En ny i hytten! (Felix)

Han lå i sin seng på første etage. Hytten var nu ret så åben, trappen var placeret midt i rummet og gik op til den næste etage på hytten, hvor der mest blot stod en masse senge. At leve alle undergudernes børn i en hytte var lidt trangt og til tider kunne han ønske nogen forsvandt eller færre kom til lejren. Folk larmede, rodede i ens ting, lugtede...Selv om han var barn af Eros, følte han ikke specielt stor kærlighed til at være så mange i en hytte, specielt ikke med så mange af så forskellige forældre. Nogen gange ville han ønske Eros gjorde sig fortjent til sin egen hytte eller at han bare havde været barn af en af de 'større' guder. Men ak nej, har lå han!
Og det gjorde han netop fordi her ikke rigtig var så mange nu. De fleste var i gang med pligter eller træning eller missioner...Så han kunne gemme sig i hytten og netop undgå alle de samme ting. Han trak vejret dybt og lukkede øjnene. Armene var samlet bag hans nakke og hans ben lå over hinanden, som han let lå og rystede den ene fod frem og tilbage.
Han var iklædt en simpel skjorte og nogle lidt løse shorts. Skjorten var åben og afslørede hans ikke ligefrem totalt muskuløse overkrop, men alligevel var han slank nok til at have en pæn overkrop. Halskæden hvilede om hans hals og var ganske åndssvag, men på havde han den jo altså! De ti perler. De ti perler der fortalte hele lejren at han havde været her i ganske lang tid. Han forstod ikke ideen bag halskæden. Selvfølgelig kunne man kende de nye fra alle andre, men alt i alt skabte det kun grobund for at gøre nar ad hinanden. "Ih, du har kun været her i to år, du ved intet"...Eller omvendt. "Du har været her i 10 år, du tror nok rigtigt du ved alt!"...Åh ja, han kendte typerne. Hans ene hånd gled fri af hans anden hånd og begyndte at nulre ved halskæden, mens han blot lå med lukkede øjne og slappede af. Et lille smil gled over hans læber. Ja, alt i alt havde han det jo fint nok her. Han kunne drive den af hele dagen, med lidt held.

Normalt lå hans pligter til i at træne og hjælpe med at sørge for hele lejren virkede passet og plejet. Men for det meste tog alle de andre sig af det og hvis folk endelig kom for at sætte ham i arbejde, snød han sig gerne fra det. Nogle af lærerne kendte til hans evne - Og efterhånden måske ligefrem det meste af lejren - men de færreste kunne beskytte sig mod den. Undtagen lærerne, der virkede til at have en fælles hemmelighed om hvordan de skulle undgå det. Han sukkede svagt. Ja, han skulle ikke længere tilbage end i går, hvor han fik en lettere omgang skæld ud for det. Blablabla...
Han tog halskæden i munden og tyggede let på perlerne, uden at ødelægge dem, før hans hånd igen gled om bag nakken på ham. Han åbnede øjnene, så dejlig grå de var, og så op mod loftet, hvor nogle drømmefangere hang. Hjemmelavede. De fleste med små fjer og farvede bånd af forskellige slags. Nogen havde også perler i sig eller ligefrem muslinger, han havde fået af børnene af Poseidon i sin tid. Måske fordi han havde erobret en af deres piger den sommer. Det var i hvert fald hende og hendes søstre der kom gående med en lille pose perler og muslinger, han havde brugt til nogle af sine drømmefangere. Han elskede drømmefangere. Så simple, så smukke, og så skulle de tage ens dårlige drømme. Om de virkede eller ej kunne så altid diskuteres, men han nød i hvert fald at se på dem. Han lukkede øjnene igen og overvejede at sove lidt. Eller måske skulle han lige frem liste sig udenfor og nyde det gode vejr lidt.

På vejen gennem lejren fik Felix ikke rigtigt noget at vide. Alt foregik så hurtigt, og når nu det ikke var hans modersmål der blev snakket var det ikke ligefrem let at følge med når man oven i købet lige var blevet hvirvlet ind i en verden af guder og underlige væsner og ikke mindst monstre der prøvede at dræbe ham bare fordi hans far åbenbart var en stor kanon. Han var i hvert fald gud. Det hele var sådan lidt svært at begribe og forstå. Der var heller ikke meget han havde fået med da han stod foran hytten til undergudernes børn og hans guide forsvandt. De spørgsmål han havde nåede han ikke engang at overveje at stille. Hvad skulle han stille op? Nu stod han her og hvad så? Havde han søskende? Fortvivlet så han efter sin guide, men hun havde hurtigt været væk i mængden så nu var han på egne ben.

Med et tungt og lidt vemodigt suk gik han ind i hytten. Der var få folk men de var ikke i nærheden af der han kom ind. Der var til gengæld en del senge og han havde ingen anelse om der var nogen ledige eller hvor han skulle sove. Alt var lidt noget rod, og med hans generthed over hans accent når han snakkede blev det ikke let at spørge om hjælp uden at stamme og snakke åndssvagt langsomt i frygt for at de andre ikke kunne forstå ham. Kunne der ikke bare være en lejr i Frankrig også, eller bare europa. Men selvfølgelig var det her lejren lå, alt for langt væk fra alt han kendte. 

Drengen tættest på var en fyr der var ældre end ham, uden tvivl, og med en meget åben skjorte. Det Felix' bedste bud på en der måske kunne guide ham. Han tog en indånding og gik hen imod ham, men ikke for tæt på. Folk havde en privatsfære, det havde han lært på den hårde måde. "Ehm... U-undskyld, men kan du hjælpe mig?" Gud hvor han hadede at tale andre sprog end fransk. Han lød jo forfærdelig når han prøvede at udtale ord der ikke var franske. "J-jeg er ny." Felix så ned, ikke helt glad ved situation. Faktisk rigtig lidt glad ved det.

Han trak vejret dybt og gled dybt ned i sin afslapning...
Da det lød som om nogen kom ind. Og ikke bare kom ind, men endda op af trappen og op til ham. Men det var først da nogen snakkede til ham, at hans ene øje gled på klem og landede på drengen.
Han havde regnet med det blot var nogen fra hytten der var kommet tilbage, men her stod der en ny fyr. Accenten var tyk...Hvad mindede den ham om? Et sted i Europa, han ikke lige kunne huske navnet på. Uanset hvad lød det lidt sjovt og gjorde nogle af fyrens ord næsten utydelige.
Han åbnede begge øjne og så lidt på fyren, før han endelig satte sig op med et lille støn, fordi han pludselig skulle bruge sin ellers totalt afslappede krop. Det var jo ikke uden at pleje den, ens krop blev så pæn!
Han så op på fyren igen og sukkede svagt, før den ene hånd gled glattende over hans hår. En ny fyr og selvfølgelig var han den eneste til at stå her og tage imod ham. Denne forvirrede skikkelse af en dreng, der snakkede sjovt.
"Så, øhm..." startede han ud, før han så op på drengen igen og vedblev at gøre det.
"Duu...Skal bo her eller hvad? Eller er du bare vandret ind i en eller anden hytte?" spurgte han.
"Var der ikke en guide eller vejleder?" Hvor var de folk, når man skulle bruge dem mest? Det var ikke hans ansvar at vise en ny på plads. Han var sikkert barn af en af de andre alligevel. Så mange børn havde Eros heller ikke, trods han efter sigende skulle være ganske...fornøjelig.
Hans bare fødder hvilede på det kølige trægulv. Hytten var varm, men stadig køligere end udenfor. Han havde boet her i flere år og burde faktisk kende en del til stedet, så det var jo ikke fordi han ikke kunne hjælpe drengen. Han rejste sig dog ikke. Hvorfor gøre den anstrengelse, hvis han kunne vente lidt og se om det overhoved var nødvendigt han rejste sig op?
"Så, hvem er din mor eller far?" spurgte han. Drengen kunne lige så godt vænne sig til det...Alle ville spørge om det, konstant, til folk kunne det udenad. Det var relevant. Nogen hade eller elskede folk, ud fra deres forældre. Ens forældre havde betydning for hvilken bord man sad ved eller hvilke evner man havde. Det var simpelt ikke noget man kom udenom!

Felix så lidt usikkert på fyren han havde opsøgt. Måske var det slet ikke en god ide. Måske hørte han ikke til her. Men han kunne ikke rigtigt bare skride nu og det var jo her han var blevet ført hen af sin guide. I det mindste talte fyren ikke så hurtigt, så han var i det mindst lettere at forstå. Alligevel tøvede han inden han snakkede. Han var jo vist herhen så han var gået ud fra det var her han skulle være. 

"Øhm. Jeg blev vist, eh.. her hen." Han hadede det her så meget, han kunne jo ikke snakke hurtigere end et barn der var ved at lære at tale på det her åndssvage sprog. Han savnede allerede alle sine venner der kunne forstå ham, selv når han vrøvlede. Han så tilbage hvor han kom fra da drengen han snakkede med spurgte om en guide. "Hun gik." Super fed sætning han fik kontrueret der. Mentalt slog han sig selv. Hans blå øjne søgte igen ned i gulvet. Han følte det helt forkert bare at kræve en fremmed ville hjælpe ham. 

Hans blik fandt dog hurtigt op i drengens igen da der blev spurgt til hans forældre. Det var da en af de få ting han vidste i den her lejr. "Jeg er søn af Eros." For første gang smilte han lidt. Det at have en gudeforældre betød trods alt at han hørte bare lidt til. Det gjaldt så bare om at fyren han snakkede med også kunne lide børn af Eros, og det kunne han jo ikke vide på forhånd. Guiden havde snakket noget om lejer stereotyper, men han havde ikke fået det hele med. "Jeg kender inge-ingen. Jeg er ret... alene." Han bed tænderne lidt sammen og kunne egentlig helst tænke sig at sætte sig ned og holde mund til han faktisk kunne snakke et pænt og flydende sprog. Det var ikke noget der boostede hans allerede lave selvværd i den her lejr med ret trænede fyre og alt for pæne piger.

Drengen snakkede langsomt og sjovt, det kunne ikke benægtes, men alligevel følte han ikke for at håne drengen for det. Man blev født hvor man gjorde og når man så hørte til en halvblodslejr som denne, var det bare ærgerligt. I det mindste snakkede han da lidt forståeligt og det var vel det vigtigste. Han kunne stadig ikke placerer hvilket lang det faktisk var drengen kom fra...Men det kunne han helt sikkert spørge om. På et tidspunkt. Når han gad.
Herhen. Så han skulle bo er og guiden var bare gået. Det var jo simpelthen så perfekt! Og hvis ikke han havde været hjemme, var drengen endt i en tom hytte uden at være meget klogere. Og hvem udvalgte disse guider? Det kunne være han skulle gå op og brokke sig over det senere. På den anden side skete det ofte. Alle havde på et tidspunkt været nye, men med tiden var det som om man glemte hvordan det var. Selv huskede han det næsten ikke, men det hang nok også sammen med chokket over at miste sin mor og nyheden at der fandtes guder og monstre.
Han sukkede svagt og rejste sig op. Det virkede til der alligevel var brug for han brugte lidt energi.
Det var først da drengen afslørede hans forældre var Eros, at han stoppede overrasket op foran drengen og blot stirrede på ham.
Var det en joke?

Ud af det blå fløj hans hænder frem og lagde sig på drengens skuldre, kun for at ryste ham en smule.
"Eros, siger du? Så er vi jo i familie! Han er også min far, ser du. Fantastisk! Jeg frygtede lige du var endnu en af de..." han stoppede sig selv. Ivrig havde han sluppet drengen og begyndt at fjerne genstande fra sengen ved siden af sig og smide dem over på en anden, ledig seng. Så trak han let på den ene skulder.
"Nu skal jeg jo ikke sige en masse om de andre. Lad os bare sige...Her i hytten bor vi alle sammen. Vi bor sammen med børn af andre underguder. Mere værd er vi så heller ikke...Det kan blive lidt trangt og til tider kan man blive lidt uvenner..." han begyndte at glatte sengen, så den så ud som ny. Så rettede han sig op med et stort smil. Han tænkte slet ikke over om han snakkede lidt for hurtigt, nu, hvor han var mere ivrig og engageret.
"Se nu her...God som ny...Her kan du sove! Så sover vi tæt på hinanden. Jeg tror det er vigtigt vi søskende holder sammen. Hvor er du egentlig fra? Din accent...Ah...Den minder mig om noget, men jeg kan virkelig ikke huske hvad..." Han kom lidt ned i tempo igen og så tænksomt frem for sig et øjeblik, før han igen trak lidt på den ene skulder.
"Og hvad sagde du dit navn var?" spurgte han, da det gik op for ham de slet ikke havde præsenteret sig for hinanden endnu.

Felix var ved at får et hjertestop da drengen pludseligt stod op og havde fat i ham. han så overrasket på ham med et lidt usikkert smil da han blev rusket lidt. Da han igen blev sluppet kørte han en hånd igennem sit hår og så på det der åbenbart var hans storebror. Det var helt underligt at tænke på at de to, der aldrig havde haft noget med hinanden at gøre, var brødre. 

Drengen begyndte at snakke ret hurtigt så Felix brugte al sit fokus og energi på at forstå hvad der blev sagt så han lignede nok mest en der bare stod og stirrede på sin nye bror. Han rettede sig dog lidt op da drengen så på ham igen og smilede. Han var positivt overrasket over skiftet den her dreng havde haft og følte sig pludseligt ti gange mere hjemme i den her hytte, selvom han jo stadig var fremmed til alting. Han så på sengen og smilede lidt genert. Han havde ryddet sengen bare fordi de var brødre og mente de skulle holde sammen. 

Hans opmærksomhed blev dog hurtigt flyttet til spørgsmålene. "Eh, jeg er fra Frankrig. J-jeg prøver at snakke tydeligt." Han trak lidt på skuldrene og sukkede lavt. Forhåbentligt ville hans accent blive mindre tydelig med tiden, men han kunne jo ikke være sikker på det. "Og mit navn er Felix Bessette. Og du?" Han smilede venligt og satte sin taske ned ved sengen. "Tak for sengen, forresten. Det.. er rart at have nogen at hører til." Han smilede ret glad til sin bror og var ikke helt sikker hvad han skulle gøre ved sig selv, om han skulle sætte sig eller bare stå eller hvad han skulle. Han endte med bare at fumle med hænderne og så smile op til sin storebror.

Han så lidt på sin halvbror, der for et øjeblik blot så ud til at stå og stirre. At være ny, at få hele sit liv vendt op og ned på den måde, skabte forskellige reaktioner hos folk og ved denne dreng var det åbenbart det at stirre. Det faldt ham slet ikke ind at han måske havde talt for hurtigt, i stedet slog han let ud med armene mod sengen. Selvfølgelig havde der været andre børn af Eros, de var der også, men han snakkede ikke så meget med dem. Han burde måske, et sted ville han gerne, men...Ja. Nu havde han i det mindste en lillebror at tage sig af og det var måske meget godt. Han så lidt på Felix. Frankrig...Så kom han jo langt væk fra! Selv kom han her fra USA, fra en lille by der lå et godt stykke herfra. Hans hånd gled igennem hans hår for et øjeblik, før han glattede det igen og smilte til Felix.
"Du snakker fint nok. Med træning skal du nok blive bedre!" forsikrede han, selv om han et eller andet sted vidste at nogle af børnene her ville drille ham med det. Især dem fra Hades kunne være lidt strenge en gang i mellem, hvis de endelig blandede sig. Ares var heller ikke de sødeste, men det var nok mere fordi de var så konkurrencepræget. Til sidst trak han let på den ene skulder og gjorde tegn til at om de skulle gå udenfor med den ene hånd.
"Mit navn er Nolan Deering. Jeg har været her de sidste 8 år, jeg bor her fast" svarede han, før han selv gik ned af trappen og mod døren.
"Som din storebror, og en ældre beboer her, er det mit ansvar at sørge for du kan finde rundt og føler dig lidt hjemme. Skal vi gå ud og kigge os lidt omkring?" foreslog han, da han vendte sig om mod Felix og slog let ud med armene, som han gik baglæns mod døren. Pludselig følte han sig fuld af energi. Felix skulle da se det hele og møde...Ja, de få han selv brød sig om! Det faldt ham slet ikke ind at knappe sin løse skjorte, der mere eller mindre flagrede om ham, som han gik.

Felix smilede lidt til ham og begyndte at føle sig lidt mere som sig selv nu hvor han stod og snakkede med en, og han ikke stod alene uden at vide hvad han skulle gøre. Desuden var den her dreng meget venlig og hjalp en del på Felix' nervøsitet omkring det her. Specielt det at drengen mente hans sprog nok skulle blive bedre gjorde ham glad. Lige nu var det noget af det han bekymrede sig mest om. 

Da Nolan gjorde tegn at de skulle gå skyndte han sig at smide sin taske hen til sin nye seng inden han fulgte med Nolan for at hører efter hvad der blev sagt. Alt der blev fortalt om lejren var vigtigt og kunne sikkert svarer på de spørgsmål han aldrig fik givet sin guide. Siden drengen sagde han havde været her i 8 år måtte han jo vide alt om stedet om halvguderne og alle de væsner der rendte rundt her. Det var et godt valgt han havde taget ved at spørge lige præcis den her dreng. 

Han løftede sine øjenbryn da Nolan slog ud mod armene. Han smilede stort med et nik, klar til at lærer alt om sit nye liv. "Gerne! Jeg har en del... spørgsmål. Og det ville være rart at kunne finde rundt." Han lo lidt og trak på en skulder og fulgte stadig med sin bror, nu bare meget mere ivrig og mindre tøvende. Hvis Nolan havde været her så længe kendte han jo stort set alle, og hvis Felix så holdt sig til ham ville han måske ligne en ny, forvirret, lille dreng mindre. Det var et spinkelt håb, men det var der.

Som Felix fulgte med, vendte han sig rundt og forlod hytten. Det var som at træde igennem en mur, som varmen slog imod ham, da han trådte ud af hytten. En let vind kølede ham heldigvis ned, men stadig var det lidt varmere end han brød sig om. Han svedte nemt og fik det hurtigt for varmt, derfor krøb han altid rundt i skyggen for at have det så behageligt som muligt. Hans blik gled op mod himlen, før han gik mod midten af alle hytterne. Her slog han let ud med armene igen, før han snorede rundt.
"Dette er alle hytterne. Du kan stort set se på dem hvilken der hvis. Den blålige med alle de der fisketing og muslinger er f.eks. fra Poseidon. De derovre er fra Afrodite, de er ret...Klistrende...Hvis du kommer for tæt på. Men de giver god opmærksomhed og er helt fantastiske at bruge en nat med! De der er fra Ares og de der fra Hades. De kan godt være lidt hårde eller ligeglade. Ares går jo op i krig og Hades er bare...Hades. Du ved...Ikke altid en sød fyr...Resterne skal du nok lære at kende!" forsikrede han og trak let på den ene skulder.
"Du kender vel det store hus...Det så du nok på vej ind. Har du set vores spisehal? Halen hvor vi holder møder og spiser?" spurgte han, men uden rigtig at vente på svar, begyndte han at gå mod stedet. Hans blik gled rundt, som han håbede at undgå nogle ubehagelige typer. Det skulle lige passe nogen kom efter dem nu her.
"Du nævnte du havde spørgsmål?" spurgte han og så mod Felix igen med et smil.

Nolan sendte Felix et åbent smil, før han lagde armen om skuldrene på drengen og hev ham med sig. Visse folk var udenfor og så på dem, nogen med overraskelse, nogen var blot ligeglade. Andre næsten stirrede efter dem, som om de prøvede at gennemskue noget eller ville huske deres ansigter for evig tid. Nolan var lidt van til det. Visse folk blev så sære, når de fandt ud af de var halvguder. Arrogante, til tider. Bedrevidende. Andre forblev venlige og hjælpsomme. Igen virkede det til at komme an på folks forældre, som tydeligvis påvirkede folk i en bestemt retning. Eller måske var folk virkelig født sådan? Det vidste han ikke helt.
15 var en almindelig alder at interesserer sig for både piger og drenge. Nolan selv havde været aktiv fra en tidlig alder, men han havde end ikke overvejet hvor gammel Felix var. Blot fandt han det yderst normalt at snakke om den slags og selvfølgelig ville han da guide sin bror på det område, når det blev aktuelt!
Han satte kursen væk fra hytterne og mod spisehalen. Han trak let på den ene skulder og slap Felix igen.
"Vi laver...Det man nu har lyst til, tror jeg. De fleste træner. Træner, træner, træner. Løb, lege, våben, kamp, evner. Alle de ting træner folk ud i en køre. Det er så trættende at se på! Så får hver hytte nogle pligter de skal overholde. Vi hjælper alle til i lejren. Lave mad, rydde op...Sådanne ting. Og så er der missioner. Når man bliver god nok, sender de nogen gange folk ud på små missioner...Bekæmpe nogle monstre og den slags. Eller indsamle ting eller...Et eller andet. Og så er der enkelte timer i historier, i guderne og de ting" Det var tydeligt at høre at Nolan ikke rigtig gik op i detaljerne angående de ting, eller måske ligefrem ikke kendte til detaljerne, selv om han havde været her så længe. Og sandt nok prøvede Nolan mest at undgå tingene og lave de ting han selv ville. Selv havde han jo deltaget i lidt af hvert, selv om han faktisk aldrig deltog i en mission. Han deltog dog gerne i legene, som fang flager, der var ganske underholdende. Måske fordi selv han, der ikke var god til kamp og at håndterer våben, også kunne deltage.
"Du finder tids nok ud af hvad man kan lave her!" forsikrede han overbevisende.
"Sig mig, lillebror. Ved du hvilken evne du har? Har du overhoved udviklet nogen?" spurgte han nysgerigt. De fleste udviklede deres evne på forskellige tidspunkter, men det havde stort set altid noget med ens gudeforældre at gøre. Enkelt opdagede dog næsten ikke deres evner, fordi de var så små og normale eller ligefrem sent udviklede.

Felix fulgte nøje med i hvad der blev sagt, det var trods alt hans nye liv der blev snakket om. Det lød nu ikke helt lovende. i forhold til al det med kampen og rigtig lidt praktisk arbejde som rengøring og næsten ingen skole. Han følte sig ikke sådan rigtigt egnet til stedet, men han havde fået at vide at detvar bedst her og at han ville lære at være som de andre halvguder, hvad end det så skulle betyde. Al træningen bekymrede ham dog. I menneskenes verden havde han fået rigeligt med tæsk, at der nu blev blandet sværd, rustninger og krigeriske halvguder ind i det gjorde det langt fra bedre. Gad vide om halvguder havde 9 liv som katte? Han ville i hvert fald få brug for det. 

"Laver vi ik' andet end at træne? Hvis man.. Ikke kan slås?" Han så lidt tøvende op på sin bror. Det var jo ikke fordi han fysisk ikke kunne, men mentalt hang det lidt det der med at skulle gøre andre ondt. Hvis han nu kunne spare sig selv dén ydmygelse, i hvert fald bare i starten til han havde fået et par venner, så ville det være perfekt, men noget sagde ham at han ikke var helt så heldig. 
Han rynkede brynene da han nævnte evner. "Hvilke.. evner? Er det noget man normalt har? Hvad har du?" Han så forvirret op på Nolan og havde slet ikke hørt evner være nævnt før. Han kunne ikke noget hvad han vidste af, ikke noget specielt i forhold til andre i hvert fald. Han bed sig i læben og tænkte at det sikkert bare ville gøre træningen endnu sværere hvis man bare var helt normal. "Er der slet ikke.. skole?" Felix så lidt bekymret rundt. Nej han var ikke bogligt stærk, men han elskede at lære nyt.

Åh ha...Felix virkede som den lidt mere kedelige type, hvor han selv var lykkelig for en god fest. Hans hånd gled igennem hans hår et øjeblik mens han trak vejret dybt og beroligede sig selv. I det mindste havde han en lillebror han kunne snakke med, håbede han!
Hans arme gled om bag nakken på ham, som han strakte sig lidt, da de nærmede sig spisehalen. Han slog let ud med den ene hånd, da han trådte op på det plateau der udgjorde spisehalen. Der var ikke rigtig nogen mure, men der stod masser af borde og bænke, foruden et stort bål de kunne varme mad ved.
"Her spiser vi!" kommenterede han, men han var allerede på vej videre. Ud fra Felixs spørgsmål, vidste han præcis hvad han skulle vise ham som det næste!
Han grinte let og lagde en hånd på Felixs skulder, som han hev drengen med sig.
"Jeg kan heller ikke slås. Jeg er så dårlig til det. Men der er andre aktiviteter, det vil du snart opdage!" lovede han. Måske lå det til familien, ikke at være god til kamp?
Han så lidt på Felix og trak let på den ene skulder.
"De fleste har en evne, ofte en der har forbindelse til den gudeforældre man har. Min er overtalelse..." han gik om bag Felix og lagde en hånd på begge af hans skuldre, før han bukkede sig ind mod ham, så hans mund var lige ud for Felixs øre.
"Jeg overtaler folk...Til absolut hvad som helst. Vil du prøve?" Hans stemme blev blød, næsten kælen. Hans evne fungerede igennem charme og dem, der blev udsat for den, mente ofte Nolan var absolut charmerende. Lige nu var det dog mest for at drille Felix, at han brugte den. Prøvede at overtale ham til faktisk at prøve hans evne. Han slikkede Felix på øret, før han slap ham igen med et lille grin. Nu måtte han jo være sød!
Han viftede let med den ene hånd, før han satte farten op, så de hurtigere kunne nå frem.
"Altså der er jo lidt skole, i forskellige ting. Mulighed for at træne, at øve sig og lære. Men jeg undgår dem helst så...Du må nok hellere spørge en af lærerne om det! De ved hvilke timer der er hvornår!" fortalte han.

Felix så overrasket rundt på stedet de spiste. Han prøvede at tage det hele ind på en gang da hans bror virkede til hurtigt at ville videre. Han prøvede at få et overblik, forstå hvor stort det var, hvor meget mad der var, og om der mon var faste siddepladser? Det virkede som et meget større sted end et man bare lige burde skæve til, men der var nok massere at se og massere Nolan ville vise ham. 
Han så op på Nolan der fortsatte med at snakke mens han blev ført videre. Et eller andet sted lettede det ham at han heller ikke var god til at slås, og det var nok endda ud fra halvgude standarder. Måske var han så ikke helt tabt eller forfærdelig. Måske lå nogle halvguders talenter bare andre steder? Han håbede det, for sværd og kamp var slet ikke noget han så frem til på nogen måde. 
Han blev lidt usikker da Nolan pludselig gik om bag ved ham. Det var som om at så snart Nolan begyndte at snakke var det ikke helt så slemt alligevel og han smilede en smule. Han var egentlig fristet til at sige ja til at prøve hans evne. Han skulle til at åbne munden for at sige ja da Nolan slikkede han på øret og fortsatte. Han lo lidt og rystede på hovedet inden han hurtigt fulgte med. "Nej sådan noget kan jeg ikke. Desværre. Men jeg ville gerne kunne!" Det måtte være fedt at kunne få folk til at gøre lige hvad man ville. Evner som den ville han gerne udvikle. 
Han satte også farten op og lyttede interessant til det med skolen. "Det lyder rart. Jeg er bedre til bøger end slåskampe. Eller.. Til opgaver og indlæring. Hvad bruger du mest tid på? Eller hvad kan du bedst lide?" De havde jo samme far, så måske lavede han ting Felix også ville kunne lide. Det ville være super skønt hvis de to kunne bruge noget tid sammen. Han vdiste godt han sikkert havde flere halvsøskende i lejren, men nu var Nolan den første og den der havde taget sig af ham fra starten, så det var nok lidt ham der hang på Felix nu.

Hans blik gled over på Felix, for at se om han kunne følge med. Måske gik han for hurtigt alligevel?
Han nød at drille drengen og med deres nye relation til hinanden, skulle Felix nok forvente at blive drillet en del. Et lille smil gled over ham, som drengen virkede en smule paf. Uden at vide det, havde han brugt evnen på ham.
Han trak let på den ene skulder. Den evne gjorde det muligt for ham at blive væk fra pligter og timer, uden nogen kom og skældte ham ud. På det punkt var det ganske praktisk, selv om Felix næppe havde samme mulighed. Men ud fra det drengen sagde, virkede det også som om han havde fået en nørd til bror. Han trak vejret dybt.
”Du udvikler nok din egen evne på et tidspunkt!” mente han. Ja, det ville i hvert fald være kedeligt at have en bror helt uden den slags ting.

Klatrevæggen kom tættere og tættere på, til de næsten stod lige foran den. Nolan gik helt over til væggen. Der var ikke mange der klatrede på den lige nu, dog var der nogen der både stod eller sad på jorden og andre der var begyndte at klatre eller lige frem var tæt på toppen. Nolan elskede at klatre og hans blik gled op af væggen et øjeblik, før han så tilbage på Felix.
”Der er andre aktiviteter end kamp. Man kan også træne andre færdigheder, som f.eks. klatring” fortalte han og klappede kortvarigt til væggen, før han slap den og trådte lidt væk, så han ikke risikerede at få en i hovedet, hvis nogen valgte at hoppe ned med hjælp fra sikkerhedsselen.
”Jeg bruger mest til på forhindringsbaner og klatrevæggen her...” han bukkede sig ind mod Felix, som han var gået helt tæt på ham igen. Til sidst var hans mund næsten helt ud for hans øre.
”Jeg gider ikke pligter og timer, så dem undgår jeg” Så trak han sig væk igen og med et lille smil, klappede han Felix lidt hårdt på den ene skulder.
”Kan du lide at klatre?” spurgte han højere, som om han slet ikke lige havde indrømmet han snød sig fra det meste.

Felix så op på ham og smilede lidt. Han håbede nu Nolan havde ret. Evner ville være rare. Når han nu ikke var stærk fysisk kunne noget som de her evner Nolan snakkede om måske opveje det en smule. Han håbede i hvert fald, for at se frem til en masse år i den her lejr ved bare at være boksebold for de andre var ikke en fremtid han sådan lige havde håbet på. 
Han så op på den store klatrevæg de kom i nærheden af og løftede overrasket øjenbrynene. Den var meget høj, men det gjorde ham ikke så meget. Højdeskræk havde aldrig været en ting for ham. Han elskede faktisk højder og et eller andet sted ville han faktisk gerne prøve den klatrevæg lige nu hvis han kunne. Der var én fordel ved at være skravlet som ham, og det var at han ikke skulle løfte ret mange kilo hvis han f.eks. skulle op af en væg som den her. Han så spændt på sin bror og lyttede til hvad der blev sagt selvom han bare så gerne ville prøve den her klatrevæg lige nu. Alligevel ville han ikke til at tigge om alt muligt nu han var helt ny. 
Han var igen usikker da Nolan igen lænede sig imod ham. Sidst havde han følte sig lidt underlig, og det gjorde han også den her gang. Men mere som om.. De her aktiviteter måske kunne være sjovere end skole. Han var nu ikke sikker. 
Han gik næsten i knæ da Nolan klappede ham på skulderen og så op på ham. Han lyste op med det samme og følte sig pludseligt ikke så genert og ny da han blev spurgt om han kunne lide at klatre. "Ja! Jeg elsker at klatre. Jeg elsker højder." Han så ivirgt op af væggen. "Jo højere jo bedre, hvis du spørger mig. Der er bare noget over at være højt oppe og kunne se ned på resten af verden, ikke? Jeg mener.. Så er man væk fra det hele og det hele virker overskueligt." Han stoppede sig selv inden han gik helt i selvsving i en talestrøm. Det var en dårlig han havde og måtte stoppe sig selv i en gang i mellem. Han så på Nolan med et lidt usikkert smil. "Pardon.." 

Nolan så tilbage mod klatrevæggen, mens Felix gik helt i selvsving over præcis hvor meget han elskede det. I så fald var det en ting de havde tilfælles og fra toppen af væggen kunne man få et ret godt overblik over det meste af lejren, på en god dag. Og i dag var det da en god dag!
Han så tilbage på Felix med et skævt smil og gjorde tegn imod væggen.
"Jamen så lad os klatre! Jeg elsker det også og det vil spare os fra en masse, hvis jeg bare kan vise det for dig deroppe fra!" kommenterede han. Ja, det var at springe over hvor gærdet var lavest, men det var nu en gang den slags han gjorde mest.
Han gik over til væggen og tog en af de ledige seler. De fleste fik nogle venner til at holde dem, mens de klatrede, men fordi væggen var så stor, var der også nogle mere automatiske seler, så man ikke behøvede at have venner til at stå og vente i en uendelighed. Han vidste ikke helt hvordan de fungerede, ved magi eller sådan noget måske, men pointen var de virkede. Erfarent krøb han ned i en sele og begyndte at stramme den om sin krop. Fordi hans skjorte var åben, kradsede selen ham lidt på det stykke bar overkrop som han havde.
Han sikrede sig selen virkede. Han trådte op på den bløde madras, der tog imod den, hvis man endelig skulle falde lidt. Han så sig over skulderen for at se om Felix var med og selv kunne komme i en sele, før han greb fat i væggen og var mere end ivrig efter at komme op af!
"Den der kommer sidst er en skildpadde og skal give mig massage det næste døgn!" Ikke fordi han kunne give sig selv massage...Men på den måde krævede det intet af ham, hvis han selv skulle tabe. Og med de ord hev han sig selv op, som han begyndte klatreturen. Hans blik gled op af væggen et øjeblik, som han planlagde sin rute, så han ikke risikerede at sidde fast et sted. Med bare fødder kunne han holdte ekstra godt fast, omend det samtidig også var ret belastende for dem.

Felix var ivrig efter den her udfordring. Han havde klatret et par gange derhjemme. Han havde lavet en del fysisk som klatring, gymnastik, svømning og andre ting der ikke var hold sport. Han var rigtig god til at holde sig for sig selv og havde derfor dyrket ting der ikke afhang af andre. 
Han var hurtig nok til at få selen på, han havde prøvet det før og tøvede ikke med at få den sat behageligt og strammet godt og sikret den var som den skulle være. Han så over på Nolan og var langt fra den generte dreng der knap turde snakke på grund af sin accent. Nu var han i nærheden af noget han elskede og kendte til, det hjalp rigtig meget til at han blødte lidt op. Da Nolan sagde hvad personen der kom sidst skulle himlede han med øjnene og mumlede noget på fransk med et smil om læberne inden han hurtigt kravlede op af væggen i hurtige bevægelser. Han havde aldrig været god til at planlægge en rute, han klatrede altid bare og satsede på det virkede som det skulle. Det gik hurtigt som det plejede. Han var i sin helt egen verden når han klatrede. Vinden mod hans ansigt, stenen der fandt deres egen vej ind i hans hænder og ind under hans fødder. Hans krop reagerede også på at være igang. Adrenalinen pumpede der bare gjorde at han klatrede hurtigere og tog flere chancer. Han holdt slet ikke øje på hvor Nolan var hende, alt i ham ville bare til tops. Han åndede forpustet og lettet op da han var ved toppen, hurtigere end han regnede med og han trak sig op og sidde på væggen og så ud over lejren. Detvar smukt og han kunne godt lide overblikket. "Wow. Det er smukt." sagde han lavt og kiggede efter Nolan.

Felix viste sig at være ganske god til at klatre - og hurtig! Nolan havde altid rost sig selv for at være god til det og han kunne da også godt følge med, omend han nok ikke var typen der faldt lige så dybt ind i noget som helst. I hvert gled hans blik til tider rundt, for at bedømme hvor mange folk der var, hvor langt Felix var og hvilken vej han skulle.
Til sidst endte det med at Felix var en anelse foran ham. Ikke at det slog ham af pinden, han smilte bare, som han selv nåede toppen, selv ganske hurtigt, som han havde været lige i hælene på Felix. De klatrende brødre, haha!
Han holdte sig oppe, før hans blik gled ud over udsigten, der rigtig nok var ganske fint i dag. Selv trak han vejret lidt hurtigere og varmen havde da også gjort sit for at få ham til at svede. Hvad han da også gjorde, som sveddråberne gled ned over hans tinding og gjorde hans åbne skjorte lidt våd.
"Haha...Ja, det er fint. Derovre er spisesalen. Derovre er hytten...Og det store hus er derovre. Så kan du se nogle af de andre steder..." Han pegede, som han nævnte nogle af de forskellige steder. De fleste, som f.eks. arenaen, gav lidt sig selv om hvad de kunne bruges til.
"Og det mørke i baggrunden? det er skoven. Der kan godt være lidt farligt og da du ikke kan slås, vil jeg foreslå du ikke går derind alene, specielt ikke om natten" sluttede han til sidst, før han så over på Felix igen. Det var rart, at have en brormand man kunne hænge lidt ud med.

Felix så over på Nolan og smilede. Han følte sig rigtig tryg her, sammen med ham. Det var rart at føle han var under nogens vinge og hvis der nu gik noget helt galt vidste hvem han skulle løbe til. Han så ud på lejren mens Nolan fortalt og så nysgerrigt på stederne han fik udpeget. Det der overraskede ham mest var hvor mange der var af halvguderne. Specielt ved arenaen kunne han se en del bevæge sig rundt og han var imponeret om hvor mange børn guderne havde formået at lave. "Er der ikke ret mange? Sådan.. I alt?" Han syntes det var overvældende. Han håbede da ikke han skulle til at lære dem alle at kende. "Holder man sig mest til sine egne, eller?" Han så spørgende op på sin bror og kunne genkende et par af sin søsters træk i sig selv. Hun spurgte ham også altid til råds og så op på ham når hun ventede på sit svar. Tanken fik ham til at bide tænderne sammen kort og se ned på resten af lejren igen i stedet for. Han havde ikke brug for at savne sin familie lige nu. 
Skoven fangede hans opmærksomhed men på en negativ måde. Det lød ikke som et sted han havde lyst til at være på nogen måde. "Hvis den er farlig, hvorfor er den så inde for barieren?" Han så usikkert på Nolan, og var tydeligvis skræmt ved tanken om den skov. Han var svag, ikke ret glad for mørke, og mest af alt en svækling. Det virkede ikke som et sted han ville opsøge på noget tidspunkt nogensinde.

Han grinte af Felixs kommentar og trak lidt på den ene skulder, så godt han nu kunne, som de hang der.
"Der er vel en del. Du vil hurtigt opdage mange kommer og gå som de ønsker, fordi flere af dem endnu har et liv uden for lejren. Familie, venner, andet skole. Eller bliver sendt op missioner. Kun få af os bor her hele tiden, så derfor er her mere befolket på visse tidspunkter end andre. Vinteren er f.eks. meget mere rolig end sommeren" svarede han roligt og lod selv blikket glide over mod den travle arena. Han havde selv besøgt arenaen en del i år, selv om hans motivation mere havde været at komme i snak med nogle af de hotte, der kun kom om sommeren.
Han var så optaget af tankerne om hvilke han havde været sammen med denne sommer, og hvilke han endnu godt ville score, at det var lige før han overhørte Felixs næste spørgsmål. Lidt forsinket så han over på Felix og sendte ham et stort smil.
"Undskyld, hvad?....Nåe!" Efter kun et sekund eller to, var det alligevel som om han huskede hvad der var blevet sagt.
"Altså det er forskelligt. Men mange føler en bånd med hinanden, fordi man trods alt er halvt søskende og ofte har nogle af de samme evner eller personligheder. Øhm...Afrodite! Nogle af de piger kan godt gå rundt i små grupper. Det kan være helt skræmmende. Det er som man selv syntes" svarede han og gjorde mere eller mindre tegn til om de ikke burde kravle ned igen?

Skoven.
"For udfordringens skyld. Man kan hurtigt føle sig doven her i den beskyttede lejr, men skoven minder os om der hele tiden er monstre i nærheden. Desuden er det ikke de værste...Jeg har hørt de er ret nemme at bekæmpe, hvis man ejer nogle evner inden for kamp. Mange tager ind i skoven og øver sig i at slå dem ihjel" svarede han, som var det noget af den mest naturligste ting i verdenen. Hvad det vidst efterhånden også var for ham?
"Der er en fest i aften ved lejrbålet. Børnene af festguden starter ofte fester. Du skal vel med?" uden at vente på svar, greb han fat i sin sikkerhedssele og begyndte at 'hoppe' ned.

Felix nikkede lidt og så ud over lejren igen. Han kunne egentlig godt lide at der var en del mennesker. Eller halvguder. Han kunne generelt godt lide folk, men mange på en gang virkede overvældende. Hvis man bare kunne tage det stille og roligt og lægge ud med dem man boede med, ville det måske ikke være så skidt. Nu havde han jo også Nolan der kunne hjælpe ham med at komme i kontakt med folk og måske kunne hjælpe ham når han havde brug for det. Selvom de ikke havde kendt hinanden længe var det lidt som om Felix allerede regnede med at Nolan var hans safe place. 
Han rynkede brynene kort da Nolan virkede spørgende om hvad Felix havde sagt. Han var lidt bange for det havde været hans accent der havde gjort det uforståeligt og han så kort ned, en smule skamfuldt. Det var ikke let at skulle kommunikerer på et andet sprog pludseligt, men Nolan fandt da ud af det og endnu en gang lyttede Felix. Han nikkede endnu en gang. "Og vi er ikke særligt mange, er vi?" Han gik ud fra at siden de delte en hytte med børn af andre guder kunne der ikke være mange af dem. "Hvordan er hytten? Når vi er forskellige samlede? Nogen må være meget forskellige?" Han frygtede lidt en hytte med mange forskellige ville skabe problemer, og han var ikke ret god til den slags. 

Han så ned da der blev hentydet til de måske skulle ned igen. Inden han kom i gang snakkede Nolan dog om skoven og Felix så lidt forfærdet på ham. For at minde dem om farerne? Det lød ikke som en særligt sikker indlæringsmetode, men hvis det nu var sådan de gjorde. "Hyggeligt..." Kommenterede han lavt. Han nåede ikke at svare på spørgsmålet før Nolan hoppede ned af. Felix fulgte efter og var ikke så hurtig til a komme ned som op. Han landede først efter Nolan på jorden og begydnte at tage sin sele af. "Altså, jeg skal lærer folk at kende, oui? Det virker lidt asocialt at sige nej. Men jeg er altså ikke god til fester." Han så næsten undskyldende på sin bror. Han var for let at drikke under, han var let vægt. Der uvover var han genert, han var bagud med udvikling af interesse for piger og den slags, og han duede faktisk ikke rigtigt til noget. Han ville dog ikke sige nej til noget sin første dag. Han måtte være åbensindet.

Nolan regnede med at hjælpe og nok beskytte Felix lidt. På en måde. Ikke at han nok ville sige det direkte, lige nu, men han vidste blot at ingen skulle røre Felix. Og hvordan ville han så forhindre det? Han måtte vel øve sig lidt mere, så han kunne det. I sværdkamp f.eks. Han ville jo godt være bedre og nu havde han faktisk en grund...
Det måtte han tænke over i morgen! Eller i overmorgen...
Han nåede ned først og det var først der han mente de kunne genoptage samtalen, da det ellers kunne være lidt svært at høre hvad den anden sagde. Han fik selen af og så på Felix, der også lige var landet.
Han sendte Felix et lille smil og trak let på den ene skulder.
"Vi er nogle børn af Eros...Jeg ved faktisk ikke det præcise antal..." Han så tænktsom frem for sig et øjeblik og rystede let på hovedet. Det fandt Felix nok selv ud af!
"Men ellers er vi mange i hytten og det kan godt blive lidt beklemt. Vi tilhører underguderne...Så vær forberedt på visse folk nok vil svine dig til, sige der aldrig vil blive brug for dig, fordi underguderne stort set kan det præcis samme som de andre guder. f.eks. Eros og Afrodite minder meget om hinanden" fortalte han. Åh ja, når man tænkte over det, var der faktisk mange ting Felix skulle passe på.
"Og du vil helt selv opdage hvem man skal holde sig fra og hvem der er til at snakke med, i hytten" han vendte sig væk fra kravlevæggen og gik tilbage mod hytten, regnede mere eller mindre at Felix gik med, medmindre han havde andre planer.

Han smilte og slyngede igen en arm om skuldrene på Felix og rystede ham lidt.
"Selvfølgelig skal du med! Tænk ikke på det. Jeg skal nok lære dig det!" kommenterede han og følte sig pludselig i et overstadigt humør. Fuld af energi og ballade. Det ville blive fantastisk! Han kunne slæbe Felix med, præsenterer ham for nogle ansigter og drikke ham under...bænken. Og vise ham nogle piger. Det skulle nok blive godt!
"Vi er trods alt børn af Eros og tilmed mænd. Vi skal nok finde noget interessant der!" Lovede han med måske et lidt for stort smil, for den stakkels Felix.

Nolans ord om de forskellige i hytten fik ikke ligefrem Felix til at falde mere til ro. Det lød ikke som om det var et super sted at være hvis folk rendte rundt og var onde ved hinanden. Det med at der ikke ville blive brug for ham nogensinde ville nu ikke såre ham. Han havde ikke brug for at blive brugt, slet ikke som halvgud. Hvis han var heldig kunne han holde sig i live i stedet for, og det ville han hellere end at lade som om han var noget han ikke var. Netop derfor ville han nok kunne se frem til en del drilleri. "Det lyder ikke specielt indbydende på den måde." Konstaterede han med et lidt bekymret blik op på Nolan. Var der nu også folk i deres egen hytte han skulle holde sig fra? Han ville aldrig få styr på alle de her regler og det sociale rang de kørte med i lejren. Allerhelst ville han bare gerne holde sig lidt væk fra det hele. Han følte sig mere som en outsider med de her regler end han gjorde ved menneskerne. 

"Lære mig det?" Han så igen op på Nolan med lidt rynkede bryn. Hvordan lærte man at gå til fest? Det var ikke den slags indlæring han higede efter, men hvis det var det man gjorde her måtte han jo tilpasse sig. Det var nok ikke det han var bedst til, det vidste han godt. Han så kort omkring dem mens de gik tilbage imod hytterne. Der var så mange folk han slet ikke kunne få det ind og huske deres ansigter. Han følte sig ekstremt lille imellem de mange trænede halvguder. 
Nolan tog hans opmærksomhed igen og helt uden at tænker over det rystede han mildt på hovedet da der blev nævnt det at have det sjovt i den sammenhæng. "Nej, jeg tror du overvuderer mig." Der var absolut intet over ham der kunne vise han var søn af Eros. Han var akavet, svag og overhovedet ikke interesseret i piger. Ikke i nogen, faktisk. Han var slet ikke forberedt eller klar til at skulle lade som om i aften. Han ville gerne med for at møde folk, men han kunne slet ikke overskue at skulle lade som om han fandt interesse i nogen. "Jeg er heller ikke god til piger. Faktisk bare gå ud fra jeg ikke er god til noget som helst." Hans ord var grav alvorlige. I den her verden var der intet praktisk han kunne, og hvis han nu kunne få forventninger til sig selv ned ville andre måske også blive mindre skuffede. Andre indebar kun Nolan lige nu, siden han ikke kendte andre. Han var ikke glad for at skuffe sin nye bror, men han ville hellere være ærlig end lyve.

Felix var tydeligvis typen der ikke tænkte særlig meget om sig selv og som barn af Eros, mente Nolan ikke det hørte sammen. Nuvel, han var måske ikke ligefrem professor eller elite i nogen sport, men en ting kunne han da og det var at lokke folk til sig! Lidt som...En sirene. På land. Som mand. Og uden at spise folk, bogstavlig talt.
Hans arm hvilede afslappet om skuldrene på Felix, mens et lille smil hvilede på hans læber.
"Selvfølgelig er du god til noget. Du er min lillebror, mere behøves ikke!" kommenterede han roligt, uanset hvor alvorlig Felix så ud.
"Desuden vidste jeg du var dårlig til det, men bare rolig, det har jeg taget højde for! Hvis det går helt galt...Har jeg min egen måde at få folk til at gøre ting på." Han trak let på den ene skulder, den der ikke hvilede mod Felix. Om Felix ville eller ej, var det nu en gang det Nolan ville udsætte ham for. Festen, sprutten, pigerne, drengene, opmærksomheden og det vilde liv.
"Er der mere jeg skal vise dig eller vil du tilbage til hytten...Eller gå lidt rundt selv?" spurgte han, da det gik op for ham at han faktisk ikke havde flere planer for Felix, før til aften.