Well... What do you think? Do you hate me? (Noomi)

Tid: 10:34
Sted: Søens bred...
Omgivelser: Vand og kant...
Vejr: Lunt...
Påklædning: Bar overkrop... Hvide løse bukser...

Han sad ved kanten og fumlede med at smøre en salve for at få sine sår og ar til at hele sig bedre end de gjorde... Han var ved at være træt af dem og at huden var så stiv... Han hadede det... Men hans ar var jo sådan...

Salven gjorde det bedre... Han sad og tænkte lidt over hvorfor han egentligt havde valgt at ofre sig på den måde...

*Hvorfor gjorde jeg det?*

''det er ikke min skyld at hun er sådan!'' protesterede en høj kvindestemme.
Noomi kom frem ved vandkanten.
Atka, den store sorte hanulv som altid rendte efter hende, så bebrejdende på hende.
''hold nu op! Jeg kan ikke gøre for det! Du ved udemærket godt selv at hun ikke vil have det! Du så hvad hun gjorde hvad dig!'' hun var frustreret.
Hendes hår var løst, pandesmykket sad på sin plads.
Hun havde for første gang siden hun kom til, en sort kjole på, der gik hende til midten af låret. Den var løs, og blæste let op i vinden.
Ryggen var snøret til med korset.

Han sad og undrede sig meget over hvad pokker det var hun sagde... Men kunne godt se at han kunne bruge hendes hjælp til salven, men vidste ikke helt om han kunne tillade sig at spørge om det... han sank en klump og tog sig sammen til at spørge hende... Det var underligt at skulle tage sig sammen til den slags...

''Noomi... Kunne du hjælpe mig her?''

Han sad med ryggen og fumlede stadig med salven... Så kunne han altid spørge hende om det hun fablede om bag efter... Hvem var det hun talte om? Og om personen skulle straffes...

hun stoppede kort op og så på Aydan, der sad i vandkanten.
Hun nikkede så, og gik ned til ham. Hun satte sig bag ham, og begyndte at smøre hans ryg ind i salven. Hun så lidt på Atka, der så bebrejdende på hende.

Hun sukkede og så bare på Aydans ryg..

Han hadede den kølige salve fordi den altid var så kold... Men det var bedre end bare at leve med en ryg der var besværlig at bruge og ikke rigtigt kunne vride sig helt som den skulle kunne... Det var endnu værre... Da hun var færdig vendte han sig bare rundt og kiggede hende i øjnene...

''Tak...''

Han kiggede hende bare i øjnene mens han stille spurgte ind til det hun havde snakket om...

''Hvem snakkede du om før?''

Hans tanker kørte på at det var hendes mor hun snakkede om...

Hun så lidt ned. ''jeg snakkede om min mor.'' sagde hun så bare.
derefter tog hun en smule salve på fingeren og smurte på hans næse.

Hun smilede bredt og så drilsk på ham

''Okay... Det undrede mig bare lidt...''

Han smilede lidt til hende før hun smurte salve på hans næse... Hans smil stivnede kort før han så hendes smil, og så kunne han ikke andet end at smile tilbage til hende... Han sitrede også af kulde kort... Før han greb fast i hendes arme og lagde hende ned...

''Hej...''

hun smilede lidt
*åh, nej du gjorde ej!* lød det i hans hoved, inden hun væltede dem om så hun var øverst.
Hun smilede blidt og kyssede ham.

''heeeej'' grinte hun

*Jo og jeg kan godt gøre det igen...*
Han regnede med at hun lyttede til hans tanker da han jo lige havde hørt hendes... Han nød kysset og gengældte det blidt...¨Han rullede nem rundt igen så han sad på hende... Og brugte sine ben til at låse hendes blidt, men dog alligevel fast...

hun smilede blidt til ham og lå nu med armene over hovedet, som om hun gav op.
''du vinder'' smilede hun blidt inden hun så op på himlen

Han rullede ned fra hende... Det var for ham ikke en kamp om dem der vandt...

''Øv...''

Han sagde det lige da hun havde sagt han havde vundet... Han kyssede hende så blidt på halsen...

hun sukkede nydende over hans læber mod hendes hals. Atka lå et stykke fra dem, og betragtede dem mens han logrede med halsen.

Noomi så stadig op på himlen mens hun smilede

Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre... Men han mærkede pludselig en knugende fornemmelse i maven... Da hans hjerne blev bombaderet med billeder af selvmord... Og billeder af mord... Tåre begyndte at bygge sig op i hans øjne... Og han gemte sit ansigt mod hendes halse...

hun så nu på ham, mens hun lagde armene beskyttende om ham og aede ham over ryggen.

Han snøftede kort mens han slap hende og vred sig ud af hendes greb og gik langsomt væk fra hende...

''Du så det ikke vel?''

Han så ned mens han satte sig lidt fra hende...

''nej... nej, et gjorde jeg ikke..'' sagde hun, en smule forvirret over hans afvisning.

''Aydan, hvad er der galt?'' hun så på ham

Han åndede en smule lettet ud... Han vidste ikke om han skulle tale om det... Og kiggede bare ned mens han mumlede lidt om det... Men ikke noget særligt højlydt og derved meget svært at forstå...

hun nikkede stille og så lidt ned. hun lagde sig igen i sandet og kiggede op på himlen, nu med et ubeslutsomt blik.
hørte hun til hos dem, deroppe? eller hørte hun til hos meneskene, til en verden af uvidenhed..? hun så bare på himlen, skyer der drev forbi

Hans stemme steg lidt og han hævede hovet... Mens han valgte at hvis hun kunne lide ham, og skulle kunne lide ham måtte hun vide alt og han var klar til det...

''Bare billeder af mord og forsøg på selvmord...''

Han valgte ikke at kommentere at det var ting der var begået af ham...

''det er ikke noget du behover holde skjult for mig...'' sagde hun bare og stirrede stadig op på himlen

''Hvad?''

Hans stemme var forundret og chokeret... Og det blik han sendte hende var på samme måde... Fordi det gav ikke mening i hans hoved at nogen så meget som bekymrede sig om ham...

''at du har slået ihjel.. at du har prøvet selvmord.. du behøver ikke skjule det... ikke for mig..'' sagde hun bare. hun lukkede øjnene liddt

''Af hvad?''

Han lød både glad og chokeret... Ikke mistroisk eller noget bare chokeret og overrasket... Som om det ikke rigtigt passede ind...

*Alle andre har jo altid skredet før eller når de fandt ud af det...*

''hvis det var meningen at du skulle skjule det, så havde jeg ikke set det..'' mumlede hun bare.
hun stivnede. *Fuck!*

''Er glad for at du ikke mener jeg skal skjule det...''

Han rykkede sig hen til hende og lagde armene om hende i et kram da hun stivnede da han var bange for at han havde gjort at det skete... Han kendte ikke hendes tanker...