En ny i hytten? - Noomi

Dallas nikkede med rynkede øjenbryn.
"Hvad så hvis vi siger minimum én gang hver dag?" Spurgte han insisterende. Han selv spiste mindst 3 gange om dagen, og han kendte flere der spiste endnu mere, siden de alle sammen trænede så meget. Man skulle jo have noget til at give kroppen energi, ellers besvimede man under træningen, det var logik på lavt plan.

"Det er lige meget om du bare spiser et jordbær eller om du spiser brød og pålæg" Sagde han så stille, og kiggede bedende på hende. "Bare du får en lille bitte smule til resten af dagen"

Han fulgte efter hende med et suk, og overvejede hvor vidt hans kamp var tabt. Men på den anden side vidste han også at han ikke ville kunne se til at Noomi sultede sig selv. No wonder hun var så tynd, tænkte han tøvende.

Hun sukkede.
''fint.. 1 gang om dagen.'' sagde hun stille.
Hun så lidt på ham, drejede om på hælen og lagde armene om ham i et kram.
Underligt nok, så følte hun pludselig en stor trang til at mærke et par beskyttende arme om sig, om blot for et par sekunders skyld.

Dallas tøvede ikke med at hive hende ind til sig. Han var ikke vant til at være den beskyttende storebror-type siden han altid var den muntre og glade bror, men han opdagede at det kom naturligt til ham, når han nu holdt af Noomi. Han trykkede hende blidt ind til sig, og strøg hende forsigtigt over ryggen.

"Det bliver godt, det lover jeg" Mumlede han ned i hendes hår, og smilede svagt. Det var en rar følelse at holde om nogen. Det var rart at kunne gøre en anden person tryg

Hun trykkede sig bare ind til ham, og mærkede hvordan hun begyndte at slappe af.
''Du har bare ikke at vække mig med at snorke..!'' grinte hun ind mod hans brystkasse, inden hun slap ham med et lille smil

Noomis grin overvældede ham som en flodbølge, og han klukkede muntert med. Omsider slap han hende, og sendte hende et varmt smil. "Årh! Bare rolig, de eneste der larmer om natten er musene" Sagde han drilskt og trak på skuldrene. Han rynkede kort øjenbrynene, og trak så på skuldrene igen. "Det skal du også lige være opmærksom på. Der er et par mus der synes det er fedt at spise af vores mad, så vi lader ikke maden stå ude på bordene - men vi sætter det ind bag forhænget ved køleskabet" forklarede han med et let grin.

''det må i styre, jeg ved bare at jeg propper en sok i halsen på dig, hvis du snorker. Og det bliver Jasons!'' grinte hun med et drilskt smil, inden hun rakte drilsk tunge af ham.
Hun orkede ikke være sur, det var spild af tid at gøre ham depri. Hun kunne lige så godt smile og virke en smule normal.

Dallas lo varmt. "Det ser jeg frem til! Hvis jeg snorker, må du endelig sige til, for så vil jeg sige til mit forsvar at der aldrig er nogen der har sagt til mig, at jeg snorker" Sagde han med et let grin, og skar så en grimasse. Han stønnede forfærdet. "Ikke Jasons!" Sagde han så, men kunne ikke holde grimassen, og grinede igen. Han var glad for hendes stigende humør, kunne meget bedre lide hende når hun ikke var deprimeret. Han vidste dog også, at den mest sansynlige grund til at hun var glad, var fordi byrden om at holde på en så stor hemmelighed var løftet lidt fra hendes skuldre.

''jamen jeg gider da ikke proppe min egen sok i gabet på dig!'' sukkede hun drilsk og puffede lidt til ham.
''Du brormand...?'' grinte hun.
''hvem kommer først!?'' hun så kort på ham, afventende, og så sprang hun ellers afsted mod det nærmeste træ.

Dallas stoppede smilende op, da hun kaldte ham brormand. Som enebarn i størstedelen af sit liv, var der aldrig nogen der havde kaldt ham det, så det gjorde ham usansynligt glad! Det resulterede dog i at hans reaktionsevne var langsommere end den plejede, og han stirrede undrende efter Noomi, før det gik op for ham at hun praktisk taget havde slynget en udfordring lige i hovedet på ham.
"Hey!" Udbrød han, og satte så i løb mod hende. Grinende greb han fat i en gren, og fik sig svunget op i træet ved at støtte mod træets stamme.
"Det var unfair! Jeg var ikke klar!" Råbte han efter hende.

''tror du det var meningen!?'' grinte hun inden hun sprang videre til næste træ.
Hun sprang som en kat, og med kraft som en bjergløvinde.
''Kom nu, brormand! Du er langsom!'' grinte hun og sprang bare videre.

Hun endte med at glide på en fugtig gren, omkring tre meter over jorden.
Hun peb forskrækket da hun greb fat i en anden gren. Dog hang hun dinglende over jorden.