My memories are killing me! - Felix

Tid: 22.33
Sted: En lysning i skoven
Vejr: Køligt, klar himmen, såkaldt 'tåneglsmåne'
Omgivelser: Træer, buske og andre skovgevækster, nogle få strejfende uhyrer
Påklædning: http://www.liberaliser.com/wp-content/uploads/2013/12/admin-jan-comments-1153156.jpg Nummer 3
Dag: Fredag
Årstid: Forår

Fredag. De dødeligs sidste arbejds- og skoledag inden weekenden, dagen opkaldt efter den nordiske Afrodite, og dagen hvor næsten alle Halvblodslejrens deltagere slog sig løs og festede. Som regel var fredagenes aftenaktiviteter anført af Hermes' børn, og Jules plejede at være fortrop til hvad som helst ureglementeret.
Okay, indrømmet: det var planen til at starte med. Hendes taske havde været fyldt til bristepunktet med alt der kunne smugles ind fra den nærmeste købmandsbutik, hun havde sine magiske sko på til hvis hun havde brug for en hurtig exit, og hele eftermiddagen havde været et virvar af samtaler om aftenen.
Jules havde set frem til fredag siden sidste søndag. Hun havde næsten ramt en af sine hyttefæller med et kastespyd fordi hun havde været distræt hele dagen. Og så var hun blevet gjort opmærksom på datoen. 
Sjette maj. Seans fødselsdag. Hun var kommet i tanker om sidste gang, hun og Sean havde holdt hans fødselsdag sammen på børnehjemmet, og om det løfte, hun havde givet ham: Jeg vil altid være her for dig. Under et år senere havde hun forladt ham.
Tanken havde revet op i en gammel skyldfølelse som hun havde forsøgt at fortrænge, og den havde også mindet hende om en anden ting - en hændelse der gik mange, mange år tilbage. Hun havde smidt sin taske og sat ud i skoven, hvor hun til sidst var standset op i en lysning med et gigantisk, væltet træ. Og der sad hun så nu.
Hun knugede sin lommeurslignende medaljon så hårdt, at hendes knoer blev hvide. Hun kunne mærke tårerne presse sig op, men tvang dem nede. Hun nægtede at begynde at tude som en femårig! Hun skulle forestille at være hende der var ligeglad med alt, hende der brød alle regler, hende der altid var klar med en eller anden flabet kommentar. Det måtte ikke krakelere nu.

Felix var på vej igennem skov, på vej hjem til hytten for at komme i bad og skifte tøj. Han havde trænet alene ude i skoven, væk fra arenaen og alle de aggressive halvguder. Han kunne sagtens kæmpe mod dem, han var hurtig og let, men han brød sig ikke om nærkamp, eller om at skade andre. Træning eller ej, det gjorde stadigvæk ondt, og det kunne han ikke lide at gøre mod andre. Desuden var der heller ingen der gjorde nar af ham så, og det var et plus og en forbedring. 
Det var ikke fordi så mange trænede på det her tidspunkt, men der var dem der gjorde. Det var værd at undgå for det meste, specielt hvis Chiron ikke opdagede det. Han havde sin bue i hånden og hylsteret til pile på ryggen som altid. Han smilede for sig selv, mest fordi han glædede sig til at kunne sove længe næste dag, og bruge tiden på andet end træning. 
Da han så en pige i lysningen stoppede han op, mest fordi han blev overrasket. Han lagde hovedet på skrå og kiggede på hende lidt tid inden han gik videre igen. Men den her gang gik han imod pigen, hun så trist ud, og det brød han sig ikke om. En svaghed han havde. 
"Hej! Ehm... Er du okay?" Han skubbede sig ned at sidde ved siden af hende og lagde sit våben fra sig. Han så bekymret på hende men smilede lidt opmuntrende, som for at vis han ikke ville noget ondt og hun kunne stole på ham. Forhåbentligt gjorde hun ikke ham noget, blev sur eller fornærmet, men man kunne aldrig rigtigt vide her i lejren. Det var så mange underlige og specielle folk.

Lyden af skridt lidt væk, fik Jules til at se op. Det tog hende et par sekunder at registrere, hvad hun så - dels fordi det var mørkt, og dels fordi hendes tanker var lidt et andet sted.
Fyren foran hende var tydeligvis halvgud - for langt inde i Halvblodslejren til at være menneske og for menneskelig til at være et uhyre. Han var en del højere en Jules selv (ikke svært, da hun var en mini) og så ud til at være omkring 17 år gammel. Han havde lyst hår, blå øjne, en bue i hånden og et pilekogger på ryggen, som om han kom fra bueskydning.
"Hmm?" sagde hun, da det gik op for hende, at han havde stillet hende et spørgsmål. "Ja... Jeg har det fint..." mumlede hun, og i samme øjeblik fortrød hun. Hun kendte ikke engang fyren, og ligevel fim hun øjeblikkeligt dårlig samvittighed over at lyve. Selvfølgelig var hun ikke okay. Hvorfor havde hun sagt det?
Hun kunne mærke sine øjne blive blanke, og hin bed sig i læben for at undgå at bryde sammen. Hun anede ikke, hvorfor det pludselig var sådan et stort problem for hende at stikke en fremmed fyr én lille bitte, hvid løgn. Hun ville gerne tage det tilbage, men hun var bange for at hun begyndte at tude hvis hun åbnede munden, så hun nøjedes med at ryste på hovedet og håbe, at han forstod, hvad hun mente.