med sværdet, sværdet glitre nærmest med deres blod.  De 2 sidste overfladt ham så han lande på jorden, de havde ikke lagt mærke til Cassi i nu hvilket kun var godt. Ricard kæmpet med de 2 helvedes hunde som der ikke var døde, de begynde at og kradse på ham. Hvor flængerne blive støre og støre. Richard prøve bare og beskytte sig selv, men han var helt alene i det her eller det var han jo ikke Cassi var der jo også. Men Richard kæmpede bare for at, beskytte hende lige nu, selv om hun sagtens selv ville kunne klare det selv. Men Richad var også lige så stille ved og give op sårende bliv støre og støre og helvedes hunden forsætte bare med at tæve ham mens han lå og forsøgt og bruge sine kræfter til og holde fast på dem men det var ikke let. Han trille væk og skar hoved af de to hunde der var tilbage, og da han var færdig kunne man se på ham hvor blodig han var. Han kaste blod op og kiggede på Cassi, med et lille smil "du havde ret Cassi vi var ikke alene." Grinte Han inden der røg lidt blod op igen, han havde det ikke lige frem perfekt lige nu men de havde overlevet de 4 stor helvedes hunde. Så noget godt var der kommet ud af det, han kiggede på Cassi og smilede til hende inden han besvimede. Hans overkrop trøje han havde haft på der var nærmest flået helt væk hvor der nu var stor og små rifter og bide mærke og nogen få flænger.
//håber det er ok //

Da helvedeshundene kom springene, blev Cassidy et øjeblik ramt af panik. Hvis hun havde været alene, ville hun være blevet flænset i småstykker, men Richard lagde sig imellem. Det gav Cassidy tid nok til at komme til sig selv igen, løbe hen til sin taske og finde en kniv frem. Da hun kom tilbage, havde Richard imidlertid klaret sagerne selv, selvom han nu var dækket af sår og uhyreblod.
"Tak." sagde hun og skulle lige til at smile, da hun hørte lyden igen, og nu gik det op for hende, at det ikke var lyden af en helvedeshund - den var mere hvæsende, som sandpapir der blev kørt hen over træ.
Hun hævede sin kniv og gik forsigtigt forbi Richard i retningen af busken. Hun brød sig ikke om det. Ovrhovedet.
"Richard, kan du gå?" spurgte hun over skulderen. "For hvis du kan, så gå ned i vandet. Det er kilden til din styrke, ligesom luften er kilden til min. Og noget siger mig, at du kunne få brug for ekstra styrke." Hun kunne ikke se hans reaktion, men pludselig hørte hun en dumpelyd bag sig. Hun vendte sig om og så Richard ligge bevidstløs bag hende. Grebet af panik spænede hun hen til ham for at mærke efter hans puls. Guderne være lovet kunne hun mærke den, men han var slemt tilredt og healing var ikke hendes stærke side. Hun greb fat i hans arme, og fik med besvær slæbt ham ned til vandet. Hun regnede med, at vandet ville heale ham, da han var Poseidons søn, men hun fik ikke tid til at holde øje, for i samme øjeblik lød en gennemtrængende hvæsen bag hende, som en gigantisk slange. Hun vendte sig om, kun for at se det væsen, der lavde lavet de lyde, hun havde hørt.
Fra livet og på lignede det en kvinde, iført oldgræsk rustning og bevæbnet med en trefork og et net. Fra livet og ned, hvor hendes ben burde være, var der i stedet to grønne slangeben.
"Drakaina!" råbte Cassidy, selvom hun ikke var helt klar over hvorfor - der var ingen til at høre hende. Drakainaen hvæsede og gik til angreb, men det lykkedes Cassidy at spirnge til side og undgå treforken. Hun huggede ud efter drakainaen med sin kniv, men slangekvinden var en dygtig kæmper. De fortsatte i en drabelig dans af hug, stik og net der for gennem luften, indtil Cassidy begik den fejl at forsøgt at se efter Richard. Drakainaen benyttede sig af de få sekunders distaktion og stak Cassidy i siden med treforken.
Cassidy sank sammen med et gisp. Såret sved mere end det skulle, og det gik op for hende, at treforken havde været dyppet i gift. Verden begyndte at blive tåget for hendes øjne, men hun kunne høre hvæsen og... kamplyde?
Og så mistede hun bevidstheden.

Richard mærke vandet og hørte så hans fars stemme, han begynde og føle på vandet og lige så stille begynde han og blive healede af vandet som var ved siden af ham. Han begynde lige så stille og blive stærkere, mens han lå ved vandet han hørte cassi der bliv ramt og faldt mens væsen kom over mod ham. Han kiggede op og greb hans sværd, alt han havde været igennem var nu en del for ham men han ville ikke lade Drakaina skade hende mere ikke nu eller faktisk aldrig. Richard råbte til væsnet, "det skulle du aldrig ha gjorde." Richard kiggede på væsnet og slog så ud mod den, med hans sværd som næremest ramte dens trefork og så begynde kampen ellers han slog og Drakaina slog det var som en dræblig dans, vær gang den ene slog ud blokere den anden med sit våben. Richard kæmpede så godt han kunne hvilket ende med han stod, lige ude ved vandet, og inden han nåede og tænke sig om dræbte han Drakaina mens han stod et øjeblik og kiggede den i øjne. Inden han trak sit sværd ud, han havde nemlig gjorde det lige da Drakaina var mindst forberedt på det. Han løbe hen til Cassi og tjekke hendes puls, da hun stadig var i live gik han ned med hende han holdt hende i hans favn selv om det var lidt hårdt og bære hende selv om han var stærk var det stadig hårdt for ham. Han begynde og tale til hende mens han havde lagt hende, ved stranden kanten og tjekke såret han tog noget vand og begynde og heal  hende. "Kom tilbage cassi kom nu tilbage," han råbte nærmest til hende mens han gjorde det. Han følte at det var hans skyld, det der var sket lige nu det følte han bare så meget. Han forsætte med og heal hende eller forsøg på det, han håbet nu det bare virket. r
//sorry at det er sådan lidt ukreativt svar, men håber det kan bruges//

Cassidy følte, at hun så en 3D-film uden briller - det var som om hendes øjne så to lag oven i hinanden. Det ene syn var stranden og Richards bekymrede ansigt, men den anden del så en hotellobby med en masse halv-gennemsigtige mennesker, og en fyr bag skranken med afbleget hår, mørk hud og et flødefarvet, italiensk jakkesæt. Det gik op for hende, at hotellobbyen var indgangen til Underverdenen, hvilket måtte betyde...
Pludselig kunne hun høre nogen råbe efter hende. Hun kunne mærke vand på sit sår og sand under sine hænder. Fyren bag skranken - det måtte næsten være Underverdens færgemand, Charon - forsøgte at vinke hende nærmere, men lobbyen var begyndt at blive utydelig og stranden ved at blive tydeligere. De gennemsigtige mennesker smilede trist til hende, inden lobbyen forsvandt.
Hun udstødte et gisp og slog øjnene op. Over hende var himlen blevet violet og stjernerne var begyndt at dukke frem. Hendes side gjorde stadigvæk ondt, og hendes skjorte var dækket af blod ved hendes side, men hun var i live. Det gik op for hende, at i de minutter, hvor hun havde kunne se Underverdenen, havde hun godt nok haft puls, men hun havde ikke trukket vejret. At føle den friske luft i sine lunger var sådan en fantastisk følelse, at hun udstødte et hulk af lettelse. Hun forsøgte at sætte sig op, men hendes side gjorde stadigvæk ondt, og giften havde tæret meget på hendes kræfter, så hun endte med at ligge ned igen. Hun så op på Richard, der så bekymret, næsten rædselsslagen ud.
"Tak." hviskede hun. Uanset hvor vred hun havde været på ham tidligere, var hun ikke i tvivl nu; af alle halvguder i hele lejren var Richard den, hun helst ville have hos sig nu.

//Det er i orden  Beklager min ukreativitet...

Han træk hende op og holdet om hende, han havde ikke tænk sig og give slip på hende aldrig mere han havde gentaget den fejl engang før men ville ikke gøre det igen. Han sank en klump og uden og tænke sig om, kyssede han hende igen "jeg tror jeg havde miste dig jeg er så ked af alt jeg har gjorde cassi." Han kiggede hende ind i øjne og man kunne nærmest se hans øjne hvor tårne faldt, "jeg tror jeg havde miste dig igen" sagde Richard. Han kiggede hende i øjne igen, og sende hende et lille smil selv om hans øjne stadig fælde tåre fik han kæmpe et smil frem. Han kiggede ud mod havet mens han sad ved hende, "så du så noget du ved af underverden jeg var nemlig næsten bange for jeg havde miste dig for altid det ville jeg ikke kunne bære ikke igen." Sagde Richard og kiggede på hende, mens han så sig omkring der var ikke så meget men han gik ned og fandt noget vand til hende. "Du må aldrig gøre det her igen, jeg var lige ved og tro du var død men hold kæft jeg er glad for du lever." Han kigge hende i øjne og kyssede hende igen ikke en enkel gang, men sådan at hun kunne forsætte hvis hun ville kysse videre hold kæft han havde savnet hende. Han indånde hendes duft bare for at være sikker på hun var i live, mens han kiggede hende i øjne. Han følte bare hendes duft som gjorde at det føltes som om de aldrig havde forlade Hinanden. Han tænkte kun på hende ikke andre, han havde aldrig følt sig så hel som nu eller sidste var det den gang de var sammen. Men det føltes bare som om der var gået 100 år, siden de slog op og nu var genforenet. "Kan du tilgive mig Cassi, jeg havde aldrig ment og såre dig da vi gik fra Hinanden og jeg ville ha skrevet men jeg viste ikke hvad kan du tilgive mig." Sagde Richard og kiggede hende i øjne, mens han sende hende et smil man kunne dog se hans tåre gud hvor havde han savnet hende. Man kunne næste se tårne på hans øjne, mens han talte til hende. Hans vrede over det væsen var nu blive indløst med glæde.
//sorry svaret er så kort, men viste ikke helt hvad jeg skulle svare.//

Cassidy smilede og forsøgte at sætte sig op, men smilet forvandlede sig hurtigt til en smertegrimasse, da en stikkende smerte jog gennem siden på hende. Hun lagde sig halvvejs ned, så hun kun støttede på sin albue.
"Jeg... klarer mig." sagde hun anstrengt. Hun lagde forsigtigt hånden på der, hvor drakainaen havde stukket hende. Såret havde lukket sig, men hun havde stensikkert brækket mindst ét ribben. Godt nok havde vandet hjulpet lidt, men selv ikke Richards magi kunne heale brækkede knogler så hurtigt. "Og... Jeg tilgiver dig." Hun smilede svagt. Mindet om Underverdenen stod stadigvæk tydeligt frem, men der var én ting der overstrålede det; lyden af Richards stemme der kaldte hende tilbage, det udtryk han havde haft i ansigtet da hun slog øjnene op igen, følelsen af hans læber mod hendes.
"Hey... Kan du hente... Min taske?" spurgte hun med adskillige støn imellem. "Jeg har en flaske... Indeholder nektar... Kan måske helbrede mig."

//Oookay, det var hverken langt eller kreativt, men jeg har ikke meget at arbejde med for tiden....

Han smilede da han hørte hende, og da hun tilgav ham var han så meget lykkelig hun havde tilgivet ham og det var det eneste der betød noget for ham. Han rejste sig op og tørt tårne væk, inden han løb over mod hendes taske og ledte efter flasken. Han tog den op mens han kiggede op på himlen, den var meget let og se da han havde den i hånden. Han smilede til Cassi og løb så hen til hende hvor han så sætte sig hurtige ned, og gav smilede til hende. Han tog fast om flasken med nektaren, og sætte sig på hug ved siden af hende. Han kiggede på hende og åbent så flasken hvor han lugte lidt til den, ha rullede øjne af det da det ikke var en lugt han kunne lige langt fra. Han smilede lidt til Cassi og talte så til hende, "her det brænde noklidt i halsen smukke så bare tag en lille tår ikke." Han smilede til hende da han havde sagt det, han tog den hurtig væk da hun havde fået en lille tår. Han kiggede på hende og gav hende så et kys på panden, inden han satte sig ved siden af hende aften var ved og blive til nat hvis man kiggede nu. Så han håbet bare hun ville komme sig hurtig, han holdte om hendes hånd og klemte den blidt mens han vente på hun var klar og parat til og tale eller hvad hun nu ville. Han sank en klump og kiggede sig lidt omkring da han var lidt bange for der ville ske mere, hans sår sved af bare helvedes men han var ikke lige så uheldig som hun havde været hvilket han havde det dårligt af han smilede til hende og vente så på hun kunne stå op.
//sorry samme her krea svigt//

Cassidy smilede, da Richard kom tilbage med flasken. Hun kunne knap nok røre sig, så hun var taknemmelig for, at han gav hende nektaren. Hun gættede på, at han aldrig havde fået nektar før, for han tog fejl med hensyn til at det brændte i halsen; det smagte sødt af friskbagt hindbærtærte og minder fra før, hun fandt hun af, at hun var en halvgud og bare var en normal lille pige, der boede sammen med sin mor. Nektarens helende evner indtraf også øjeblikkeligt: Cassidy kunne fysisk mærke sine brækkede knogler vokse sammen og hendes energi vende tilbage. Hun satte sig op uden problemer og kom derefter op og stå. Hun smilede, drejede engang rundt om sig selv og trak dernæst Richard op og stå også. Hun tog sin skjorte, der var dækket af sand og blod, af og afslørede en grå T-shirt, som hun havde haft på indenunder.
"Tak." sagde hun og gav ham et kram og dernæst et kys. Derefter blev hun alvorlig. Hun rynkede brynene og så eftertænksomt på skoven.
"Gad vide hvorfor alle monstre pludselig angriber os." sagde hun eftertænksomt.
"Der burde slet ikke være så mange uhyrer i skoven. Hvad sker der?"
Hun ville have sagt mere, men blev afbrudt da noget vådt ramte hende i panden. Og så en gang til på kinden. Hun så op og så store, tunge skyer hænge over deres hoveder. Hun nåede lige at undre sig over det - regnskyer burde slet ikke kunne komme ind over Halvblodslejren skel - da det pludselig begyndte at styrte ned. Det underlige var, at et par meter til højre for dem blev regnen på en eller anden måde holdt tilbage, næsten som om det ramte et tag.
Cassidy så på Richard et øjeblik. Så smilede hun. Og så begyndte hun at le - det var en latter der lød høj, klar og munter.
"Jeg forstår det!" råbte hun og snurrede rundt igen. Hun vidste ikke hvorfor regnen gjorde hende så glad, men hun havde ikke oplevet regn i al den tid, hun havde været i lejren, og det gik op for hende, at hun havde savnet det. "Vi er uden for Halvblodslejren skel! Det går lige derhenne! Vi er to meget stærke halvblods uden for lejren. Så tror fanden, at alle de uhyrer kan finde os! Vi er lige dukket op som en stor, lysende ildkugle på SAMTLIGE UHYRER I NÆRHEDENS SNUSRADAR!" Hun fortsatte med at le, selvom de efterhånden begge to var drivvåde og hendes hår klistrede til hendes hoved. Hun vidste ikke om Richard var lige så glad for regnen, men det gjorde hende glad, næsten som om de to ting, hendes liv manglede var dukket op på én dag, og følelserne havde overvældet hende.

Richard smilede til hende da hun var komme sig, han forstod heller ikke hvorfor væsnerne havde været lige der men der måtte været et eller andet der gjorde det. Han smilede og gengælde hendes kys, hvor han så kiggede sig omkring bagefter han smilede til hende og da hun forklaret det og begynde og grine. grinte han også det var jo vildt morsomt de var kommet ud af lejren uden og ha opdaget det. Han begynde med og grine og tog sig til brystkassen, hold kæft det var morsomt han smilede op til Cassi. Hvor han så fik rejste sig op og bare stod og nydt regne der faldt ned, over dem begge to han smilede og greb fat så han holde om hendes talje og grinte så lidt til hende. Inden han talte lidt til hende, "vil du godt komme sammen igen Cassi jeg ved måske det er et mærkeligt spørgsmål og stille lige nu men hvad siger du lige som i gamle dage." Svaret Richard og smile til hende, mens han holde om hende og bare kigge på himlen den så så flot ud nu det gjorde den virkelig. Han sukkede og var bare glad for at være her med hende hun var den han helst ville nyde den her aften med, men sådan havde alle det sikkert med dem de elskede det var vel normalt. Han smile og kyssede hende lidt på halsen, mens de stadig stod op og nyd udsigten. Han var helt sikkert hel igen nu når han havde hende igen, det var det bedste der var sket for ham.

Cassidy fortsatte med at le og vendte ansigtet mod himlen. Den var grå og gigantiske regndråber ramte dem, men hun var ligeglad. På trods af, at hun næsten havde været oppe og skændes med Richard, var blevet angrebet af en drakaina, næsten var død og ikke var klædt på til regn, havde hun ikke haft det så godt i årevis.
Og det blev kun bedre, da Richard spurgte, om hun havde lyst til at komme sammen med ham igen. Lige som i gamle dage. Hun smilede.
"Ja, Richard. Det vil jeg gerne. På én betingelse." sagde hun og tog hans hænder. Hun placerede den ene på hendes hofte og hold fast i den anden. Selv lagde hun sin frie hånd på hans skulder. 
"Dans med mig." sagde hun. Det lød sikkert underligt, men hun mente det. "Lige her. I regnen. Uden musik. I vores pladdervåde tøj." Hun lagde hovedet på skrå og smilede på en gang blidt og afventende.

Han smilede til hende, men da ha hørte hvad hun ville ha for det stod han bare et øjeblik. Hvad mente hun dog med danse hun viste jo hvor dårlig han var til det, han sank en klump og kiggede på hende da hun placere hendes ene hånd på hans skulder og tog fat i hans anden hånd. Han kiggede hende i øjne og smile lidt, " du ved jo godt hvor dårlig jeg er Cassi til og danse." Sagde Richard og kiggede hende i øjne, " stille du fra nu af krav da Cassi for sådan ser jeg det nu som om du gør." Grinte Richard til hende mens han begynde og danse med hende, han var nu ikke helt så god til det så med mindre hun mente det skulle være lidt bedre. Kunne hun være den der føret an, længere var den ikke han grinte lidt mens de dansede og regne nærmest faldt helt ned over dem. Richard grinte lidt mens han dansede videre, dagen var endt så godt og regne gjorde bare hans humør bedre han smilede til hende og danse videre. Mens regne bare fald ned over dem som en tryk bølge hvis man var ude ved havet, Richard smile og holde om hende mens han dansede han elskede hende ellers ville han aldrig ha gjorde det her aldrig. Han holdet om hende og snurre hende så et øjeblik rundt, for at se hvordan hun ville reager.  Han smile lidt til hende og snurre hende rundt en til gang, hvor han så kysse hende på munden.