En ny i hytten? - Noomi

Sted: Hytte 8 - Artemis' hytte.
Tid: Klokken 16.
Omgivelser: Selve huset er tomt, men går folk rundt ude foran.
Dag: Fredag
Vejr: Skyet men lunt
Årstid: Forår
Påklædning: Rød og hvid stribet T-shirt, slidte cowboybukser og et par røde converse.

Dallas tog tilløb. Han pustede ud. Han sprang. "Wragh!!" Råbte han i frustration, da musen endnu engang smuttede fra ham. Den lille mus irriterede ham grænseløst. Måske fordi han havde fået at vide, at de ville få en ny i hytten idag, og han var den eneste der var hjemme - Og man vidste jo aldrig med piger. Nogen var bange for mus, andre ikke, dog ville han nok helst gøre et godt indtryk. Med en lav klukken konstaterede han, at han faktisk var ligeglad. Hun måtte acceptere ham eller lade være.
"Kan du ikke bare gå ud i et par timer, sødeste Allie?" Mumlede han irriteret, og stirrede bebrejdende på den lille mus, der skyldbevidst vippede med ørerne.
Hvorfor dog det? Hvis enhver anden end Dallas, eller måske en datter eller søn af Artemis, havde hørt musen, havde de bare hørt en pivlyd. Men Dallas kunne kommunikere med dyr, en ting han havde vennet sig til.
"Vi får en ny pige idag, tænk hvis hun begynder at skrige? No offence, søde, men jeg vil helst ikke have én eller anden til at træde på dig." Han smilede bredt til musen, der fnøs, men dog selv klukkede. Han åbnede døren, og musen pilede ud med så stor fart, at Dallas kun opfangede bevægelsen.

Noomi, der følte sig som den nyeste attraktion i cirkus, tradskede hen mod hytte 8 som hun havde fået anvist.
Hun bed sig i læben. Hårdt. Hun skulle til at møde andre, der delte samme blod som hende.
Hun slog blikket ned, hver gang nogen så på hende. Hun var iført lyseblå stramme jeans, og en sort bh. Bar mave var en standard hos hende nu.

Hun så en mus pile ud af hytte 8, og løftede nu et øjenbryn.
Mus? Javel ja.
Hun satte sin militærtaske fra sig på jorden, børstede sine jeans af og trådte så, helt uformelt ind i hytten.
Hun stirrede nu på en ung mand, højst sandsynligt hendes halv-lillebror. Yay, endnu et familiemedlem hun ikke kendte en skid til.

Hun var som lammet. Hvordan hilste man her? Hun havde for længst lært at holde mund når man ikke vidste præcis hvad man skulle sige.
Derfor stod hun bare og så lidt på ham, og derefter rundt, for at undgå at sige specielt meget.

Dallas skulle til at lukke døren, da han hørte et bump udenfor. Han trådte ud på verandaen, og stivnede så. Var det hende? Et kort øjeblik var han sikker på, han rødmede - men han havde aldrig rødmet før i sit liv, og regnede heller ikke med nogensinde at gøre det, så han afviste tanken lige så hurtigt som den var kommet.
Genertheden forsvandt hurtigt, og han smilede bredt til hende. En halv-storesøster, ligefrem? Det blev jo nu nok spændende. Hun så rå ud, ikke som en af de bløde, og det gjorde bare hans nysgerrighed endnu større, end den var i forvejen.

"Hej" Hilste han tøvende, dog med et varmt smil på læben. Han kiggede ind af døren, og trådte så til side. "Jeg regner med, at du er den 'nye pige'" Ved ordene 'nye pige' bøjede han pege og langefingeren på hver hånd et par gange, og sendte hende et skævt smil, som for at sige; 'Jeg ved hvordan du har det'.

"Så.. Kom inden for!" Det blev sagt på en munter, lokkende måde, som fik ham til at smile endnu bredere. "Kom ind og se det neutrale felt. Her er du ingen andre end dig selv. Du er ikke den nye pige. Du er ikke 'hende der fra..'" Han tøvede. "Hvor end du nu er fra. Du er hermed en del af os"

hans munterhed var ligefrem skræmmende for hende. Hun bed lidt sammen, fast besluttet på at holde mund.
Hun nikkede lidt til ham, for hver gang han prøvede at undgå at gøre hende utilpas.
Han virkede nu flink nok, selvom han var som man kunne forvente af en lillebror; hyper og skidenuser!

Hun tog sin taske og fulgte efter ham.
Ingen anden end sigselv? Fy for den da! Skulle hun ligefrem leve med sine elendigheder her også?!
Hun skubbede sin selvmedlidenhed væk og så bare på ham.

''tak for modtagelsen..'' mumlede hun, mest af alt fordi hun ikke rigtigt havde vænnet sig til tanken om at hun faktisk skulle tale med mennesker så snart hun var her.

Dallas nikkede, en smule foruroliget omkring hendes stille person. Han hadede ikke at kunne føre en samtale med andre, eller i det hele taget bare at snakke, uden at få respons. Han tvang de dystre tanker væk, for han var oprigtigt glad for, at der endelig kom endnu én til hytte 8 - Nu var de 4! Han jublede indvendigt, og vendte sig så mod hende. "Som du kan se, har vi delt stedet lidt op, for også at få lidt privatliv." Forklarede han med et skævt smil. "Min seng er derovre i hjørnet" Han pegede, "Zoës er dér, og Jasons er der" Han betragtede Jasons seng, der, som altid, var rodet, og sukkede. "Nå.." Mumlede han, og vendte sig endnu engang mod hende. "Du er fri til at vælge en seng - Der er nogle langt væk fra os andre og tæt på os andre, så det er lidt op til dig selv" Han trak på skuldrene med en grimasse, der tydeligt viste at hun selv måtte bestemme, men han gerne ville have hende tæt på i starten. Alt andet ville bare være synd for hende, konstaterede han for sig selv.

Et lys gik op for Dallas, og han tog sig til hovedet. "Og whao.. Undskyld, jeg har helt glemt at præsentere mig selv." Han smilede varmt. "Jeg hedder Delius, men alle kalder mig Dallas"

Hun nikkede bare mens han snakkede, indtil han præsenterede sig selv. Så stivnede hun lidt.
''Davs med dig Dallas.'' sagde hun, og prøvede at lyde venlig. det var dog svært for hende.

''Mit navn er Noomi D'Alvatorez..'' smilede hun så. det var tydeligt at hun havde fået en del tæv gennem årene. Hendes kæbe var en smule skæv, hun havde ar i ansigtet og på armene. Hendes næse havde været brækket flere gange.
''Rart at møde dig.. Sagde du at det var din seng derovre? Jamen, så tager jeg da denne her!'' sagde hun, med det samme smil
og gik hen og satte sine ting på en seng. Deres senge var nu med en sengs mellemrum, så han stadig fik sit privatliv.

''jeg går ud fra at du har været her i et stykke tid?'' smilede hun og satte sig på sengekanten og så på ham.

//smutter lige en halv times tid. skal lave mad til familien//

Dallas betragtede hende med et let skævt smil, indtil han opdagede rifter og furer i hendes ansigt. Hans smil stivnede, da hun havde vendt sig om, så hun ikke opdagede det, og han rynkede øjenbrynene sammen i en funderende grimasse. Måske havde hun bare været oppe at slås lidt for mange gange, men han brød sig ikke om det. Det varslede ofte problemer, når folk kom og var skadede eller arrede.

Dallas var dog ikke den, der dømte hurtigt, så han skubbede tanken væk, og smilede forsigtigt igen. "Noomi" Gentog han, og tyggede lidt på navnet. Han lyste op i et smil. "Jeg kan godt lide det!" Mumlede han konstaterende og nikkede for sig selv. Navnet var hyggeligt. Noomi. Mindede lidt om Naomi, hvilket Dallas' fars nye kæreste hed, så det var godt.
Endnu engang lyste han op. Han havde lidt regnet med, at hun havde valgt en seng lidt væk fra de andre, ligesom Jason havde gjort - han holdt sig meget for sig selv, og Dallas havde faktisk aldrig snakket rigtigt med ham - og blev derfor glad for, at hun ville være en del af fællesskabet. "Jamen så velkommen til dit nye hjem" Smilede han.

Dallas trak på skuldrene, og nikkede svagt. "6 år er det blevet til" Svarede han med et svagt smil.

''seks år? hold da kæft..'' sukkede hun stille og så lidt ned. Hun havde regnet med at hun kunne få overstået sin træning og så komme væk igen.
men dette så ud til at være et fællesskab hun ikke kom ud af foreløbigt.

hun lagde sig på sengen, og lukkede øjnene lidt.
''den mus du bad gå da jeg kom... Taler du meget med den?'' spurgte hun roligt mens hun bare lå der
hun havde selv talt med nogle dyr før, men sjældent med god vilje. hun følte sig som dr. doolittle.

hun tog en tegneblok frem fra sin taske, og begyndte at skitserer Dallas.
hans øjne, hans kindben, hans næse, hans læber. hun smilede afslappet når hun tegnede.

Dallas nikkede, før han slog ud med armene. "Jaeh.. Det må du nok sige. Men det har være 6 gode år" Sagde han dæmpet, med et skævt smil. Han mindedes hurtigt et par af de bedste ting ved at være i lejren, og kom til at smile endnu mere, før han satte sig ned på en stol overfor Noomis seng.

Han klukkede for sig selv, og trak på skuldrene. "Den har ligesom besluttet sig for at bo her, måske fordi vi her i hytten går og taler med den, men det er ikke ligefrem noget jeg har bestemt for den." Han smilede, og rystede på hovedet ved tanken om den lille mus. "Men den er nu en munter lille fidus.. Så når man er alene er det vel fint med sådan en til at rende lidt omkring"

Dallas kiggede nysgerrigt på Noomi, mens hun tegnede. Nysgerrig, som han ofte var, sad han og funderede over hvad hun tegnede, da han opdagede, at hun en gang i mellem kiggede på ham. "Tegner du mig!?" Udbrød han overrasket, og åbnede munden ien overrasket grimasse, før han grinende hævede et øjenbryn.

''ja, jeg tegner dig'' grinte hun blidt.

Hun så på ham med et blidt smil.
langsomt tegnede hun hans kæbe. Hun elskede at tegne, specielt levende ting.

Hun så nu igen på ham.

Dallas åbnede munden, men lukkede den så igen. Hvad kunne han svare til det? Eller sige? På en måde blev han en smule forlegen, for han vidste ikke helt hvad han skulle gøre af sig selv. Smile? Vinke? Han havde aldrig været god til den slags opmærksomhed - alt andet opmærksomhed, hvor han kunne fjolle rundt og gøre store armbevægelser var fint, men sådan noget med at sidde stille og vente, mens man blev betragtet, det blev han lidt irritabel af. Eller, ikke irritabel, bare utilpas.
Han rykkede lidt på sig, og hævede langsomt et øjenbryn. "Bliver jeg flot?" Spurgte han med et svagt smil, og lagde hovedet en anelse på skrå, mens han betragtede hans nye søster.

hun smilede lidt over hans nysgerrighed.
''du bliver skide flot!'' grinte hun blidt.
''-du må altså godt bevæge dig. Jeg har fået tegnet det mest konkrete.'' sagde hun roligt, mens hun tegnede videre.

hun så lidt på ham igen. ''nå Dallas, jeg går ud fra at du kan lide at bevæge dig?'' smilede hun

Dallas lyste op i et smil, smigret over hendes venlige ord. Sandsynligvis var det bare noget hun sagde for at få ham til at muntre lidt op, og det virkede også. Hvis han havde kunnet rødme, var det sikkert sket dér - så endnu engang priste han sig lykkelig for ikke at være én af de mange, der rødmede.
"Det lyder da dejligt" Kommenterede han muntert, og klukkede let med hende, før han rykkede lidt på sig, allerede bedre tilpas.

Dallas smilede skævt, og trak på skuldrene. Han ville ikke sige det åbenlyse, for det var klart at han var én med meget energi. "Jeg har brug for at bevæge mig." Svarede han smilende, "Ellers falder jeg bare i staver, og tænker over mærkelige ting og sådan"

''det kender jeg godt'' sagde hun mens hun lagde skygger på hans ansigt på tegningen.
''jeg har det også bedst med at bevæge mig. Sidder jeg stille alt for længe, så bliver jeg sur og muggen at høre på.'' sagde hun med et grin.

Et billede af en ung sort hanulv lå i toppen af hendes taske så man kunne se det.
Hun havde ikke selv lagt mærke til det.

Dallas smilede bredt, og hævede så øjenbrynet. "Du virker ellers ikke sådan.. Mere nede på jorden" Han smilede svagt, og lagde hovedet på skrå. "Men jeg ved jo heller ikke hvad der er under overfladen" Han rettede sig op igen, mens han betragtede hende tegne. Smudse blyantstregerne ud for at lave skygger, det fokuserede blik i hendes øjne. Han smilede svagt ved tanken om, at hun var en utrolig god multitasker.
"Sur og muggen" Gentog han med en svag latter. "Lige præcis. Hans øjne faldt på et billede af en ulv, og han hævede øjenbrynet endnu engang. Burde han spørge ind til det? Han rystede let på hovedet. Hun skulle også have noget privatliv.

''han hed Atka.'' hun nikkede kort mod ulven.
''han hjalp mig hertil, efter Aydan havde sendt mig afsted..'' sagde hun stille.
Da hun var færdig med tegningen, fandt hun en kuglepen frem og lavede en lille krusedulle i nederste venstre hjørne. Hendes underskrift.
Derefter gav hun ham tegning, med et lille smil.

''Dallas, skal vi gå ud og få noget luft? Der er ret kvælende herinde..'' sagde hun med et lille smil, inden hun tog sine sko af.
Så hun kun havde sine stramme jeans og sin top på.

Dallas nikkede, mens han betragtede ulven. Han var smuk; så prægtig og stolt ud, lige som en ulv skulle være, og alligevel havde han hjulpet Noomi. Han smilede svagt, for han vidste godt selv, hvor stor en hjælp dyr kunne være.
Han tog imod tegningen og betragtede den nysgerrigt. Han havde aldrig betragtet sig selv indgående, men blev alligevel overrasket over hvor rigtigt hun havde ramt. Selv skyggerne så ægte ud. "Det er.." Han bed sig i læben, og smilede skævt "Du er meget talentfuld"

Dallas lagde tegningen over på sin seng, og kiggede energisk på Noomi. "Det synes jeg i hvert fald vi skal!" Man kunne se hans juplende ansigt, og han smilede bredere og bredere, før han hoppede hen til hoveddøren og åbnede den. "Damerne først"

hun smilede og gik ud af døren, mens hun så på ham. Selvom han var hendes lillebror, var han meget galant.

Hun gik direkte mod det hun altid ville finde mest bekvemt; skoven.
Hun så på ham, mens hun gik.
''hvad så, hvordan er det at bo her?'' spurgte hun med et lille smil, mens hun så nysgerrigt og ivrigt på skoven

Dallas smilede bredere og bredere, da han skridt for skridt opdagede hvor hun fortsatte mod. Selvom hun var ny, kunne hun sikkert fornemme hvor skoven lå, konstaterede han. Hun var trods alt ligesom ham, datter af Artemis, og det var ikke for ingenting de havde det bedst i skoven. Dallas kendte skoven ud og ind, og han kunne en hel del ruter med lukkede øjne - en ting han lavede når han kedede sig, in case han en dag skulle flygte uden at kunne se.

Hendes spørgsmål krævede at han tænkte, så han satte automatisk farten lidt ned, for at kunne kigge på hende. "Hvordan er det..." Gentog han og trak på skuldrene. "Det er jo rimelig individuelt vil jeg mene" Svarede han med et svagt smil, "Men jeg holder nu af det. Jeg kan godt lide friheden, de fysiske øvelser og så er folk så flinke"

da han fortalte om hans opfattelse af hendes nye hjem, sank hun en klump og så ned.
Det lød helt anderledes fra hendes gamle liv - godt det samme..

Da hun så de første træer var det som om hun glemte alt andet.
Hun satte i løb mod træerne og sprang op i det første træ hun havde mulighed for.
Hun sprang bare rundt, mens hun fik små rifter og flænger overalt.
Hun smilede med et jubelnaragtigt smil.
Hun var endelig hjemme igen.

Efter lidt tid stoppede hun op, og så efter Dallas igen, mens hun fik vejret.

Dallas smilede bredt "Men når man ikke lige er i det sociale humør er der altid skoven" Han kiggede over på hende, men stoppede så undrende op, da han opfattede, at hun slet ikke var der længere. En bevægelse i hans øjenkrog fangede hans opmærksomhed, og han betragtede grinende hvordan hun elegant klatrede op i træet. Han mærkede selv iveren efter at komme der op, og satte så i løb mod Noomi.

Dallas greb fat i den nederste gren, og hev sig op i træet. Han svingede sig hurtigt højere og højere op, indtil han kun var et par grene under hende. han betragtede rifterne på hendes arme, og hævede forpustet et øjenbryn. "Der var vidt en der var ivrig, huh?" Spurgte han grinende, og lænede sig afslappet op af stammen.

''jeg har det bedre her..'' grinte hun og hang sig i en gren, med benene.
''MEGET BEDRE!'' hun sprang videre igen, fra træ til træ, mens hun nød følelsen af træerne.

hun elskede træerne. Hun elskede skoven, dets dyr, dets flora.
Hun slappede af lidt efter, da hun var i toppen af træet, og så efter Dallas, mens hun smilede stort

Dallas grinede lykkeligt, og satte i spring efter hende. Han greb fat i grene, hev sig rundt i toppen af træet, og sprang videre over i en stor bøg. "Skoven er fantastisk!" Istemte han glædesudbrudene, og lod sig hænge i armen. Han vippede grinende med fødderne i luften, og lod sig så falde ned på grenen under sig. Skoven var som altid et sted hvor han fik meget mere energi.

Han kiggede forpustet rundt efter sin søster, og fik øje på hende i toppen af det første træ. Han tog tilløb, spurtede ud af grenen han stod på, og satte så fra, for at hoppe over i det træ hun var i. Han greb fat i en gren, og lod sig grinende 'flyve' videre over på den næste. Han kravlede hurtigt op til hende, og kiggede beundringsværdigt på hende. "Det her er du vidst ikke helt ny til!" udbrød han med et bredt smil

hun fulgte ham med blikket, mens han sprang rundt.
men så blegnede hendes smil, da han snakkede om hende.
nej... ny var hun ikke..
''når du undgår din sexlystne adoptivfar...'' hun så på ham.
''...så bliver træerne hurtigt din redning..'' hun lagde en hånd mod stammen på træet.

hun så lidt ned, og sank stille.
''jeg levede mest i parken, i træerne. bare for at virke en smule hjemme igen.'' hun trak på skuldrene.
hendes bror burde vel kende til hendes adoptivfar..

Smilet stivnede på Dallas' ansigt, da hun snakkede. Det kunne ikke falde ham ind selv at spørge ind til hendes fortid, for det var privat, så at hun selv åbnede op - og så så hurtigt! - gjorde ham en smule utilpas. Måske også fordi, han altid havde det svært, når han skulle trøste folk. Han åbnede munden for at sige noget, da hun fortsatte.

Dallas smilede til hende. Et varmt, men dog sørmodigt smil, fuldt med melidenhed. "Noomi?" Han kravlede helt op til hende, og lagde varmt en hånd på hendes skulder. "Jeg håber du ved, at dit nye hjem ikke bliver ligesom dit gamle - Ligesom din nye familie ikke er som den gamle. Og hvis du nogen sinde har brug for at snakke, så er jeg her, okay? Som en familie burde være."