En ny i hytten? - Noomi

hun vidste hvad der kom nu - hans trøsten.
en ting hun aldrig har kunnet fortå. Hvorfor trøste? det virker jo aldrig.
Hun så lidt væk mens han sagde det om familie.
''min 'nye' familie. Er det det i ser jer som? Min familie..? Hvor var i da han voldtog mig? Hvor var HUN da han voldtog mig!?''
Hun sagde det som en hård, kold hvisken. En hvisken blandet af gråd og raseri.
Hun var blevet forladt, indtil Aydan tvang hende herud.

Hun så ham nu direkte i øjnene.
''I er IKKE min familie. I er endnu et sted jeg skal overleve, og forlade igen.''
Hun sprang nu ned af grenen, og videre væk, en flugt fra sandheden - en flugt fra det ansigt hun snart skulle se igen, såret.

Hun landede på jorden igen og krøb sammen op af et væltet træ.
Hun hev efter vejret, rystende. Som den aften for flere år siden, hvor hun første gang havde skulle tilfredsstille sin 'far'.

"Jeg ved ikke med de andre" Svarede Dallas sammenbidt, "Men jeg vil gerne være din bror. Så er spørgsmålet bare om du vil lade mig være det" Han blev en smule såret over hendes reaktion, for han havde bare prøvet på at være venlig. Han rynkede øjenbrynene sammen, og mærkede hendes sorg. Han knyttede hænderne, og skulle til at omfavne hende, da hun hoppede ned og efterlod ham alene.

I er ikke min familie. Sætningen rungede stadig, og selv ikke den lette vind kunne drive det væk fra hans tanker. Ikke familie. Han bed sig i læben, og lod hovedet falde sammen. Han rettede sig kort tid efter op, og lod sig selv glide ned af træet, og lande lettere uelegant på jorden. Fumlende snuplede han afsted efter hende. "NOOMI!" Kaldte han fortvivlet, og stoppede op ved en slidt gran. "Hvis bare du ville lade os prøve"

hun sad få meter fra ham, op af et væltet træ, og hev lidt efter vejret mens hun kæmpede for at holde tårerne væk.

hun krøb bare sammen. lade dem prøve? hvorfor... en familie, er dem man elsker... og hun kunne kun elske dem når hun ikke så dem.. sådan havde det altid været.

i sin fortvivelse havde hun revet sig op af en gren, og blødte nu fra armen.

Dallas skulle til at råbe igen, da han så hende. Hun sad krøbet sammen lidt fra ham, og bare synet af det, fik hans hjerte til at synke til bunds. Han skulle evig og altid klokke i det, specielt med piger, hvorfor vidste han ikke. Måske tænkte han bare ikke før han talte.

Han fortsatte langsomt med at gå over imod hende, for ikke at forskrække hende, og lod sig dumpe ned ved siden af hende. Måske skulle han bare lade være med at snakke helt? Ville det være bedre? Han lagde en arm omkring hende, og hev hende ind til sig. Nok var han yngre end hende, men han var stadig højere og mere muskuløs. Han aede hende blidt på skulderen, og sukkede stille for sig selv.

''har du nogensinde tænkt at du ikke hører til nogen steder...? At du er en udskud, en skuffelse..'' hun så ned, stille.
hun lagde hovedet mod hans skulder, og lukkede øjnene.

''jeg hører ikke til her... I andre, i er sønner og døtre af guder... jeg er en horeunge...'' mumlede hun stille, og sukkede igen

Dallas støttede sit hoved op af hendes, da hun havde lagt det på hans skulder. Han trykkede hende endnu mere ind til sig, beskyttende som han altid havde været overfor dem han holdt af. "Ja jeg har" Svarede han, og pustede ud. Han var ikke vant til at fortælle om sin fortid, og havde heller ikke tænkt sig at gøre det. "Men så kom jeg her til, og .. Her kunne jeg lægge det hele bag mig. Vi har alle sammen hemmeligheder her, og nogle af dem har det bedst med aldrig at komme frem"

Han aede hende blidt på skulderen. "Hvis det kan være dig til nogen hjælp er jeg selv 'horeunge' som du ynder at kalde det. Jeg blev smidt ud hjemmefra, da jeg var 12, fordi min far fik en kæreste" Han rynkede på næsen, nu havde han alligevel taget hul på det. Dog havde han ikke tænkt sig at grave dybt i hans fortid. Overhovedet ikke.

da han fortalte om sin fars kæreste, voksede nysgerrigheden voldsomt i hende. Dog kunne man skimte i hans stemme at han ikke ville tale om det.
Derfor mumlede hun istedet; ''den onde stedmor slår til igen.''
Hun smilede lidt, og prøvede derefter at holde sig seriøs.

''var hun så slem...? Smed hun dig ligefrem ud?..'' hun aede Dallas over armen, mens hun mumlede det.

Han trak på skuldrene, og besluttede at han ligeså godt kunnr sige det. "Jeg var jo et "underligt barn.". Ingen havde fortalt mig hvad jeg var, og jeg.." Han bed sig tøvende i læben. "Jeg ser igennem tågen, ser du" Han kiggede på hende med et skævt smil. "Og da jeg op til flere gange fortalte om hvad jeg så, og endda at jeg talte med dyr, blev min fars kæreste panisk og sagde at jeg burde indlægges. Af en eller anden grund lykkedes det for hende at overtale min far til at sende mig væk, og jeg levede på det sygehus i 2 år uden at vide hvad der var galt med mig" Han tøvede, for han havde ikke helt lyst til at tale om hvordan stedet havde været. "En aften talte jeg med en fugl, der sagde at den kendte min mor. Og jeg stak af.. Fuglen viste mig her til"

Hun blev en smule overrasket over at han åbnede sådan op.
Hvert ord fik hende til at få det dårligt, ikke kun fysisk men også psykisk.
Hvordan kunne hun selv tillade sig at have medlidenhed til sig selv, og sin egen far, når hendes halvbror blev tvangs-indlagt med anklager om at være syg i hovedet..?

Hun puttede sig lidt op af ham.
''Hun lyder kort sagt rigtig dum..'' mumlede hun og aede ham over armen.

Dallas smilede spydigt for sig selv. "Ord kan ikke beskrive hvor dum hun er. I starten overvejede jeg om hun var noget fra vores verden, men jeg kunne kun se hende som en normal kvinde med lidt for blond hår" Han skar en grimasse, og trak på skuldrene. Han lagde sit hoved oven på hendes og smilede.

"Men det er et overstået kapitel. Jeg har ikke snakket med dem i 6 år, og har heller ikke tænkt mig det lige forløbigt." Han spidsede munden i en tænksom grimasse. "Med mindre det skal være for at pranke dem" Han klukkede for sig selv, og aede blidt tilbage.

hun sukkede stille.
i al den tid hun havde boet hos sin far, var hun kun blevet voldtaget. Men aldrig smidt ud, eller tvangs-indlagt for at være gal i hovedet..
Hun bed lidt sammen, når hun tænkte på hvordan hans stedmor måtte være.
Bare det faktum at hun havde lidt for blondt hår gjorde hende mere end urimeligt gal.
Hendes eget hår var jo selv ravnesort. Og hver gang hun havde prøvet at afblege det, blev det sort igen.

Hun sukkede bare igen.
''Jeg håber virkelig at du en dag får din egen familie, og være den bedste far i verdenen, bare for tvære det ud i din fars fjæs..'' mumlede hun stille

Dallas spærrede øjnene op i overraskelse. En god far? Det havde han faktisk aldrig nogensinde skænket en tanke. Han havde aldrig tænkt "Når jeg bliver far, vil jeg være god mod mit barn; være en bedre far end min egen far", men nu da hun nævnte det, fik han en sær følelse I maven. Han betragtede hende med et varmt blik. Hendes far havde misbrugt hende, han havde ikke været der for hende, ligesom hans egen far aldrig havde været der for ham.

Dallas lagde armen omkring hende, og trak hende ind til sig. I det øjeblik besluttede han sig for at ville beskytte Noomi mod alt det ondskab han kunne. Han ville være den familie hun aldrig havde haft, den familie han aldrig selv havde haft. "Jeg har allerede en familie, og lige nu er du en del af den" Mumlede han varmt, og aede hende blidt på skuldren.

hun sad bare og lyttede til hans ord; ord som ingen mening gav for hende. de var halvsøskende, og alligevel havde han allerede nu vist hende mere kærlighed og tillid end hendes egen far..

Hendes øjne begyndte at svie, i takt med hendes minder om sin fars direkte svigt. Hun krøb ud af hans greb, stille.
''jeg tror det er bedst at jeg kommer tilbage nu..'' mumlede hun stille

Dallas nikkede stille, og lod hende krybe væk fra ham. Det var okay. Han havde selv svært ved at håndtere følelser overfor andre, så han regnede ud hvad problemet var. Han smilede skævt. "Skal vi følges?" Spurgte han, og lagde hovedet på skrå, fuldstendig forstående over hvis hun takkede nej. Nogen gange havde man bare brug for alenetid.

Han smilede varmt til hende. "Ellers håber jeg du ved at jeg er lige her, hvis du får brug for mig" Sagde han, og kiggede kort ned i jorden før han kiggede op på hende igen. Han betragtede hendes øjne, let røde, og aede hende blidt på armen.

hun trak på skuldrene over hans spørgsmål. Han bestemte vel selv om han skulle gå med hende. Egentlig, kunne mad og hygge rende hende lige nu, hun ville bare tilbage og smide sig på sin seng, og vende ryggen til hele verdenen. Selvom det ikke var en mulighed var det det hun ønskede sig allermest nu.

Ganske langsomt bakkede hun lidt væk fra ham, og begyndte at gå tilbage mod lejren. Om han gik med, det kunne hun jo ikke bestemme.
Minderne om hendes far brændte nu, som en gammel film man satte ild til, for hendes indre øje.
Følelsen af farens arme, der holdte hende nede, mens fjedrene fra sengen knirkede for hver bevægelse faren lavede.
Hun gned sine tårer væk, mens hun gik videre.
Hans dårlige ånde, der mindede om sprutten han lige havde kastet op, som hun inhalerede når han stønnede hende i hovedet..
Hun hev nu efter vejret, mens hun gik.
Den sviende følelse, når han slog hende fordi hun ikke nød hans 'kærtegn', kunne mærkes i alle hendes knogler og muskler.

Inderst inde var hun glad for at hendes minder ikke blev delt med hendes halvsøskende. Dallas ville være gået amok over det syn.

Hun stoppede kort op, for at få vejret, mens hun tørrede sine tårer væk, og gned sin arm, som stadig gjorde ondt efter den sidste 'episode' med hendes far.
Så gik hun videre, hurtigere end før, bare for at gemme sig for hele verdenen.

Dallas betragtede den unge kvinde foran sig, og følte sig udmattet. Hun havde tydeligt en indre kamp, og han følte sig ude af stand til at hjælpe hende, hvilket var en af de mest sindsoprivende følelser, han kendte. Han ville altid gerne hjælpe, og når det så sig svært, nagede det ham dybt. Hun vendte sig om, og Dallas blev stående. Han betragtede hende med et let, varmt smil, for han havde besluttet at lade hende være - Hun virkede til bare at ville være alene. Så vaklede hun.
Dallas spjættede, før han satte i løb hen til hende, og skulle lige til at gribe fat i hendes skuldre, usikker på om hun ville falde om og besvime, da hun satte i et forhøjet tempo. Dallas luntede raskt efter hende - Som søn af Athene brugte han lang tid med at løbe i skoven, så han kendte terrenet meget godt, og lagde så blidt en hånd på hendes skulder.
"Nogle ting skal man ikke kæmpe med alene" Sagde han tøvende, og håbede inderligt på, at hun ikke ville vrisse af ham eller bare gå videre.

Hun så lidt ned. Hun vidste jo godt at man ikke skulle gå med sådan noget selv, men kunne hun dele den slags med ham? Hun så tøvende på ham, en smule rystende.
''Jeg er bare ikke sikker på at du kan håndterer den slags informationer..'' Sagde hun stille.

Hun så op på ham, inden hun lænede sig op af en træstamme.
''Min far voldtog mig siden jeg var otte år gammel. Regelmæssigt, 3 gange om ugen. Han stoppede i en kort periode, da jeg begyndte at bløde - menstruation du ved - og så begyndte han igen, så snart jeg var stoppet med at bløde.'' hun så væk fra Dallas, mens hun trak vejret dybt ind.

''jeg stak af efter den sidste gang han forgreb sig på mig. Så boede jeg i en lille lejlighed, indtil en søn af Nemesis fandt mig og tog mig med hertil... Det er omkring en uge siden han sidst forgreb sig på mig...'' mumlede hun stille. Egentlig, så hadede hun at snakke om det. Men Dallas havde vel fortjent at vide det, som hendes bror.

Dallas kiggede ind i Noomis øjne, og kunne mærke hvor svært hun havde ved det. Det skræmte ham en smule, men da hun sagde at han nok ikke kunne håndtere informationerne, begyndte han at blive stædig. Han var fast besluttet på at hjælpe hende, og en af de ting han kunne gøre, var at få byrden væk fra hendes skuldre ved at lytte til hende. Det var da det mindste han kunne gøre for sin nye søster. "Måske overrasker jeg dig" Svarede han med et forsigtigt smil.

"Alle her i lejren har oplevet noget, der gjorde at de ikke følte sig hjemme. Det din far gjorde var forkert i alle henseleser, og jeg må være ærlig at indrømme at jeg er glad for, du ikke blev der" mumlede han, og betragtede sin søster med knusende ro. Hun havde været stærk. "Jeg skal ikke side og forsvare vores mor for at hun ikke greb ind, for det kan jeg på ingen måde, men jeg tror det er sådan det er. Jeg tror ikke de må gøre noget" Sagde han, og sukkede dæmpet. han havde selv været skuffet over hans mors manglende indgreb i sit eget liv.

"Men nu er du væk fra ham, ikke?" Sagde han, og smilede opmuntrende til Noomi. "Du er stærk, og nu skal du starte på en ny. Lad være med at skubbe folk fra dig på den måde, for det du har oplevet før, bliver du nødt til at prøve at skubbe væk i stedet for. Du kan ikke bruge den vrede til noget" sagde han så, og håbede hun ville tage rådet til sig. Han talte nemlig fra egne erfaringer.

"der er ingen grund til.at forsvare hende. Hun har jo som sagt sine grunde."
Hun så ned tavs igen. Hum vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hun ville ikke gå nu, og heller ikke fortælle ham om hendes mareridt.

"dallas, kom... Lad os komme tilbage inden mor giver os en reprimante for at være herude." Sagde hun med et lille smil, tydeligvis for at være en.smule sjov.

//ved godt at det er kort. Skriver fra mobil..//

Dallas nikkede sigende til sin søster, dog med et svagt smil. Chancerne for at deres mor ville give dem en 'reprimande' som hun så smukt formulerede det, var uendeligt små, så det var ikke det, der var galt.

"Hun vel ligeglad med en søn" sagde han stille, om end en smule bittert. Inderst inde havde han altid været så sikker på, at det var den eneste grund til at moderen aldrig havde hjulpet ham igennem det svære liv i New York, men efter han havde hørt Noomis historie, var han ikke så sikker. Han hadede at hans mor var sådan en feminist, og faktisk så ned på alle mænd og drenge, for det fik ham til at føle sig ubrugelig.

"Så må vi vel bare vise hende, at hun tager fejl" mumlede han for sig selv, usikker på om Noomi kunne høre ham. Han nikkede til hende og rejste sig op, før han rakte en hånd til sin søster for at hjælpe hende op.

Hun gik bare stille, uden at vide hvad hun egentlig skulle sige. sagde hun at hun kendte til hans følelser om at blive fravalgt, så ville han vide at hun kunne rode med hans hoved. Og det ville nok give ham endnu mere grund til at foragte hende.
Derfor valgte hun at tie, mens hun gik tilbage mod lejren. Egentlig havde hun ikke lyst til at tage tilbage til hytten, nu hvor hun vidste at Jason var der. Jason var ikke lige typen hun ville høre på, eller se på for den sags skyld.
Ikke at hun ikke kunne lide Jason, men hun havde ikke lyst til at snakke med ham. Ikke nu, og det blev nemt til et 'aldrig'.

Hungned sin ene arm lidt, inden hun så kort på Dallas. Første gang hun havde set ham, havde han jaget en musse-ven ud fordi han havde troet at Noomi ikke kunne lide mus.
Ja, han havde været ét stort smil, hvilket kun kunne få hende til at smile bare ved at tænke på det.

Men så så hun ned igen. Hvis han havde set hende smile af ham, kunne han jo opfatte det som en fornærmelse, og det ville hun ikke have at han fik indtrykket af.

//sorry hvis det er for kort, iPad'en er ikke ideel at emne fra//

Dallas lagde mærke til det svage smil der spillede om Noomis læber. Han klukkede stille for sig selv, men ville ikke afbryde hendes tanker, for måske var det netop det der skulle til for at muntre hende op. Nu hvor hun smilede måtte han jo konstatere at hun havde det bedre. Han kiggede kort op i luften, og så hen af vejen med et lidt bistert udtryk. Egentlig havde han ikke helt lyst til at tage hjem til hytten, men han ville gerne have Noomi ordenligt på plads. Det hjalp jo ikke at de kom hjem engang i nat og ikke havde fået redt hendes seng eller noget som helst. Han smilede af tanken.

"Forresten skal du glæde dig til aftensmaden" Kom Dallas i tanke om, og han kiggede forventningsfuldt på hende. "Det er altid helt fantastisk, og jeg håber så sandelig du godt kan lide mad, for det kan hele vores bord" klukkede han muntert, allerede i tusinde gange bedre humør. Sådan var det med ham, hvis han havde været alvorlig i et stykke tid, havde han bare brug for at koble af og være glad igen - og det resulterede ofte i en voldsom glæde der tit forvirrede folk. Han håbede bare ikke, den forvirrede Noomi.

//Det er helt i orden

Hun smilede over hans humørskift.
Men så kom snakken over på mad. For pokker da også, hvornår havde hun sidst spist?
''jeg spiser ikke så tit.'' sagde hun forsigtigt.
''normalt spiser jeg to eller tre gange om ugen... Der har ikke været behov for mere.'' sagde hun stille, inden hun så på ham igen.

det var en vane, fra da hun havde boet hos sin far.
mad var en mangelvare, og man spise hvad der var. Hvilket normalt ikke var meget

Det ene øjeblik var Dallas frejdig og i godt humør, men så stoppede han forbavset op. Han kiggede på Noomi med sammentrukne øjenbryn i en spørgende grimasse. Havde han hørt forkert? Alle han kendte, og det var virkelig stort set alle, havde en enorm appetit, ikke ham selv at forglemme, og 3 gange om ugen!? TRE GANGE!? Han ville jo falde død om uden at spise noget en hel dag, tænkte han syrligt.

"Hold da fast" mumlede han, og kløede sig forlegent i håret. Hun havde virkelig haft nogle hårde dagligdags-ting, gik det op for ham. Mad to-tre gange om ugen var direkte farligt. Han kiggede sigende på hende, og lagde godt mærke til hendes fremtrædende kindben og knogler i det hele taget.

"Det må vi så sandelig få lavet lidt om på. Mindst to gange om dagen, Noomi, alt andet er direkte farligt for din krop" Sagde han stille, og kiggede en smule alvorligt på hende. Det var faktisk alvorligt. "Uden noget at arbejde med i kroppen kan du ikke kæmpe. Hvis du ikke kan kæmpe.. ja, så er det ikke så godt"

''jeg kæmper ikke.'' sagde hun til sit forsvar.
''jeg jager. Jeg har aldrig været en kriger.'' sagde hun stille.
Hun vidste godt at han var seriøs, men at spise hver dag - hun ville jo kaste op...

Hun bakkede lidt væk fra ham, inden hun begyndte at gå videre, da hun ikke ville diskuterer for meget med ham.
Hvordan ville han tage det, når hun fortalte at hun ikke sov mere end én time ad gangen, og spredt over hele døgnet?

Hun sukkede.
''jeg spiser bare ikke særlig meget. Og to gange om dagen ville gøre mig syg..'' sagde hun stille, inden hun så tilbage på ham.
Hvordan kunne han spise hver dag?..

Hendes krop havde endnu engang forrådt hende, ved at lade maven rumle enormt meget.