To liv mødes - Felix

Tid: 23:00
Sted: Arenaen
Omgivelser: Fuldstændig øde.
Vejret: Til en forandring... sner det. Jorden ligger hvid.

Der var gået en uges tid siden Kalomiras ankomst. Hun havde stort set ikke skaffet sig nogen venner - nej, det var en underdrivelse. Hun havde langt fra fået sig venner. Folk vidste allerede nu, at hende burde de ikke komme nær, med mindre at de ville diskutere.
Kalomira var ikke ligefrem glad for andre mennesker, rettere sagt halvguder, og lod sig sjældent mærke med nogen af dem. Mest af alt gik hun for sig selv, mens hun lod sig synke ind i sine egne tanker. Det var det mest behagelige sted, hun kunne være, alligevel. Hun gik med en lille dolk i hånden. En lille dolk med en slange indgraveret i skærftet. Hun havde faldet over det i våbenkammeret, og selvfølgelig havde hun taget det med sig. Det havde følt så rigtigt. Som om at våbnet, bare havde ventet på hende. Hun kyssede den lille dolk på dets æg, inden at hun lagde dolken tilbage i sit hus, og hængte det ved sin hofte. Så satte hun sig i den kolde sne, mens at hun kiggede hun over træningspladsen. Så underligt, hvor stille der var. Det var hun ikke vant til, men næsten alle var jo gået i seng, så det var rimeligt nok. Det lignede heller ikke ligefrem hende at være oppe så sent. Hun var normalt et A menneske. Tidligt i seng og tidligt op. Det var hendes kop te. Men sengen havde følt så hård og hun havde været så urolig, at der ikke var andet for end at stå op.

Felix listede ud af hytten og så sig lidt omkring. Det så ikke ud til der var nogen udenfor, der var ingen der kunne opgage ham. Forsigtigt trak han remmen fra hans pilehylster over skulderen og gik af sted mod arenaen med buen i hånden. Alle sov, og det betød inden kunne forstyrre ham nu. Ares drengene plejede ikke at lade ham være når han trænede, så hvis han skulle holde det ved lige måtte han træne når de ikke var der, som nu. Bue og pil var det eneste våben han kunne bruge uden at føle sig dum eller kejtet. Desværre ikke særligt brugbart i nærkamp. 
Han skyndte sig mellem træerne og åndede lettet op da han så arenaen. Lidt mere afslappet gik hen videre og ville til at lægge sine ting for at få dit overtøj af da han så en pige i sneen. Han skulle til at skynde sig væk, det kunne være hun var barn af Ares. Han gjorde alt hvad han kunne for at undgå dem. Hun lignede dem dog ikke. Hun så mildere ud. Tøvende gik han hen imod hende. "Undskyld mig, men, hvad laver du herude? Er du okay?" Felix satte sig på hug ved hende og smilede opmuntrende til hende. De færreste kom vel herud fordi det var super fedt at være dem, ikke så sent og ikke når det var så koldt. Han lagde sin bue ned og ventede på svar.

Kalomira lagde mærke til en knirken i sneen, og nogle kviste der knækkede, mens drengen med buen og pilene kom vandrende mod Arenaen. Hun havde lagt mærke til ham, længe før at han lagde mærke til hende. Hun betragtede ham nogle øjeblikke, fnøs, og kiggede ned i sneen igen. Hun var langt fra i selskabshumør. Da han satte sig på hug ved siden af hende og lagde sin bue ned på jorden, kiggede hun et øjeblik op, men kiggede dernæst ned i snekrystallerne igen. Hun klukkede for sig selv, da drengen spurgte hvad hun lavede herude og om hun var okay. "Udmærket, tak. Jeg laver det samme som du, går jeg ud fra. Træning." svarede hun koldt drengen, og sendte ham et langt og udtryksløst blik. Hun trak den lille dolk frem, pegede den direkte mod drengen og sagde "Gør mig en tjeneste og lad være med at slå dig ned ved siden af mig. Jeg hader små selskaber." Bare hendes tone talte sit eget tydelige sprog. Hun var mest af alt ude på ballade, men mente også hvad hun sagde. Hendes stemme var klar som glas, kold om skærende iskrystaller. "Jeg kunne se, at du åndede lettet op, da du så mig. Hvem frygtede du skulle være i Arenaen ved dette tidspunkt af dagen?" spurgte hun. Hendes stemme tøede en smule op, men forholdt sig stadig truende.

Felix så lidt på hende og trak på skuldrene. "Du ligner ikke en der ligefrem træner nu." Han smilede lidt og satte sig i sneen, lige i tid til at hun pegede kniven imod ham. Han sænkede den med en finger og smilede blidt til hende med et mildt hovedryst. "Jeg vil dig virkelig ikke noget ondt. Mit navn er Felix, søn af Eros, og dig?" Han rakte en hånd frem for at hilse venligt. Hun virkede så kold og afvisende, men han havde lært det for det meste betød man manglede folk der tog sig af en. 
Han vippede lidt med hovedet og så kort ned i sneen da hun spurgte ind til have han havde frygtet at møde. Efter at have tilbrangt så lang tid i lejren, og at han var her hele året, var det ikke kunne gode bekendtskaber han havde. "Ares børn. De har åbenbart besluttet sig for at hade mig, jeg ved ikke lige hvorfor. Specielt når man tænker på deres far er far til min far, ikke?" Han lo blidt og smilede opmuntrende. Han lod det ikke gå ind, han vidste godt mange folk havde fordomme om hinanden og guderne. Det var ikke nyt for ham. Han kunne ikke lade det gå ham på. 
"Du virker lidt anspændt. Nogen der har gjort dig noget? Noget du vil snakke om? Kram?" Han smilede og åbnede sine arme for at tilbyde et kram. Han synes selv det hjalp på meget, at have en tæt på og mærke der var en der kunne lytte nogen gange.

"Jeg benyttede mig af hjernegymnastik. Det kræver at man har en hjerne, så det er noget de fleste i denne lejr ikke sætter pris på." svarede hun ham køligt. Kalomira var faktisk en utroligt intelligent pige. Hun havde en meget naturfaglig og matematisk indstillet hjerne og kunne løse selv nogle af de sværeste matematiske gåder. Desværre havde hun ingen forstand på mennesker og halvguder, og det kom til udtryk hver gang, hun kommunikerede med andre personer. Hun hævede et øjenbryn, da drengen sænkede hendes dolk. Hun tog ikke drengens hånd, da han rakte den frem. Hun kiggede på den et øjeblik, men lod dernæst sit blik glide mod hans ansigt. "Datter af Demeter, jeg er Kalomira, siden vi nu udveksler oplysninger." svarede hun drengen Felix. Hun fnøs lidt af drengen. "Ares børn? Godt nok er Ares den brutale og krigeriske Gud, men det betyder ikke at hans børn er det. De af dem, som jeg har mødt, var i hvert fald intet at snakke om. Men selvfølgelig, hvis du er alene, har du vel en grund til at føle dig truet af dem." sagde hun til drengen, og lod sine kolde øjne betragte ham. Et lille smil spillede på hendes læber. I dét han åbnede armene og tilbød hende et kram og en samtale, lod hun lynhurtigt sit lille fine knivsblad fare truende op mod hans hals, og standsede lige under kæben, inden at kniven kunne nå at skære drengen. "Det kan sagtens være, at du ikke vil mig noget ondt, men hvis du så meget som berører mig eller min dolk igen, så får du større problemer end Ares børn, er det forstået?" hvislede hun, inden at hun sænkede kniven igen, stadig med blikket rettet direkte mod drengen og et truende smil. Mørket generede hende. Hendes bevægelser var en smule mere kejtede end normalt, men hun kunne i det mindste styre sin dolk. Heldigt for søde Felix.

Han nikkede lidt til hendes ord omkring det teoretiske i kamp. "Teorier er også meget fine at have, og beregninger, men de er ikke rigtigt det store værd hvis de ikke virker i praksis, vel?" Helt uskyldigt smilede han til hende og trak på skuldrene. Han ville ikke irriterer hende, men hun virkede så ensom og det var synd for hende. Uanset hvor meget hun mente hun var bedre end Felix, havde hun ikke fortjent at blive vendt ryggen. Han så ned på hans våben i sneen, men hurtigt op igen da hun præsenterede sig. "Demeter... Kalomira." Han tænkte lidt over det, og kunne ikke komme i tanke om at have hørt om hende, eller havde særligt meget kendskab til Demeter. 
Han løftede hovedet en smule da kniven var imod hans hals. Det gik for hurtigt til at han kunne nå at blive bange. Hans øjne søgte over på hende og hans blik ændrede sig til noget medlidende. "Kalomira du skal ikke forsvare dig overfor mig. Jeg gør dig virkelig ikke noget. Jeg blander mig ikke i noget du ikke vi snakke om, jeg gør dig ikke noget." Han smilede lidt og løftede sine hænder for at vise han ikke havde nogen intentioner om at gøre hende noget. Han lagde hovedet på skrå og så analyserende på hende. Hun var langt fra venlig eller rar, men der var alligevel noget over hende han godt kunne lide. "Jeg rør dig ikke, men må jeg spørger dig om noget?" Han rykkede sig lidt for at sidde bedre og smilede opmuntrende igen. Han ventede ikke til at hun kunne nå at afslå. "Du virker god til at støde folk fra dig. Hvordan gør man? Jeg mener, slipper for folk? Jeg har et par stykker jeg godt kunne leve uden." Forventningsfuldt lagde han armene om hans ben.

Hans ligegyldighed kom fuldstændig bag på hende og hun sænkede roligt dolken med et fnys og en irritabel snerren. "Mine teorier fungerer altid i praksis." svarede hun kort, inden hun rystede på hovedet. Hans medlidende blik irriterede hendes øjne og hun kiggede væk fra ham. Lod ham sætte sig til rette. Hun var direkte vantro. Forstod denne halvgud ikke hvad en afvisning var? Åbenbart ikke, for så havde han smuttet for længe siden. Hvis hun ikke kunne få ham væk herfra, forstod hun simpelthen ikke hvordan Ares børnene kunne. Måske burde hun snakke noget mere med dem? Hun forstod i hvert fald godt hvorfor, at de fandt ham irriterende. "Jeg forsvarer mig langt fra for dig. Du udgør ikke ligefrem nogen trussel. Du overtræder bare min personlige grænse. Jeg håber for din egen skyld, at du ved, at det er under eget ansvar, at du nærmer dig mig." svarede hun. Han var som en irriterende flue, som man konstant forsøgte at klaske, men bare ikke gad falde ned på jorden og ligge stille. Da drengen sagde, at han ville spørge om noget, og ikke ligefrem ventede på hendes reaktion, hævede hun øjenbrynet. Hun fik med det samme spørgsmålet smidt i hovedet. "Jeg er åbenbart ikke dygtig nok til at støde folk fra mig. Du er her stadig, ikke sandt?" sagde hun med et sukkersødt smil, og stak dolken hårdt ned i jorden. "Tilgengæld for dit spørgsmål, ønsker jeg at stille dig et: Skulle du ikke træne?" sagde hun koldt. "Jeg mente faktisk, at jeg ikke bryder mig om selskab. Det ville desuden klæde dig, at du ikke brugte din stemme så meget." tilføjede hun og sænkede sit øjenbryn, inden at hun lod sit blik vige mod horisonten. Lod blikket løbe langs dets kant.